Flygt — det gælder livet!
Ville De flygte for en løve eller ignorere dens brøl? Måske synes De, at det er et tåbeligt spørgsmål, men nogle ignorerer alligevel i dag gladeligt den vigtigste advarsel, der endnu har lydt. Læs de chokerende kendsgerninger, og begynd straks at handle! Det vil sige, hvis De har Deres liv kært.
„LØVEN er en gentleman i dyreverdenen. Sen til vrede spankulerer den majestætisk over de afrikanske sletter i bevidstheden om sin overlegne styrke, og den angriber sjældent, medmindre den bliver såret, eller den tirres unødigt.“ — Fra bogen Nature’s Ways af Roy Chapman Andrews.
Jehova udviser med sin løvelignende magt og majestæt samme gentlemanagtige selvbeherskelse i sin handlemåde: „[Jehova] er langmodig og rig på miskundhed, han forlader misgerning og overtrædelse, men han lader ingen ustraffet.“ (4 Mos. 14:18) I virkeligheden har den tålmodighed, Jehova har vist, endog over for sine fjender, idet han har tilladt dem at fylde jorden med deres ugudelige gerninger helt til dette sene tidspunkt, fået nogle til at tvivle på, om han nogen sinde vil skride til handling og eksekvere dommen over de skyldige.
De, som kritiserer Jehova, spørger i dag udfordrende: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ (2 Pet. 3:4) En af nutidens „vismænd“ benægtede, at Gud har nogen andel i udviklingen på jorden, og erklærede: „Bortset fra mennesket mangler og manglede universet før menneskets komme enhver hensigt eller plan.“ Han siger, at det nuværende kaos blandt menneskene „kun kan bringes i orden af den ansvarlige menneskelige viden“, og at mennesket „ikke kan lægge ansvaret for ret eller uret på Gud eller på naturen“. Hvor ligner det ikke det gamle Judas selvbehagelige filosofi: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ (Zef. 1:12) De tilsidesætter og ignorerer Jehovas magt og kan overhovedet ikke se noget vidnesbyrd om, at han nu udsender en advarsel om dom.
Tænkende bibellæsere ser imidlertid i de nuværende verdensforhold alvorlige varsler for fremtiden. De accepterer Guds ord som sandhed og som et lys på deres sti og ser i Bibelen en advarsel om en snarlig død for den nuværende kaotiske tingenes ordning. (Sl. 119:105; Joh. 17:17) Som når mennesker bliver opskræmt af frygt og gør anskrig, når en brølende løve går amok på gaden, udråber de nu deres advarsel om Jehovas brændende domme. Som profeten Amos udtrykker det: „Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre [Jehova] taler, hvo profeterer da ej?“ — Am. 3:8.
Jehova taler
Til de selvtilfredse ugerningsmænd, der boede i det gamle Samaria i Israel, kom Jehovas ord gennem Amos: „Ve Zions sorgløse mænd og de: trygge på Samarias bjerg.“ Ja, ve dem, der drev omkring og ørkesløst morede sig med at spise og drikke, mens de i tankerne skød den onde dag til side, for de skal „føres bort forrest i landflygtiges flok. Dagdrivernes skrål får ende, lyder det fra [Jehova], hærskarers Gud.“ — Am. 6:1-8.
I dag taler Jehovas stemme atter til dem, som selvbevidst prøver at berøve ham hans myndighed over jorden og selv rive den til sig: Hans „herredømme er evigt, og [hans] rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: Hvad gør du?“ — Dan. 4:34, 35.
„Å ja,“ siger spotterne, „det er meget pæne ord, men hvilket bevis har I for, at Gud nogen sinde har udøvet en sådan myndighed over jorden?“ Peter svarer disse: „Fra ældgammel tid var der himle til og en jord, som var fremstået af vand og gennem vand ved Guds ord, hvorved også den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde.“ (2 Pet. 3:5, 6) Her er Deres svar, hr. spotter, og spild ikke Deres vejr på at hævde, at Vandfloden på Noas tid i virkeligheden aldrig har fundet sted, for hvis De gør det, vil De komme i konflikt med mere end halvfemsindstyve forskellige beretninger fra hele verden tillige med arkæologiske og geologiske vidnesbyrd, som beviser, at Vandfloden var virkelig. Som vidnesbyrdene tilkendegiver, greb Gud atter ind og fastslog sin myndighed over jorden ved at ødelægge de ugudelige byer Sodoma og Gomorra og ved at udvirke Israels nations fald i 607 f. Kr. og atter i 70 e. Kr.
Årsagen til faren fastslås
Men hvorfor er de førnævnte eksempler af betydning for os i dag? Fordi disse ødelæggelser, som betød døden for tusinder af mennesker, kom som straf for de selvsamme onde gerninger, som nu begås af vort moderne slægtled. Menneskene på Noas tid tænkte ondt i deres hjerter hele tiden; de havde fyldt jorden med vold. Sodomitterne var berygtede for deres unaturlige seksuelle udskejelser. Israelitterne gjorde sig skyld i de samme onde gerninger og mere til. (1 Mos. 6:5, 13; Ez. 22; Matt. 23; Jud. 7) Et blik på avisoverskrifterne er nok til at overbevise os om, at forbrydelser og voldshandlinger i vore dage har nået en højderekord i antal tilfælde og en bundrekord i fordærv. De samme forhold fortjener den samme ødelæggelse — nu som dengang.
