Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w57 15/8 s. 254-257
  • Hvordan vi værdsætter grundlæggende kristne publikationer

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan vi værdsætter grundlæggende kristne publikationer
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1957
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Studium
  • Stræb efter den påkrævede modenhed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1957
  • Forøg din kundskab hver dag
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • „Med alt hvad du erhverver dig, erhverv dig forstand“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1970
  • Hvordan man studerer med et mål for øje
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1957
w57 15/8 s. 254-257

Hvordan vi værdsætter grundlæggende kristne publikationer

„Den oprigtiges hjerte studerer for at kunne svare.“ — Ordsp. 15:28, AS.

1, 2. Hvordan bliver forkynderne af Riget dygtige i deres tjeneste, og hvorfor er det nødvendigt at blive det?

TO AF Jehovas vidner gik sammen fra dør til dør med budskabet om Guds rige. Ved en dør kom den, der lukkede op, med en indvending, den nye forkynder ikke kunne imødegå. Den mere modne forkynder kom ham til undsætning og besvarede spørgsmålet ud fra Bibelen til den spørgendes fulde tilfredshed, fremholdt sandheden på effektiv måde og gav tilhøreren et sundt indtryk af det kristne budskab, de var overbringere af. Senere sagde den nye forkynder: „Jeg ville aldrig have kunnet svare på det spørgsmål!“ Men den mere modne forkynder forsikrede den nye forkynder om, at fortsat studium og tjeneste ville sætte ham i stand til at svare på den slags spørgsmål.

2 Alle forkyndere af Riget har haft lignende erfaringer. Når de er blevet virkelig dygtige i deres tjeneste, kompetente til at svare på den slags spørgsmål og gendrive stærkere indvendinger, er det, fordi deres studium af Bibelen og bibelhåndbøger har givet dem kundskab, og deres tjeneste har hjulpet dem til at få færdighed i at bruge den. Som vi så i den foregående lektie, kan den, som ønsker at være stærk i sandheden, ikke forsømme hverken studium eller tjeneste. Denne styrke og modenhed er vigtig, for i lighed med Paulus’ er vore kampvåben „mægtige ved Gud til at nedbryde ting, som er stærkt forskansede“, og vi skulle med held kunne omstyrte de falske ræsonnementer, der føres i marken mod den sande erkendelse af Gud. Kan du gøre det? Har du allerede den påkrævede modenhed? — 2 Kor. 10:4, 5, NW.

3. Hvilken belønning ansporer travle forkyndere til at bruge megen tid til mere studium?

3 Når brødre har god kundskab, kan svare tilfredsstillende på spørgsmål, fremholder budskabet effektivt i tjenesten og bliver spurgt til råds af brødre, der ønsker hjælp og oplysning, er der intet mystisk eller hemmelighedsfuldt ved kilden til deres indsigt. De har sikkert ikke mere tid end du. De har måske kone og børn og et hjem, og de har de samme eller måske større problemer at kæmpe med end andre brødre for at klare dagen og vejen. Da de anvender flere timer i tjenesten, er deres dag måske mere besat end din. Men de går helt op i sandheden. Det bereder dem stor glæde at tilegne sig sund kundskab, og de er lykkelige, når deres ekstra studium viser sig at være til særlig og måske uventet gavn under fremholdelsen af budskabet om Riget. De siger ikke, at de ikke har tid til at studere, for de ved, at der kræves ikke alene mere, men bedre tjeneste. Ikke alene anvender de flere timer i Jehovas tjeneste, men de yder mere i disse timer, idet de ikke nøjes med at forøge kvantiteten, men også kvaliteten af deres tjeneste. De ved, at hvis de holder op med at gøre fremskridt, vil de begynde at sakke bagud; og hvis de ikke fortsætter med at lære, vil deres viden tørre ind. Deres konstante studium skaber betingelserne for besiddelsen af sund kundskab.

