Jesu Kristi genløsningsfortjeneste

„Thi der er een Gud og een mellemmand imellem Gud og mennesker: et menneske Kristus Jesus, som gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle slags mennesker.“ — 1 Tim. 2:5, 6, NW, margen.

1. Hvorfor står Jesus Kristus som en ener i verdenshistorien?

JESUS KRISTUS fra Nazaret, der efter sin fødsel blev lagt i en krybbe, kom til at indtage en stilling af vital betydning for menneskeslægten. Siden Adams skabelse har intet andet menneske sat et så uudsletteligt præg på menneskehedens historie, og om intet andet menneske har der fra alle hold stået en sådan strid. Utallige mennesker har lidt døden som martyrer for en sag, som de anså for værdig til deres hele hengivenhed, men i intet andet tilfælde har man tillagt et sådant martyrium karakteren af et frelsesværk. Jesus Kristus står som en ener i verdenshistorien, idet hans død siges at kvalificere ham til at være menneskehedens genløser. Så enestående er hans stilling, at en af hans hengivne disciple måtte sige: „Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ (Ap. G. 4:12) En sådan betydning kan så vist ikke tillægges noget andet menneskes død.

2, 3. Hvilke modstridende betragtninger anstilles der vedrørende Jesus, og hvilke vigtige spørgsmål afføder dette?

² Til trods for den i kristenheden almindeligt udbredte bekendelse om, at Jesus Kristus er den faldne menneskeheds genløser, hersker der dog stor misforståelse med hensyn til den rolle, han spiller i den almægtige Guds hensigter. Selv blandt dem, som påstår, at de tror på ham, råder der faktisk en forbløffende vantro vedrørende hans udgydte livsblods fortjeneste som løsesum. Der er millioner, som, skønt de anerkender ham som en fremtrædende skikkelse i jødernes historie, ikke tilskriver hans liv eller død nogen særlig betydning, udover at han med ildhu forfægtede visse principper, som han anså for gode. Som en modsætning til disse millioner ser vi, at allerede før Kristus kom til jorden, var der nogle, som „blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse [for en eller anden løsesum, NW], for således at opnå en bedre opstandelse“ i kraft af Guds ældgamle løfte om, at han ville sende en „sæd“, der skulle bringe evig udfrielse fra synd og død til veje. — Hebr. 11:35; Matt. 20:28; 2 Tim. 2:8-10.

³ Hvilken stilling indtager Jesus Kristus i Jehovas vidunderlige foranstaltninger, der tager sigte på at oprette en helt ny verden? Hvad lærer Bibelen herom? Bør vi betragte ham som en legendarisk skikkelse, et symbol på høje idealer, der står som et strålende eksempel på moralsk livsførelse? Eller bør vi betragte ham som den, der har udgydt sit livsblod som et offer og dermed tilvejebragt en løsesum, der kan tilbagekøbe de rettigheder til liv, som Adam forspildte ved sit oprør, og endelig give os mulighed for at leve evigt? Det korrekte svar på disse spørgsmål er af livsvigtig betydning for hvert menneske, der lever på denne dag.

4. Hvori var Kristi tilsynekomst anderledes end noget andet menneskes?

⁴ Det er vigtigt for os at forstå, at Jesus Kristus ikke pludselig gjorde sin entré på den menneskelige skueplads og udråbte sig selv til frelser. Han var ikke bare et usædvanligt og strålende begavet menneske, der satte et spor i civilisationen som følge af sit energiske arbejde, således som andre har gjort ned gennem tiderne med større eller mindre held. Nej, langtfra! Hans tilsynekomst var så helt anderledes, for allerede århundreder inden hans komme fandt sted, var den blevet forudsagt. På grundlag af det løfte, Jehova gav i Eden vedrørende den retfærdige sæd eller det „afkom“, der skulle fremstå, så mennesker, som havde gudfrygtig indsigt, frem til, at en menneskehedens frelser skulle vise sig. — 1 Mos. 3:15; Gal. 3:19.

