Paulus — apostel for nationerne
KRISTUS JESUS udtalte ved en lejlighed, at han ikke var udsendt „til andre end til de fortabte får af Israels hus“. Han begrænsede imidlertid ikke sine apostles virksomhed på samme måde, for efter sin opstandelse befalede han dem, at de ikke bare skulle være vidner „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria“, men også „til jordens fjerneste egne“. (NW) (Matt. 15:24; Ap. G. 1:8) Banebryderen for denne udvidelse af den sande gudsdyrkelse var Paulus, apostelen for nationerne, først kendt som Saulus fra Tarsus.
Saulus var en hebræer, en israelit af Benjamins stamme; en farisæer, søn af farisæere og født som romersk borger. (Ap. G. 22:28; 23:6; Fil. 3:5) Skønt han var født i Tarsus, fik han sin religiøse uddannelse i Jerusalem ved den berømte lærde Gamaliels fødder. Saulus delte imidlertid ikke den tolerancens ånd, der karakteriserede hans dygtige lærer, og som gjorde, at Gamaliel, mens han underviste i jødedommens traditioner såvel som i Mose lov, rådede sanhedrinet, den tids højesteret, til at være tolerant i sin behandling af Kristi efterfølgere: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:38, 39; 22:3; Gal. 1:14.
Saulus’ religiøse nidkærhed gjorde ham tværtimod blind for faren ved at kæmpe imod Gud og gjorde ham også hård over for andres lidelser. Det var således med bifald, at han som ung mand overværede mordet på den første kristne martyr, Stefanus, der blev myrdet af en pøbelsværm.
I virkeligheden var Saulus en sådan fanatiker, at det ikke varede længe, før han førte an i forfølgelsen af de kristne. Som han selv beretter senere: „Jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.“ — Ap. G. 8:3; 9:1, 2; 26:10, 11.
Saulus bliver en kristen
Hvad var det, der fik en så bitter forfølger af de kristne til at vende om og selv blive en kristen? Det var et mirakel, som, skønt det først blindede ham fysisk, fik ham til at blive åndeligt seende. Dette mirakel fandt sted, da Saulus var på vej til Damaskus i en kampagne mod de kristne. „Men det skete, da han var undervejs og nærmede sig Damaskus, at et lys fra himmelen [„klarere end solens glans“] pludselig strålede om ham. Og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? Han sagde: Hvem er du, Herre? Han svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre.“ Saulus rejste sig, men måtte ledes ind i byen, for han var fuldstændig blind. — Ap. G. 9:3-8; 26:13.
Saulus hverken spiste eller drak i tre dage. Derpå sendte Herren en af disciplene ved navn Ananias til Saulus, og ved hans besøg genvandt Saulus synet, blev døbt, modtog den hellige ånd, tog næring til sig og kom til kræfter. — Ap. G. 9:9-19.
Dersom Peter havde været anerkendt som Kristi stedfortræder, ville Saulus naturligvis straks have besøgt ham i Jerusalem; men nej, han rejste til Arabien, uden tvivl for helt igennem at gøre sig kendt med Guds hensigter og hans vilje med ham. Da han vendte tilbage til Damaskus, gjorde han i den grad jøderne til skamme, „idet han beviste, at Jesus er Kristus“, at jøderne til sidst lagde råd op om at slå ham ihjel. Da Saulus hørte om dette, slap han om natten ud af byen ved hjælp af en kurv, der blev firet ned fra et hul i muren, og på denne måde undgik han sine fjender, der holdt vagt ved byportene både dag og nat. Forfølgeren Saul blev således snart Saul, den forfulgte! — Ap. G. 9:20-25; Gal. 1:16, 17.
Da Saulus ankom til Jerusalem, fandt han, at de kristne var mistænksomme over for ham, indtil Barnabas beroligede dem. Her i Jerusalem forkyndte Saulus med lignende virkning, og det varede derfor ikke længe, før hans jødiske modstandere i denne by også smedede rænker imod ham. Paulus undslap deres kløer og drog til Kæsarea og derfra til sin barndomsby Tarsus, hvor han forkyndte, indtil Barnabas opsøgte ham for at få ham til at hjælpe sig i Antiokia. Efter et års tid i Antiokia ledsagede Saulus Barnabas til Jerusalem med en hjælp til brødrene der, som led sult på grund af hungersnød. (År 44 e. Kr.) Ved deres tilbagekomst til Antiokia tilkendegav den hellige ånd, at Barnabas og Paulus skulle udtages til særlig missionstjeneste. — Ap. G. 9:26-30; 11:19-26; 12:25; 13:1-3.
