Ungdommen i den nye verdens samfund

„Jeg giver dig god vejledning, vig ikke fra min undervisning. . . . Giv agt på, hvad jeg siger, bøj dit øre til mine ord; tab dem ikke af syne, men fæst dem i dit sind; for dem, der finder dem, er de liv.“ — Ordsp. 4:2, 20-22, Mo.

1. Hvad er bestemmende for ungdommens værd i den nye verdens samfund?

NUTIDENS unge er fremtidens voksne. Deres værd og modenhed som voksne er derfor afhængig af den opdragelse og uddannelse, der gives dem i dag, mens de endnu er unge. Hjemmet bør være et af de unges opdragelsescentrer, og de kristne forældre deres lærere. Modne lærere i det kristne hjem vil bruge Guds ord, Bibelen, som den vigtigste lærebog. En sådan baggrund vil være den rigtige for nutidens ungdom, der forbereder sig til at indtage den rette plads i den nye verdens samfund.

2. Hvilke faktorer spiller ind i opdragelsen og undervisningen af børn?

² Undervisningen og opdragelsen i verden er i almindelighed lige så forskellig som lærerne og deres traditioner og filosofier. Hvilken mangfoldighed af åndelig føde serveres der følgelig ikke for nutidsmennesker, og navnlig for den yngre generation! „Vi er, hvad vi spiser,“ teoriserer nogle autoriteter. Vort sind formes af det, vi fylder det med. Da sindet dirigerer og øver indflydelse på mennesket, kan vi øjeblikkelig forstå, hvor vigtigt det er at modtage den rette åndelige næring. Sindets indhold næres i skolerne, i hjemmet og i den kristne menighed direkte gennem det talte ord. Der er også en anden måde, ganske vist indirekte, men af allerstørste betydning, og det er gennem eksemplet; allerede den tiårige kopierer sine forældre, sine lærere eller andre, som han påvirkes af eller møder. At man skal følge det rette eksempel, illustrerede den store Lærer, da han sagde: „Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.“ I modsætning hertil lader mange sig præge af begivenheder, der er indtruffet i fortiden, eller de efterligner ikke blot et enkelt menneskes, men måske en hel gruppes livsførelse; atter andre er præget af et opdragelsessystem, der følger en af et utal af særlige filosofier, eller de lader sig forme efter det nationale eller lokale politiske mønster, ja endog efter de kommercielle organisationers retningslinjer, deres omgangskreds har tilknytning til eller er påvirket af. For at vi ikke skal følge de forkerte eksempler, står der skrevet: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ — Joh. 13:15; 1 Kor. 10:11; 1 Tim. 6:20, 21.

3. Hvad er den fysiske vækst afhængig af? Hvorfor er åndelig føde af større vigtighed?

³ Mennesket blev skabt med evnen til at forplante sig. Det var fastsat, at børnene i løbet af et vist antal år skulle udvikle sig fysisk, og det ville tage op imod tyve år. Den fulde udvikling nås ved indtagelse af normal, god kost. Legemsøvelser eller hårdt arbejde gør naturligvis legemet kraftigere, men hvad der kan opnås i den retning, er alligevel begrænset, og det nævnes kun i forbigående af apostelen Paulus dér, hvor han siger: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt.“ Da den slags kun gavner lidt, bør hovedvægten lægges på det, der er vigtigere, den åndelige føde, og dens værdi for og virkning på de unge i den nye verden samfund skulle tages i betragtning. I særdeleshed når vi betænker Paulus’ vægtige ord tis den unge Timoteus: „Gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“ — 1 Tim. 4:8.

Tidlig opdragelse

4. Hvorfor er det vigtigt at begynde med at opdrage børnene, lige fra de er spæde? Og hvorfor kan man ikke lade dem bestemme selv?

