Guds ånd en betingelse for modenhed

„Hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem, som beder ham!“ „Vedbliv med at bede Gud, for han giver alle gavmildt og uden bebrejdelser.“ — Luk. 11:13; Jak. 1:5, NW.

1. Findes der noget bevis for, at tilbedelse af Jehova er et hovedkrav?

TILBEDELSE af Jehova er en nødvendighed for alle, som ønsker at opnå Jehovas gunst og et liv uden ende i hans rige. Samtidig med at hans hengivne folk adlyder befalingen: „Sig blandt folkeslag: Jehova har vist, han er konge,“ har de også efterkommet opfordringen: „Tilbed Jehova i helligt skrud.“ (Sl. 96:9, 10) Ja, tilbedelse vil blive Rigets grundregel og prøve, for „alle de, der bliver tilbage af folkene . . . skal år efter år drage derop for at tilbede Kongen, Hærskarers Jehova, og fejre løvhyttefest. Og dersom nogen af jordens slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Hærskarers Jehova, skal der ikke falde regn hos dem“. (Zak. 14:16, 17) Jesus understregede ligeledes vigtigheden af tilbedelse som et hovedkrav, der stilledes i loven til israelitterne, dengang han tilbageviste Satans fristelse: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: Det er Jehova din Gud, du bør tilbede, og det er ham alene, du bør yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:10, NW.

2. Så Jesus anderledes på spørgsmålet om tilbedelse end jøderne, og i så fald i hvilken bestemt henseende?

² Jøderne mente, at deres tilbedelsesform var fuldt ud tilfredsstillende, og påstod, at den var i harmoni med Guds oprindelige anvisning. Men Jesus sagde noget andet, dengang den samaritanske kvinde ved brønden rejste spørgsmålet ved at sige: „Vore forfædre tilbad på dette bjerg, men I siger, at Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede.“ På dette tvivlsspørgsmål, som hun her fremholdt, svarede han, at jøderne var bedre stillet, for „vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen har sin oprindelse hos jøderne“, men „I tilbeder det, I ikke kender“. Men skønt jøderne havde bedre forståelse af Guds krav vedrørende tilbedelse end samaritanerne, så fremholdt Jesus nu en langt dybere betydning af tilbedelse og belyste den fra en helt anden side. Han sagde: „Den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger.“ Hvilken modsætning til den tidligere opfattelse! Jøderne var i deres tilbedelsesform først og fremmest optaget af de ydre ting, såsom tid, sted og måde, men nu sagde Jesus, at sand tilbedelse gik langt dybere end til det, der ses udadtil, og at den skulle ske „i ånd og sandhed“. Det måtte ikke alene være en ren tilbedelse, men en moden tilbedelse. — Joh. 4:20-24, NW.

3. Hvilke tre grunde kan anføres som en fremhævelse af nødvendigheden af at forstå betydningen af tilbedelse „i ånd og sandhed“?

³ Hvor vigtigt er det ikke klart at forstå den fulde betydning af at tilbede ved hjælp af det, som er usynligt for blikket, der kun ser på det udvortes, nemlig „i ånd og sandhed“! Det er vigtigt af to grunde: For det første, fordi „de synlige ting er midlertidige, men de usynlige er evige“. (2 Kor. 4:18, NW) For det andet, fordi usynlige ting ikke er så lette at forstå og påskønne som de synlige. Og når vi betragter sagen fra en anden synsvinkel igen, kan vi tilføje en tredje vigtig grund: Står vi tilbage i visdom og indsigt, så vil vi være tvivlrådige og usikre, som Jakob beviser i Jakob 1:5-8. Vi udsætter os også for den store fare at blive bedraget på dette punkt vedrørende ægte, velbehagelig tilbedelse af den sande og levende Gud, thi „dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for de guder, som i virkeligheden ikke er guder“. (Gal. 4:8) Da vi forstår den vigtige rolle, Guds ånd spiller, både hvad tilbedelse og tilegnelse af moden forståelse angår, så lad os først med Bibelen som grundlag undersøge spørgsmålet om, hvorfor Guds ånd er en betingelse for at opnå moden indsigt.

