Undgå menneskedyrkelsens snare!

MENNESKETS natur og instinkt tilskynder det til at tilbede og vise ærefrygt for en eller anden, som det anser for at være større og mægtigere end sig selv. „Der er jo mange „guder“ og mange „herrer“.“ Heltedyrkelse er almindelig praktiseret over hele verden, blandt alle racer og folk. Kineserne tilbeder deres forfædre, kommunisterne deres diktatorer, teenagers deres filmshelte. Forgudelsen og tilbedelsen af skabninger giver sig også udslag på andre måder, for i stedet for at ophøje andre anbringer visse mennesker sig selv på en piedestal for at blive set op til og beundret. For andre „[er] bugen deres gud“. — 1 Kor. 8:5; Fil. 3:19.

Satan Djævelen var engang en himmelsk kerub, strålende herlig og fuldkommen i skønhed. Men fordi han blev indbildsk og opblæst i sine egne øjne og ønskede, at mennesker og engle skulle tilbede ham fremfor Jehova Gud, gjorde han oprør mod Gud og førte Eva ud i synd og forårsagede Adams fald. (Ez. 28:17) Efter dette oprør for årtusinder siden har denne formastelige og onde skabning brugt ethvert middel til at vende mennesker bort fra deres skaber. Hvis Djævelen ikke kan få mennesker til at dyrke sig direkte, søger han at få dem til at tilbede andre skabninger, for at de skal glemme ham, der er livets kilde.

Derfor var det, at Satan oprejste Nimrod som en hyldet dyredræber, en enestående sportsmand og helt, hvem folket forgudede og tilbad som „en vældig jæger for [imod eller fremfor] Jehova“. (1 Mos. 10:8, 9) Dette var ikke alene begyndelsen til heltedyrkelsen, men også til læren om, at „kongerne hersker af Guds nåde“, og mange andre former for afgudsdyrkelse, som stadig praktiseres såvel i hedenskabet som i kristenheden. Derfor kan vi forstå, hvorfor Jehova Gud gav israelitterne disse lovbud, de første to af et sæt på ti, efter at han havde afsondret dem fra de mennesketilbedende nationer, for at de skulle være en hellig nation, udelukkende viet til hans rene tilbedelse: „Jeg er Jehova din Gud, . . . Du må ikke have andre guder end [fremfor, AS, ligesom Nimrod, der sattes „fremfor“] mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi Jehova din Gud er en nidkær Gud.“ — 2 Mos. 20:2-5.

Israels nations sørgelige historie viser imidlertid, at dette stivsindede folk den ene gang efter den anden overtrådte deres gudgivne love og lavede sig billeder af forskellige dyreskabninger, som de dyrkede og tilbad. Kort tid efter, at de havde forladt det tyretilbedende Ægypten, lavede de sig en støbt guldkalv og frembar ofre for den, som var den en gud. (2 Mos. 32) Samme form for tilbedelse af skabninger var også „Samarias synd“, som blev indført af Jeroboam, Salomos søn, da han adsplittede nationen og dannede tistamme-riget. I den hensigt at forhindre israelitterne i at rejse op til Jerusalem for at tilbede i Jehovas tempel, opstillede Jeroboam to guldkalve, for hvilke folket skulle frembære ofre og bønner. — 1 Kong. 12:25-33; Hos. 8:4-7; Am. 8:11-14.

Satan Djævelen fik også ærgerrige, indbildske og hovmodige mennesker blandt israelitterne til at glemme Guds fundamentale love, der forbød tilbedelse af skabninger, og dette fik skrækkelige følger for dem. Mirjam og Aron søgte at ophøje sig selv, men blev ydmyget. (4 Mos. 12) Nogen tid senere samlede Kora sammen med Datan og Abiram to hundrede og halvtreds fyrster og ansete mænd i et åbent oprør imod Moses. De mente, at den privilegerede tabernakeltjeneste, de havde fået overdraget i den teokratiske ordning, var alt for ringe, og de ønskede større ære, ros og berømmelse, og derfor sammensvor de sig i den hensigt at tilrive sig den myndighed, som Gud havde givet Moses og Aron. Ved en eneste stor katastrofe åbnede jorden sig og opslugte dem. — 4 Mos. 16:1-35.

