Hvad Tusindårsriget vil bringe

BIBELEN er fremfor alt andet en lovprisning af Jehova Guds overhøjhed. For at de skal kende, „at du, hvis navn er Jehova, er ene den Højeste over al jorden“. „Magten er Guds.“ Der er ingen som han, „der forud forkyndte enden“. Lige meget hvad han udtænker, så fuldbyrder han det. Han regner aldrig forkert; han gør aldrig fejl. Han kommer aldrig i forlegenhed eller vanskelighed på grund af noget, som hans skabninger gør eller undlader at gøre. Der er aldrig nogen grund for ham til at forandre sine hensigter. Derfor siger han trøstigt: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Sl. 62:12; 83:19; Es. 46:10, 11.

Kristi tusindårige regering vil blive et slående eksempel på Jehovas evne til at udføre sine hensigter til tiden og i overensstemmelse med sine beslutninger, ligegyldigt hvad hans skabninger formår eller ikke formår. Da Jehova over for menneskene udtalte sine hensigter med jorden, sagde han: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over [de lavere dyr].“ Og for at menneskene skulle komme Jehovas overhøjhed i hu, blev deres liv betinget af lydighed. „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mos. 1:28; 2:17.

Jehova forsynede Adam og Eva med alt, hvad de behøvede. De havde fået et mål af de guddommelige egenskaber: visdom, retfærdighed, kærlighed og magt og kunne således udøve et viist og kærligt herredømme over de lavere skabninger. Og for at jorden kunne blive opfyldt og blive eet stort paradis, gav Gud menneskene, såvel som de lavere dyr, evnen til at forplante sig, og udstyrede plantevæksten med frø, så at den kunne brede sig. Da Jehova havde skabt jorden og menneskene og forsynet dem med alle de ting, der var nødvendige for at udføre Guds befalinger, afstod han fra yderligere skabervirksomhed. Det var nu menneskenes sag at fremme Jehovas hensigt med jorden, og Bibelens kronologi fastslår, at de fik syv tusinde år til at virkeliggøre denne hensigt. — 1 Mos. 2:1-3.

Jehovas hensigt uforandret

Men Adam og Eva værdsatte ikke de velsignelser og forrettigheder, der lå i samarbejdet med Jehova for at udføre hans hensigter med jorden, ellers ville de ikke have vist ulydighed mod ham ved at spise den forbudne frugt. Forandrede deres ulydighed Jehovas hensigt med jorden og mennesket? Nej. Han skabte den ikke forgæves, „men danned den til at bebos“. Han forandrer sig ikke. (Es. 45:18; Mal. 3:6) Dersom nogle skabninger ikke påskønner deres privilegier, udvælger Gud andre. Hans hensigter vil blive udført i overensstemmelse med hans beslutninger.

Hvorfor tilintetgjorde Jehova ikke øjeblikkelig lederne af det første oprør, Satan, Adam og Eva, og begyndte forfra? Fordi hans navn var knyttet dertil — hvis fejl var det, at menneskene syndede, Jehovas eller menneskenes? — og på grund af sin kærlighed til de mennesker, der ville bevare deres ustraffelighed. Derfor tillod han menneskene at leve og avle børn og gav disse lejlighed til at vise, hvor de stod, og ved Kristi genløsningsoffer tilvejebragte han et evigt liv for alle retfærdselskende mennesker.

Bibelens profetier viser, at vi nu står på selve tærskelen til den nye verden. (Matt. 19:28; 24:1-51; Åb. 11:15-18) I den nye verden skal Kristus og hans brud regere i tusinde år, mens Satan og hans dæmoner skal være bundet. Det er i løbet af denne tid, at alle jordens slægter skal velsignes, og Jehovas hensigter med jorden vil således blive udført. — 1 Mos. 22:17, 18.

I stedet for hundreder af modstridende religioner, der forårsager forvirring og stridigheder, vil der i den nye verden kun være een sand gudsdyrkelse. Menneskene vil lære at frygte Jehova, hvilket er ensbetydende med at hade det onde samt grundlaget for visdom. Da er hele „landet . . . fuldt af Jehovas kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Ordsp. 8:13; 9:10; Es. 11:9; Mal. 1:11.

Det guddommelige påbud opfyldt

I denne nye verden vil Jehovas påbud til menneskene om at blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden, hvilket skulle ske i retfærdighed og til liv, for første gang blive opfyldt. Det er sandt, at menneskene har formeret sig lige til vore dage, men det har været i uretfærdighed og til død. Da skal forældre „ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er Jehovas velsignede æt“. — Es. 65:23.

Da vil Jehova genoprette menneskenes herredømme over de lavere dyr. „Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng.“ — Es. 11:6, 7.