4. a) Fremgår det af Salme 147, at den får sin opfyldelse i vor tid? b) Hvorledes understreger denne salme den indstilling, der er nødvendig til opnåelse af indsigt?

⁴ Al ånd og indsigt har Jehova til ophavsmand, ham, „fra hvem alt er“. Der er ingen grænser, hverken for hans ånd eller for hans indsigt. „Vor Herre er stor og vældig, hans indsigt er uden mål.“ Med udgang i dette citat fra Salme 147, vers 5, vil det være gavnligt for os at kaste et blik på sammenhængen i denne profetiske salme, da den har direkte tilknytning til emnet. Den begynder med en lovprisning af Jehova, og det „sømmer sig“, fordi lovsang er et udtryk for tilbedelse. Versene 2 og 3 viser dernæst, at salmen får sin opfyldelse i vor tid, da Jehova opbygger sin rigsorganisation (Jerusalem) og samler resten af den „lille hjord“ og alle sine „andre får“ sammen i een hjord og læger dem fuldstændig fra deres tidligere syge åndelige tilstand. Længere fremme, i versene 10 og 11, opstilles modsætningsforholdet mellem to slags mennesker: mennesket af denne verden, som Jehova ikke har behag i, og som stoler på sin egen styrke og forstand, symbolsk fremstillet ved en hest med sin rytter, og mennesket, som frygter Jehova og indser, at han er helt afhængig af hans miskundhed. Så følger der en levende beskrivelse af den rige velsignelse og omsorg, der vises Zions børn, som søger tilflugt i hans organisation, og i hvem Gud har behag, fordi de lovpriser og tilbeder ham på rette måde. De mættes med „hvedens fedme“, det vil sige åndelig føde og indsigt af allerbedste slags. Det er faktisk kun for dem, at Jehova åbenbarer og kundgør sit ord og dets skjulte betydning. I sandhed, „så gjorde han ikke mod andre folk“. (Sl. 147:20) Denne salme åbenbarer, hvilken hjertetilstand der er nødvendig for at opnå forståelse og indsigt ved Guds ånd. Den åbenbarer også den eneste kanal, gennem hvilken der skænkes ånd og indsigt, og det er Herrens organisation, „Zion“, der til overhoved har Kristus Jesus, „ved hvem alt er“. — 1 Kor. 8:6.

5. Hvorledes viser 1 Korinter 2:6-10, at Guds ånd er en betingelse for forståelse, og hvilke to andre ting er også absolut nødvendige?

⁵ Vi kommer nu til det vigtigste skriftsted, der viser, hvorfor det at have Guds ånd er en betingelse for forståelse. Apostelen Paulus forklarer i 1 Korinter 2:6-10 (NW), at Guds visdoms skatte, som de kommer til udtryk i hans evige beslutninger, er indhyllet i „hellig hemmelighed“, i „skjult visdom“, som „ingen af herskerne over denne tingenes ordning har kendt“ eller forstået. Sagen er, at disse skatte er så sikkert skjult, at det er umuligt for mennesker „at fatte“ disse ting i kraft af egen visdom. Paulus forklarer hvorfor: „Thi os har Gud åbenbaret dem ved sin ånd, for ånden ransager alle ting, endog Guds dybder.“ Ja! Guds rige visdom og kundskab går i dybden. (Rom. 11:33) To ting er absolut nødvendige, hvis vi skal opnå indsigt og forståelse: For det første må Gud fremholde en åbenbaring, og for det andet må vi være i kontakt og harmoni med hans ånds kanal, der viderebringer og lukker op for den åbenbaring, Gud skænker sit folk. Vi kan ikke i egen kraft ransage Guds dybder, det kan kun Guds ånd. Vi vil her mærke os tre beviser for apostelens udtalelse.

