Af Jehovas vidners årbog 1956

Tjenesterapport 1955

Danmark

Indbyggerantal:

4.281.275

Højeste antal forkyndere:

1945: 2666

1955: 9207

SOM OVERALT i verden søger også i Danmark den nye verdens samfund at aflægge et grundigt vidnesbyrd i de landområder, der sorterer under det. Mange mennesker forbavses, og på den anden side er der mange, som foruroliges over den stabilitet, styrke og udholdenhed, hvormed Jehovas vidner forfølger deres mål. Folk i verden føler sig slået af den driftige og målbevidste kurs, enhver, der bliver et Jehovas vidne, styrer frem efter. Hvis man ikke har Jehovas ånd, vil man ikke kunne forstå, hvorfor den nye verdens samfund velsignes så rigt, og man vil heller ikke kunne fatte, hvorfor medlemmerne af den nye verdens samfund viser Jehova Gud så stor ærefrygt, eller hvorfor de respekterer hans ord. Jehovas vidner er stille for Jehova, men over for folkeslagene udråber de den Højestes pris med rungende røst. Som tilfældet er med Jehovas vidner så mange steder på kloden, synes heller ikke vidnerne i Danmark, at de har udrettet så meget, som de gerne ville, selv om de kan notere en fremgang på otte procent. De er imidlertid besluttet på at udfolde større aktivitet, alt mens de glæder sig over rige erfaringer. Afdelingstjeneren giver os en rapport over de landområder, der hører under den bestemte afdeling.

En søster viste en mand artiklen i Vaagn op! „Forbered Dem nu til at leve evigt“, mens hans hustru stod og hørte på. Hustruen lagde mærke til, at der blev henvist til mange skriftsteder, og hun sagde indigneret: „Men De er et af Jehovas vidner, ikke sandt? Vi har hørt, at De aldrig bruger Bibelen! Ja, det har du [her vendte hun sig til manden] da også sagt!“ Man drøftede nu forskellige bibelske spørgsmål, og der blev truffet aftale om et genbesøg. Ved hvert studium tilegnede disse to hungrige mennesker sig alt det, de overhovedet kunne, og snart begyndte de at fortælle andre om sandheden. Flittigt, personligt studium gav dem en så klar forståelse af sandheden og styrke til at anvende den på sig selv, at de på eget initiativ holdt op med at ryge og fejre verdslige fester som jul, nytår, fødselsdage o.s.v., og derved blev de et godt eksempel for nogle, som har kendt sandheden i mange år, men stadig klamrer sig til denne verdens gudvanærende skikke.

En anden broder, der arbejder på et postkontor, tegnede et postbud som abonnent. Et par dage efter kom dette postbud til ham med kr. 3,50 og sagde: „Jeg har fået et abonnement.“ Han havde lagt mærke til, at en mand, som han i sin egenskab af postbud sædvanligvis bragte Vaagn op!, ikke fik det længere, og han spurgte ham om grunden. Manden vidste ikke, hvorfor han ikke fik det mere, og ville gerne vide, hvordan han skulle bære sig ad med at få det igen. Postbudet svarede: „Det skal jeg sørge for, hvis De blot vil give mig pengene.“ Det viste sig, at forkynderen tidligere havde opsøgt manden for at forny hans abonnement, men kun havde truffet hustruen, der var modstander.

Der har været mange retssager i årets løb, og mange unge brødre har måttet gå i fængsel, fordi de holdt fast ved deres neutralitet. Verden forstår ikke altid den klare og konsekvente holdning, disse brødre indtager, men den bliver respekteret. En velkendt dramatiker og forfatter skrev i Berlingske Aftenavis følgende om Jehovas vidners stilling til staten i modsætning til kirkernes vaklende holdning:

„Jehovas vidner er imod krigsdeltagelse. Under enhver form. De nægter at aftjene et surrogat for soldatertjenesten i de lovlige militærnægterlejre. Det er sandelig at sætte sagen på spidsen. Det er virkelig radikalt. Og det er virkningsfuldt. Det skaffer martyrer. Og uden martyrismen er evangeliet ilde stedt. . . .

Jehovas vidner deltager ikke i politik. Det er ikke noget nyt. Men Jehovas vidner nægter endog at synge nationalsangen eller rejse sig op for den; det er heller ikke noget nyt: det har endog politikere nægtet, men til forskel fra Jehovas vidner har de fortrudt det. . . .