4. Hvordan kan du forbedre dit kristne vidnearbejde?

4 Alle Jehovas tjenere har pligt til at tale klart, enkelt og letfatteligt. For at kunne tale klart må vi vide, hvad vi taler om. Vi må ikke alene forstå sandheden, men også kende folks synspunkter i vort distrikt, for kun hvis vi kender de indvendinger, de kommer med, vil vi kunne svare fyldestgørende. Vi bør bestandig gå vor fremholdelse af rigsbudskabet efter i sømmene og lytte til, hvad folk siger, og bestræbe os for at gøre os forståelige. Når vi kommer i en situation, vi ikke kan klare, vil vi vende tilbage til spørgsmålet senere og finde frem til svaret på det, så vi ved, hvad vi skal sige, næste gang det bliver bragt på bane.

Studium

5, 6. Hvorledes kan du opnå visdom, og hvilken beslutsomhed er påkrævet for at finde den, og hvad beviser, at studium er værdifuldt?

5 Det er sandt, at hvis „nogen af jer mangler visdom, så lad ham vedblivende bede Gud, for han giver alle gavmildt og uden bebrejdelser“. Men at bede om visdom er ikke enden på sagen. Var det det, ville vi ikke få pålæg om at købe „visdom for det bedste, du ejer“. Og „den oprigtiges hjerte studerer for at kunne svare“. (Jak. 1:5, NW; Ordsp. 4:7; 15:28, AS) Vi kan ikke vente at opnå visdom efter at have bedt derom, hvis vi ignorerer Guds foranstaltning til at opnå den. Jehova træffer foranstaltning til at vi kan få visdom, men den skal søges som en dyrebar skat og med samme beslutsomhed, hvormed bjergværksarbejdere og guldgravere leder efter værdifulde metaller i jordens indre. Ordsprogene siger: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud. Thi [Jehova], han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt. Til retsindige gemmer han lykke [sund visdom, AS], han er skjold for alle med lydefri vandel.“ — Ordsp. 2:1-7.

6 Dette er ikke bare teori. Værdien af et sådant studium kan ses i praksis. De nye i menigheden, der hurtigst bliver modne, er sådanne, som adlyder befalingen: „Vend dit hjerte til tugt, dit øre til kundskabs ord,“ og husker, at „sanddru vidne frelser sjæle“, og som ikke benytter sig af, at de er så forholdsvis nye i sandheden, som en undskyldning for ikke at gøre det. De indser betydningen af de kristne publikationer og af menighedsmøderne, der er tilrettelagt for at styrke dem, og de søger enhver metode til at udvide deres kundskaber og forståelse. — Ordsp. 23:12; 14:25.

7. Hvordan vil grundlæggende teokratiske publikationer hjælpe den kristne, der ønsker at vokse til modenhed?

7 De, som virkelig vokser til modenhed, finder, at et indgående kendskab til de grundlæggende teokratiske publikationer er en kolossal hjælp i tjenesten på arbejdsmarken og giver dem et kundskabsfond at øse af, så de kan svare på de fleste af de spørgsmål, de bliver stillet over for i tjenesten. Når de forbereder et foredrag, der skal holdes ved menighedsmøderne, laver de ikke bare et opkog af det stof, de har brugt i deres tidligere foredrag, men de leder efter nye oplysninger, der kan gøre foredraget levende og fuldt af sund åndelig vejledning. Deres iver efter at tilegne sig kundskab vil få dem til at gå helt tilbage til artikler eller bøger, der blev udgivet, længe før de selv kom i sandheden, og derigennem uddybe og udvide deres forståelse og således bestandig vokse i kristen modenhed.

8. Hvilke oplysninger i Selskabets ældre publikationer kan bruges i forberedelsen af foredrag, og hvordan kan du finde dem frem?

