Missionærarbejde på Guldkysten

I lydighed mod Jesu befaling gør Jehovas vidner i dag „disciple af folk af alle nationer“. Nedenstående brev viser, hvorledes dette sker på Guldkysten i Afrika.

„Om onsdagen gik vi to miles til Brauta og vidnede på vejen i landsbyen Amoanda. For hele tiden at kunne være med i vidnearbejdet sammen med os, bærer søstrene deres små børn på ryggen, mens de samtidig har byrder på hovedet. Brødrene har lært meget i det sidste par år, og nu bærer de barnet og somme tider også byrden for at lette søstrene — noget, der er ganske usædvanligt blandt de indfødte i Afrika. Tidligere blev jeg kritiseret, fordi jeg bar min dokumentmappe, mens vi rejste gennem bush’en; „det er kvindearbejde,“ sagde de. At vore venner her er blevet organiseret teokratisk, har skilt dem meget ud fra andre. Den venlighed og kærlighed, de lægger for dagen i deres behandling af deres koner og familier, træffes i almindelighed ikke blandt afrikanerne, og man lægger mærke til det i vide kredse. Jeg holdt et offentligt foredrag i Brauta, og der var 297 til stede.

Om fredagen rejste tre af os — tolken, en lille indfødt dreng på otte eller ni år (de ved aldrig nøjagtigt, hvor gamle de er) og jeg selv — endnu to miles til Objubi. Efter at vi havde tilkendegivet vor tilstedeværelse og hensigten med vort besøg, blev vi ført til høvdingens palads for dér at afvente de ældstes og høvdingens ankomst i deres formelle klædning. Vi sad på paladsets ensomme gårdsplads foran tolv stole på rad; foran hver stol lå et dyreskind, og høvdingens kendetegnedes af et særligt hjorteskind. Efter at de var kommet ind og havde indtaget deres pladser, begyndte jeg den formelle hilsen ved at trykke deres hænder, først den, der stod lavest i rang, og derefter opad til høvdingen. Da jeg havde sat mig ned, kom de og trykkede min hånd, idet høvdingen begyndte og den laveste sluttede.

Så talte høvdingen til mig ved en tolk, der tjente som en logos, da stammens skik forbød ham at tale direkte til mig. Han berettede om, hvad der havde fundet sted i landsbyen før min ankomst o.s.v. Jeg fortalte ham i korthed om hensigten med mit besøg, og han overbragte sine ældstes og undersåtters hilsen. Først nu kunne jeg komme ind på vidnegerningen og bede ham slå på gongongen for at kalde landsbyens beboere sammen til mit møde og offentlige foredrag. Mens jeg vidnede, var der meget stille. Så kaldte jeg på drengen med den store bibel på landets sprog og bad ham læse Job 32:9, et af hans yndlingsskriftsteder, som han kunne læse forbavsende godt. Den lille dreng, som var iført de indfødtes klædedragt, gik ind på pladsens midte, slog op i Bibelen på det nævnte sted og læste: „De gamle er ikke altid de kloge, oldinge ved ej altid, hvad ret er.“ Drengens oplæsning gjorde høvdingen meget ydmyg.

Jeg fortsatte med vidnesbyrdet, og da jeg havde sluttet, sagde høvdingen, at mit komme til landsbyen var en begivenhed, der ikke havde sit sidestykke i hans folks historie; ingen hvid mand var nogen sinde før kommet så ydmyg og været så venlig mod de mørkhudede afrikanere. Han glemte skikke og traditioner og talte til mig på en varm og venlig måde, der tydeligt viste, at de var lykkelige over at modtage mig, ikke som en repræsentant for den hvide mand, men som en ambassadør for Jehovas rige. Hverken høvdingen eller nogen af de ældste kunne læse. Imidlertid kunne skolelæreren, og derfor overlod jeg ham noget litteratur på sproget twi, så han kunne læse den for høvdingen. Uden tvivl var hele landsbyen mødt op for at høre foredraget, for der var 475 til stede.

Næste dag gik vi yderligere to miles gennem bush’en til Bereku. Krattet var så tæt, at det var som at gå i en tunnel; på grund af mørket kunne jeg ikke tage nogen billeder. En indfødt metodistpræst, som hørte et af de unge vidner læse op af Bibelen, sendte bud efter mig. Han spurgte, hvorledes det gik til, at så mange af vore folk kunne læse, mens han gennem lang tid havde undervist drenge i metodistskolen, og de læste ikke så godt som vore venner. Det unge vidne kunne selv tale for sig og gav ham et fyldestgørende svar. Der kom 232 til det offentlige foredrag i Bereku.

Derfra rejste jeg til Winneba, en landsby med et indbyggerantal på 15.000 og beliggende i nærheden af en strandbred. Her samledes den største skare, der nogen sinde kom for at høre et offentligt foredrag. Der var en ung knøs, som efter at have hørt det afholdte foredrag sagde til sin fader, der var fisker: „Vi lavede denne båd med vore hænder, og nu ofrer vi til den. Jeg lærte i dag, at det er forkert, og jeg gør det ikke mere.““

Ja, der bliver gjort kristne disciple af alle slags mennesker, også af de indfødte afrikanere på Guldkysten.

Om Jehovas nåde vil jeg evigt synge, fra slægt til slægt med min mund forkynde din trofasthed. Thi du har sagt: En evig bygning er nåden! I himmelen har du grundfæstet din trofasthed. — Salme 89:1, 2.