Frygtløse vidner vinder sejr!
NOGET NYT blev sat ind i kampen mod Jehovas vidner i Colombia i april 1957. Det var pøbelaktioner. Men den støtte Jehovas vidner fik fra myndighedernes side var også noget nyt.
● Skuepladsen var en landsby med omkring 6000 indbyggere i bjergene i staten Bolívar, cirka halvtreds kilometer fra havnebyen Cartagena. Hele dagen lang havde de to særlige udsendinge, som af Vagttårnets selskab var sendt til byen, måttet høre ildevarslende trusler under deres forkynderarbejde fra hus til hus. De lod sig ikke skræmme men fortsatte deres forkyndelse til aften. Så tog de hjem, barikaderede dørene og satte sig efter aftensmaden til at studere.
● Da det blev mørkt begyndte de folk der havde truet med at „besøge protestanterne i aften“, at komme. De kom i hundredvis, sværlemmede mænd, kirketro kvinder, skolelærere og skoleelever. De råbte ophidset: „Vi vil ikke have protestanter her,“ „Ud med protestanterne,“ „Vi er katolikker!“ De begyndte at kaste sten mod huset. Naboerne spurgte hvorfor de gjorde det og overtalte til sidst mængden til at gå. Den fortrak, men lovede at den ville komme igen næste aften.
● Den følgende morgen telefonerede vidnerne til Vagttårnets kontor og underrettede dem om situationen, og man traf straks foranstaltninger til at undersøge sagen. Vidnerne henvendte sig til byens borgmester. Han var overrasket over at se dem, men kunne ikke give dem noget løfte om beskyttelse. Så henvendte man sig til myndighederne i Cartagena. Guvernøren var ikke til stede, men det var hans stedfortræder, og han gav straks ordre til at en radiopatruljevogn og fem bevæbnede politibetjente skulle følge med vidnerne tilbage til byen hvor pøbelopstanden havde fundet sted.
● At der ankom bevæbnet statspoliti var noget nyt, og det vakte opmærksomhed blandt folk i nabolaget omkring vidnernes hus. Det gjorde øjensynligt også indtryk på deltagerne i pøbelaktionen, for de glemte at virkeliggøre deres trusler om at ville vende tilbage. Da politiet undersøgte sagen ved at udspørge naboerne, fandt de ud af at en skolelærer, en katolsk præst og endog borgmesteren var indblandet i affæren. Statspolitiet advarede borgmesteren om at noget sådant ikke måtte ske igen, og så tog de af sted.
● Da vidnerne atter henvendte sig til borgmesteren var han helt forandret. Han var villig til at lytte til dem og samarbejde med dem. Den kvindelige skoleinspektør blev også besøgt og sagen blev lagt frem for hende som den var. Hun var også villig til at respektere Jehovas vidners ret og lovede at hun den selv samme eftermiddag ville holde et foredrag for de øvrige lærere og for eleverne om hvad der hører til god opførsel og respekt for andre.