Der er altid noget galt, når kirke og stat samarbejder fredeligt og hyggeligt. . . . Efter at staten er blevet det, den er i vor tid, er kirken bragt til det punkt, da den enten må forråde evangeliet eller bryde med staten. Til det sidste kan den ikke bekvemme sig. Det koster for meget, det kræver for meget. Af denne svaghed vokser sekternes styrke. . . . Jehovas vidner står for de fleste som en latterlig sekt. Men det er bedre at være latterlig og bespottet end at have opgivet ånden.“ [23. marts 1955]

Denne Jehovas vidners åndsstyrke gav sig tydeligt til kende sidste sommer ved stævnerne „Det Triumferende Rige“. Nogle danske forkyndere overværede stævner i London, Paris, Rom eller Nürnberg, men flertallet rejste dog til Stockholm. Det var for de fleste danske forkynderes vedkommende første gang, de var med til et internationalt stævne og tilmed i udlandet. De omtrent 6000 danskere, som var i Stockholm, glædede sig over fællesskabet med deres brødre der, og den gode vejledning og de nye bøger var dem en spore til fremtidigt arbejde. Den mærkbare samhørighed inden for den nye verdens samfund er en skat af stor værdi, og de danske brødre vil længe mindes denne oplevelse og ganske særlig den kærlighed, som blev vist dem af de svenske brødre, der arbejdede hårdt og længe og satte deres gæsters bekvemmelighed over deres egen.

Grønland

Indbyggerantal:

23.019

Antal forkyndere:

1955: Nye, 3

I sidste halvdel af januar ankom to specialpionerer fra Danmark forsynet med en del dansk litteratur og desuden tre traktater og brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ på grønlandsk, et sprog, der er beslægtet med andre eskimo-dialekter, men med et alfabet, som blev udarbejdet af danske præster flere slægtled tilbage.

Da først brødrene havde fået logi i et gæstgiverhus, tog de fat på at vidne fra hus til hus. Mange derboende danskere blev overraskede og ikke sjældent vrede, da det gik op for dem, at Jehovas vidner nu også var kommet til Godthåb, men andre var venlige. En funktionær sagde: „Jeg vil ikke byde Dem velkommen, men blot spørge Dem, hvornår De agter Dem hjem igen.“ Han blev dog mere tolerant, da han hørte sandheden om Jehovas vidners arbejde og blev klar over, at det ikke går ud på at nedbryde samfundet, men opbygge respekt for Bibelens grundsætninger. En anden dansker, en lærer, der først stillede sig afvisende, medgav senere, at Jehovas vidner har Bibelens støtte for deres lære, og han tilføjede, at han endog ville tage hatten af for dem og sige goddag, hvis han mødte dem på gaden.

Grønlændernes reaktion var, som man kunne vente det af mennesker med deres sorgløse, venlige og gæstfrie gemyt. De var glade for at træffe vidnerne og ivrige efter at stille dem spørgsmål. Selv om de fleste af dem gerne går regelmæssigt i kirke, skyldes dette dog hovedsagelig deres selskabelige natur, de elsker at komme sammen. De har lært at læse ved at bruge Bibelen som læsebog, men de længes efter at forstå den, og tit kommer de til missionæren, når han går fra hus til hus, og stiller ham spørgsmål. Når brødrene kommer hjem om aftenen, får de ikke sjældent besøg af grupper på to eller tre, ja helt op til femten eller tyve mennesker, der kommer så sent som kl 10 om aftenen for at spørge om noget. Det ville være interessant at overhøre en sådan samtale på halvt dansk og halvt grønlandsk, mens nogle af tilhørerne hjælper til med at oversætte, når det er nødvendigt, og hver efter tur læser fra et eksemplar af den grønlandske bibel.

I Holsteinsborg blev der nægtet forkynderne ophold i de barakker, der sædvanligvis huser besøgende, og det skyldtes et telegram fra præsten og en anden embedsmand. En grønlandsk politimand så, hvor svært de havde ved at rejse deres telt, og inviterede dem hjem, fordi det var så bidende koldt. Han modstod det pres, man lagde på ham for at få ham til at kaste brødrene på porten. Nu er interessen stor i denne lille by både blandt danskere og grønlændere.