8 Skaffer du dig adgang til ældre publikationer, der kan uddybe og udvide dit kendskab til de emner, der bliver bragt på bane? Har du for alvor studeret disse tidligere publikationer? Når en broder holder et foredrag, kan du så som en hjælp til at indprente dig de givne oplysninger afgøre, hvilken publikation det er, han har hentet sit materiale fra? Hvis han drøfter Jesu jordiske familie, kan du så huske, at Vagttaarnet for 1. juni 1951 under „Spørgsmål fra Læserne“ fortalte os, hvordan vi kan vide, at Jesus havde brødre og søstre? Når han fremhæver, at kristne ikke må føre bespottelig tale, kan du så huske, at dette emne blev drøftet i artiklen „Gør fremskridt i at tæmme tungen“, nummeret for 15. juni 1952? Husker du, når han beretter om de forskellige slags åndeskabninger, engle, keruber, serafer og ærkeengelen, og skildrer deres stillinger, at dette bliver omtalt i bogen „Sandheden skal frigøre jer“ på siderne 47 til og med 50? Du husker måske ikke lige datoerne og sidetallene, men kan du huske, at disse emner er blevet behandlet? Kan du bruge skriftstedsfortegnelsen og finde frem til siderne? Kan du forklare disse ting, når du bliver spurgt? Brødre, der sidder inde med moden kundskab, har måske for nylig ledt disse emner op for at opfriske deres hukommelse, inden de drøfter dem med de nyinteresserede.

9. Hvad vil hindre, at dit bibelstudium bliver en byrde?

9 Hvilket kundskabsfond har du? Hvis du hører til de nyere i menigheden, har du da kun studeret en enkelt af Selskabets publikationer, for eksempel bogen „Nye Himle og En Ny Jord“ eller måske to af dem, eller er du gået længere tilbage og har tilegnet dig de grundlæggende oplysninger i „Gud Maa Være Sanddru“ og „Dette Betyder Evigt Liv“? Det er ikke et møjsommeligt arbejde at studere dem, men en fornøjelse, når det ikke kun er et spørgsmål om at få læst så og så mange sider, men om at tilegne dig kundskab, der vil styrke din tro og hjælpe dig til at blive en bedre kristen tjener. Tænk aldrig: „Det kender jeg jo næsten alt sammen.“ For du vil opdage, at det gør du ikke, og at du vil blive stærkere gennem dette yderligere studium.

10, 11. Nævn eksempler på, hvor vigtige oplysninger „Dette Betyder Evigt Liv“ indeholder, enten de anførte eksempler eller andre, du har i tanke.

10 Hvad burde du vide af det, der står i bogen „Dette Betyder Evigt Liv“? Der er mange ting, men overvej blot dette eksempel: Når du træffer en eller anden, som ikke kan forstå, hvordan Jehova Gud kan være uden begyndelse, fra evighed til evighed, og at han havde en ubegrænset eksistens, før vi nogen sinde kom til verden, husker du så, at der står i det andet kapitel: „Er det umuligt? Hvad med rum og tid? Hvor begynder rummet? Hvornår begyndte tiden? Den videnskabelige matematik regner med en sådan ting som uendelighed; og det skulle ikke være vanskeligere at forstå, at Gud altid har været, end at tid og rum er uendelige, både hvad fortid og fremtid angår.“

11 Hvis nogle benægter, at vi har brug for Bibelen som en rettesnor for vor tilbedelse, kan du da vise, at Jesus selv gav os det eksempel at basere vor gøren og laden på Bibelens ord? I Lukas 4:16-21 finder vi, at Jesus „efter sin sædvane“ gik ind i synagogen på sabbatsdagen og læste højt af Skriften. I Mattæus 4:4, 7, 10 lærer vi, at dengang Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, afviste han fristeren tre gange ved fra hukommelsen at citere tre skriftsteder fra 5 Mosebog, idet han hver gang sagde: „Der står skrevet.“ Og videre i Lukas 24:27 (NW) siges der: „Begyndende med Moses og alle Profeterne udlagde han for dem, hvad der i alle Skrifterne handlede om ham.“ Ville du have husket disse punkter, der viser, at Jesus gik foran ved at bruge Bibelen som en rettesnor for tilbedelse? De er at finde i det syvende kapitel, „Bogen med livgivende kundskab“, i „Dette Betyder Evigt Liv“.

