„Vær snilde som slanger“
BIBELEN er blevet tilvejebragt for at dygtiggøre Jehovas kristne tjenere til al god gerning. Den påpeger, hvad de bør gøre, hvorfor de bør gøre det, og hvordan det skal gøres. Dette viser os, hvor nødvendigt det er for os at studere Guds ord, for at vor tro kan være stærk, og for at vi kan svare alle, der kræver os til regnskab for det håb, der bor i os. Bibelen peger også på, at vi må være nidkære og flittige, frygtløse og frimodige i vor forkyndelse, hvilket altsammen først og fremmest afhænger af, om vor kærlighed til Jehova Gud er fuldkommen. Bibelen lægger også vægt på, at det er nødvendigt, at vi lever et rent liv, så vi kan have en ren samvittighed og ikke blive årsag til andres fald, fordi vi følger en inkonsekvent og derfor hyklerisk handlemåde.
Der er endnu en egenskab, som Guds ord siger, vi må have for at kunne udføre vort hverv på rette måde, og det er visdom. Vi må anvende takt, forsigtighed, diskretion, skarpsindighed; for er vi ikke ambassadører for Gud og Kristus i et fjendtligsindet land? Særlig i farefulde tider og når vi står ansigt til ansigt med trusler om vold, må vi være rolige og koldblodigt overveje, hvad det er bedst at gøre under de foreliggende omstændigheder. Det var derfor, Jesus gav følgende råd: „Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer! Vogt jer for menneskene.“ — Matt. 10:16, 17.
Vagttaarnet for 1. januar 1943 behandlede Jesu råd: „Når de forfølger jer i een by, så flygt til en anden“, og sagde, at når modstanden bliver så organiseret og omfattende, at yderligere vidnearbejde bliver umuligt, bør vidnerne forlade stedet og forkynde et andet sted. Artiklen understregede, at det ikke betyder, at man skal flygte bort ved den blotte trusel om vold eller for at undgå forfølgelse, men det må være dikteret af et ønske om at følge Jehovas vejledning ved at forlade en uværdig by, ligesom man forlader et uværdigt hus og overlader det til dets skæbne og går et sted hen, hvor arbejdet kan udføres. — Siderne 10-15.
I et senere nummer, 1. maj 1951, berørte Vagttaarnet spørgsmålet om, hvad kristne bør gøre, når de bliver truet med vold. Det blev vist, at vi i personlige anliggender vender den anden kind til og underkaster os myndighedspersoner, men det „betyder ikke, at Jehovas vidner ikke forsvarer Rigets interesser, deres forkyndelse, deres møder, deres person, deres brødre og søstre og deres ejendom imod overfald. De forsvarer sig, hvis de bliver angrebet og nødsaget til at beskytte disse interesser, og det med bibelsk grundlag. De bevæbner ikke sig selv eller bærer kødelige våben i forventning om eller som forberedelse til uroligheder eller for at imødegå trusler. De søger at afværge slag og griber kun til forsvar. De slår ikke for at gøre gengæld. De slår heller ikke som angribere, men udelukkende i forsvar. De bruger ikke krigsvåben for at forsvare sig selv eller Rigets interesser. (2 Kor. 10:4) Mens de ikke vil trække sig tilbage, når de bliver angrebet i deres hjem eller ved deres mødesteder, så trækker de sig tilbage, hvis det sker på offentlige steder eller på andres ejendom, og ryster „støvet af deres fødder“ for ikke at give hundene det hellige eller kaste perler for svin. (Matt. 10:14; 7:6) De trækker sig tilbage, når det lader sig gøre, og de derved kan undgå slagsmål eller vanskeligheder. De har ret til at appellere til lovens håndhævere om hjælp til forsvar imod angreb eller pøbelsværme.“ — Side 141.
Et par tilfælde på Filipinerne
Vagttaarnet sagde altså klart, at når vi udsættes for pøbeloverfald på et offentligt sted eller i et lokale, vi ikke selv ejer, vil det være bedst, at vi trækker os tilbage i stedet for at stille sagen på spidsen og udsætte os for legemlig overlast; imidlertid ser det ud til, at nogle kristne Ordets tjenere ikke rigtig har forstået dette. Vi har således for nylig modtaget nogle rapporter om pøbeloptøjer på Filipinerne, og vore brødres handlemåde i disse tilfælde var eksemplarisk, hvad angår nidkærhed og frygtløshed, men synes at savne noget i retning af takt og klogskab.
