Sejr i kristen krig
Selv om krig med kødelige våben blev erklæret ulovlig i morgen, ville den kristne fortsætte med at kæmpe. Hvorfor? Hvordan?
KRIG kan ikke længer betragtes som „et middel til en praktisk afgørelse af internationale uoverensstemmelser. De enorme ødelæggelser, som vil ramme begge ret jævnbyrdige modstandere, vil gøre det umuligt for vinderen at få andet ud af det end sin egen ødelæggelse.“ „Videnskaben har tydeligt nok gjort krig forældet som et plausibelt voldgiftsmiddel.“ Således erklærede general Douglas MacArthur.
Selv om videnskabelig realisme fremtvinger afskaffelse af krig, må den kristne soldat fortsætte med at kæmpe, til den endelige sejr er i sigte og virkeliggjort. Hans krig kan ikke afskaffes i eller af denne verden. Hans krig er en livslang fortsat kamp, en daglig strid, uden orlov og uden våbenstilstand. Mens kristne vil stræbe efter „fred med alle“, er de ikke desto mindre de største krigere, verden nogen sinde har kendt. De kæmper for det, som er godt, sandt, ædelt, rent og gudfrygtigt. De kæmper for retfærdighed. Og de tilskyndes af apostelen Paulus til at kæmpe „for sejr i troens rette strid“. — Hebr. 12:14; 1 Tim. 6:12, NW.
Hvem er disse krigere, som Paulus indkalder til kamp? Det er mænd og kvinder fra alle livsstillinger, som i fuld indvielse har overgivet sig til Gud. De anerkender Kongens myndighed og befalinger. Paulus henvendte sig ikke til verden i almindelighed, heller ikke til dem, som kun er kristne af navn, og som aldrig har indviet sig til Gud for at tage troens strid op. Paulus’ appel var rettet direkte til dem, som har tro og er helt indviet til Jehova. Det er dem, instruktionerne angående den kamp, som nu er i gang, gælder. — 2 Tim. 2:19.
Hvem kæmper den kristne imod? Han kæmper ikke imod sine medmennesker og ikke med kødelige våben. Han har fået bud om at elske sine medkristne og gøre godt mod sine fjender, han må lægge „bånd på sig selv, når han lider ondt, og med mildhed undervise dem, der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem [som øver ondt] angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandheden“. Kristne har fået befaling til at gengælde ondt med godt, grovhed med mildhed og uhøflighed med høflighed, så at den onde verden kan se, at Guds ånd, kærlighedens ånd, gavmildhed og venlighed virkelig findes, og at ikke alle er ledet af den onde selviskhedens ånd, der behersker denne verdens fornedrede samfund. — 2 Tim. 2:24-26, NW; Matt. 5:44.
Den kristnes kamp er imod al uretfærdighed, og al uretfærdighed er synd. I seks tusinde år har synden regelmæssigt udbetalt sin løn, den frygtelige dødsstraf, med alle dens ledsagende onder, sygdom, smerte, sorg og vanskeligheder. Ja, synden er en frygtindgydende fjende. Den, som ledte det første menneske i synd og trældom, Satan Djævelen, er en anden af vore fjender. Ikke sådan at forstå, at de kristne direkte kæmper med Djævelen. Han er en mægtig åndelig engel, som kunne gøre de kristne til intet på et øjeblik. De kæmper mod ham ved at modstå hans indflydelse, hans bedrag og forsøg på at vildlede dem og føre dem tilbage til synd og dermed til modstand mod Gud. Paulus gør dette klart, når han siger: „Vi har en kamp, ikke imod blod og kød, men imod magterne og myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i de himmelske egne.“ — 1 Joh. 5:17; Ef. 6:12, NW.
Ja, Satan er en mægtig fjende. Han er den, der egentlig anstifter alt det, den kristne må kæmpe imod. Med sin snuhed og sine kneb leder han krigen mod Guds indviede tjener. Denne tjener må kæmpe mod denne verdens ånd og indstilling, som beherskes af Satan. Verdens tankegang, dens motiver og bevæggrunde, dens ærgerrighed og stolthed, dens rigdommes bedrag denne forkerte måde at se tingene på fra et rent verdsligt synspunkt — alt det må han modstå og kæmpe imod, hvis han skal sejre. Det er hans daglige kamp. — 1 Joh. 2:15-17.
Endelig må han kæmpe mod kødet — sit eget kød. Lige siden Adams fald fra fuldkommenheden har kødet medvirket til den mentale, moralske og legemlige fornedrelse. Det har en stadig tendens til det onde. Og kun i samme forhold som en Kristi stridsmand befries for dets forblindende indflydelse og fordærvede smag og ønsker, ambitioner, håb og kærlighed, alt det, som synden har opelsket i kødet, vil han se tingene i deres rette lys og begynde at få forståelse af sin egen fornedrede tilstand og derved blive bedre i stand til at tage kampen op. — 1 Mos. 6:5.