6. Hvordan fremgår det af a) Mattæus 16:17, b) Efeserne 3:5-9 og c) 1 Peter 1:10-12, at Guds ånd er påkrævet, hvis man skal få indsigt i Guds „dybder“?

⁶ 1) Vi husker, at den dybe sandhed vedrørende Menneskesønnens sande identitet, dengang han var her på jorden, blev forstået takket være den særlige åbenbaring, Gud skænkede Peter. Det kunne ikke forstås i kraft af nogen i „kød og blod“ iboende visdom. (Matt. 16:17) 2) I Efeserne 3:5-9 forklarer Paulus, hvordan den hellige hemmelighed, „der fra evighed har ligget gemt . . . hos Gud“, nu er blevet åbenbaret ved ånden. Sidst i kapitlet (Ef 3 versene 18-21) skildrer Paulus i glødende og ophøjede vendinger det herlige fremtidsperspektiv, den sande menighed skal glæde sig over, når de, mens de endnu er her på jorden, har nået modenhed og vil eje en sådan fylde af forståelse og indsigt, at de helt „må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, der overgår al erkendelse“. Paulus slutter med at give udtryk for sin tilbedelse af „ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår“. Guds ånd er i sandhed nødvendig til opnåelse af så uanede rigdomme af moden indsigt! 3) Læg som en endelig bekræftelse mærke til, hvad Peter siger om de første profeter, ja selv om englene, at de ikke kunne forstå visse sider af Guds beslutninger, selv efter „flittig undersøgelse og omhyggelig gransken“. Men disse ting er nu blevet åbenbaret ved ånden og forkyndt „gennem dem [apostlene, der udgjorde en del af Guds kanal], der har fremholdt det gode budskab for jer med hellig ånd, som blev udsendt fra himmelen“. — 1 Pet. 1:10-12, NW.

7. Hvad er hensigten med Paulus’ udtalelser i 1 Korinter 2:11-16?

⁷ Vi vender nu tilbage til 1 Korinter, det andet kapitel, og lægger der mærke til, at Paulus øjensynlig har indset, at hans udtalelse i vers 10 ikke umiddelbart ville blive forstået. I versene 11 til 16 forklarer han derfor mere indgående, hvordan ånden gransker Guds dybder, og hvilken rolle vi spiller i denne forbindelse. Han afværger derved, at nogen skulle drage den urigtige slutning, at eftersom det kun er Guds ånd, der med held kan granske disse ting, så er der ikke andet for os at gøre end at bede om og afvente en direkte åbenbaring fra Gud, så vi kan blive oplyst om hans hensigter og hans vilje med os. Dette er i virkeligheden, hvad mange religiøse mennesker gør.

8, 9. a) Hvad menes der med „ånd“ i forbindelse med mennesket? b) I hvilken udstrækning og retning kan menneskets ånd virke?

⁸ Paulus opfordrer os til at betænke, hvad et menneske er, så vi bedre kan forstå, hvad der menes med Guds „ånd“ og hvordan den virker og gransker. Lad os derfor nu se på mennesket, der oprindelig blev skabt i Guds billede og lighed. Mennesket har et legeme, som han kan dirigere og udrette noget med. En sådan synlig aktivitet kalder vi fysisk energi. Men mennesket har også en forstand, som han kan bruge og sætte i arbejde. Han kan ræsonnere og tænke dybt over tingene, han kan huse stærke ønsker og føle hengivenhed, og han kan drage slutninger og bestemme sig til en vis adfærd ud fra visse principper eller handleregler. Det er denne usynlige, aktive, mentale kraft, vi kalder „ånd“. Hvis et menneske i sin færd lader sig lede af onde tanker og motiver, siger vi, at han har en „dårlig ånd“.