⁴ Den opdragelse, et barn modtager i sine ti første leveår, får det som regel af dets forældre eller nærmeste beskyttere. Til at begynde med må barnet mange gange høre, at det og det må det, og det og det må det ikke, og gradvis bliver det kendt med de elementære udtryk, som har betydning for dets lille verden. Ofte tager forældrene sig denne opdragelse ganske let, fordi dø synes, at barnet er for lille til at lære noget. Hvad enten forældre, vil indrømme det eller ej, kan det helt unge sind fatte en mængde ting, og det er i denne periode, at mange træk hos det tager varig form. Tit er barnet udspekuleret nok til at vænne forældrene til at opvarte sig og lade det få sin vilje. Men sådan kan kristne ikke lade det gå, for der bliver givet forældre følgende formaning: „Væn drengen til den vej, han skal følge.“ Barnet er ufuldkomment og syndigt (ikke uskyldigt og syndfrit, som nogle præster vil have mange til at tro), og skal det følge retfærdighedens vej, må dets skridt retledes. Barnets eget valg ville ofte lede det på gale veje, selviskhedens veje. Fortidens Jeremias bekendte med rette: „Jeg ved, HERRE [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ Hvor sande er ikke disse ord, navnlig så længe mennesket endnu er barn! — Ordsp. 22:6; Jer. 10:23.

5. a) Hvorfor er virkelige irettesættelser så påkrævet? b) Nævn nogle eksempler på, hvad der sker, når forældre ikke forlanger deres påbud strengt overholdt.

⁵ Som et eksempel på, hvorledes børn kan regere et hjem, skal vi omtale følgende, der fandt sted i et kristent hjem. Barnet tiggede og bad og regerede og forlangte i en kommanderende tone at få en bestemt slags mad. Moderen gav efter og tilberedte maden. Da barnet fik maden stillet foran sig, ville det ikke have den alligevel. Moderen talte godt for barnet og prøvede at lokke maden ned, men så simulerede barnet sygt, og moderen måtte tage maden væk. Man hørte nu barnet mumle til sig selv: „Den slap jeg vel nok godt fra!“ I dette tilfælde fandt der ingen afstraffelse sted, og barnet var ved at udvikle sig i selvisk retning og lægge grunden til selvoptagethed. Forældre tænker måske ikke på det, men børnene stiller dem også på prøve. Her er et eksempel. En fireårs dreng tog den mad, der var øst op til ham, og kastede den på gulvet, så snart moderen var gået ud af værelset. Han fik en mild irettesættelse, hvorpå moderen satte en ny portion frem til ham. Den gik samme vej, så snart moderen var ude af syne. Det blev forklaret drengen, at en dag ville han blive voksen og selv få børn, og så blev han spurgt, hvad han ville gøre, hvis hans barn kastede maden på gulvet; han svarede omgående: „Jeg ville give ham klø.“ Han vidste, hvad der var det rigtige, og hvilken afstraffelse der burde finde sted. Rent opdragelsesmæssigt set må han have været noget skuffet over sine forældre. Børn i samme situation kan ikke se op til deres forældre som gode eksempler på, hvordan man opdrager børn. Opdragelse er ikke bare et spørgsmål om at proppe barnets sind med oplysninger, men det gælder lige så meget om at leve op til det, man siger. „Med ord lader træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.“ „Forvænner man sin træl fra ung, vil han til sidst være herre [høster man kun utaknemmelighed, AT].“ Det er ikke, fordi børnene ikke ved besked, for som regel ved de, hvad der er ret og rigtigt, men de vil ikke altid gøre det, medmindre de bliver tugtet. Som en yderligere bekræftelse af den tanke, at det ikke skal overlades til barnets skøn, om det vil adlyde en befaling eller ej, er det interessant at lægge mærke til Jehovas ord vedrørende Abraham: „Jeg har gjort mig bekendt med ham, for at han kan give sine sønner og sine efterkommere efter ham befaling, så de bliver på Jehovas vej for at øve retfærdighed.“ (NW) Det var ikke for et øjeblik tanken, at barnet skulle bestemme, nej, forældrene traf bestemmelserne for barnet. — Ordsp. 29:18, 19; 29:21; 1 Mos. 18:19.

