Spørgsmål fra læserne
● Har de „andre får“ lige så meget af Herrens ånd som den salvede rest og lige så klar en forståelse af Jehovas hensigter som de salvede? — A. M., Colorado.
Hvis de er fyldt med hellig ånd, hvordan skulle så nogen kunne have mere? Hvis en beholder er fuld, hvordan skulle den så kunne rumme mere? Begge klasser må være lige trofaste og er under de samme prøvende forhold. Det er kun ved Jehovas ånds hjælp, at vi kan stå. Hvis derfor de „andre får“ ikke har så meget af Herrens ånd og dog må udholde de samme prøver og vise den samme høje standard med hensyn til trofasthed som de salvede, så måtte de aflægge deres ustraffelighedsprøve under højst ufordelagtige forhold. Jehova Gud handicapper dem ikke sådan, men giver alle lige stor hjælp under de samme prøvelser. Trofaste mennesker i fortiden havde Jehovas ånd, så de kunne skrive inspirerede skrifter, helbrede spedalske, opvække døde, fremkalde regn eller tørke, nedbryde hedenske templer, dræbe løver og bjørne og udføre mange andre magtfulde gerninger, hvilket kun var muligt ved hjælp af Guds aktive kraft. Skønt de ikke var af den salvede skare, var de fyldt med hellig ånd.
De „andre får“ udfører i dag det samme forkynderarbejde som resten under de samme prøvende omstændigheder og lægger samme trofasthed og ustraffelighed for dagen. De spiser den samme åndelige føde ved det samme åndelige bord, de indtager de samme sandheder. De tilhører den jordiske skare og har jordisk håb og stor interesse for jordiske anliggender, og derfor interesserer de sig måske mere for, hvad Bibelen siger om de jordiske forhold i den nye verden; derimod har den salvede rest et himmelsk håb og stor personlig interesse i de åndelige forhold, og derfor studerer de mere flittigt disse ting i Guds ord. På grund af disse forskellige personlige interesser må de to skarer vise større interesse for forskellige områder af budskabet og have større forståelse af disse områder på grund af deres særlige studium af dem; dog viser kendsgerningerne, at de samme sandheder og den samme forståelse er tilgængelig for begge skarer, og det afhænger af de enkeltes studium, hvilken opfattelse af himmelske og jordiske anliggender, de tilegner sig. Herrens ånd er tilgængelig i lige stort mål for begge skarer, og kundskab og forståelse tilbydes dem begge på lige fod med lige stor lejlighed til at tilegne sig den.
Derfor afhænger det ikke af, om man tilhører den salvede skare eller de „andre får“, men derimod af den enkelte selv. Een kan være mere villig til at modtage Herrens ånd og dens ledelse i livet end en anden, som måske udslukker ånden ved ikke at vandre helt i overensstemmelse med dens ledelse. Een bruger måske mere tid til at studere eller har større naturlige anlæg for at lære end en anden, som måske forsømmer at studere og opøve sine mentale evner.
● Vagttaarnet for 1. august 1951 siger på side 235, paragraf 3: „De skal bede over ham, så han kan høre, hvad de beder, og samtykke deri med sit „amen!““ Betyder det, at når der er blevet bedt en bøn ved et møde eller spisebord, så skal alle, der hører det, sige „amen“ for at vise deres tilslutning? — A. B., Guldkysten.
Nej, det ville være at tage denne udtalelse ud af sin sammenhæng på uberettiget måde. Vagttaarnet omhandlede en åndelig syg, som menighedens ældre mænd skulle bede over. Deres bøn skulle bedes for at opbygge og styrke den syge, for at fremlægge hans problemer og give ham bibelske råd og vejledninger med hensyn til at løse dem, samt at bede om Jehovas hjælp til fordel for den åndeligt syge. Men ville den nedslåede lade sig hjælpe? Ville han erkende sine fejltrin, årsagen til hans dårlige åndelige tilstand, klogskaben i de givne råd og nødvendigheden af at følge den anviste vej til helbredelse? Eller er han faret så meget vild fra den rette vej og blevet så åndelig svag, at han ikke vil rette sig efter den hjælp, der er blevet bedt om? I sådan et tilfælde ville der opstå nogle spørgsmål angående vedkommendes reaktion over for bønnen og dens indhold. Derfor vil det være på sin plads, at han tydeligt udtaler sig, og et „amen“ vil være den måde, hvorpå han kan vise sin tilslutning til bønnen, hvad enten dette amen udtales højt eller i hjertet.
Forholdet er et andet i tilfældet med bønner ved møder eller måltider. Der er ikke nogen grund til at betvivle, at tilhørerne er enige. En passende bøn ved en sådan lejlighed vil ikke give anledning til uoverensstemmelser, og et udtryk for tilslutning er ikke påkrævet. Imidlertid er der ikke noget at indvende imod, at nogle af tilhørerne tilføjer et hørligt „amen“ til bønnens slutning, hvis de ønsker det. Folket udtalte deres „amen“ efter, at Davids lovsang var sunget, og ved andre lejligheder viste israelitterne også deres samtykke ved at bruge dette udtryk. (5 Mos. 27:14-26; 1 Krøn. 16:7-36; Åb. 5:14) Da Paulus omtalte bøn på et ukendt tungemål, sagde han: „Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger.“ (1 Kor. 14:16) I dag taler vi ikke på ukendte tungemål, men nogle, som beder, viser ikke altid hensyn over for deres menneskelige tilhørere ved at tale klart og med tilstrækkelig stemmefylde til at kunne høres tydeligt. At bede på den måde belærer eller opbygger ikke tilhørerne, og de kan ikke slutte sig til ånden i det, der bedes om, eller tilkendegive deres samtykke ved et enten tavst eller hørligt „amen“.