Men et spørgsmål, der er af endnu større betydning end national synd, spillede ind i de fortidige tilfælde og gør det også nu. Det var ikke blot tilfældige begivenheder, eksempler på hvorledes historien gentager sig som naturens kredsløb i en evolutionistisk kamp for at overleve. De var derimod de indledende skærmydsler i en universel „krig mellem guderne“, for at få afgjort, hvem der er eneherre over universet.
Daniels bog, kapitel fire, nævner dette stridsspørgsmål om eneherredømmet, idet der her bruges et skærmende, beskyttende og frugtbart træ som passende symbol på et sådant herredømme. Ezekiel, kapitel otte og tyve, fortæller, hvordan det oprindelige guddommelige herredømme over jorden blev fordærvet, og hvordan den skærmende kerub, som var blevet udnævnt til vogter og værge, blev ærgerrig og ønskede at opnå en magt, der var ligeså stor som Skaberens, og han lod sig af sin ærgerrighed forlede til oprør mod Jehova. 1 Mosebog 3:1-7 viser, hvorledes han fik den første mand og den første kvinde over på sin side i oprøret, idet han brugte en slange som sit jordiske redskab til bedrageriet. Det femtende vers i samme kapitel 1Mo 3:15 giver løfte om, at denne bedrageriske slange en dag vil få hovedet knust og derved blive tilintetgjort. Endelig beskriver Åbenbaringen 12:1-10 levende, hvorledes Kristus Jesus, Guds „kvindes“ eller himmelske organisations „sæd“, styrter denne ærkebedrager, fratager ham enhver himmelsk myndighed og begrænser hans virkefelt til denne jord indtil tiden, da han vil blive endeligt knust i døden.
Den voldsomme overgangsperiode fra Satans onde verdensorden til Kristi retfærdsregering vil i sandhed blive en tid fyldt med frygt for alle indbyggere i himmelen og på jorden, især for dem på jorden, da deres liv står på spil i dette stridsspørgsmål om verdensherredømmet. Men hvornår kommer den absolutte forandring? Behøver vi at bekymre os om noget sådant i vore dage? Nogle siger nej, fordi historien hidtil har fortsat sin gang, uden at den slags mirakler er indtruffet. Men det var også tilfældet, syv dage før Vandfloden kom, da Noa blev advaret af Gud: „Gå ind i arken med hele dit hus,“ for „om syv dage vil jeg lade det regne på jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter og udslette alle væsener, som jeg har gjort, fra jordens flade.“ (1 Mos. 7:1-4) Mangel på fortilfælde forhindrede ikke ødelæggelsen dengang og vil heller ikke gøre det nu.
Men vi spørger igen: „Hvornår vil den komme?“ Har Gud givet os noget tidsmål, sådan som Noa fik, så vi kan vide, hvornår vi skal flygte for ødelæggelsen? Svaret er et afgjort ja. Hvis vi vender tilbage til beretningen om det symbolske „træ“ i Daniel, kapitel fire, finder vi der et sådant tidsmål angivet. Ligesom Jehova Gud talte til den bedrageriske ånd i Edens have under symbol af dennes jordiske redskab, slangen, således taler Gud her igen til Bedrageren, Satan, under symbol af et andet af hans jordiske redskaber, nemlig kongen af Babylon. Han hentyder her til, at Ne’bukadnezars herredømme skulle fældes som et træ og derefter rejses igen. Dette viser, at det retfærdige herredømme, som Nebukadnezars herre, den tidligere „skærmende kerub“, udøvede, blev fældet, da han gjorde oprør, og at dette herredømmets „træ“ alligevel til Jehovas fastsatte tid vel spire og gro gennem den, han måtte vælge at give dette herredømme. — Da 3 Versene 15-17.
Tiden til at flygte
I Nebukadnezars tilfælde blev der fastsat en bestemt tidsperiode, „syv tider“ eller syv år hver på 360 dage, hvori hans ophøjede herredømme ville være fornedret til dyrisk vanvid. Hvilken betydning ville denne periode have i hans større herres, Djævelens, tilfælde? Daniels medprofet, Ezekiel, fik en lignende symbolsk fremstilling af tiden i forbindelse med stridsspørgsmålet om herredømmet, og for ham fastsatte Jehova denne regel: „For hvert år giver jeg dig een dag.“ (Ez. 4:6) Når Nebukadnezars syv vanvidsår måles efter den af Jehova fastsatte målestok, betyder det, at der i den endelige opfyldelse af Daniels profeti vil medgå lige så mange år, som der var dage i den jordiske monarks „syv tider“ eller år. Med andre ord ville det retfærdige herredømme, som Djævelen havde givet slip på, komme til at opleve en profetisk tidsperiode, ikke på 2520 dage, men på lige så mange år.