6. Hvorfor kræver det megen tid af forældrene at opdrage deres børn på rette måde?

⁶ Når vi ser, hvor vigtigt det var for 3800 år siden, at forældre vejledte deres børn, kan vi forstå, hvor langt vigtigere det er i det tyvende århundrede, da forældremyndigheden slappes, og ungdomskriminaliteten tager til. Kristne forældre skal derfor give sig tid til at undervise og forme de unges sind med den rette kundskab og dernæst, om nødvendigt, give en passende afstraffelse for at hjælpe de unge til at efterleve det, de har lært. At lære at gøre, hvad der forlanges af dem, at gøre det på rette måde og blive ved dermed, bliver lettere, efterhånden som bygningen, om man så må sige, tager form. Ikke alene det; barnets sind vil skærpes, så det kan skelne mellem ret og uret, og således gøres det uimodtageligt for falsk lære og den besmittelse, det udsættes for under fejlagtig, verdslig opdragelse i skolerne og andetsteds. Det er også på sin plads at indprente barnet den formaning, Paulus gav, da han sagde: „Lad jer ikke lede vild! „Slet omgang fordærver gode sæder.““ — 1 Kor. 15:33.

7. Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn, mens de er skolesøgende?

⁷ Nogle forældre har den opfattelse, at med al det fordærv, der præger skolegangen, er det bedre ikke at sende deres børn i offentlige skoler. Når et barn imidlertid bestandig er under sine forældres opsyn og bliver opdraget på teokratisk vis i de første for det modtagelige barnesind så afgørende år, idet det regelmæssigt kommer med til møderne, tager del i den teokratiske skole og i vidnearbejdet fra dør til dør, vil det være i stand til at modstå Djævelens gloende pile både i skolen og andre steder. I sin skoletid kan barnet undgå alt, hvad der ligger uden for de tvungne fag, og som kan virke nedbrydende. Dette er så meget vigtigere, som man ofte ser skolekammerater ty til uærlighed under leg eller sport; ligeledes benytter de tit et groft og simpelt sprog i deres omgang med andre. Nær kontakt med sådanne kammerater kan friste til at følge samme færd og anvende lignende metoder. Paulus formaner os: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem. Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab!“ — Ef. 4:29, 31.

8, 9. Hvorfor må de unge forkyndere have en stærk tro, mens de går i skole? Hvad vil hjælpe til at styrke den?

⁸ Det unge sind kan være stærkt og vise sin styrke ved at modstå verdens falske tillokkelser såvel i skolen som udenfor. Vi har set, hvordan mange ganske unge forkyndere har holdt ud under forfølgelse uden så meget som at tænke på at vakle. Mange har samme sindelag som Timoteus, om hvem Paulus skrev: „Jeg er jo blevet mindet om din oprigtige tro, den, som først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike og nu — det er jeg vis på — også bor i dig.“ Timoteus’ senere færd i forkyndergerningen og hans standhaftighed i tjenesten bekræfter Paulus’ bedømmelse af ham. Vi bemærker også, at Timoteus’ oprigtige og stærke tro hvilede på det solide grundlag, hans barndomsundervisning havde givet ham. Ansvaret for en lignende kristen opdragelse nu påhviler forældrene, og røgter de det på rette måde, kan de vente at se børnene lægge den samme stærke tro for dagen. Når der lægges en god grundvold, vil barnets sind, efter dets eget ønske, stile imod og samle sig om det, der har ligget forældrene stærkest på sinde. Hvis det har været heltidstjenesten, vil den unge lægge vægt på og vælge de skolefag, der vil gøre ham dygtigere til denne tjeneste. — 2 Tim. 1:5.