I kristen krig må kødet som en stærk fjende aldrig undervurderes. Det er til kødets fornedrede lyster, Satan appellerer. Han søger at opmuntre dem i deres kamp mod det fornyede kristne sind. Det er gennem disse forkvaklede begæringer, at verdens ånd kommer Kristi stridsmand på nærmeste hold og fanger og leder ham tilbage til syndens trældom. Kristne er så at sige omringet af fjender, som pønser på deres ulykke og på atter at kue dem. De må derfor kæmpe og fortsætte med at kæmpe. De må kæmpe for deres liv, for deres ret til at prædike, kæmpe for at besejre deres egen svaghed og kæmpe mod fjendens bedrag og rænker. Intet under derfor, at de tilskyndes til stadig at våge og være på vagt og hele tiden bliver formanet: „Ifør jer Guds fulde rustning,“ for at de ikke skal blive skødesløse med friheden og blive ofre for modstanderen og gå glip af sejren. Vel vidende, at kødet er en fjende, sagde Paulus: „Jeg tyranniserer mit legeme og fører det som en træl, for at ikke jeg, efter at jeg har prædiket for andre, selv af en eller anden grund skal blive forkastet.“ Alle trofaste stridsmænd efterligner Paulus. De holder et vågent øje med deres kød. — Ef. 6:11; 1 Kor. 9:27, NW; Rom. 7:14-25.
Den højere ledelse og våbnene
Uden Jehova Guds og Jesu Kristi højere ledelse og uden den krigsudrustning, som de forsyner den kristne soldat med, ville kampen være meget ulige og ganske afgjort tabt på forhånd. Derfor siger Kristi stridsmænd Gud tak for vor frelses feltherre, Jesus Kristus, som løskøbte os fra syndens trældom med sit dyrebare blod. Tak til Gud for den værdifulde udrustning, som hans ord er, og hvorfra vi modtager frelsens hjelm. Tak til Gud for retfærdighedens brystplade og for troens og tillidens skjold. Tak til Gud for sandalerne, beredtheden til tålmodigt at holde ud under hårde prøver. Og tak for åndens sværd, sandhedens ord, hvormed vi kan forsvare os og modstå fjenden og komme ud af kampen som sikre sejrherrer takket være ham, der elskede os. — Ap. G. 2:37-39; Åb. 19:11-16; Ef. 6:13-20, NW; Rom. 8:35-39, NW.
Kristne kæmper ikke blot for deres eget liv, men også for deres brødres. De er villige til at dø for deres brødre, om det skulle være. De er rede til at hjælpe og opmuntre dem såvel i små som i store ting. De finder også stor glæde i og høster megen gavn af at forsvare og ære Jehovas navn og hans retfærdige regerings majestæt. De er tapre og frygtløse i kampen og fører krigen helt ind i fjendens fæstninger for at udfri alle, som endnu holdes som fanger i hans onde organisation. — Neh. 4:14.
De fører krig på en systematisk og fornuftig måde, idet de er i nøje overensstemmelse med deres hærførers, Jesu Kristi, direktiver. De strider troens gode strid ved at forny deres sind og ved fra deres hjerter og sind at aflægge og fuldstændig fjerne al vrede og harme, ærekrænkende og grov tale, smudsigt sprog, „alt, som besmitter kød og ånd, idet vi gennemfører hellighed i gudsfrygt“, og ved at aflægge den gamle personlighed med dens væremåder og iklæde sig en ny personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornyes efter billedet af den, som skabte den. — 2 Kor. 7:1, NW; Rom. 12:2; Ef. 4:17-32; Kol. 3:2-10, NW.
I alle henseender er det en troens kamp. Det er en kamp under en uset anfører og mod en uset fjende; kun ved tro kan de erkende deres frelses hærfører, og kun ved tro på hans ord kan de erkende dem underfundige anfører, som modstår dem. Ved tro accepterer de Guds ord og dets bestemmelser. Kristne kæmper for en frihed og en sandheds storhed, som de ikke har nogen kundskab om, medmindre de antager den i tro. Og det er imod denne kristne tro, at hele den ugudelige, sataniske verden har allieret sig med synden og det faldne køds svaghed. Derfor vil den kristne stridsmand kun kunne holde stand og sejre ved at have den gudinspirerede tro. „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — 1 Joh. 5:4.
Det er ikke nok blot at slutte sig til Jehovas hær, men bydende nødvendigt at gå til hans våbenarsenal, hans ord, Bibelen, og der samvittighedsfuldt iføre sig hele den rustning, han har tilvejebragt. Enhver, der ikke følger denne kurs, vil ganske afgjort komme til kort i kampen. Udrustning alene sikrer ikke sejren. Der kræves mere end det. Iført rustningen må den kristne kæmpe, som Gud befaler gennem Kristus, og forblive loyal lige til døden. — Åb. 2:10.
Husk altid, at sejr i kristen krig må opnås gennem tro på Jehova Gud og Kristus Jesus. Med den endelige sejr i tanke siger vi derfor med Paulus: „Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!“ — Hebr. 2:10; 1 Kor. 15:57.
I må iføre jer alle de våben, der ligger i Guds Rustkammer, hvis I skal være stærke nok til at parere Djævelens Snigløb. . . . Træk altså i Guds fulde Rustning, så I er klar til at yde Modstand. — Ef. 6:11, 13, Sch.