Præsteskabet og Bibelen
„RETTEN trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge; sandhedens plads står tom.“ Således viser Guds ord en direkte forbindelse mellem forbrydelser og mangel på værdsættelse af sandheden, som ifølge Jesu definition var hans Faders, Jehova Guds, ord. — Es. 59:14, 15; Joh. 17:17.
Og kendsgerningerne giver Bibelen ret. Aldrig har der været så megen umoralitet, fordærv og forbrydelser, og aldrig har der været så lidt værdsættelse af Guds ord. Ja vist, Bibelen er stadig bestseller, men dens indhold ledes sjældent frem, og langt mindre anvendes dens råd i det daglige liv. Således viste en undersøgelse, man foretog i 1954, at 65 procent af jøderne, 56 procent af katolikkerne og 32 procent af protestanterne aldrig eller så godt som aldrig læste i Bibelen. Og en ny undersøgelse i 1955 viste, at mere end halvdelen af befolkningen i de Forenede Stater ikke engang kunne nævne et af de fire evangelier.
Men er det nu så overraskende, at folk viser Bibelens indhold mindre og mindre opmærksomhed, når man tager den ringe mening, som præsteskabet nærer om den, i betragtning? Skønt Paulus skrev, at „hvert skrift er indblæst af Gud“, er der dog ifølge en undersøgelse, man har foretaget for nylig, kun 38 procent af samtlige præster (i U.S.A.), der tror, at Bibelen er „fuldstændig fri for legender og myter“, og kun fire procent af de studerende ved de teologiske fakulteter har en så uforbeholden tro. — A Guide to the Religions of America, side 236, af Rosten.
Vi behøver heller ikke at undre os over, at teologiske studerende har så lidt tro til, at Bibelen er fri for legender og myter, når man tager deres professorers indstilling i betragtning. I et brev til The Christian Century anfører professor i græsk og Det nye Testamente ved det lutherske teologiske fakultet i Gettysburg, Pennsylvania, R. T. Stamm, Ph.D., D.D., følgende kommentarer til Samsons „anfald af blind ødelæggelsestrang“ og hans „hensynsløse liv“, og han anbringer Samson i samme kategori som de moderne militarister såvel i Øst som i Vest: „Som alle andre mænd, der drives af had i deres hjerter, kunne han udvirke mirakler med det materiel, han havde ved hånden — æselkæber, rævehaler samt ren og skær brutal styrke. De folk, han dræbte, var lige så døde som Hiroshimas 60.000 indbyggere.“ „Samson var et geni til at yppe klammeri, som født til at skabe skærmydsler og puste til ilden, såfremt tiden var moden til hans bedrifter. . . . Nogle patrioter har faktisk sagt, at Samsons handlinger var inspireret af Herren Gud selv med det formål at påbegynde en udryddelseskrig mod disse fjender af hans „udvalgte folk“.“
Imidlertid var det ikke fanatiske israelitiske patrioter, men ingen anden end Jehovas engel, som sagde: „Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel af filisternes hånd!“ Læg også mærke til, at apostelen Paulus nævner Samson med anerkendelse: „Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og profeterne, som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab.“ Når den inspirerede apostel beretter om Guds godkendelse, hvem er da denne Stamm, at han således udtrykker sin misbilligelse? Som professoren således studenterne og således lægfolket. — Hebr. 11:32, 33.
Og på samme måde en moderne rabbiner. Jakob J. Petuchowski skriver i det jødiske, religiøse månedsblad Commentary og går ind for, at jøder også skulle udføre missionsarbejde, og blandt de fordele, som han hævder, jødedommen har fremfor kristendommen, nævner han sit syn på synd: „Synd er heller ikke . . . noget, der er nedarvet gennem generationerne fra et mytisk „syndefald“. Et menneske er kun ansvarligt for sine egne handlinger . . . At bekende sin synd for Gud, . . . angre dem og undgå den samme synd, når man møder fristelsen igen, er det eneste middel til at genoprette det harmoniske forhold til Gud.“ Hermed ødelægger han ikke alene troen på beretningen i første Mosebog om syndens opståen, men ser også bort fra de mange henvisninger til den i resten af de Hebraiske Skrifter samt alt det, der her siges om behovet for et sonoffer. Hvor meget af Bibelen har hr. Petuchowski så tilbage? Er det noget under, at næsten to tredjedele af jøderne aldrig læser i Bibelen, selv om den indeholder historien om deres folk?
Typisk for protestanternes trosødelæggende propaganda er lederartiklen i The Christian Century om Lazarus’ opstandelse. Artiklen stiller spørgsmålet: „Oprejste Jesus virkelig de døde?“ Som svar herpå siger den: „Det er temmelig åbenbart, at de mænd, der skrev evangelierne, troede, at han gjorde. De levede i et ganske anderledes [intellektuelt] klima end vort. De var blevet opflasket med historien om Elisa, og de huskede, hvordan han bragte sjunemkvindens søn tilbage til livet. Vi lever i en verden, der er anderledes. Vi ved, at der sker ting, der ligger over vor fatteevne. . . . Ikke desto mindre nærer vi dyb respekt for den regelbundethed og orden, hvormed Gud styrer universet, og det er ikke let for os at forestille os, at Gud ganske vilkårligt ville tilsidesætte alle sine love for at bringe de døde til live, ikke engang for at demonstrere sin magt eller vise sin herlighed.“
Men som en beroligelse for dem, der muligvis ikke ville være enige med artiklen, fortsætter den: „Vi vil imidlertid gøre klogt i at være forbeholdne med vor dom i sådanne forhold, som ligger uden for vore umiddelbare erfaringer, og hvorom vi ikke har nogen faktiske beviser.“
Atter spørger vi: Er det noget under, at folk forsømmer at læse Bibelen, når et bekendende kristent ugeblad har et så uklart syn på Jesu tjenestegerning og mirakler? Selve formålet med miraklerne var jo netop at tilvejebringe noget, der ligger „uden for vore umiddelbare erfaringer“, og for dem, som tror, at Bibelen er Guds ord, er dens vidnesbyrd herom „faktiske beviser“. Jesus selv understregede, at de mirakler, han udførte, var hans anbefaling: „Selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig.“