Spørgsmål fra læserne

● Nogle mener, at det er forkert at gå på jagt eller fiske, mens andre ikke ser noget uret i noget sådant. Nogle af dem, der mener, at jagt er tilladelig, hævder imidlertid, at byttet bør renses grundigt for blod, lige efter at det er skudt, så man undgår at overtræde forbudet mod at spise blod. Det er imidlertid ikke alle, der sørger for, at blodet kommer ud af vildtet. Hvad er det bibelske syn på denne sag? — A. A., de Forenede Stater.

Vi må hverken fordømme, hvad Jehova godkender, eller godkende, hvad Jehova fordømmer. Bibelen taler om „fornuftløse dyr, der af naturen er født til at fanges og forgå“. Nogle hævder, at det gælder kun efter Vandfloden. Men det gjaldt også i Eden, hvor „Jehova [gjorde] skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed“. Længe før Vandfloden opnåede Abel også Guds godkendelse, fordi han ofrede et dyreoffer, hvorimod Kain, der blev forkastet, ikke dræbte dyr til offeret, men ofrede markens ublodige produkter. — 2 Pet. 2:12; 1 Mos. 3:21; 4:3-5.

Efter Vandfloden fik mennesket tilladelse til at dræbe dyr af forskellige grunde. Moseloven foreskrev, at forskellige dyr skulle dræbes som offer, og dyreskind eller læder blev ikke alene brugt til klædninger, men også til sådan noget som sko, bælter, beholdere, skrivemateriale og dele af tabernaklet og tilbehør til det. (3 Mos. 1:5, 10, 14; 13:59; Ez. 16:10; Mark. 6:9; 2 Kong. 1:8; Matt. 3:4; 9:17; 2 Tim. 4:13; 2 Mos. 26:14; 4 Mos. 4:6-14) Hvis et dyr dræbte et menneske, skulle det dø: „Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes.“ Hvis dyr skadede menneskets ejendom eller afgrøde, skulle de fanges og dræbes: „Fang os de ræve, de ræve små, som hærger vinen, vor blomstrende vin!“ — 2 Mos. 21:28; Højs. 2:15.

Dyr må også bruges til føde, bortset fra blodet: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene jer til føde; ligesom de grønne urter giver jeg jer det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ Under ørkenvandringen, da israelitterne ønskede at spise dyr, der var egnede til ofre, skulle de slagte dem ved tabernaklet, så præsten kunne sprænge blodet på Jehovas alter. Da de havde slået sig ned i løftets land, og det var for omstændeligt at bringe offerdyrene til templet i Jerusalem, kunne de slagte dyrene hjemme og lade blodet løbe ud på jorden og derpå dække det med støv. På samme måde skulle de skaffe sig af med blodet af vildtlevende dyr, for eksempel gazeller og hjorte. (1 Mos. 9:3, 4; 3 Mos. 17:3-6; 5 Mos. 12:15, 16, 20-24) Jagt efter føde var tilladt, men jægeren blev advaret om at få blodet ud af byttet: „Om nogen af israelitterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ — 3 Mos. 17:13, 14.

Hvis jægeren undlod at lade blodet løbe ud af sit bytte, blev han dræbt. Det var ikke alene forbudt israelitterne under Loven at spise vildt med blod i, men det er også forbudt for kristne: „Thi den hellige ånd og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr [fra noget, der er dræbt, uden at blodet er løbet ud, NW] og fra utugt.“ (Ap. G. 15:28, 29; 21:25) Umiddelbart efter instruktionen til jægerne om at lade blodet løbe ud af byttet og udtalelsen om, at der var dødsstraf for at spise blod, siges der: „Enhver, der spiser selvdøde eller sønderrevne dyr, det være sig en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften; så er han ren. Men hvis han ikke tvætter sine klæder og bader sig, skal han undgælde for sin brøde.“ (3 Mos. 17:15, 16) Et dyr, der dør af sig selv eller af sår, et andet dyr tilføjer det, kan ikke siges at være tilstrækkelig renset for blod, og derfor måtte det ikke spises. Straffen for bevidst overtrædelse af forordningen om ikke at spise blod er døden, men i det her nævnte tilfælde kunne synden sones ved en renselsesceremoni, hvilket viser, at det var et tilfælde, hvor forbudet blev overtrådt uden vidende og vilje, og derfor uden at overtræderen blev regnet for skyldig, hvilket kunne ske, når en købte eller tiltuskede sig noget kød, eller når en spiste som gæst hos en anden. Som på Israels tid kan en, der nu i vor tid er så uheldig at overtræde forbudet mod blod uden vidende og vilje, få tilgivelse ved at angre og undgå at gentage overtrædelsen.

Når vi står på Bibelens grund, får vi en vel afbalanceret opfattelse af sagen, således at vi hverken er fanatiske modstandere af al slagtning eller tøjlesløst dræber dyr som sport. Jesus spiste kød, både fisk og lam. Han ledede et heldigt fiskedræt, hvortil der brugtes et net, ligesom han også gav befaling til, at der skulle fanges en fisk med en krog. (Luk. 24:42, 43; 2 Mos. 12:3, 8; Matt. 26:17-21; Luk. 5:4-6; Matt. 17:27) Det ser ud til, at det ikke var påkrævet at iagttage nogen særlig forholdsregel for at få blodet ud af fisk, for der gives ingen særlige anvisninger i forbindelse med dem; men der er opstillet særlige krav angående nedlagte fugle og dyr, og disse krav må opfyldes af teokratiske jægere, der søger at bringe variation i deres spiseseddel ved hjælp af noget vildt. Nutidens skudsår eller sår frembragt af pile eller af rovdyrs tænder og kløer på Moselovens tid bevirkede sjældent, at byttet blev tilstrækkeligt renset for blod. Jægeren må derfor sørge for, at dette sker, ved at bruge sin kniv, uden hensyn til, om det ødelægger trofæet eller ej.