Israels første konge, Saul, faldt også i selvtilbedelsens djævelske snare. At sætte sin egen vilje over Guds i oprør mod ham og hårdnakket at gå sin egen vej og følge sine egne ønsker og begæringer er intet mindre end at gøre sig selv til en afgud. Det sætter skabningen over Skaberen. Denne handlemåde fulgte Saul, og af den grund forkastede Jehova Gud ham. „Samuel sagde: Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Jehovas røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.“ — 1 Sam. 15:22, 23.

Griskhed og havesyge er udslag af selviskhed, noget, der gør selvet til en afgud, og derfor fordømmes det i Skriften som afgudsdyrkelse. „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: Utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse.“ „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige. Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Kol. 3:5; Ef. 5:3, 5) Giv agt på denne advarsel: „Fly afgudsdyrkelsen“, enhver form for den, for „de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. — 1 Kor. 10:14; Gal. 5:19-21; 1 Joh. 5:21.

Beretningen om den onde agagit Haman tjener også som et belærende eksempel. Denne veritable personifikation af Djævelen, der fremstod og faldt ned fra sin piedestal i det fjerde århundrede før Kristus, var en yderst forfængelig og indbildsk afgud af eget fabrikat. Alle den persiske konges, Ahasverus’, tjenere „faldt på knæ og kastede sig til jorden for Haman“ — alle tjenerne undtagen een, Mordokaj, en sand jøde, som i trofasthed kun tilbad Jehova, den Højeste. Nu var Haman en overmodig skryder af værste slags, som over for sin hustru og sine venner pralede af „sin overvættes rigdom og sine mange sønner og al den ære, kongen havde vist ham“. Men alt dette tilfredsstillede ikke Haman, så længe Mordokaj nægtede at bøje sig i støvet, når han gik forbi. Til sidst blev Haman hængt i den galge, han havde rejst til Mordokaj, og denne trofaste jøde blev ophøjet til stillingen som den mægtigste næst efter kongen selv. — Ester, kapitel 3 til 10.

Kristi og apostlenes eksempel

Det eksempel, vi bør følge, er Kristus Jesus. Ved begyndelsen af hans forkyndergerning „tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig. Da siger Jesus til ham: Vig bort, Satan! thi der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene“. — Matt. 4:8-10.

Jesus var ikke havesyg i sin førmenneskelige tilværelse som Logos, for „skønt han var i Guds skikkelse, overvejede, [han] ikke at gribe efter at blive Gud lig. Nej, men han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl“. (Fil. 2:6-8, NW) Lydig til hver en tid! I modsætning til Djævelen, Kora, Saul og andre oprørere var Jesus ikke selvrådig; til Jehova sagde han: „Ikke som jeg vil, men som du vil.“ (Sl. 40:8, 9; Matt. 26:39, 42, 44; Joh. 4:34; 5:30; 6:38) Jesus var ikke opfyldt af begær efter magt, prestige eller en fremtrædende stilling. Han nægtede at blive en af mennesker valgt konge, og da hans Faders fastsatte tid var kommet, da han skulle fremstille sig som Jehovas konge, gjorde han det med den største sagtmodighed og ydmyghed. (Joh. 6:15; Zak. 9:9; Matt. 21:4, 5) Da folket forsøgte at vise Jesus ærbødighed og ære ved at kalde ham „god“, irettesatte han dem og påpegede, at sådanne titler tilhører Gud. — Luk. 18:18, 19.

Jesus belærte også sine disciple om, at de heller ikke skulle ophøje sig selv eller andre skabninger. „I skal ikke lade jer kalde rabbi [„Deres Højærværdighed; Deres Excellence“], thi kun een er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader; thi kun een er jeres fader, han som er i himmelen. Ej heller skal I lade jer kalde førere; thi kun een er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.“ (Matt. 23:8-12) Vi ser således, at Jesus gentog de sandfærdige ord, som Elihu udtalte: „Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen [bruger ikke smigrende titler, AS]; thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!“ — Job 32:21, 22.

Nogen tid senere fik apostelen Peter det privilegium at være den første, der bragte budskabet om Riget ud til hedningerne, men han tog ikke selv æren af det, og heller ikke tillod han dem at tilbede sig. „Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. Men Peter rejste ham op og sagde: Stå op! jeg er selv kun et menneske.“ — Ap. G. 10:25, 26.