Fordi mennesket var ulydigt, blev det sendt ud på en forbandet jord, der frembragte torne og tidsler. Men i den nye verden vil jorden bære sin afgrøde, og „i stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter“. Ligesom Edens have var en grønklædt plet med rigeligt af alle former for planteliv, træer, buske, blomster o.s.v., således vil den nye jord også blive. Og ligesom Jehova på nuværende tidspunkt har genfødt sine tjeneres åndelige tilstand, således også på den nye jord: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre.“ — 1 Mos. 3:17, 18; Sl. 67:6, 7; Es. 35:1, 2, 7; 55:13.

Jehovas hensigt med Adam og Eva indbefattede hverken lediggang eller hårdt arbejde. Sådan skal menneskene også nok arbejde i den nye verden, men det vil ikke blive i deres ansigts sved. Og ligesom Gud i Eden gav mennesket et fuldkomment helbred og udsigt til et evigt liv, således også i den nye verden. Hvad der nu gælder de trofaste i åndelig forstand, vil også gælde da: „Ingen indbygger siger: Jeg er syg!“ Kristus skal regere, indtil døden, den sidste fjende, er blevet tilintetgjort. — Es. 33:24; 1 Kor. 15:24-26.

På den nye jord skal menneskene nyde frugterne af deres arbejde, ligesom menneskene gjorde i Edens have. I stedet for bestikkelige politikere og grådige finansmænd, der undertrykker og udnytter folket og bringer det sorg, vil folket glæde sig, fordi det er retfærdige „nye himle“, der da vil regere over lydige mennesker. Ja, „da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt“. — Ordsp. 29:2; Es. 65:21, 22.

I denne nye verden sidder hver „under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem“. (Mik. 4:4) Ingen forbrydelser, hverken planlagte eller uovervejede, ingen tumulter, ingen former for vold og ingen krig mere! I vor tid omstilles i ethvert land alle industriforetagender til krigsproduktion, men da „skal de smede [deres sværd] til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer“. Freden bliver endeløs. Alt dette er sikkert, fordi „Hærskarers Jehovas mund har talet“. — Es. 9:7; Mik. 4:3, 4.

Tænk på det! En verden uden bedemænd, uden læger, uden forsikringsagenter, uden sagførere, uden politibetjente, uden fængsler! Med sådanne forhold i udsigt, hvem vil da ikke ønske at leve op til det nye tingenes system og gøre, hvad der er ret? Dersom nogen med forsæt gør oprør, vil han få rigelig lejlighed til at vise sit sindelag, før han tilintetgøres som uforbederlig. — Es. 65:20, Ro.

Men for at være sikker på, at alle lydige mennesker handler af kærlighed, af princip, og ikke bare, fordi det betaler sig bedst, vil der komme en sidste ustraffelighedsprøve. Satan og hans dæmoner vil vende tilbage fra afgrunden eller dødstilstanden og få tilladelse til at prøve at vende alle bort fra Jehova Gud. De, hvis hjerter ikke er helt i harmoni med Jehovas retfærdige ordning, vil blive fanget af Satan og hans dæmoner og tage del i hans oprør mod den retfærdigt oprettede myndighed på jorden ved slutningen af de tusinde år. Så vil der komme ild ned fra himmelen og fortære dem, der har været utro. Da vil alle de lydige få liv i højeste forstand, idet de vil få retten til livet som en gave, hvilket er billedligt fremstillet ved, at deres navne skrives i livets bog. — Åb. 20:6-10, 15.

Når Kristus har regeret, til alle fjenderne er blevet tilintetgjort, „da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle“. (1 Kor. 15:28) Denne kendsgerning viser endvidere, at Kristi regering vil være en virksom regering til gode for Jehovas navn, menneskene og jorden, og ikke et herredømme over en øde jord. I forbigående være det sagt, at dersom de, der skal opleve disse velsignelser, først skulle være tusinde år i himmelen mellem deres erfaringer med de nuværende onde forhold og den nye verdens velsignelser, som nogle påstår, da ville de modsætningsforhold, som Bibelen opstiller mellem de to verdener, fuldstændig miste deres kraft. Og desuden, hvis de hellige skulle vende tilbage til en øde jord ved slutningen af de tusinde år, måtte det så ikke betyde, at Guds skabergerning skulle begynde helt forfra igen, idet han måtte forsyne menneskene med alle de ting, der er nødvendige for at leve på jorden?

Bibelen er i sandhed en lovprisning til Jehovas overhøjhed, og når man forstår den, synes den konsekvent og fornuftig. Den viser, at Jehovas hensigter med jorden vil være fuldstændig virkeliggjorte ved slutningen af Kristi tusindårsrige. Hans sabbat på syv tusinde år vil udløbe, når hele jorden overgives til ham som et paradis, der dækker hele kloden. Da hans hensigter og overhøjhed således er blevet hævdet, vil det i sandhed have været en helliget dag. — 1 Kor. 15:24; 1 Mos. 2:3.

(The Watchtower, 15. juli 1951)