12. Hvilke grundlærdomme skulle du kunne forklare, når du har studeret „Gud Maa Være Sanddru“?

12 Alle i menigheden burde have studeret og skulle være i stand til at forklare grundsandhederne, der trækkes op i bibelhåndbogen „Gud Maa Være Sanddru“, indbefattende Bibelens tilblivelse, hvordan den er blevet bevaret helt op til vore dage, hvem Satan er, og hvilken indflydelse han har nu, hvad mennesket er, hvorfor udviklingslæren ikke kan være sand, hvorfor treenighedslæren er falsk, hvorfor en genløsning er nødvendig, og hvordan den er blevet tilvejebragt, hvad Guds sande menighed er, og hvordan vi kan vide, at vi lever i „endens tid“. I „Gud Maa Være Sanddru“ er der ofret et helt kapitel på hvert af disse emner. Når du går disse emner igennem i tankerne, kan du så forklare dem? Som en moden kristen tjener skulle du kunne gøre det.

13. Af hvilke grunde skulle du undersøge Selskabets ældre publikationer?

13 Disse to bøger, „Gud Maa Være Sanddru“ og „Dette Betyder Evigt Liv“, vil give dig grundlærdommene. Har du fuldendt studiet af dem, kan du vende dig til endnu ældre publikationer. Husk, „det åndelige menneske undersøger [ransager] alle ting,“ og skulle kende Guds dybe ting. Guds ord rummer en sådan rigdom og så meget af værdi, at det er umuligt at gentage alt dette med få måneders mellemrum. Dog var over halvdelen af Jehovas vidner i dag ikke vidner så sent som i 1949! Dette blad har én million flere læsere, end det havde i maj 1955, det vil sige for blot to år siden! Hvordan kan alle disse indhente alt det, de er gået glip af? Kun ved at studere de tidligere publikationer og gennempløje de tidligere numre af Vagttaarnet, der er opbevaret i jeres rigssals bibliotek. Der findes mange åndelige rigdomme og hjælpekilder til opnåelse af moden kundskab i disse tidligere publikationer, og studiet af dem er rigeligt tiden værd. Ved at gå igennem Selskabets tidligere publikationer vil du lære at finde svarene på spørgsmål, der opstår, og du vil glæde dig over at se din forståelse vokse mere og mere. Tilegnelsen af denne yderligere kundskab vil gøre dig stærkere i troen, og du vil blive en mere værdifuld støtte for dine brødre og til større gavn for organisationen. Dette er så vist gode grunde til at følge salmistens eksempel. Han sagde: „Jeg tænker på al din gerning, og grunder over dine værker.“ — 1 Kor. 2:15, NW; Sl. 77:13.

14. Hvilken skildring af, hvor vigtigt det er at tjene Jehova i vor ungdom, fremholdes i artiklen „Husk på den nye verdens Skaber“?

14 Lad os nu se på nogle af de ting, vi kan lære ved bestandigt at gå tilbage til disse ældre publikationer: I et foredrag, hvor der lægges vægt på at tjene Jehova i ens unge dage, baserer foredragsholderen sine kommentarer på Prædikeren 12:1-7, der begynder således: „Tænk på din Skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer og årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: I dem har jeg ikke behag.“ Derpå bruger han de påfølgende vers for at give en levende skildring af de „onde“ dage, der indhenter dem, som ikke har tilbragt deres liv i Jehovas tjeneste, men spildt deres ungdom og kraft, og som ikke mindes deres Skaber og ikke forstår hans undergerninger nu. I livets sommer tager alt sig lyst og venligt ud, men i alderdommens vinter bliver alt dystert og mørkt. Hænder og arme ryster, benene svækkes og svigter, fødderne slæber sig af sted. Den gamle mands søvn er urolig, han sover ikke den kloge og forstandiges sunde søvn og heller ikke den ærlige arbejders søde søvn. Trapperne gør ham ængstelig, den befærdede gade er ham en gru, den mindste vægt en byrde, indtil endelig livets „sølvsnor“ brister, og „guldskålen“, menneskets vidunderlige hjerne, brydes itu, og legemets støv „vender tilbage til jorden som før“. Højdepunktet af tomhed, påpeger taleren, er den unge, som ignorerer Skaberen og bliver gammel i sin forsætlige uvidenhed og kun kan fremvise en sørgelig, nedbrudt og forødt tilstand i stedet for et velsignet liv levet i lykke og velstand. Hvor helt anderledes er ikke modenheden hos det menneske, der stadig nyder de samme velsignelser, han modtog i en lykkelig ungdom, klogeligt anvendt i Jehovas tjeneste. Hvor fik taleren den ypperlige fortolkning af dette skriftsted fra? Fra artiklen „Husk på den nye verdens Skaber“ i Vagttaarnet for 15. juli 1946. Mindes du den?