Paulus’ missionsrejser
Blandt højdepunkterne ved Paulus’ første missionsrejse var følgende: I Pafus på øen Kypern modstod en troldmand, Elimas, vidnesbyrdet, som blev aflagt for statholderen Sergius Paulus. For at vise den sande Guds overhøjhed over dæmonerne, blev troldmanden, deres redskab, slået med blindhed. Slået af forundring over denne tilkendegivelse af guddommelig magt kom statholderen til troen. — Ap. G. 13:4-12.
Ved at rejse over hav og land kom Paulus og Barnabas til Antiokia i Pisidien (beretningen i Apostlenes Gerninger 13:43 skifter her fra „Barnabas og Saulus“ til „Paulus og Barnabas“), hvor de i synagogen en sabbat aflagde et så effektivt vidnesbyrd for jøderne, at næsten hele byen samledes for at høre Jehovas ord den følgende sabbat. Da jøderne så, at folkeskarerne udviste en sådan interesse, fyldte det dem med misundelse, og de forfulgte Paulus og Barnabas, sådan at det blev nødvendigt for dem at rejse. I Ikonium, det næste sted de gjorde holdt, havde de den samme oplevelse, og derpå kom de til Lystra. — Ap. G. 13:13 til 14:7.
I Lystra var folket parat til at tilbede Paulus og Barnabas, på grund af et mirakel Paulus havde udført; men det varede ikke længe, før den vægelsindede befolkning under indflydelse af jøderne fra Antiokia og Ikonium stenede Paulus, slæbte ham uden for byen og overlod ham til døden. Jehova havde imidlertid mere arbejde til sin apostel for nationerne, og vi læser derfor, at „da disciplene havde slået kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i byen“. Inden længe var Paulus og Barnabas på vej tilbage, og da de ankom til Antiokia, aflagde de en god rapport til menigheden der. — Ap. G. 14:8-28.
Mellem sin første og anden missionsrejse drog Paulus sammen med nogle andre brødre fra Antiokia til Jerusalem for at deltage i et møde med den kristne styrende enhed om, hvorvidt visse dele af Moseloven stadig skulle overholdes af de kristne. Nogle af de ting, den styrende enhed fordømte, var utugt og nydelsen af blod. — Ap. G. 15:1-35.
„Men efter nogen tids forløb sagde Paulus til Barnabas: Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, for at se, hvordan det går dem.“ Spørgsmålet om, hvorvidt de skulle tage Johannes Markus, der havde forladt dem i Pamfylien på deres første rejse, med sig eller ikke, splittede missionærgruppen, og det endte med, at Paulus tog Silas med sig, mens Barnabas tog Johannes Markus med. — Ap. G. 15:36-41.
Det var på denne anden rejse, at Paulus, efter at have besøgt det distrikt, han tidligere havde været igennem på sin første rejse, havde et nattesyn af en makedonisk mand, som bønfaldt ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os!“ På denne måde spredtes budskabet fra Lilleasien til Europa. I Filippi, den betydeligste by i Makedonien, blev Paulus og Silas kastet i fængsel, fordi de havde befriet en slavepige for en ond ånd og derved bragt hendes herrer i oprør over det økonomiske tab, de led, ved at hun ikke længere kunne udøve sin spådomskunst. Midt om natten udfriede Herren dem ved hjælp af et jordskælv, og dette resulterede i, at fangevogteren og hele hans husstand blev kristne. De var i stand til at oprette en menighed i Filippi ligesom i Tessalonika, deres næste opholdssted, hvor deres besøg atter blev afkortet på grund af en voldsom forfølgelse. — Ap. G. 16:1 til 17:9.
I Berøa, deres næste mål, fandt Paulus og Silas mange retsindige jøder med hørende ører. Men da deres fjender fik det at vide, kom de fra Tessalonika og vakte røre og uro, sådan at det blev nødvendigt for Paulus at rejse, hvorpå han drog til Aten. I Aten brugte Paulus enhver lejlighed til at forkynde og tale i synagogen med jøderne og andre, der frygtede Gud, samt med hvem som helst han mødte på torvene. Nogle af de græske filosoffer, der blev nysgerrige, tog Paulus med sig til Areopagus eller Marshøjen, hvor han havde lejlighed til at holde et offentligt foredrag og fortælle dem om den „ukendte Gud“, som de dyrkede, og om opstandelsen. Da de hørte om opstandelsen, begyndte nogle at spotte, men andre kom til troen. — Ap. G. 17:10-34.
Fra Aten rejste Paulus til Korint, hvor Silas og Timoteus sluttede sig til ham. Der blev han halvandet år og fandt megen interesse, sådan som Gud også havde forsikret ham, at der ikke skulle ske ham noget ondt, og at han havde „et talrigt folk i denne by“. Det var her, at Paulus skrev sine to breve til tessalonikerne, der var hans første kanoniske breve. Med Paulus’ tilbagekomst til Antiokia afsluttedes hans anden missionsrejse, fra år 49 til 51 e. Kr., hvor han havde tilbagelagt fra 4000 til 4800 km.