Disse tider begyndte ikke umiddelbart efter Satans fald i Eden, men derimod langt senere, efter at rækken af Jehovas trofaste konger, som sad på „Jehovas trone“, var blevet endelig afbrudt. (1 Krøn. 29:23) Det skete i 607 f. Kr., da Jehova omstyrtede Judas sidste konges, Zedekias’, regering, „til han kommer, som har retten til det“. — Ez. 21:27.
Frygtelige ulykker indtraf mellem den 30. juli og 3. august 607 f. Kr. Hvis vor forståelse af de syv profetiske „tider“ er korrekt, skulle der på omtrent samme dato 2520 år senere indtræffe verdensomvæltende begivenheder, der har at gøre med herredømmets „træ“ og den, „som har retten til det“. Om en af de ting, der da skulle ske, forudsagde Jesus: „Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige.“ (Matt. 24:7) 2520 år svandt hen, og verden kom til sommeren 1914. Hvad skete da? Næsten på dato skete det! Mellem den 28. juli og den 4. august i det år styrtede den fortumlede verden sig ud i en malstrøm af massakrer, hvoraf den aldrig siden er kommet sig. Den første verdensomspændende krig var i gang!
1914, afslutningen på Daniels „syv tider“, var i sandhed et mærkeår. Det mangesidede tegn i Mattæus 24 er også blevet opfyldt siden dette bemærkelsesværdige år. Hungersnød, pest, jordskælv, knugende frygt og ængstelse, dette og meget mere går nu sin gang over jorden.
Hvor man skal flygte hen
Alle de historiske kendsgerninger i nutiden er heller ikke blot en ny fase i historien, som gentager sig. De bebuder derimod den afsluttende fase i den store verdensomfattende „krig mellem guderne“, begyndelsen til enden for Satan og hans jordiske redskaber, de vanvittige herskere, hvis herredømme kun har frembragt umoralitetens, forbrydelsernes, og voldsgerningernes bitre frugter. Åbenbaringen, kapitel 12, fortæller os, hvorfor jorden nu befinder sig i en sådan tilstand af veer: fordi Kristus Jesus i en voldsom himmelsk krig har kastet Satan ud af hans himmelske stilling og så at sige indespærret ham i jordens nærhed som i et bur. Som et vildt dyr, der er trængt op i en krog og nu står ansigt til ansigt med den visse død, søger han at mishandle og opsluge enhver. — 1 Pet. 5:8.
Hans endeligt er vist, for på det tidspunkt, han blev styrtet til jorden, lød der et råb fra himmelen: „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes!“ (Åb. 12:10) Ja, de veer, Satan nu bringer over jorden, er for os et sikkert tegn på, at Jehovas magt igen er blevet lagt for dagen ved genoprettelsen af det retfærdige herredømme ved hans søn, Kristus Jesus. Ødelæggelsen over Satans ugudelige tingenes ordning er begyndt og vil ikke ophøre, før den ligger i ruiner. Daniel, kapitel to, beskriver, hvorledes en sten, der er anerkendt af Gud, knuser vedensmagterne og maler dem til støv. Derpå vokser stenen til et stort bjerg, der fylder hele jorden. — Da 2 Versene 35, 44, 45.
Nu er da det tidspunkt kommet, da Jehovas hus’ bjerg er grundfæstet på bjergenes top, og „did skal folkene strømme“. — Es. 2:2, 3.
Det er nu af største betydning at flygte til Jehovas hus’ bjerg, for alle, som bliver i Satans „bjerge“ eller regeringer, vil blive malet til støv sammen med dem.
I stadig stigende antal forlader gudfrygtige mennesker nu Satans gamle ordning. Hellere end troløst at svigte Jehovas løfter for vor afgørende tid har de tværtimod frygtløst vidnet om hans hensigter. Gennem dem høres nu hans advarselsråb over hele jorden, et kor af mange stemmer, som Hoseas har forudsagt: „[Jehova] skal de holde sig til, han brøler som løven, ja, brøler, og bævende kommer sønner fra havet, bævende som fugle fra Ægypten, som duer fra Assurs land; jeg fører dem hjem til deres huse, lyder det fra [Jehova].“ — Hos. 11:10, 11.
Endnu mens de befinder sig i Satans døende, gamle verden, bliver de en del af den nye tingenes ordning. De ved, at „venskab med verden er fjendskab med Gud“, og derfor lever de endog nu efter de retfærdige principper, som skal gælde i Jehovas nye verden, og danner således en ny verdens samfund af mennesker, kærnen i det fremtidige retfærdige styre på jorden under ledelse af deres himmelske konge, Kristus Jesus, som regerer nu. Som Jehovas indviede vidner beder de oprigtigt sammen med alle retsindige mennesker til Gud: „Tag angersord med og vend jer atter til [Jehova]; sig til ham: Tilgiv al vor brøde, vær nådig!“ Ved at de således stiller sig i skyggen af Jehovas beskyttelse, vil de blive skånet til evigt liv i hans endeløse nye verden. — Jak. 4:4; Hos. 14:3, 8.
Ja, „løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre [Jehova] taler, hvo profeterer da ej?“ (Am. 3:8) Advarselen har lydt! Brat død truer! Flygt — det gælder livet!