Spørgsmål fra læserne
● 1 Korinter 7:14 siger, at den vantro ægtefælle er helliget ved sin troende ægtefælle, og at det samme gælder børnene i dette ægteskab. Vagttaarnet har vist, at sådanne børn som følge af den familiefortjeneste, de nyder på grund af den troende fader eller moder, kan blive bevaret gennem Harmagedon. Betyder en sådan familiefortjeneste også, at den vantro ægtefælle vil blive skånet i Harmagedon, eller på hvilken måde høster han eller hun gavn deraf? — L. R., Idaho.
Ægteskabet er en guddommelig institution, som er indstiftet af Gud. Han har fastsat visse regler angående hustruens og mandens pligter mod hinanden, og den troende ægtefælle vil særlig bestræbe sig for at behandle ægteskabet som noget helligt ved at leve op til de guddommelige krav. Den troende vil flittigt gøre dette som for Herren, hvem han har indviet sig til at tjene. Når en af ægtefællerne indvier sig til Gud, så berører det den anden, som er eet kød med den indviede, på den måde, at hans ægtefælle behandler ham ud fra en ny synsvinkel. Paulus skrev til de kristne, som Gud havde helliget som lemmer på Kristi legeme. (1 Kor. 6:11; 12:2 7) Den helligede ægtefælle er i sandhed til nytte for den anden, for det vil for denne anden betyde en særlig lejlighed til at lære om Gud og Kristus og muligvis selv komme ind i et helliget forhold. Indtil han gør det, er han „helliget ved“ sin ægtefælle.
Det er ligesom i tiden før Sodomas ødelæggelse. Der blev vist de to hedenske mænd, som Lots døtre var gift med, et særligt hensyn. De havde mulighed for at blive bevaret på grund af deres ægteskab med retfærdigt sindede kvinder. Men de gav ikke agt på advarselen. (1 Mos. 19:14) De omkom. De kastede vrag på den fortjeneste, der gav dem en særlig lejlighed; den kunne ikke udvirke deres frelse, når de nægtede at følge Guds advarsel. Sådan vil det også være nu i tilfældet med den vantro ægtefælle. Han har særlige fordele, men dersom han vrager dem, vil han dø i Harmagedon. Han er voksen og må selv tage ansvaret; det er ikke som med de uansvarlige børn, der regnes for hellige på grund af den helligede ægtefælle, som har undervist dem om sandheden i den udstrækning, de har forudsætninger for at forstå den.
Den troende ægtefælle kan derfor kun flittigt bestræbe sig for at leve op til alle de ægteskabelige forpligtelser, vidne for ægtefællen, hvis denne vil lytte, leve et rent kristent liv, hvor hans handlemåde og gode opførsel vil anbefale sandheden, og undervise børnene om sandheden. Apostelen Peter taler om denne handlemåde, da han siger følgende til troende kvinder, som er gift med mænd, der „ikke vil lyde ordet“ eller ikke er i sandheden: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.
Vi får et klarere billede af sagen, som Paulus omtaler i 1 Korinter 7:14, hvis vi læser det hele med: „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16.
Det ægteskabelige forhold mellem to mennesker er lovgyldigt i Guds øjne, og den vantro kan ikke forkastes som en, det er upassende at have samkvem med. Den troende lever ikke i åndeligt hor. Ægteskabsløfterne gælder stadig, og det nære indbyrdes forhold og den ægteskabelige enhed giver den vantro særlige lejligheder, og den troende skulle taktfuldt gøre brug af disse lejligheder. Den troende vil ikke skille sig fra den vantro på grund af dennes vantro, for det er ikke nogen bibelsk grund til skilsmisse. Dersom den vantro ønsker at forlade den troende på grund af dennes trofasthed mod Gud, så lad den vantro gå sin vej. Det er noget, han selv må afgøre. Men hvis han ønsker at blive, så vil den troende ikke opløse ægteskabet, men vil drage fordel af de lejligheder, som kan føre til den vantros fulde og direkte helliggørelse. Det at være gift med en troende resulterer ikke automatisk i frelse for den vantro. Det er ikke en afgjort sag, men et tvivlsspørgsmål, der er afhængig af den vantros omvendelse, som Paulus viser med sine spørgsmål: „Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ Den vantro kan enten blive frelst eller gå fortabt, men den troende kan og bør arbejde på den vantro ægtefælles frelse, så længe det endnu er et uafgjort spørgsmål.