Atter læser vi om, hvordan Paulus og Barnabas helbredte en lam mand blandt hedningerne i Lystra, og hvordan folkemængden straks råbte: „Guderne er i menneskeskikkelse steget ned til os!“ De kaldte Paulus „Hermes“ og Barnabas „Zeus“, og de ville have ofret tyre til dem, hvis ikke de havde protesteret kraftigt: „Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I, og vi forkynder evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er.“ (Ap. G. 14:8-15) Paulus og Barnabas havde i frisk erindring, hvad der kort tid før var hændt den onde, gamle Herodes; for mens denne praler holdt en offentlig tale, „råbte folket: Det er en guds røst og ikke et menneskes. I samme nu slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og udåndede.“ — Ap. G. 12:21-23.

Teokratiet holder sig rent af afgudsdyrkelse

Kristenheden er opfyldt af enhver form for mennesketilbedelse. Ved deres klædedragt og opførsel handler nutidens præsteskab ligesom fortidens farisæere, der fordrede de pladser, der var mest fremtrædende i offentlighedens øjne. De er ivrige efter at vinde tilhængere, deres ører „klør“ efter at opnå menneskers bifald, og det har ført til, at de er blevet adsplittet i hundreder af sekter og kulter, og ved at erstatte Bibelen med menneskers påbud har de fået lettroende mennesker til at tilbede en mangfoldighed af afguder. De har kanoniseret et utal af døde mennesker som „helgener“, erklæret en menneskelig skabning for at være „Guds moder“, og til disse beder folket. Førerskikkelser som Luther, Wesley, Calvin o.m.f. bliver gjort hellige, og deres navne indskrives på monumenter, plaquetter og gravsten til minde om dem. „Tomhjernede“ . . . har de „ombyttet . . . Guds sandhed med løgnen og æret og ydet skabningen hellig tjeneste fremfor ham, som skabte“. — Sl. 96:5; Matt. 23:2-7; 2 Pet. 2:1; Rom. 1:21-25, NW.

Men al den slags dæmonisme er fuldstændig fremmed for den rene, teokratiske organisation. Blandt sande kristne kan der ikke være splittede sekter, således at een siger, at han tilhører Apollos, en anden Kefas, en tredje Paulus og atter en fjerde den eller den mand. Kristus er ikke delt, og Guds organisation er det heller ikke. „Ingen [skal] rose sig af mennesker.“ (1 Kor. 1:10-13; 3:3, 4, 21-23) Det er ikke engang tilladt at tilbede engle, og da hellige mennesker i fortiden forsøgte at gøre det, blev der sagt til dem: „Gør det ikke! Jeg er din medtjener . . . Gud skal du tilbede.“ De engle, der viste sig for Jakob og Samsons forældre, tillod heller ikke disse mennesker at tilbede sig. — Åb. 19:10; 22:8, 9; 1 Mos. 32:29; Dom. 13:15-18.

En mild, men lumsk form for afgudsdyrkelse, som vi må være på vagt over for, er den tilbøjelighed, nogle har, til at give deres bifald særlig kraftigt tilkende, når deres yndlingstaler eller en eller anden mere fremtrædende tjener blandt Herrens folk taler ved et stævne. Blot det, at denne ven viser sig på tribunen, fremkalder ofte en klapsalve. Hvis så han holder et dårligt foredrag, og modtager stor hyldest, mens en mindre kendt taler, der holder et overordentlig godt foredrag, kun får lidt bifald, er det så ikke noget i retning af mennesketilbedelse? Hvis bifaldet gives på grund af det, der siges, og ikke på grund af den, der siger det, så er det rettet til budskabets ophavsmand, Jehova Gud; og det var således, det skulle være.

Ja, menneskene er skabt med en trang til at tilbede et eller andet, så hvorfor skulle de ikke tilbede „ham, som har skabt himmelen og jorden og havet“, Jehova Gud? At frygte mennesker og vise dem ærbødighed, leder i snare, men „Jehovas frygt er visdoms begyndelse“. (Åb. 14:7; Ordsp. 29:25; Sl. 111:10) Derfor bør mennesker ikke anse sig selv for kloge. De bør ikke „måle sig med sig selv“ eller „sammenligne sig med sig selv“. For „mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv“. Hvis nogen vil rose sig, „skal [han] rose sig i Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står prøve, men den, som Herren anbefaler“. (Ordsp. 3:7; Rom. 12:16; Gal. 6:3; 2 Kor. 10:12, 17, 18) Altså bør kloge, mægtige eller rige mennesker ikke sole sig i deres klogskab, magt eller rigdom. Men „lad den, som vil rose sig, rose sig af, at han har forstand og kender mig, at jeg er Jehova“. — Jer. 9:23, 24, AS.