5. Hvilket lys kastes der her over Abrahamsløftet?

⁵ Næsten nitten århundreder før Kristi fødsel bekræftede Jehova med en ed sit løfte til Abraham vedrørende denne frelser og sagde: „Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:18) Abraham og andre af fortidens trofaste mænd spejdede efter denne „sæd“ og længtes efter de velsignelser, den skulle bringe med sig. Apostelen Paulus fjerner enhver tvivl angående „sædens“ eller afkommets identitet, når han siger: „Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: „dine afkom“, som om det gjaldt mange, men „dit afkom“, som når der tales om een, og det er Kristus.“ — Gal. 3:16.

6. Hvad viser Moses’ ord og Davidsløftet vedrørende Kristus?

⁶ Over tre hundrede år efter Abrahams tid talte Moses til Israel om denne samme frelser, der skulle komme, og sagde, at enhver, som undlod at lytte til ham, skulle miste livet. (5 Mos. 18:19; 3 Mos. 23:29) Peter bekræftede den historiske kendsgerning, at Moses havde forudsagt frelserens, Kristi, komme: „Moses sagde: En profet som mig vil Herren [Jehova, NW] jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:22, 23) David var en direkte efterkommer af Abraham, og i forbindelse med David gentog Jehova henved seks hundrede år før Kristi komme sit løfte om en frelser. „Se, dage skal komme, lyder det fra Jehova, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge . . . og øve ret og retfærd i landet.“ — Jer. 23:5; 33:15.

7. Hvad andet er der blevet profeteret om Jesus Kristus, og hvad bekræfter alle profeterne?

⁷ Omtrent eet hundrede og halvtreds år før Jeremias nedskrev ovennævnte ord i den hellige beretning, skrev profeten Esajas, der havde nøje kendskab til, at forløseren skulle komme gennem Abrahams og Davids slægtslinie, under inspiration følgende: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid.“ (Es. 9:6, 7) Betlehem blev forudsagt som hans fødested. (Mika 5:1) Alle profeterne bekræftede, at en forløser skulle vise sig på den menneskelige skueplads. „Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ — Ap. G. 10:43.

8. Hvilke kendsgerninger viser, at Johannes havde ret, da han identificerede Jesus som Kristus?

⁸ Profeten Esajas forudsagde bemærkelsesværdige enkeltheder vedrørende Jesus Kristus, som for eksempel at han ville blive ringeagtet og skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom og sorg; at hans liv skulle bringes som et offer for de manges synder; at han ville bede for menneskeheden; at han under modgang og smerte ikke ville åbne sin mund i protest, men give sig hen til at blive ofret som et lam, der føres til slagtning. Intet under, at Johannes Døber udbrød, da han så Jesus komme hen imod sig: „Se Guds lam, som bærer [borttager, fodnote] verdens synd!“ (Joh. 1:29; Es. 53:3-9) At Johannes havde ret, når han identificerede Jesus som genløseren, bekræftes af beretningen om engelens ord tredive år tidligere, da denne mægtige åndeskabning sagde til hyrderne: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi jer er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ (Luk. 2:10, 11) Jesus Kristus var altså ikke en selvudråbt frelser, men han kom i opfyldelse af de løfter, Gud havde givet århundreder forinden.

9. Hvordan bekræfter apostlene den sandhed, at Jesus var udsendt af Gud?

⁹ Apostelen Johannes støtter denne betragtning og siger rent ud, at det var Gud, som udsendte Jesus: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Jesus var således ikke et almindeligt, dødeligt menneske, som Jehova havde udvalgt til at fremskaffe en løsesum, men han kom af gode grunde direkte fra Guds himmelske egne i den bestemte hensigt at hævde og herliggøre sin Faders navn og tilvejebringe en løsesum. Jesu førmenneskelige tilværelse strakte sig langt tilbage, ja, han var til, før mennesket blev skabt og jorden dannet. (Joh. 1:1-3; Ordsp. 8:22-36) Hans disciple værdsatte Jehovas storsindede kærlighed, der gav sig udslag i, at han sendte sin søn til jorden. De vidste, at Jesus Kristus ikke var et almindeligt menneske som de selv, og de var ikke sene til at sige det. (Matt. 16:16) „Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. . . . Og vi har skuet og vidner, at Faderen har sendt sin søn som frelser for verden.“ — 1 Joh. 4:9, 14.