15. Hvad betyder det græske ord for „tjener“, og hvad ses heraf? Hvor kunne du hente denne oplysning?

15 En anden broder ønsker at skildre en tjeners pligter og viser i et foredrag ved tjenestemødet, at selve ordet „tjener“ tydeligt nok indeholder tanken om en tjeneste, idet det fastslår den underordnede stilling, som den tjenende person indtager. Det græske ord, der dækker over dette udtryk, er diákonos, der rent bogstaveligt betyder „gennem støvet“ og hentyder til en, der bliver støvet af at løbe ærinder i en andens tjeneste. Broderen understreger, hvor forskellig denne sande og bibelske betydning af ordet er i modsætning til den ophøjede stilling, kristenhedens præsteskab ofte indtager, og hvor dette ord passer på dem, som er aktive i tjenesten for den sande Gud! Hvor hentede taleren denne interessante oplysning? I artiklen „Guds tjenere forkynder Guds budskab“ i Vagttaarnet for 15. januar 1948. Ville du have tænkt på at finde den frem?

16. Hvordan ville du svare en spotter, der hånede tanken om, at dyrene ved at opholde sig i arken kom levende gennem Vandfloden? Hvor kunne du hente oplysninger til svaret?

16 I tjenesten sammen med en moden forkynder træffer du en spotter, der ikke tror på Bibelen, og som siger, at beretningen om Vandfloden er latterlig, for arken kunne umuligt have rummet alle dyrene. Men den modne forkynder påpeger, at denne indvending ikke holder stik. For arken var mellem 137 og 168 meter lang (afhængig af, hvilken slags alen der blev anvendt), mellem 23 og 28 meter bred og mellem 14 og 17 meter høj, en anselig kolos, der let kunne have huset de forskellige dyre„arter“, som omtales i 1 Mosebog, fra hvilke de mange variationer, vi kender i dag, stammer. Hvorfra fik han denne oplysning, der hævder Bibelens pålidelighed? Fra artiklen „Noas passagerliste“ i Vaagn op! for oktober 1952. Ville du have husket den?

17. Hvorfor er den tanke forkert, at den store pyramide i Giza skulle være Guds vidnedysse?

17 Ved et bibelstudium træffer du en eller anden, der har fået fortalt, at målene i den store pyramide i Giza harmonerer med de bibelske profetier, og at vi bør studere den for at lære Guds hensigter at kende. Du ved ikke, hvad du skal svare, men husker, at dette emne for længe siden er blevet behandlet i Selskabets publikationer. Du kigger årgangene af Vagttaarnet igennem og kommer helt tilbage til numrene for 1. og 15. januar 1929. Der lærer du, hvorfor denne tanke er forkert, og du bestemmer dig til at fremføre følgende punkter for den, der kom med denne udtalelse: For det første, at Ægypten var et hedensk land og i Djævelens vold, ikke et sted, der modtog guddommelige åbenbaringer; for det andet, at Gud gennemfører ikke sine hensigter ved hjælp af den art slavearbejde, som det tog at bygge pyramiderne; for det tredje, at kristne bliver belært om, at de skal leve i tro, ikke i skuen; og for det fjerde: hvis den kristne menighed skulle lære noget af målene i denne gamle stenhob, ville enten Jesus eller nogle af apostlene have omtalt det, og det gjorde de ikke.