Efter at have tilbragt nogen tid i Antiokia påbegyndte Paulus sin tredje missionsrejse, denne gang alene, skønt Lukas og andre stødte til ham på vejen. På denne rejse fulgte han hovedsagelig den rute, han havde fulgt på sin anden rejse, og gav desuden et godt vidnesbyrd i provinsen Asien. På disse rejser kom han til Efesus, hvor han blev i tre år. Det er muligvis der, at „Paulus’ sædvane var at arbejde ved sit erhverv fra solopgang til klokken 11, på hvilket tidspunkt Tyrannus havde afsluttet sin undervisning; derpå forkyndte han i hallen fra klokken 11 om formiddagen til klokken 4 om eftermiddagen . . . for så til sidst at udføre, et evangelisk arbejde fra hus til hus, og det varede fra klokken 4 til langt ud på natten. Man undrer sig over, hvornår han fik tid til at spise og sove.“ (Daily Life in Bible Times (Dagligliv på bibelsk tid), A. E. Bailey) Hvor lig vor tids heltidsforkyndere, der en del af tiden må udføre verdsligt arbejde for at kunne klare sig!
Sølvsmedene i Efesus, der frygtede den virkning, som Paulus’ forkyndelse ville få på deres fremstilling af artemistempler af sølv, samlede en pøbelsværm og rejste et oprør ved at råbe: „Stor er efesernes Artemis!“ En taktfuld indgriben fra byskriverens side beroligede skaren og hindrede, at Paulus og hans ledsagere led nogen overlast. Efter dette forkyndte Paulus i Makedonien og Grækenland, gav i Milet værdifulde formaninger til de ældste fra Efesus, som blev tilkaldt i samme hensigt, og derpå skyndte han sig til Jerusalem, efter at rejsen havde varet fra år 52 til 56. På denne rejse skrev han sine breve til romerne og til korinterne.
Paulus’ oplevelser i fængslet
Paulus var besluttet på at rejse til Jerusalem, selv om de kristne profeter hele vejen forudsagde, at han ville blive lagt i lænker og lide trængsler der. Disse profetier viste sig at være sande, idet hans fjender fik ham blandet ind i et oprør, der resulterede i hans fængsling. Men selv om mennesker kunne binde Paulus, kunne de ikke binde sandheden, for den blev han ved med at vidne om. Han aflagde mere end eet effektivt vidnesbyrd for landshøvdingen Feliks, der ifølge Josefos var en af de mest fordærvede og tyranniske herskere, der nogen sinde var blevet sendt til Judæa fra Rom. Feliks lod forstå, at bestikkelsespenge ville være velkomne, men Paulus nægtede at købe sig fri. Feliks lod ham derfor blive i fængslet i Kæsarea for derved også at købe sig jødernes gunst. Efter to års forløb efterfulgtes Feliks af Festus, og jøderne fremførte på ny deres anklager mod Paulus. Da de nærede planer om at slå Paulus ihjel, søgte de at overtale Festus til at lade Paulus overføre til Jerusalem og der stille ham for retten. Paulus stod imidlertid fast; han var stillet for kejserens domstol, hvor han som romersk borger skulle dømmes, og derfor indankede han sin sag for kejseren. Efter en afhøring for Festus og kong Agrippa blev der truffet foranstaltninger til at sende Paulus samt nogle andre fanger til Rom. — Ap. G. 21:11 til 26:32.
På vejen dertil led Paulus og de øvrige skibbrud og strandede på øen Malta. Efter at de adskillige måneder havde overvintret der, ankom de endelig til Rom. Der fik Paulus tilladelse til at leje sit eget hus, selv om han stadig blev holdt i lænker. Han fortsatte med at forkynde både for jøder og grækere i et tidsrum af to år; det var også i denne tid, han skrev sine kanoniske breve til efeserne, filipperne, kolossenserne, Filemon og til hebræerne. — Ap. G., kapitlerne 27 og 28.
Det er en almindelig mening, at Paulus efter disse to år blev løsladt for en tid, hvor han sammen med Titus besøgte Kreta, muligvis også Spanien, og foretog en anden missionsrejse gennem Lilleasien, Makedonien og Grækenland. I løbet af denne tid skrev han sit første brev til Timoteus og sit brev til Titus. Da han atter blev fængslet i år 65 e. Kr., skrev han sit sidste brev, det andet brev til Timoteus, og led martyrdøden for Neros hånd i år 66 e. Kr.
