„Alle folkeslagenes guder er afguder“

JEHOVA GUD tager mål af verdens politikere og deres nationale ambitioner. „Alle folkeslagenes guder er afguder“, erklærer hans inspirerede salmist i Sl. 96:5.

Læg mærke til de opildnende sandheder, der findes i dette vers’ sammenhæng: „Stor og højlovet er Jehova, forfærdelig over alle guder; thi alle folkeslagenes guder er afguder, Jehova er himmelens skaber. For hans åsyn er højhed og hæder, lov og pris i hans helligdom. Giv Jehova, I folkeslags slægter, giv Jehova ære og pris, giv Jehova hans navns ære, bring gaver og kom til hans forgårde, tilbed Jehova i helligt skrud, bæv for hans åsyn, al jorden!“ — Sl. 96:4-9.

Men er der et eneste politisk parti på jorden i dag, der søger at følge disse retningslinier? Nej, denne verdens regeringer og sammenslutninger er smittet af den totalitære ånd, og folkeslag, der holdes i trældom under en diktators krigsmaskine, tvinges ud i en uforbeholden tilbedelse af staten og deres führer, duce, caudillo o.s.v. I de såkaldte demokratier bruger man mere snedige metoder, idet en tilsvarende forherligelse af mennesker, deres programmer, partier o.s.v. opnås ved hjælp af statens politiske maskineri. Deres pralerier og løfter tager sig så åbenlyst hykleriske ud, at folk i almindelighed og selv politikerne smiler kynisk ad deres egne bedragerier.

Et frisk eksempel herpå fandt sted i juli sidste år, da forhenværende præsident for de Forenede Stater, Harry S. Truman, rejste til Arkansas for at bese og indvi to af statens kraftværker. Denne højtstående leder af verdens anliggender benyttede straks anledningen til at forherlige sit politiske parti og fortalte sine tilhørere følgende: „Der er ikke een mand eller kvinde i dette auditorium, der ikke er blevet mere velstående på grund af de tyve års demokratisk styre. Hvis De nu ønsker at kaste alt dette ud ad vinduet og slutte Dem til falske guder, er det Deres sag, og jeg kan ikke standse Dem. Men tænk Dem hellere om, og De vil blive klar over, at Deres interesser er knyttet til det parti, der repræsenterer folket som et hele og ikke særlige interesser.“ — New York Times, 3. juli 1952.

På lignende måde fortsatte Truman med stadig at minde sine tilhørere om, hvor meget de skyldte regeringens administration, og ved et af højdepunkterne i sin hovedtale på turen erklærede han: „Mine venner, jeg siger jer, at de sidste tyve års fremskridtspolitik har været dette lands frelse.“

Hvad enten Mr. Truman sagde det direkte med sine mange ord eller ej, hvad enten han ønskede at antyde det eller ej, så var det tydeligt underforstået i hans bemærkning, at det demokratiske partis magt repræsenterede det amerikanske folks „sande guder“. Når han kalder sine politiske fjender guder, „falske guder“, vil det ikke ligge ham fjernt ligeledes at betragte sig selv og sine politiske medarbejdere og allierede som guder, antagelig de „sande guder“. Hvis han mente de to største amerikanske partiers programmer og ikke enkeltpersoner inden for deres rækker, bliver virkningen dog den samme. Som Truman sagde, har folk frihed til at gøre, hvad de vil, med hensyn til at vælge de menneskelige ledere, partier og programmer, de vil følge. Men de gør klogt i at huske på, at det at følge et eller andet politisk partis stærke mænd og deres løfter, er at følge døende skabninger, der er fordærvet af synd.

Mr. Truman burde vide, at hans moderne politiske „guder“ ikke er „stærke ledere“, men derimod svage og hjælpeløse mennesker, skælvende af frygt, tyngede til jorden af værdiløse alliancer og overenskomster og i fuldstændigt mørke med hensyn til fremtiden. Det er naturligt, at det er sådan, for denne verdens magter, også de usynlige, Satan og hans dæmoner, er intet i sammenligning med den eneste sande og almægtige Gud, Jehova. Det er, hvad salmen siger. American Translation gengiver verset således: „Folkenes guder er indbildte guder.“ Mgr. Knox’ katolske oversættelse siger: „De er kun djævle, som hedningerne kalder guddommelige.“ (Sl. 96:5, Knox) I en fodnote bemærkes: „Ordet, der bruges i den hebraiske tekst, betyder snarere betydningsløshed, værdiløshed.“ Er det så ikke fuldstændig dåragtigt at give en falden menneskelig skabning regeringsmagt, ophøje ham over hans lige så syndige medmennesker, overøse ham med lovord, omgive ham med en mægtig hær og vente, at han så er i stand til at frigøre sine fæller? Man kan kalde disse ledere, hvad man vil, men det står dog stadig fast, at „selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange „guder“ og mange „herrer“ — så er der for os dog kun een gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt“. — 1 Kor. 8:5, 6.

Hvor snæversynet og barnagtigt er det ikke at tro, at noget politisk parti er Amerikas eller noget som helst andet lands „frelse“. Hvordan skulle denne verdens „guder“, synlige eller usynlige, være i stand til at frelse nogen eller noget, når de ikke engang kan frelse sig selv i Harmagedon? Er du tilfreds med at lade din frelse afhænge af det, som Guds ord kalder betydningsløst? I følgende magtfulde ord forudsagde Ezekiel, at der skal gøres ende på alle afguder og dyrkelsen af dem: „De skal kende, at jeg er Jehova, når deres dræbte ligger midt iblandt deres afgudsbilleder rundt om deres altre på hver høj bakke, på alle bjergenes tinder, under hvert grønt træ og hver løvrig eg, der, hvor de opsendte liflig duft til deres afgudsbilleder. Jeg udrækker hånden imod dem . . . og de skal kende, at jeg er Jehova.“ Da vil intet politisk partis navn kunne frelse nogen, men det kan kun den foranstaltning, Gud har truffet gennem Kristus Jesus. „Jehovas navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ez. 6:13, 14; Ordsp. 18:10.