⁹ Tænk på den forbavsende indflydelse, et menneskes ånd eller åndskraft kan have, enten i god eller dårlig retning, navnlig hvis den udfoldes gennem et passende redskab, som for eksempel en eller anden organisation. Hvilken mægtig indflydelse har ikke en stærk og samvittighedsløs diktator, der står i spidsen for en totalitær organisation, ved den ånd, han lægger for dagen, og den magt, han øver over måske millioner af menneskers ånd, og den måde, hvorpå han behersker deres hele eksistens! Hvor rammende er ikke apostelens spørgsmål i vers 11: „Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham?“ Hvem kan bedre følge en lovkyndigs argumenter og tankebaner, når han jonglerer med lovens tekniske finesser, end netop en anden lovkyndig?

10. Hvilket modsætningsforhold eksisterer der mellem Jehovas ånd og menneskets ånd? og hvilket spørgsmål afføder dette?

¹⁰ Ved således at betragte disse eksempler på mennesket og hans ånd med dens mangfoldige muligheder, bliver vi hjulpet til bedre at forstå, hvor uendelig langt større Jehovas ånd med dens ubegrænsede udtryksformer og indflydelsesmuligheder må være. Vi forstår nu den kolossale modsætning mellem skabningen og Skaberen, men hvordan kan der blive slået bro over dette svælg, så vi kan få indsigt i dybderne i Skaberens sind?

„Broen“ bygges

11, 12. a) Hvilket billede bliver brugt her for at forklare, hvorledes der kan slås bro over dette svælg? b) Hvad ser vi, når vi overfører dette billede på forholdet mellem Skaberen og mennesket?

¹¹ Eftersom de usynlige ting ikke så let forstås som de synlige, vil vi atter bruge et billede fra menneskelivet som en hjælp til at danne os et billede, som vi kan bevare i vort sind. En komponist udtænker i sit sind et mesterværk, en symfoni, med dens forskellige satser, dybe harmonier og varierende temaer og opbygger den til et betagende højdepunkt. Men hvorledes skal han delagtiggøre andre i det budskab, han har at bringe med denne symfoni? Hvordan kan han få bygget bro mellem sig og sine tilhørere? Først skriver han hele musikken ned, det vil sige udsætter den i partitur. Så træffer han aftale med en dirigent, der selv må være besjælet af musikånd og en dygtig musiker, så han, når han grundigt har studeret komponistens partitur, hver node og takt, kan sætte sig ind i hans tanker og fornemme hans ånd og derfor pligttro tolke hver eneste strofe i denne symfoni. Dog er der ikke slået bro endnu! Under dirigentens ledelse står orkestret, denne udvalgte, dygtigt skolede og godt organiserede enhed af musikere, der hver har sit instrument (et orkester uden instrumenter er intet værd) og alle efter grundigt studium og mange timers øvelse kender musikken fuldstændig ud og ind. Endelig oprinder koncertaftenen. Salen er strålende oplyst, og der er fuldt hus. Tilhørerne sidder tavse, spændte og forventningsfulde. Og når så musikken toner ud for til sidst at stige i en åndeløs, betagende og jublende melodi, slår hele den samlede tilhørerskares ånd komponistens ånd i møde, kontakten er opnået, der er slået bro over svælget!