18. Hvordan kan du bevise, at det både er vigtigt og rigtigt at citere forskellige dele af Bibelen?

18 En nabo, som du taler med om Guds riges velsignelser, siger: „Åh, ved at springe rundt i Bibelen kan man bevise hvad som helst, selv de mest fantastiske læresætninger.“ Men du fremholder, at man kan ikke bevise hvad som helst fra Bibelen og samtidig få den til at harmonere med sig selv! Hvis du skal vise, at alle profeterne forudsagde vore dage og deres begivenheder, og at de alle lærte visse læresætninger i nøje harmoni med hinanden, må du citere flere af dem eller dem alle sammen. Er det ikke en bibelsk fremgangsmåde? Jo, hvilket du også påpeger. I bjergprædikenen alene citerer Jesus 21 gange De hebraiske Skrifter. I de fem kapitler i Peters første brev er der 34 citater fra ti forskellige bøger i Loven, Profeterne og Salmerne. I Mattæus’ ene bog er der 122 sådanne citater! Blandede disse trofaste Guds mænd en mængde skriftsteder sammen for at støtte en hvilken som helst idé? Vist ikke! Vi har den forret i denne „endens tid“ at „granske“ i Skrifterne for at lære, hvad de har at sige os, og vor kundskab „skal blive stor“, således som Jehovas profet Daniel (12:4) for længst forudsagde. Hvor fandt du disse vægtige udtalelser om det betimelige i at citere Bibelen? I Vagttaarnet med artiklen „Nøglen til bibelstudium“ for 15. maj 1949.

19. Hvordan ville du svare en mand, som påstod, at ikke hele Bibelen er ægte?

19 Den samme artikel giver dig et andet godt kort på hånden, når nogen siger, at man skal være kritisk med de dele af Bibelen, man bruger, fordi de ikke alle er ægte. Den fremhæver, at nedskriverne af De græske Skrifter citerede eller henviste cirka 740 gange til De hebraiske Skrifter. Citaterne er taget fra femogtredive af bøgerne i De hebraiske Skrifter, det vil sige fra alle bøgerne undtagen Rut, Ezra, Prædikeren og Højsangen. Hvis Jesus og hans apostle accepterede disse bøger uden mindste forbehold, hvordan kan nogen i dag sige, at han ved bedre besked om Bibelens pålidelighed, end de gjorde? Såfremt du er en af de over en og en halv million læsere af dette blad, som ikke læste det, dengang denne oplysning kom frem, vil vi indtrængende opfordre dig til at gennemlæse disse tidligere numre og høste gavn af deres indhold.

20. Hvordan vil trofaste Jehovas tjenere give agt på deres kundskab og undervisning og med hvilket resultat?

20 Når du gennemgår nogle af de ting, der er blevet behandlet i de forløbne år, vil du snart opdage, hvorfor nogle brødre har langt større kundskab om disse ting end andre, der ikke har genopfrisket dem. Hvis vi som Jehovas trofaste tjenere er ivrige efter at forstå og opsatte på at udvikle vore evner til at undervise, vil vi benytte ethvert middel til at øge vor viden. Regelmæssigt og til stadighed vil vi gøre brug af oplysningerne i „Dette Betyder Evigt Liv“ og „Gud Maa Være Sanddru“ og i tidligere udkomne numre af Vagttaarnet samt i andre af Selskabets publikationer. Som Paulus pålagde Timoteus, vil vi bestandig lægge vægt på offentlig oplæsning, på formaning, på undervisning. Vi vil grunde over disse ting, fordybe os i dem, sådan at vor fremgang kan ses af alle. Vi vil vedblive med at forbedre vor tjeneste, ransage den, analysere virkningen af vort vidnesbyrd på vore tilhørere, overveje deres synspunkter og gøre os al umage for at tale klart, ligetil og letfatteligt. På den måde vil vi følge Paulus’ formaning og blive rigt belønnet: „Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting, thi ved at gøre det vil du frelse både dig selv og dem, som lytter til dig.“ — 1 Tim. 4:13, 15, 16, NW.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del