10. Hvordan føres visse af religionens mænd på vildspor af deres falske slutninger vedrørende Kristus?

¹⁰ Imidlertid benægter nogle af religionens mænd, at Jesus var Guds søn og kom i kødet, overført til den jødiske jomfru Marias moderskød ved et Jehovas mirakel. De docerer i stedet inkarnationsteorien og siger, at Jesus i virkeligheden var Gud selv, og at han iklædte sit åndelegeme kødelig skikkelse, ligesom englene gjorde, dengang de viste sig for Abraham, Lot og andre. (1 Mos. 18:1, 2; 19:1; Dom. 13:9-11, 16) Forfægterne af treenighedslæren anstiller ligeledes falske betragtninger, idet de også tror, at Gud og Kristus er een og samme person. Denne fejlagtige lære tvinger dem til at drage andre urigtige slutninger. Deres teori må forudsætte, at Jesu træthed og smerte kun var forstilt, da jo ingen åndeskabning kan føle træthed eller smerte. Den fører også til den slutning, at hans bønner var forstillelse, for han bad jo i så fald kun til sig selv og bare for at gøre et dybt indtryk på sine disciple og andre. (Joh. 17) Denne vildfarelsens vej må udfra det oprindelige grundlag, at Gud og Jesus er samme person, føre videre til den slutning, at Kristi død kun var forstilt, da Gud, der er udødelig, i virkeligheden ikke kan dø. Med andre ord fandt der overhovedet ingen død eller blodsudgydelse sted til genløsning af menneskeheden!

11, 12. Hvilke andre synspunkter anlægger ledende mænd inden for religionen?

¹¹ Nært beslægtet med dette farlige ræsonnement er deres slutninger, som tror på teorien om „moralsk indflydelse“. De hævder, at Kristi mission alene gik ud på at åbenbare Guds kærlighed på en så gribende måde, at hjerterne ville smelte og mennesker ophøre med at synde. (Theology at the Dawn of the Twentieth Century, side 261) „Strengt taget,“ siger de, „var Kristi død ikke påkrævet for menneskers frelse.“

¹² Det forbavser derfor ikke at høre en af religionens ledende mænd udtrykke sig på denne måde om genløsningen: „Naturligvis tror jeg ikke på en jomfrufødsel eller på den gammeldags forsoningslære om liv for liv, og jeg kender ikke nogen intelligent, kristen præst, der gør det. Vanskeligheden med dem, som tager Bibelen ganske bogstaveligt, er, at de har den opfattelse, at hvis man ikke er enige med dem i deres lærebegreber, er man ude af stand til at tro på det kristne evangeliums dybe, vægtige og evige sandheder, dette evangelium, der omformer menneskers liv og udgør det eneste håb i denne verden om Kristi magt til at frelse.“a Indbefattet i denne skare er de, som håner tanken om, at Jesu Kristi død skulle være nødvendig, for at en genløsning kan finde sted, for, siger de, så ville fuldbyrdelsen af Guds vilje være afhængig af et mord.

13. Hvordan giver de til kende, at de ikke tror på genløsningen, og sætter de sig dermed i den skare, Peter så slående skildrer?