Udtrykket „amen“ viser også tilhørerne, at bønnen er slut. (Sl. 41:14; 72:19, 20; 89:53; Rom. 16:27; Gal. 6:18; Jud. 25) Af den grund er det rigtigt af den, der beder, altid at slutte med et højt og klart udtalt „amen“. På den måde vil han markere, at han er færdig, og tilhørerne, der sidder med bøjede hoveder, kan igen indtage deres normale stillinger. Derfor bør den, der beder højt, sige „amen“ til sidst; og tilhørerne kan gøre det samme eller lade være, alt efter som de ønsker.
● Er det ubibelsk for et Jehovas vidne at gifte sig med en, der ikke er i sandheden? — L. H., Ohio.
Jehovas indviede folk, der er i verden, men ikke er en del af den, indtager samme stilling som Abraham, da han opholdt sig i Kana’ans land. (Joh. 17:14-16; 15:19) Abraham beskyttede sin familie mod indtrængen af dæmontilbedelse ved ægteskabsforbindelser med kana’anæerne, idet han i stedet sendte bud til sit hjemland efter en hustru til sin søn Isak. (1 Mos. 24:3, 4) Isaks søn Jakob blev på samme måde beskyttet mod hedenske kvinder. (1 Mos. 28:1, 2) Århundreder senere fik israelitterne påbud om at lade være med at indgå ægteskab med de vantro i Kana’an, mens de var på vej mod det forjættede land: „Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; så vil de få din søn til at falde fra Jehova, så han dyrker andre guder.“ (5 Mos. 7:3, 4) Så vigtigt var dette princip, at Jehova indbefattede det i sin guddommelige lov: „Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, og når de boler med deres guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres ofre; og du må ikke af deres døtre tage hustruer til dine sønner, så deres døtre, når de boler med deres guder, får dine sønner til også at bole med dem.“ (2 Mos. 34:15, 16) Enhver samfundsmæssig forbindelse var forbudt som noget farligt. Efter at Israel var kommet ind i Kana’an og havde vundet mange sejre, var det stadig påkrævet at advare dem mod at blive indviklet i nogen forbindelse med hedningerne, heri indbefattet ægteskabsforbindelse. — Jos. 23:6-8, 12, 13.
Men der var stadig israelitter, der mente, at de var åndeligt stærke nok til at ægte hedenske kvinder, nyde ægteskabets glæder og samtidig undgå at blive påvirket af deres hustruers besnærende dæmonreligion. Dog ignorerede de ikke Guds gode råd og formaninger ustraffet, — ikke engang fortidens viseste mand, kong Salomo. Om ham står der skrevet, at han elskede mange fremmede kvinder og tog sig hustruer af de hedenske nationer rundt omkring, og „hans hustruer [drog] hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med Jehova hans gud“. Denne overlagte ulydighed kom efter, at Gud havde advaret Salomo, efter at Jehova „udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede guder; men han holdt ikke, hvad Jehova havde påbudt ham“. — 1 Kong. 11:1-11; Ezra 9:1, 2.
Også i de kristne Græske Skrifter findes der lignende advarsler om adskillelse fra denne gamle verden. For eksempel: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, . . . hvordan kan den troende have lod og del med den vantro?“ (2 Kor. 6:14, 15) Et ægteskab mellem et Jehovas vidne og en vantro resulterer i et ulige åg og kan ikke andet end forårsage ulige træk, spænding og gnidninger. Alle bør huske på, at ægteskabets bånd er bindende for lang tid, for ind for Guds domstol kan de ikke skæres over uden videre, men kun i det tilfælde, at der foreligger intet mindre end hor fra en af parternes side. (Matt. 19:9; Mark. 10:11, 12) Disse bånd kan begrænse ens frihed ved ansvar og indskrænkninger. Af den grund bør ikke alene et første ægteskab, men også et andet ægteskab, som den ene af parterne kunne ønske at indgå efter den andens død, overvejes omhyggeligt. Apostelen Paulus giver følgende råd: „En hustru er bundet, så længe hendes mand lever; men sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.“ — 1 Kor. 7:39.
Den begrænsning, der her gives angående kristne enkers ønske om at gifte sig igen, gælder lige såvel for enhver af Guds tjenere, der søger en mand eller hustru, nemlig at de må gifte sig „i Herren“. Det betyder, at man kun kan gifte sig med en person, der ligesom en selv er indviet til Jehova. At pålægge sig selv ulige åg sammen med en vantro er for en kristen ikke til fremme af vedkommendes kristne velfærd, men er mere dikteret af lidenskab. At man således bevidst og med vilje sætter sin kristne velfærd og sine åndelige interesser på spil er ikke velbehageligt for Gud eller Kristus, — det er at spotte Guds råd og bud.