● Er vaccination en overtrædelse af Guds lov, der forbyder, at man optager blod i organismen? — G. C., North Carolina.
Vaccination er noget, som enhver selv må tage stilling til. Enhver må selv tage konsekvenserne af sin indstilling til og handlemåde i forbindelse med tvungen vaccination, og han må gøre det i overensstemmelse med sin egen samvittighed og forståelse af, hvad der gavner sundheden og Guds arbejde. Selskabet kan ikke lade sig drage ind i sagen i juridisk henseende eller påtage sig noget ansvar for udfaldet af en eventuel retssag.
Efter at vi har overvejet sagen, forekommer det os, at vaccination ikke kan være nogen krænkelse af den evige pagt, der blev indgået med Noa, og som skildres i 1 Mosebog 9:4, og heller ikke i modstrid med Guds lignende påbud i 3 Mosebog 17:10-14. Hverken fornuftsmæssigt eller bibelsk kan man hævde, endsige bevise, at den, der bliver vaccineret, spiser eller drikker blod, indtager det som føde eller modtager en blodoverføring. Vaccination har ingen forbindelse eller lighed med det, der skete, da „gudssønnerne“ giftede sig med menneskedøtrene, som det omtales i 1 Mosebog 6:1-4. Den kan heller ikke henføres til det, der beskrives i 3 Mosebog 18:23, 24, og som forbyder mennesker at have omgang med dyr. Vaccination har ikke noget at gøre med kønsforbindelser.
Alle indvendinger mod vaccination synes således at savne støtte i Bibelen. Den eneste berettigede indvending, man kunne rejse, er, at den måske kan indebære en fare for sundheden, eller at man ønsker at holde sit blod fri for sygdomskim fra en ukendt kilde, det være sig et menneske eller et dyr. Den medicinske videnskab påstår, at vaccinationen resulterer i, at blodet bliver modstandsdygtigt over for den sygdom, vedkommende vaccineres imod. Men det er naturligvis et spørgsmål, som enhver selv må tage stilling til ud fra, hvad han mener er Jehovas vilje.
Vi giver disse oplysninger, fordi vi er blevet spurgt, men vi kan ikke påtage os noget ansvar for, hvad læseren beslutter eller foretager sig i dette anliggende.
● Når vi i vor sangbog, nye bibel o.s.v. mere og mere går bort fra gammeldags udtryk, skal vi da fortsat bruge ordet „brethren“ [gammeldags engelsk form for „brødre“]? — N. K., Nebraska.
Det er godt at erstatte det forældede ord brethren med det tilsvarende moderne ord brothers, som det er gjort i New World Translation. Når en menighed bliver tiltalt som brødre, er søstrene indbefattet i dette udtryk. Paulus skrev f. eks. i Romerne 1:13: „Jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at jeg mange gange har sat mig for at komme til jer — men jeg er hidtil blevet hindret — for at jeg kunne få nogen frugt også blandt jer ligesom blandt de andre hedningefolk.“ Det er klart, at Paulus ikke udelukkede søstrene ved at bruge udtrykket brødre. Og igen: „Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst.“ Og: „Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.“ (Rom. 10:1; 12:1) I begge disse tilfælde var søstrene indbefattet. Det er sikkert, at de i lige så høj grad som menighedens mandlige medlemmer har del i den åndelige gudsdyrkelse. Det er ikke bare af brevenes indhold, vi kan slutte, at søstrene var indbefattet i det almindelige udtryk brødre, men særlig fordi der hverken er mand eller kvinde i Kristus, men alle er Guds børn og hverandres brødre. (Gal. 3:27, 28) Når man taler til menigheden, er det derfor tilstrækkeligt at bruge ordet brødre, for det indbefatter alle som er til stede og gør det lange udtryk „brødre og søstre“ overflødigt.