⁹ Valget af et eller andet erhverv, der senere kan være velegnet til deltidsbeskæftigelse, så de unge i lighed med Paulus kan forsørge sig selv i heltidstjenesten, skal også tages i betragtning. Med en så veltilrettelagt start i livet behøver barnet ikke at være som denne verdens usikre og skeptiske ungdom, hvis fremtid tegner sig mørk og problematisk, når de spekulerer på, hvad de skal sætte deres lid til. Den unge vil have samme sindsindstilling som salmisten: „Lykkelige er de, som lever retskaffent, de, som lever efter den Eviges lov!“ (Mo) For dem, som lever efter Jehovas lov og viser respekt for den, er der ikke frygt eller usikkerhed i vente. Den unge forkynder kan eje fred og glæde i sindet, således som det ses af det sjette vers i den samme salme: „Jeg skal ikke blive til skamme, når jeg agter på dine bud.“ (Mo) Og: „Jeg vil adlyde dig: du svigte mig aldrig.“ (Mo) Heri ligger en anmodning om, at den, der lader sig belære, må vise endnu større lydighed. Endvidere formaner salmisten: „Hvorledes holder en ung sin vej ren?“ Det er i sandhed et spørgsmål, der ligger de retskafne på sinde, for de ønsker at holde sig fri af denne verdens fordærv og misgerninger. Svaret lyder: „Ved at holde sig til dit ord. Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.“ Hvis skolernes undervisningsprincipper var i overensstemmelse med disse tanker, ville børnene have samme indstilling over for, hvad der er ret og rigtigt, og over for skolens reglement. Men i dag har mange børn og unge i almindelighed næsten ingen respekt for skolemyndighederne, fordi reglementet ikke håndhæves, og det skorter på høje principper. — Ap. G. 18:3, 4; Sl. 119:1, 6, 8, 9, 11.

Vor tids kriminalitet

10. Hvad sker der i skolerne, når disciplinen svigter? Hvorfor?

¹⁰ Men hvad sker der med den unge mand eller unge pige i alderen fra tretten til tyve, når de ikke fra barnsben er blevet opdraget til at holde Guds lov? Se dig omkring! Se de sørgende forældre, de bestyrtede pædagoger, de civile myndigheder, hvis greb om tugtens ris slappes på grund af falske forestillinger, hvilket giver rum for stigende kriminalitet og ungdomsforbrydelser af enhver art. Fordi Guds ord ikke opstilles som den eneste autoritet og vejledning i opdragelsesspørgsmål, er de ansvarlige myndigheder uenige om, hvilke straffemetoder der skal anvendes, idet mange psykologer går så vidt som til at sige, at det er et udtryk for had at tugte et barn. Resultaterne af denne uenighed opsummeres hver dag af avisoverskrifterne, der bringer beretninger om vor moderne tids uopdragne børns bedrifter. Men Guds ord siger klart og tydeligt: „Tugtens ris giver visdom; men et barn, der overlades til sig selv, gør sin moder skam.“ (AT) „Tugt din søn, imens der er håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.“ — Ordsp. 29:15; 19:18.

11. Hvad fører det til, hvis man ser gennem fingre med dovenskab?

¹¹ En tilfældig og skødesløs børneopdragelse fører til, at børnene får tomme og uformede sind med tendens til dovenskab. Forældrene er ansvarlige herfor, hvis de ikke retleder deres børn og holder dem beskæftiget. Salomo skrev: „Når hænderne slappes, drypper det i huset.“ Det viser, at ladhed i tanke og handling fører til ruin og er stik imod Guds formaning om at betragte den flittige myre og lære af dens eksempel. Børn, der er beskæftigede, laver ikke ulykker. Skriftstederne om den flittige myre kunne udmærket have stået prentet i deres fulde ordlyd på den første side i ethvert skolebarns notesbog. — Præd. 10:18; Ordsp. 6:6-8.

12, 13. a) Hvad har bidraget til den skolesøgende ungdoms fordærv? b) Hvordan giver dårskab sig udslag?

¹² Lad os tage den uopdragne ungdom nærmere i øjesyn. Tit ser ganske unge knægte op til fjortenårs drenge, når den mest rå og brutale af dem kan hævde sig som deres bandefører og herske over dem som de rigtige, voksne gangstere, og drengene (og somme tider pigerne med) efterligner de ældre, når de begiver sig ud på natlige togter for at plyndre, voldtage, myrde og terrorisere. De henfalder til brugen af narkotiske midler i en sådan grad, at der ikke er det mindste lysglimt af håb om et bedre liv for dem. Hvilke mørke fremtidsperspektiver! I stedet for at blive opdraget til retfærdighed bliver disse unge opdraget til synd. Det kan altsammen spores tilbage til deres forkærlighed for kulørte tegneserier, mens de gik i børnehave, til radioens hørespil, til fjernsynets og biografernes kriminalgysere, som sluger næsten al den tid, sådanne unge forbryderspirer har til overs fra skolen. Efter at have fået hovedet proppet med alle tænkelige forbrydelser løber de skamløst ud i den syndige verden for i praksis at omsætte det, der er blevet „prædiket“ for dem.