¹² Overfører vi dette billede på vort emne, ser vi, at Skaberen i sit sind har udtænkt noget herligt for skabningen, og til gavn for os har han ladet disse tanker optegne i sit skrevne ord. Han har udnævnt en dirigent, der gennem nøje studium og opøvelse i lydighed under prøvende forhold fuldt ud er kvalificeret til at være „en fortolker, een blandt tusind“, hans egen elskede søn, der er særlig begavet med „visdoms og forstands ånd“. (Job 33:23, AS; Es. 11:2) Under denne fortolker og leder er der blevet opbygget en organiseret enhed af hengivne efterfølgere, som ved fuld indvielse af sig selv til Jehova er blevet velsignet med hans ånd, og som gennem studium og opøvelse har lært at have „Kristi sind“. (1 Kor. 2:16) Disse består først og fremmest af den „lille hjord“. Men nu forøges deres tal med tusinder af Herrens „andre får“, der som et vældigt kor ledsager orkestret for at give et eller andet stort arbejde fuld udfoldelse. Alle har de deres instrumenter, hvis vi tænker os litteraturen under alle dens forskellige former som sådanne. I hvert tilfælde har hver eneste af dem det mest vidunderlige af alle instrumenter, den menneskelige stemme, der er meget virkningsfuld, især hvis man „bestandig lægger vægt på offentlig oplæsning“, så man får det skrevne ord til „at leve“. (1 Tim. 4:13, NW) Som med musik kan man bedre holde sine tilhøreres opmærksomhed fangen ved at lade instrumentet „tale“ fremfor kun at stole på sin egen tekniske færdighed. Ligesom orkestret lærer at fortolke det skrevne partitur i de rette musikværdier, således bliver vi „lært af ånden“, hvordan man „forbinder åndelige ting med åndelige ord“. (1 Kor. 2:13, NW) På denne måde slås der bro ved hjælp af tre uundværlige faktorer: ånden, Ordet og organisationen.

13. Hvorledes kan Skaberens og skabningens sind komme hinanden i møde?

¹³ Nu kan vi bedre forstå, at når der siges, at det er Guds ånd alene, der kan granske Guds dybder, så betyder det ikke, at vi skal sidde uvirksomme hen. Det være langt fra! I virkeligheden må vi foretage granskningen, men vi må være varsomme med aldrig at gøre det i vor egen visdomsånd. Ved at tage de indledende og nødvendige skridt, som senere skal blive drøftet, lærer vi, hvordan vi får „visdommen ovenfra“ (Jak. 3:17), alt mens vi benytter broen — ånden, Ordet og organisationen. På denne måde kan sindene komme hinanden i møde, vort sind og Skaberens sind, idet Gud i sin godhed så at sige stiger ned på vort plan, således at vor ånd kan underlægge sig hans ånd og samarbejde med hans ånd. Sådan skildrer skriftstedet det netop, når det omtaler, hvorledes Gud imødekommer et vist behov og siger: „Ånden selv [Guds ånd] vidner sammen med vor ånd.“ (Rom. 8:16) Ligeledes „kommer ånden os til hjælp i vor magtesløshed“, når vi er os bevidst, hvor utilfredsstillende vort sind eller vor ånd virker, når vi søger at udtrykke os under bøn. — Rom. 8:26.

14. Hvilken bibelsk vejledning og opmuntring gives der med henblik på at granske „Guds dybder“?

¹⁴ Vi gentager derfor, at vi må foretage granskningen, men kun fordi „vi har ikke fået verdens ånd, men ånden fra Gud, for at vi kan kende de ting, der godhedsfuldt er blevet givet os af Gud“. Derfor siger Paulus: „Det åndelige menneske undersøger [gransker] jo alt“, „selv Guds dybder.“ (1 Kor. 2:10, 12, 15, NW) Dette er i samklang med de mange formaninger i Guds ord til at søge og ransage, studere og granske. Husk også Herrens ord: „Hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem, som beder ham!“ Så lad os vedblive med „at bede Gud, for han giver alle gavmildt og uden bebrejdelser“. — Luk. 11:13; Jak. 1:5, NW.

15. Hvilken advarsel må vi give agt på, når vi søger at tilegne os forståelse og indsigt gennem bibelstudium?

¹⁵ Men hør et advarende ord om denne bro. Prøv ikke at overstige svælget ved at bygge din egen private bro! For ligesom det forholder sig med profeti fra begyndelsen, at „ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat afgørelse“, således må vi for at opnå den rette forståelse af profetien i dens opfyldelse underlægge os både Guds ånd og hans organisation, Zion, for det er kun Zions børn, der er „oplært af Jehova“. (2 Pet. 1:20, NW; Es. 54:13; 30:20, 21) Det er ikke tilstrækkeligt at eje en bibel og studere den, eller at slutte sig til et eller andet religiøst samfund, der tror på frit bibelstudium. Uanset hvor grundigt og alvorligt vi studerer, og hvor meget vi beder under vort studium, vi kan ikke uafhængigt af organisationen og ånden nå frem til sand forståelse. Vov ikke dit liv på nogen hjemmelavet bro. Forlad dig ikke på dens bæreevne, „stol på Jehova af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier. Hold ikke dig selv for viis, frygt Jehova og vig fra det onde“. (Ordsp. 3:5-7) Personligt bibelstudium, ja! Uafhængigt bibelstudium, pas på!

