Værdsættelse at Guds gaver

APOSTELEN JAKOB henleder vor opmærksomhed på Jehovas godhed og siger i den forbindelse: „Enhver god og enhver fuldkommen gave er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader.“ Ja, alle de velsignelser, som vi nyder her i livet, udspringer fra vor himmelske Fader. Og han vedbliver endog med at skænke gaver til sine menneskelige skabninger, selv om de tager dem alle som en selvfølge uden at vise værdsættelse eller taknemmelighed. Deres utaknemmelighed bevirker ikke, at han bliver bitter og tager sine gaver tilbage. Han glæder sig ved at give menneskeheden gaver, således at de kan være lykkelige og vide, at han er en kærlig Skaber. Han giver os selv det bedste bevis på, at „der er større lykke ved at give end ved at modtage“. — Matt. 5:45; Ap. G. 20:35; 1 Tim. 1:11; Jak. 1:17, NW.

Selve jorden er en af Guds gaver, og det samme gælder menneskets liv på jorden. Mens livet fra begyndelsen var en direkte gave til menneskene, gjorde Gud menneskets fortsatte glæde over denne gave afhængig af menneskets lydighed, af dets værdsættelse af denne gave og dets villighed til at samarbejde med Gud i den hensigt, hvormed Gud havde givet det gaven. — 1 Mos. 1:26-28; 2:7, 17; Sl. 115:16.

Vore første forældre undlod at vise værdsættelse af denne livets gave, afslog at samarbejde med Guds hensigt, blev ulydige og syndede. På grund af dette fejltrin mistede alle deres efterkommere livets gave. Da Gud imidlertid vidste, at nogle af disse ville værdsætte hans gaver, åbnede han ved hjælp af endnu en gave, nemlig sin enbårne søn, muligheden for, at sådanne kunne opnå livet. Gennem denne gave er det ikke blot muligt at vinde liv, men endog evigt liv. „Lønnen, synden betaler, er død, men gaven, Gud skænker, er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 5:12; 6:23, NW.

Der er ingen af os, der kan gøre sig fortjent til Guds gaver, mindst af alt livets gave. Men ved hjælp af de gaver, vi nu har, kan vi tilkendegive, at vi vil bruge et evigt livs gave på rette måde, når Gud giver os det ved Kristus Jesus, og således vise os værdige til evigt liv. Med dette for øje må vi opdyrke vort venskab med Jehova og hans søn ved at hellige al vor tid, vor kraft og vore midler til dette ene: at gøre denne det evige livs gave til vor. Det betyder, at vi må indvi os til Jehova og derpå være trofaste mod denne indvielse. — Sl. 49:6-9; Matt. 19:21; Luk. 16:9.

De, der har indviet sig til Jehova, får endnu flere gaver, af hvilke den mest fremtrædende er Guds virksomme kraft eller hellige ånd. Gud skænkede for første gang gennem Kristus Jesus denne gave til 120 af sine tjenere på pinsedagen. Derved udstyrede han dem med særlige evner, såsom at kunne tale i tunger, fortolke, profetere, undervise, helbrede og organisere. Altsammen „med henblik på at opøve de hellige til tjenestegerningen, til opbyggelsen af Kristi legeme“. — Ap. G. 2:18; Ef. 4:12; 2 Tim. 1:7, NW.

Den hellige ånds mirakuløse gaver blev således skænket den kristne menighed for at befæste den i dens barndom og fremskynde missionærarbejdet. Da disse gaver havde tjent deres formål, ophørte de. I dag skænker Gud åndens gaver med passende hensyn til de medfødte eller naturlige evner og uopdyrkede talenter, de kristne besidder, ligesom han også tager deres nidkærhed og villighed til at lade sig bruge af ham i betragtning. — 1 Kor. 13:8.

Lige så lidt som medlemmerne af den første menighed fik de samme gaver, lige så lidt uddeles de samme gaver i dag til alle. (1 Kor. 12:27-31) Gud uddeler ved sin hellige ånd sine gaver i så stor en mangfoldighed, at hans synlige organisation kan blive et udvidet, vel afbalanceret og alsidigt redskab til udførelsen af hans hensigter. Vi skulle derfor ikke beklage os, hvis vi ser, at andre har gaver og muligheder for tjeneste, som vi ikke har. Vi skulle tværtimod søge at tage ved lære af dem, der har sådanne gaver, og ved deres hjælp forbedre vor egen tjeneste, akkurat som de andre på apostlenes tid ikke misundte apostlene deres særlige gaver, men var glade for at modtage deres hjælp. — 1 Kor. 12:4-11; Ef. 4:16.