¹³ Det er let at se, at „dårskab er knyttet til ynglingens hjerte“, og det viser os således, at den naturlige tendens går i retning af dårskab, og såfremt den ikke bliver standset ved forældrenes eller de ansvarshavendes hjælp, vil dårskaben tage til, og så bliver resultatet, at „selv drengen kendes på det, han gør“. — Ordsp. 22:15; 20:11.

Den rette kristne opdragelse

14. a) Hvordan vil den kristent opdragne ungdoms udstilling og opførsel være? b) Vil Jehova kendes ved de små børn? Hvordan bruger han dem?

¹⁴ Betragt i modsætning hertil en kristent opdraget ung mand eller kvinde, hvis syn på tingene er rent, og som ejer et sikkert håb, baseret på Guds urokkelige ord. Et sådant syn og håb fører til retfærd, fred, sundhed og fremfor alt til et fornuftigt ønske om at tjene den retfærdige Gud, Jehova. Det behager Jehova, at unge mænd og kvinder villigt giver deres liv hen i tjenesten for ham, frie for forbrydelser og synd og alle de uretfærdighedens gerninger, verdens ungdom begår, og kun ønsker at leve et rent og retskaffent liv til hans ære. Da nogle på Jesu tid i dåragtighed søgte at hindre retfærdselskende børn i at komme til ham, irettesatte han dem, der ville hindre børnene i det, og sagde: „Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg Eder: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.“ „Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.“ Dette gav dem mulighed for at opnå sand lykke. De kunne frit komme til Jesus, og han opfordrede dem uden tøven til at gøre det. Om dem sagde han: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang.“ — Mark. 10:14-16; Matt. 21:16.

15. Hvilke betingelser må et barn kunne opfylde, før det kan indvi sig og blive døbt, og hvor gammelt skal det være?

¹⁵ At han indbød dem til at synge Jehovas pris, betød også, at det var på sin plads for dem at indvi sig til at gøre Jehovas vilje. Trofaste børn i dag ønsker at tjene Jehova kærligt og loyalt og følge den vej, deres indviede forældre følger. En og anden vil måske spørge: Vil det være rigtigt, at jeg, der kun er tretten-fjorten år gammel, aflægger et sådant indvielsesløfte og symboliserer det ved vanddåben? Eftersom mange børn hvert år bliver døbt ved zonestævnerne og andre af Jehovas folks stævner, kan man spørge, om det er rigtigt, at disse ganske unge forkyndere tager dette skridt? Hvis de ikke er klar over, hvad det er, de gør, er de naturligvis ikke modne til at tage dette vigtige og betydningsfulde skridt. Man kan ikke angive nogen bestemt alder, hvor det er passende, at dåb eller indvielse finder sted. Hvis et barn har tilstrækkelig kundskab om den almægtige Gud, Jehova, og hans retfærdige hensigter og trofast holder sig til hans ords rene principper, hvis det har nået den alder, da det forstår, at det har et ansvar for sine handlinger, og det ønsker at indvi sig til Jehova, er der intet til hinder for, at et sådant barn gør det, og i så fald er det derfor også rigtigt af det at lade sig døbe i vand. Når en ganske ung forkynder tager dette vigtige skridt, der direkte leder ham ind på livets vej, vil han ikke være i samme stilling som de uretfærdige. Indvielse er et nødvendigt skridt, såfremt man skal vinde Jehova Guds godkendelse. Mærk dig Salomons vise råd i denne henseende: „Tænk på din Skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer . . . Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ — Præd. 12:1, 13, 14.

16. Hvilket ansvar påhviler der de unge?