Spørgsmål fra læserne

● Vagttaarnsselskabet opfordrer til at tage børnene med til møder. Men hvad hvis de er for små til at forstå det? Eller hvad hvis de, der er gamle nok, ikke vil med? — D.C., New York.

Selskabet siger, at børnene skal med til menighedens møder, fordi Bibelen siger det. I 5 Mosebog 31:11-13 står der: „Når hele Israel kommer for at stedes for Jehova din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Jehova jeres Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Jehova jeres Gud.“ Og hvis de små børn ikke forstår det hele, kan forældrene forklare dem det senere.

Således var det i Israel, når religiøse handlinger ikke blev forstået af børnene: „Når da jeres børn spørger jer: Hvad betyder den skik, I der har? så skal I svare: Det er påskeoffer for Jehova, fordi han gik israelitternes huse forbi i Ægypten, dengang han slog ægypterne, men lod vore huse urørte!“ (2 Mos. 12:26, 27) Videre læser vi i forbindelse med loven om det førstefødte: „Når din søn i fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk hånd førte Jehova os ud af Ægypten, af trællehuset; og fordi farao gjorde sig hård og ikke ville lade os drage bort, ihjelslog Jehova al det førstefødte i Ægypten både af folk og fæ; derfor ofrer vi Jehova alt, hvad der åbner moders liv, for så vidt det er et handyr, og alt det førstefødte blandt vore sønner udløser vi!“ (2 Mos. 13:14, 15) De israelitiske børn forstod ikke alt, hvad de så og hørte i forbindelse med loven, og derfor stillede de spørgsmål, som forældrene besvarede, og resultatet var en belæring, som børnene aldrig ville have fået på rette måde, hvis de ikke havde været til stede for at se og høre. På samme måde ser og hører små børn, der overværer menighedens møder, noget, som de ikke forstår, og de stiller måske deres forældre spørgsmål senere og modtager på den måde belæring.

Hvad med større børn, der ikke vil overvære møderne? Når I lader jeres børn, hvad enten de er ganske små eller helt unge, holde op med at deltage i de teokratiske møder med den begrundelse, at de ikke ønsker at komme der, lader I dem så også holde op med at gå i verdslige skoler, når de er meget små eller ganske unge, blot fordi de ikke kan lide at gå i skole? I får dem til at gå i skole uden hensyn til, hvad de personligt ønsker, ikke sandt? Hvorfor får I dem til det? Fordi I mener, at den almindelige skoleuddannelse er mere værdifuld for dem end den teokratiske oplæring? (Ordsp. 8:10, 11) Eller holder I på, at de skal gå i skole, fordi landets lov kræver det, og fordi I er bange for at være ulydige imod den verdslige lov? Men kræver Guds lov ikke, at I oplærer jeres børn på enhver foreskreven teokratisk måde? og er ulydighed mod hans lov ikke mere afskrækkende end ulydighed mod staten? Hvis vi får valget imellem at adlyde Gud eller staten, vælger vi så ikke Gud som den mest betydningsfulde af alle? — Ap. G. 4:19; 5:29.

Nogle forældre, der er i sandheden, gør den fejl at anlægge et verdsligt synspunkt med hensyn til deltagelse i møderne. Hvis barnet ikke ønsker at komme med i rigssalen, undskylder forældrene det måske med den begrundelse, at det er for lille eller ikke får noget udbytte af mødet, hvis det tvinges til at gå med, eller at det vil volde forstyrrelse. Bibelen tillader ikke, at man undskylder det af disse grunde. Hvis forældre med små børn sætter sig bag i salen, kan børnene bæres udenfor, indtil de er blevet beroliget, hvis de græder. Hvis forældrene sidder hos deres børn og holder øje med dem, kan en forstyrrelse afværges på forhånd. Nogle forældre fremfører det argument, at de ikke tager deres børn med til møde, fordi de ikke ønsker at tvinge dem ind i sandheden; de tror, at det er fordelagtigt at vente til barnet er gammelt nok til selv at tage standpunkt. Når barnet når den alder, hvor det selv er ansvarligt for sine handlinger, vil det tage sit standpunkt, men hvorfor ikke give det en god start i dets første år, en start på den rette vej, der fører til liv, i stedet for at overlade det til sig selv, og derved blive et bytte for barnlig uklogskab og Satan? Beskyt barnet mod sig selv og andre. — Ordsp. 22:6, 15.

Så længe børnene er under forældrenes tag og under deres ansvar, bør de adlyde familiens overhoved. Børn må lære, at de ikke altid kan få deres vilje, at de har et hoved over sig, ligesom hustruen, manden, kirken og Kristus har. (1 Kor. 11:3) Jehova Gud er den eneste i universet, der ikke har noget hoved over sig. Hvis Jehovas børn i den universelle, teokratiske familie ikke adlyder ham, bliver de udstødt fra hans husstand og ikke længere betragtet som sønner og døtre, men som illegitime børn. (Hebr. 12:4-11) Hvis overhovedet for den menneskelige familie, manden, er i sandheden, men ikke holder sine børn til lydighed — hvilket ganske særligt vil sige lydighed i den mest betydningsfulde sag, nemlig tilbedelsen af Jehova — så kan han ikke bruges som tjener i menigheden. Hvis han ikke kan lede sin egen familie, hvordan skulle han så kunne lede en menighed på teokratisk vis? (1 Tim. 3:4, 5, 12; Tit. 1:6) Derfor bør børnene være lydige mod deres forældre, og det indbefatter lydighed mod forældrenes krav om, at de overværer møderne.

Undgå derfor det billige og slappe verdslige synspunkt, at børn må passe sig selv, indtil de er voksne, og så selv vælge deres religion. Den vidt udbredte ungdomskriminalitet er ikke nogen anbefaling for verdens standard for børnenes oplæring, og dens religiøse fadæser taler heller ikke til fordel for dens metoder på dette felt. Dens standard for oplæring af børn sætter ikke Guds ud af kraft, lige så lidt som dens lave moralske standard fjerner de høje moralske krav i Guds ord. Vi bliver målt efter Bibelens standard og ikke efter verdens. Bibelen er vor vejleder, ikke verden. Man lægger mærke til os, fordi vi er forskellige fra verden, idet vi følger en højere standard. Derfor bør vi ikke ræsonnere på en verdslig måde med et verdsligt sind, men få Guds sind i disse spørgsmål og gøre hans tanker til vore tanker. (Es. 55:8, 9) I verdslige familier er det måske børnene, der regerer forældrene; i teokratiske familier gør de det ikke. Hvornår er barnet blevet husets overhoved, der kan sige til forældrene, hvad det vil eller ikke vil? I Israel kunne genstridige børn stenes. (5 Mos. 21:18-21) Josua tillod ikke hver enkelt i sin husstand at vælge sin egen religion, hvad enten pågældende ønskede at tjene Jehova eller en eller anden falsk gud. Josua valgte ikke alene for sig selv, men for hele sin familie, idet han påtog sig familieansvaret og valgte klogt til beskyttelse for alle, der stod under ham. (Jos. 24:15) Måske vil det være på sin plads for nogle forældre endnu engang at gennemtænke de metoder, de anvender i oplæringen af deres børn, i betragtning af den klarere forståelse af familiefortjeneste og familieansvar.