Snedig mistænkeliggørelse af Guds ord

GUDS ORD, Bibelen, har altid haft fjender. I tidligere tider tjente disse fjender Djævelens formål ved at overgive bibler, bibeloversættere, bibeludgivere og endog almindelige bibellæsere til flammerne. I vor tid tjener troløse mennesker Djævelens hensigt på en mere snedig måde, men ikke desto mindre er det Djævelens hensigt, de tjener.

Et tilfælde af nyere dato er artiklen „Sandheden om Bibelen“, der stod i billedbladet Look i de Forenede Stater den 26. februar 1952. I et forsøg på at skabe sensation præsenteres den oplysning som en nyhed, at de bibellærde indrømmer, at Markus 16:9-20 ikke findes i grundteksten; i disse vers siges blandt andet, at de troende „skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem“. Artiklen påpeger også, at Johannes 8:1-11 — beretningen om kvinden, der var grebet i hor — ikke findes i Johannes’ originale skrift, og at 1 Johannes 5:7, 8, som i King James-oversættelsen lyder: „For der er tre, som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og den hellige ånd; og disse tre er eet,“ ligeledes er et uægte indskud, en forfalsket passage. En del andre kortere skriftsteder blev også anført som tvivlsomme.

Efter at have fremholdt sådanne eksempler opgiver man, at bibelforskere indrømmer, at der er fra 20.000 til 50.000 fejl i Bibelen. Den almindelige læser kan naturligvis ikke slutte andet, end at der er 50.000 sådanne uægte passager som Johannes 8:1-11 eller Markus 16:9-20. Men er det tilfældet? Umuligt! Ikke alene ville det bogstavelig taget være umuligt for Bibelen at indeholde 50.000 sådanne uægte passager, men det ville også være umuligt for den at indeholde 50.000 falske skriftsteder som 1 Johannes 5:7, 8, der taler om tre guder, der er een. (KJ) Hvorfor? Fordi der i alt kun er 31.173 vers i King James-oversættelsen. Bibelen indeholder imidlertid 3.566.480 enkelte bogstaver.

Faktisk er nævnte artikel et snedigt forsøg på at bringe Bibelen i miskredit ved at give de almindelig kendte fakta vedrørende visse uægte passager, der engang blev anset for at høre med til Bibelen, et nyt og sensationelt anstrøg. For mere end 150 år siden opdagede Griesbach, på hvis tekst The Emphatic Diaglott (et græsk-engelsk „Ny Testamente“) er baseret, at disse afsnit ikke hører med til Bibelen.

Et bevis på det manglende kendskab til emnet i denne artikel er den kendsgerning, at det vatikanske og det sinaitiske manuskript benævnes papyri, skønt det er almindelig kendt, at de er vigtige pergament-manuskripter; det vil sige, at de er lavet af fint kalveskind og ikke af papyrusblade. Heller ikke røber artiklen megen viden, der kunne ligge til grund for påstanden om, at det store antal fejl blev gjort før året 200 e. Kr., sådan som nogle kritikere nu påstår. Hvorfor? Fordi jo nærmere man kommer til tiden for den originale nedskrivning, desto mindre sandsynlighed er der for, at overlagt forvanskning af teksten ville gå upåagtet hen, og derfor ville eventuelle fejl blot være små brist på skrivningen og ikke have nogen indflydelse på pålideligheden af det, der blev berettet.

Meget træffende i den forbindelse er dr. Horts vidnesbyrd. Han er en af de mest fremragende bibelforskere, der nogen sinde har levet, og ifølge ham er syv ottendedele af ordene i det „Ny Testamente“ hævet over enhver tvivl; og hvis man ser bort fra forskelligheder i stavningen, er der kun eet ord af hver tres, der kan herske tvivl om. Og af disse er det antal, hvor der virkelig er tale om forskelligheder, så lille, at det „næppe kan udgøre mere end en tusindedel af hele teksten“. — Textual Criticism of the New Testament (1912) (Tekstkritik af det Nye Testamente), side 6.