16. Hvilken fare påpeger Paulus i 2 Korinter 11:13-15?

¹⁶ Vi skal naturligvis heller ikke sætte vor lid til et andet menneske, der er dåragtigt og egoistisk nok til at opstille sig som en privat „brobygger“, hvad selve det latinske ord pontifex betyder. Selv om et menneske har været i Herrens organisation i forgangen tid og har siddet inde med en klar forståelse og haft den forret at hjælpe andre, og siden har afbrudt forbindelsen med organisationen, er det umuligt for en sådan at bevare sand forståelse og indsigt, og i særdeleshed umuligt, at han skulle kunne tilegne sig mere oplysning. Det er sandsynligt, at vedkommende vil lade sig bedrage på dette punkt og søge at bedrage andre, fordi Satan selv jo giver sig skin af at være en lysets engel. — 2 Kor. 11:13-15.

17. I hvilke henseender er modenhed af største vigtighed?

¹⁷ Lad os med denne advarsel på sinde vokse til moden forståelse, der igen fører til moden tilbedelse, idet vi fyldes med „ånd og sandhed“, hvilket igen kommer til udtryk i moden, hellig tjeneste. Ja, det er modenhed, der er grundtemaet i vort studium her. Der er et velkendt ord, der siger: „Kvalitet er bedre end kvantitet.“ Vor indsigts rigdom er afhængig af vor påskønnelses oprigtighed og dybde, snarere end af vor forstandsmæssige kundskab om sandheden. Paulus taler ikke om alle de sandheder, han har lært, som nåede de skyerne, men han udbryder: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!“ (Rom. 11:33) Et orkesters kvalitet er ikke afhængig af instrumenternes tal, men af deres tonefylde og tonerigdom.

18. Hvorfor er modenhed så nødvendig, som det fremgår af 1 Korinter 3:1-4?

¹⁸ Dette spørgsmål om moden indsigt følger lige efter Paulus’ forklaring om, hvordan det åndelige menneske kan undersøge og granske alle ting. Han fortsætter nemlig i 1 Korinter 3:1-4 med at sige, at de i Korint endnu ikke var „åndelige“, men kødeligsindede, umodne spædbørn i Kristus, der kun kunne tåle mælk og derfor var svage og ikke stærke nok til at modstå kødelige impulser som misundelse, strid og sektvæsen. Spædbørn kan være de yndigste små skabninger, og navnlig i deres forældres øjne, men det gælder ikke på det åndelige område.

19. Hvorledes defineres moden forståelse, og kan den kun opnås af de få udvalgte?

¹⁹ Foruden at understrege, at moden indsigt og forståelse er en nødvendighed for at lære, hvordan man med held kan modstå kødets tilbøjeligheder, påpeger Paulus i Hebræerne 5:11–6:3 en anden grund til, at denne modenhed er så nødvendig. Efter at Paulus først har sagt, at et spædbarn, der kun får mælk, er som en, der er „ukendt med retfærdsordet“ og tilfreds med kun at forstå begyndelsesgrundene, understreger Paulus, at „fast føde er for modne mennesker, for dem, som gennem brug har fået deres opfattelsesevner opøvet til at skelne både ret og uret“. (NW) Hvilken udmærket definition af, hvad moden forståelse betyder! Så lad os for enhver pris stræbe efter modenhed. Har vi først „smagt, at Herren er god“, så kan vi ikke stå i stampe, men må „vokse op til frelse“. (1 Pet. 2:2, 3) Der lægges vægt på nødvendigheden af stadig og støt fremgang. Det betyder ikke noget meget indviklet, noget, som kun kan opnås af de få udvalgte, der har været i sandheden i mange år og har haft en god uddannelse. Her hører billedet op. For mens tiden, det tager at vokse fra spæd til fuldvoksen, er begrænset, så gælder dette ikke åndelig vækst. Den afgørende faktor er her dybden af ens Hengivenhed og påskønnelse. Den bestemmer kvaliteten af vor forståelse.