¹³ Vi ser altså blandt religionens mænd, selv blandt dens ledere, sådanne, som benægter Jesu Kristi genløsningsfortjeneste. De taler ganske vist om „det kristne evangeliums evige sandheder“, men i deres øjne er de principper, der er udtrykt i de ti bud og i de nye bud, Kristus lærte, om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten, så man endog er rede til at dø for ham, det, der „forvandler menneskers liv og er det eneste håb i denne verden om Kristi magt til at frelse“. Ved deres egne ord og handlinger viser de, at de ikke tror på, at Jesu Kristi liv, der blev givet hen i offerdøden, åbnede vejen for menneskeslægten, så den kunne genvinde den kødets fuldkommenhed og den harmoni med Gud, som Adam satte over styr, da han i synd gjorde oprør mod sin Skaber. I virkeligheden fornægter de Kristus som deres genløser og frelser og tror ikke på hans udgydte blods værdi som den løsesum, der blev betalt til Gud for at genvinde menneskeslægtens livsrettigheder, som Adam forspildte. De giver sig ud for at være Guds tjenere, men er i realiteten falske lærere. Hvor tager Peter dem ikke på kornet, når han siger: „. . . ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv.“ — 2 Pet. 2:1; 1 Kor. 1:18.

14. Hvilken vægtig sandhed må alle oprigtige mennesker værdsætte?

¹⁴ Hvert eneste menneske, som er interesseret i at opnå liv, må værdsætte hele slagkraften i den sandhed, at de hellige skrifter med overordentlig nøjagtighed og største eftertryk gør kendt, at det kun er gennem Jesu Kristi genløsningsfortjeneste, at noget menneske nogen sinde vil opnå frelse. Endvidere må enhver, som skal opnå frelse, opfylde de betingelser, der er sat for en sådan genløsning, og således vise sig kvalificeret dertil i overensstemmelse med Guds krav. Når alt er sagt, evner den tomme filosofi, al den verdslige lærdom og alle menneskelige ræsonnementer, de måtte føre i marken, intet mod Bibelens klare ord. Guds ord er sikkert og til at stole på, fordi det kommer fra ham, som ejer kundskabens fylde og al magt til at stå ved sit ord og bringe det til udførelse. Rettelig vender vi os til ham for at få en forklaring på den stilling, hans søn indtager i den guddommelige foranstaltning, der har at gøre med menneskehedens frelse.

15. Hvad vil det sige at „genløse“, og hvorfor har hele menneskeheden en genløsning behov?

¹⁵ At „genløse“ er at „udfri fra fangenskab, trældom, straf eller lignende ved erlæggelse af en sum; at købe ud af trældom; at befri, f. eks. fra synd eller fra dens straf; at være forløser af“. (Webster’s New International Dictionary, anden udgave) Det må indrømmes, at menneskeheden siden Eden har været i trældom under synden og dens straf og underlagt døden. „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Når David sagde, at han befandt sig i trældom, gjaldt denne bekendelse ikke alene ham selv, for Paulus bekræfter, at det gælder hele menneskeslægten, når han siger: „Ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Hele menneskeslægten har levet og lever stadig i en trældom, der fører til død, og har brug for en genløser, der kan skaffe den udfrielse, om den nogen sinde skal genvinde den fuldkomne frihed, den ejede i Edens have. — Hebr. 2:15.

16. På hvilke betingelser kan mennesker få eftergivet den dødsstraf, synden har nedkaldt over dem?

¹⁶ Døden rammer os med rette som en følge af Jehovas retfærdige og fuldkomne love. Den er ikke noget bevis for uretfærdighed hos Gud, for det var mennesket selv, der bragte denne trældom og dødsstraf over sig. I pagt med sin retfærdighed kunne Gud have ladet døden råde over menneskene til evig tid, men hans store kærlighed og barmhjertighed fik ham til at åbne en udvej for dem, som føler sig draget mod retfærdighed. Dog kan Jehova, når han udøver sin barmhjertighed, ikke lade den retfærdige dødsstraf, mennesker er blevet idømt, ude af betragtning. „Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod“ er et udtryk for de krav og principper, ud fra hvilke Jehova altid har handlet. (2 Mos. 21:23, 24) Den straf, Jehova havde udmålt for menneskehedens synd, nemlig død, kunne følgelig kun eftergives ved erlæggelsen af en genløsningsbetaling eller en tilsvarende sum. Hvis en skabning var villig og i stand til at betale en løsesum, og Jehovas retfærdige lov således skete fyldest, kunne Gud vise menneskene barmhjertighed. Jesus Kristus var villig til det, og han evnede at løskøbe menneskene fra deres trældom.