Opdyrkelse af gaverne

Vi har alle visse medfødte evner, visse uopdyrkede anlæg, og vi har alle visse muligheder for at anvende disse. Den hellige ånd, som Gud skænker, hjælper og fremmer dem, således at vi bliver mere brugbare, mere dygtige og mere frugtbare i tjenesten. Dette sker dog ikke uden vore egne bestræbelser. Enhver må være vågen over for at få det mest mulige ud af sine lejligheder, må opdyrke og opøve sine skjulte evner i størst mulig udstrækning, for at fremme Rigets interesser på jorden og vise Jehova, at han er værdig til evigt liv under fuldkomne forhold, hvor der vil være endnu flere gaver at gøre brug af. „For derfor arbejder vi hårdt og udmattes, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er alle slags menneskers frelser, især de trofastes.“ — 1 Tim. 4:10, NW.

Tilfældene med Noa og Bezal’el samt apostelen Paulus belyser, hvorledes Herren bruger sin hellige ånd for at tilskynde sine tjenere til virksomhed. Noa blev ikke udvalgt, fordi han var bådebygger, men fordi han var en retskaffen mand, der vandrede med Gud. Men ved at adlyde Guds anvisninger og med Guds virksomme ånds hjælp blev Noa i stand til at bygge den store ark eller kiste, hvilket var en højst bemærkelsesværdig tilkendegivelse af, hvad Guds ånd kan udrette. Vi kunne her trække en parallel til Jehovas vidners arbejde i nutiden. De forkynder alle det gode budskab om Riget ved at gå fra dør til dør, ved at stå på gaderne og ved at genbesøge mennesker og lede bibelstudier i deres hjem. Og det gør de uden at have haft erfaringer med den slags, før de blev vidner, idet de da arbejdede som bønder, tømrere, husmødre o.s.v. — 1 Mos. 6:9, 14; Zak. 4:6.

På den anden side er det meget sandsynligt, at Bezal’el, der blev brugt til at have overopsyn med det fine håndværksmæssige arbejde ved opførelsen af tabernaklet og dets udsmykning, havde visse naturlige evner, færdigheder og erfaringer, ligesom apostelen Paulus var kyndig i loven, før han blev kristen. Deres naturlige evner, færdigheder og tidligere erfaringer sammen med deres villighed og Guds hellige ånd, satte dem i stand til at tjene og beklæde ganske særlige poster. Sådan er det også i dag; eftersom der opstår behov for tjenere med særlige evner, vil den hellige ånd virke på dem, der har muligheder eller tidligere erfaringer og er villige til at lade sig bruge. — 2 Mos. 31:2-6; Ap. G. 22:3.

Gud har lovet at forsyne os med de nødvendige gaver. Dersom vi virkelig har tro, vil vi ikke stille os tilfreds med blot at ønske og bede om sådanne gaver, men vi vil energisk give os selv til det arbejde, der er for hånden, og målbevidst anspænde os til det yderste for arbejdets skyld. Bliver vi udnævnt til tjenere eller får vi overdraget en opgave, da lad os gøre vort bedste, hvad enten det kræver forudgående studium, særlig træning, færdighed, øvelse eller anden forberedelse.

Lad os derfor vise værdsættelse af de gaver, vi har, idet vi indtrængende opdyrker dem og gør brug af alle de midler, Herren har tilvejebragt for vor træning: hans ord, Vagttaarnets bibelske hjælpemidler, menighedens møder og andre forsamlinger, såvel som virksomheden i alle grene af den kristne tjeneste. Som Paulus rådede Timoteus: „Læg fortsat vægt på den offentlige oplæsning, på formaning, på undervisning. Forsøm ikke gaven . . . Tænk på disse ting, fordyb dig i dem, sådan at din fremgang må være åbenbar for alle mennesker. Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting, thi ved at gøre det vil du frelse både dig selv og dem, som lytter til dig.“ (1 Tim. 4:13-16, NW) Og fremfor alt vil vi derved gøre vor store velgørers hjerte glad og således vise vor værdsættelse af hans gaver. — Ordsp. 27:11.