20. Hvilken fremgangsmåde fører en frem til modenhed?

²⁰ Der er i disse tider ingen mangel på fast føde på Herrens bord, føde, der er hentet fra hans ord og tilberedt af den teokratiske organisation, så den kan optages ved hjælp af ånden. Hvis du er oprigtig, ydmyg og lærvillig, behøver du så at være længe om at fatte begyndelsesgrundene? Hvorfor ikke hurtigt gå over til fast føde? Sagen er, at man aldrig bør ophøre med at gøre fremskridt, hverken som følge af modløshed eller opblæsthed. Hvorfor ikke følge Paulus’ formaning, han, som efter at have fremholdt sin egen beslutning om at vedblive med at jage frem mod målet, sagde: „Lad da så mange af os, som er modne, have dette sindelag . . . blot vi, så vidt vi har gjort fremskridt, fortsætter sømmeligt i samme gænge.“ Fra du først fik kontakt med Guds organisation, er du blevet oplært i, hvordan du rent praktisk gennem de forskellige studiemøder og vejledning i tjenesten kan vokse i forståelse og indsigt. Fortsæt derfor kun på denne sømmelige måde, og følg i „samme gænge“ og „hold øje med dem, der vandrer efter det eksempel, I har i os [apostlene]“. Ved stadig at holde os nær til og i trit med de „sande tilbedere“, som „tilbeder Faderen i ånd og sandhed“, kan vi være sikre på til enhver tid at eje Jehovas gunst. — Fil. 3:14-17; Joh. 4:23, NW.

Hvem er åndeligsindede?

21. Hvilket spørgsmål opstår der i denne forbindelse med henblik på Herrens „andre får“?

²¹ Måske har nogle, ja mange, af vore læsere hele tiden gerne villet spørge: Forholder det sig ikke således, at de foregående skriftsteder kun gælder dem, som hører til den „lille hjord“ og har det himmelske håb? Og er det ikke kun dem, der er avlet af Guds ånd, som kan siges at være „åndeligsindede“ og i stand til ved Guds ånd at forstå „Guds dybder“? Kort sagt, er det bibelsk korrekt at sige, at Herrens „andre får“ er åndeligsindede?

22. Under hvilke usædvanlige omstændigheder drøftede Jesus spørgsmålet om tilbedelse?

²² Lad os som svar først stille et modspørgsmål, der vil indstille vort sind i den rigtige retning. Til hvem var det, at Jesus henvendte disse nåderige livets ord og gav denne dybtgående og nye opfattelse af tilbedelse „i ånd og sandhed“? Var det til sine nære efterfølgere, der kort tid efter skulle modtage udgydelsen af ånden på pinsedagen? Nej, det var ikke engang til en israelit, men til en helt udenforstående, til en samaritansk kvinde. Forbløffende! Ja, og disciplene var forbløffede. Og de blev det sikkert endnu mere, da de erfarede, at efter at Jesus kun havde været på et to-dages besøg, kom mange flere samaritanere til troen og bekendte: „Vi ved, at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:27, 42, NW.