Ja, for bibelforskere med tro på Gud er der intet sensationelt i det store antal mindre unøjagtigheder, der kan have sneget sig ind i Bibelens tekst. De, der er af alvorlig karakter, gjorde deres entré så sent, at de med lethed kan klarlægges. For eksempel findes 1 Johannes 5:7, 8, som tilsyneladende bekræfter treenighedslæren, ikke i noget græsk manuskript fra tiden før det femtende århundrede; og selv på det tidspunkt kom forvanskningen kun ind i teksten på grund af et bedrag, hvis nærmere omstændigheder berettes af historien. Kort fortalt viser den, at en vis Stunica, en katolsk autoritet i det sekstende århundrede, klagede over, at den katolske bibelforsker Erasmus havde udeladt denne tekst i sine to første udgaver af det „Ny Testamente“. Erasmus lovede at tage den med, hvis Stunica kunne fremskaffe bare eet græsk manuskript, som indeholdt ordene. Stunica gjorde det, men det kom senere for dagen, at det græske manuskript, som indeholdt teksten, her var bragt i overensstemmelse med et latinsk manuskript, der indeholdt 1 Johannes 5:7, 8, ved en speciel genskrivning. Hvis det ikke havde været for denne forfalskning, er det ikke sandsynligt, at teksten nogen sinde ville have fundet vej til King James-oversættelsen.

Forstandige mennesker vil acceptere omstændighedsbevisernes vidnesbyrd i denne sag. For eksempel blev der i 1947 fundet en rulle med Esajas’ bog i nærheden af det Døde Hav. Skønt dette manuskript er omkring tusinde år ældre end nogen anden eksisterende tekst af Esajas, som man har kunnet datere med sikkerhed, så viser det stadig ingen væsentlige forskelligheder, der kunne være opstået i al den tid. Tusinde års afskrivning og ikke een forandring af betydning!

En yderligere støtte for Skriftens pålidelighed yder arkæologiens vidnesbyrd. Den kendte britiske forsker Sir Frederic Kenyon siger i sin bog The Bible and Archaeology (Bibelen og arkæologien), siderne 279, 280: „Skønt arkæologien endnu ikke har sagt sit sidste ord, bekræfter resultaterne allerede, hvad troen i forvejen tilkendegiver, at Bibelen ikke kan andet end vinde ved en forøgelse af vor kundskab.“ Albright, en fremragende amerikansk arkæolog, udtaler sig i samme retning, idet han nemlig siger, at „der er ikke fundet noget, der kan rokke ens tro på Bibelen det mindste“.

Og der er mange andre beviser for Bibelens pålidelighed: Harmonien mellem dens omkring fyrretyve skribenter, og det skønt de levede på vidt forskellige tider og steder; deres iøjnefaldende oprigtighed; de verdslige historikeres vidnesbyrd og frem for alt opfyldelsen af Bibelens profetier.

Ja, hvordan kunne der være en sådan harmoni mellem de mange bibelske skribenter, hvis der havde sneget sig 50.000 alvorlige fejl ind i teksten? Hvordan kunne utallige arkæologiske fund bekræfte Bibelens beretning, hvis dens sider indeholder 50.000 alvorlige unøjagtigheder? Hvordan kunne vi se opfyldelsen af så mange bibelske profetier, hvis omkring 50.000 ord ikke var inspirerede? Det er indlysende, at de mange skrivefejl kun er af lille betydning.

Moderne kritikere, som tygger drøv på den omstændighed, at der findes fejl i Bibelen, søger derved snedigt at bringe Guds ord i miskredit; og vor tids modstykke til de religiøse ledere på Jesu tid, som „sier myggen af, men sluger kamelen“ (Matt. 23:24), bruger samme kendsgerning som en undskyldning for deres mangel på tro på Bibelen. De forkaster 99,9 procent, fordi 0,1 procent kan drages i tvivl!