Paulus’ særlige egenskaber
Paulus havde fremfor alt en klar værdsættelse af den ære, der var blevet vist ham som en apostel for nationerne: „Jeg takker ham, som gav mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro og tog mig i sin tjeneste, skønt jeg før var en spotter og en forfølger.“ Og langt fra at blive hovmodig over sin stilling bad han ydmygt sine brødre om at bede for ham, sådan at han kunne have den fornødne frimodighed til at aflægge et godt vidnesbyrd. — Ef. 3:8; 6:18, 19; 1 Tim. 1:12, 13.
Der blev vist Paulus en sådan barmhjertighed, fordi hans hjerte var ret. „Der blev vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede i vantro.“ (Ap. G. 26:9, 10; 1 Tim. 1:13, NW) Efter at være blevet begunstiget med den kristne tjeneste udførte Paulus denne hellige gerning med en ren samvittighed og i uselviskhed; han var ikke en, der søgte vinding ved Guds ord. I slående modsætning til dem, der påstår at være hans efterfølgere, søgte han ikke at behage mennesker, men kun Gud og Kristus. — 2 Kor. 2:17; Gal. 1:10; 2 Tim. 1:3; 3:10, 11.
Skønt han engang var en ubarmhjertig forfølger af de kristne, var han nu så mild mod dem, han underviste, som en kærlig moder mod sine børn, og formanede og opmuntrede dem, som en fader formaner og opmuntrer sine børn. (1 Tess. 2:7, 8, 11) Men han kunne også lægge retfærdig harme for dagen, som når han irettesatte Peter for dennes vaklen eller de af sine landsmænd, som modstod sandheden. — Ap. G. 28:25-28; Gal. 2:11-14.
Selv om Paulus havde en god uddannelse, henledte han ikke opmærksomheden på sig selv: „Min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft.“ (1 Kor. 2:1-5; 2 Kor. 1:12; 1 Tess. 2:3-6) Han behøvede heller ikke at ty til skrevne anbefalingsbreve. De mennesker, han bragte sandheden, var levende breve, der kunne læses af alle mennesker. — 2 Kor. 3:1-3.
Endskønt Paulus i politisk og religiøs henseende var frit stillet, gjorde han sig til tjener for alle, sådan at han kunne vinde flest mulige for Kristus. Han blev alt for alle slags mennesker, at han i hvert fald kunne frelse nogle. (1 Kor. 9:19-23) Når han henvendte sig til jøderne, brugte han een fremgangsmåde. (Ap. G. 13:16-41) Når han talte til de overtroiske hedninger, brugte han en anden. (Ap. G. 14:14-17) Og når han henvendte sig til de verdsligvise atenere, var det en helt tredje fremgangsmåde, han anvendte. — Ap. G. 17:22-31.
Og hvilket eksempel på udholdenhed efterlod han sig ikke! Til nogle urimelige mennesker, som udæskede ham til at rose sig, sagde han blandt andet: „Af jøderne har jeg fem gange fået fyrretyve slag på eet nær. Tre gange er jeg blevet pisket, een gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:24-28. Se også 1 Korinter 4:8-13; 2 Korinter 1:8-11; 4:8; 6:4-10.) Alligevel sagde Paulus, der langt fra knurrede og klagede: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. . . . Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ (Fil. 4:11-13) Han glædede sig over, at hans trængsler virkede udbredelse af sandheden. — Fil. 1:12-14.
Paulus blev højt belønnet for sin trofasthed. Han havde overnaturlige syner og hørte ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale. (2 Kor. 12:1-5) Han havde den forret at skrive fjorten af de kristne Græske Skrifters syv og tyve bøger. Hans skrifter er mesterværker af klare argumenter og skarp logik. Hvor dygtigt fremfører han ikke spørgsmålet om retfærdiggørelse ved tro i sit brev til romerne! Hvor fyldestgørende beviser han ikke læren om opstandelsen, og hvor ypperligt viser han ikke i sit første brev til korinterne, hvorledes kærligheden kommer til udtryk! Hvor slående han gør det klart for galaterne, at det er dårskab at ville vende tilbage til Moseloven! Med hvilken overbevisning forelægger han ikke hebræerne beviserne for, at Jesus i sandhed var Guds søn og Messias! Selv om hans personlige fremtræden muligvis kan have været svag, så var hans breve særdeles magtfulde. — 2 Kor. 10:10.
Da Paulus stod over for døden ved Neros hånd, kunne han med tillid se tilbage på, at han havde stridt den gode strid, og at den himmelske belønning ventede ham. (2 Tim. 4:6-8) Hvilket eksempel har Paulus ikke givet os! Hvor ville der ikke blive aflagt et meget større vidnesbyrd, hvis der var flere, som delte hans værdsættelse af den kristne tjeneste!