23. Giver de „andre får“ i vor tid anledning til overraskelse? og med hvilken bibelsk berettigelse?

²³ Johannes, der havde den glæde at berette om denne hændelse, fik på ny grund til at undre sig, da han mange år senere, efter i et syn at have overhørt en indgående optælling af de 144.000 beseglede trælle, der udgør det åndelige Israel, i samme syn så „en stor skare, som intet menneske kunne tælle“, der tilskrev Gud og Lammet frelse, og som han måtte tilstå, at han ikke vidste hvem var. Vi antyder ikke, at disse samaritanere hørte til den samme „store skare“, Herrens „andre får“, som omtales i Åbenbaringen 7. Man må formode, at disse samaritanere, hvis de fastholdt deres tro på Jesus, ville slutte sig til de hedenske troende, der med tiden føjedes til menigheden, den „lille hjord“. Men overraskelsen er den samme og lader forstå, at vi nu må være forberedt på lignende overraskelser, især med henblik på dem, som ganske uventet kommer ind under Herrens gunst på dette fremrykkede tidspunkt. Hvem af vore læsere, der var til stede i New York, husker ikke dette helt usædvanlige gisp af glad overraskelse, der lød fra den store, næsten usynlige, tilhørerskare på Yankee Stadium hin varme sommeraften i august 1950, dengang taleren erklærede, at nogle af den nye jords fremtidige „fyrster“ var til stede? — Sl. 45:17.

24. Hvorfor er vi af den opfattelse, at disse „andre får“ har brug for moden åndelig forståelse?

²⁴ Disse „andre får“ i dag befinder sig ikke uden for tempelforgården, men helt inde i den, for det var der, Johannes så den „store skare“ stå foran tronen, hvor „de yder ham [Gud] hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:9-15, NW) De er ikke de „levende sten“, hvormed dette „åndelige hus“ er opbygget. (1 Pet. 2:5) I betragtning af deres nære forhold til Gud og antagelse hos ham og Lammet og deres rene tilbedelse, idet de jo har „vasket deres klæder“ og yder hellig tjeneste i dette åndelige hus, hvem kan så benægte, at de er blandt de sande tilbedere, der tilbeder „i ånd og sandhed“ og er åndeligsindede, der tager vare på åndelige ting? For de er i sandhed ikke kødeligsindede. Det siger sig selv, at de, som har den forret at indtage ansvarsfulde stillinger som „fyrster“, må sidde inde med moden forståelse, der kun kan opnås ved hjælp af den hellige ånd.

25. Hvilket lys kaster Hebræerne 11 over dette emne med henblik på deres indstilling og håb, som beviste deres trofasthed forud for Kristi tid?

²⁵ Den afgørende faktor synes at være dette: Hvad hænger deres sind og hjerte ved, og hvad samler deres håb sig om? Samler de sig skatte på jorden og lægger denne verdens ånd for dagen, eller er de i samme lykkelige tilstand som dem, der skildres i Hebræerne 11? Ordene her virker også overraskende, når man erindrer, at dette kapitel taler om mænd og kvinder, der udviste så stor tro og hengivenhed og levede og døde før Kristi tid. Der står: „Men nu står deres hu til et bedre sted, et sted, der hører himmelen til,“ og at Gud derfor „har beredt dem en stad“. Dette løfte og denne foranstaltning havde til følge, at de blev „fremmede og midlertidige indbyggere“ i landet, hvor de boede. Det fik dem med andre ord til at vende sig bort fra verden og „verdens ånd“ og i stedet vende blikket mod det teokratiske rige og dets regering, der helt igennem er åndeligt, det „nye Jerusalem“, der kommer ned „fra himmelen“. De nærede ingen forestilling eller noget håb om at komme i himmelen, men de så frem til at udgøre en del af den nye verdens samfund, der hører himmelen til, og var af sindet helt i samklang med dette samfund, skønt de levede længe før tiden derfor. Læg også mærke til den overraskende udtalelse om, at Moses havde samme sind eller sindelag som Kristus, idet han valgte „at lide ondt sammen med Guds folk fremfor midlertidigt at nyde synden“ og „Ægyptens skatte“. — Hebr. 11:13-16, 25, 26; Åb. 21:2, NW.

26. Bør vi drage den slutning, at hele Guds folk må være åndeligsindet, og hvilke fremtidsperspektiver stiller det os i udsigt ifølge Salme 23?