17. Hvordan kommer Guds store kærlighed til udtryk i denne henseende?

¹⁷ At det var Jehovas kærlighed og barmhjertighed, der tilskyndede Kristus til at bringe løsesummen til veje, fremgår ganske klart af Johannes 3:16: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Denne handling havde sit udspring hos Gud, men samtidig var hans søn villig til at opfylde de krav, retfærdigheden stillede, og betale løsesummen. „Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder.“ (1 Joh. 4:9, 10) Jesus var rede til at betale løsesummen af kærlighed til Jehova og til den faldne menneskehed.

18. Var det noget nyt, at Gud forlangte en løsesum?

¹⁸ Det var ikke noget nyt, at Jehova forlangte en løsesum. Han fulgte her samme princip, som lå til grund for hans handlemåde med Israel i sin egenskab af dette folks genløser eller befrier. Om sig selv sagde han: „Thi jeg er din Gud, jeg, Jehova, Israels Hellige din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl.“ (Es. 43:3, 4) I den lovpagt, der blev givet Israel, var der truffet ordning til betaling af en løsesum, så den enkelte kunne købe sig fri og redde livet, når han havde forset sig på en eller anden måde. Denne afgift, der var på en halv sekel for hver enkelt hebræer, blev regnet for den løsesum, hvormed de kunne få soning for deres liv. (2 Mos. 21:28-32; 30:12-16) Det årlige offer, der bestod af en tyr og en ged, og som blev bragt for folkets synder, tjente som en soning eller en løsesum, Jehova anerkendte og accepterede. — 3 Mos. 4:1-35; 5:1-19; 16:1-31; Ordsp. 21:18.

19. Hvori består vanskeligheden ved at betale en løsesum?

¹⁹ Den løsesum, Gud forlangte, for at mennesker kunne genvinde fuldkommenhed og opnå et evigt liv, kunne ikke betales i sølv eller guld eller andre værdigenstande og heller ikke med dyreblod, for disse betalingsmidler svarede ikke til eller udlignede ikke det fuldkomne liv, som Adam havde forspildt for hele menneskeheden. (1 Pet. 1:18, 19) Til „al verdens folk, både høj og lav, både rig og fattig“ siger Salme 49, at ingen kan give Gud en løsesum for sit liv, „prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det“. Det siger derfor sig selv, at medmindre Jehova tilvejebragte muligheden for erlæggelsen af den tilsvarende sum, ville mennesker aldrig rejse sig fra synden eller slippe ud af dødens kløer. Gud har truffet foranstaltning til, at det kan ske, ved at han har betroet sin enbårne søn den forret at give sit fuldkomne menneskeliv hen som et offer. — Gal. 4:4, 5.

20. Hvilken holdning indtog Kristus over for den offervej, der blev vist ham?

²⁰ Jehova havde ikke fornødent at lægge pres på sin søn for at få ham til at bringe dette offer, for så snart Jesus forstod, at det var hans Faders ønske, tilbød han sig villigt. Paulus siger om ham, at han „ikke overvejede at gribe efter at blive Guds lige. Nej, men han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ (Fil. 2:6-8, NW) Jesus bekræfter selv sin villighed til at ofre livet, når han siger: „Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv.“ (Joh. 10:17, 18) Som Guds offerlam tilbagelagde Jesus Kristus roligt, villigt og uden vaklen vejen, der førte til offerdøden på marterpælen, i fuld bevidsthed om, at dette skridt ville sætte ham i stand til at erlægge løsesummen for den troende menneskehed. — Es. 53:7.

21. Hvordan lagde Jehova i sin miskundhed en grundvold, hvorpå vi kan bygge vor tro på en genløsning ved Jesus Kristus?

[Fodnote]