I Gerona, Tarlac, skulle Jehovas vidner den 15. marts 1953 have brugt den offentlige forsamlingsbygning til deres offentlige foredrag, og de havde i god tid i forvejen sikret sig skriftlig tilladelse hertil. Imidlertid fik bestyrelseskomiteen for en af byens festdage nogen tid senere tilladelse til at bruge samme bygning i samme tidsrum, fra kl. 13 til 18, for at præsentere et program med folkedanse. Søndag eftermiddag, da det viste sig, at festkomiteen brugte salen, gjorde brødrene forsøg på at komme i forbindelse med borgmesteren. Han var ikke i byen den dag, men han havde efterladt besked hos sin sekretær om, at vidnerne skulle holde deres møde et andet sted, selv om de ikke i forvejen var blevet underrettet om denne ændring. Med den betragtning, at de havde tilladelse til at holde det offentlige møde, gik brødrene tilbage til salen.
Da de ankom til salen, erfarede de, at der nu blev taget entré, og at folkedansen var i fuld gang, højttaleranlægget var sat op o.s.v. Vidnerne bad den, der forestod arrangementet, om at afbryde programmet og fjerne deres ting, da tiden nærmede sig, da det offentlige møde skulle begynde, og brødrene viste ham den skriftlige tilladelse, der gav dem ret til at disponere over bygningen. Han hævdede, han også havde tilladelse til at gennemføre sit folkedanseprogram, men han kunne ikke vise noget skriftligt frem. Da han nægtede at rømme scenen, gav den forkynder, der skulle holde foredraget, de andre brødre besked på at fjerne folkedansernes sager og gøre lokalet klar til foredraget, hvilket de gjorde.
Nu dukkede borgmesteren op, ganske ude af sig selv af vrede over det skete. Han udtalte, at han var byens fader, og at alle derfor skulle adlyde ham, og så befalede han vidnerne at flytte deres møde til et andet sted. Da han så, at vidnerne var besluttede på at fortsætte med deres møde, trak han sin revolver, affyrede et skud i luften og rettede den derpå mod vidnerne med ordene: „Hvem vover at trodse mig?“ Han blev imidlertid ignoreret, taleren blev introduceret og begyndte sit foredrag. En inspektør fra statspolitiet truede også taleren med sin revolver, der blev stillet et maskingevær op, pegende lige på taleren, og det lokale politi kom til stede med ladte og afsikrede rifler. Trods alle disse våben bevarede taleren fatningen og fortsatte foredraget. De andre brødre standsede borgmesteren og andre, der søgte at trænge sig frem og standse taleren med magt, og deres indsats belønnedes med en række slag fra angriberne.
Som et sidste forsøg på at standse foredraget blev ledningerne til højttaleranlægget skåret over, men taleren hævede blot sin stemme og blev ved at tale. Da foredraget var forbi, gik borgmesteren hen til taleren og undskyldte, at han havde ladet sin vrede tage overhånd, og at han havde slået et af vidnerne. Han gik endog så langt som til at sige, at han havde syntes om foredraget. Derefter vendte vidnerne tilbage til deres stævnesal for at holde de afsluttende møder i deres tre-dages stævne.
I dette tilfælde blev der aflagt et godt vidnesbyrd på grund af vidnernes nidkærhed og frygtløshed trods meget alvorlige trusler om korporlig vold. Selv om man opnåede et godt resultat i dette tilfælde, må det dog betvivles, om det kunne betale sig at løbe risikoen og holde så kraftigt på sine lovlige rettigheder. Hvor lidt mere skulle der ikke til, for at der havde fundet voldshandlinger og blodsudgydelser sted, og hvad ville vidnerne så have opnået? Kan døde vidner forkynde? Og hvordan med at henvende sig til domstolen om hjælp? Ville det være klogt at indblande Selskabet, Jehovas vidners juridiske redskab, i unødvendige retssager, der koster både tid og penge?
At sådanne begivenheder ikke altid ender på bedste måde, ses af en anden rapport, vi for nylig har fået fra den Filipinske Republik. I Barrio San Jose, Dumalag, Capiz, samledes brødrene den 12. november 1952 for at holde et offentligt møde i forbindelse med et tre-dages stævne, da en pøbelsværm, der langt overgik vidnerne i antal, kom og forlangte mødet aflyst. Der var intet politi i nærheden. Pøbelsværmen blev anført af en broder til borgmesteren, som havde givet tilladelse til at holde mødet, og i flokken sås desuden en person, som tidligere havde tilladt vidnerne at benytte hans ejendom.
Det var umuligt at overtale skarens anfører til at lade være med at forulempe Jehovas vidner, men den broder, der skulle holde foredraget, holdt fast ved sine lovmæssige rettigheder og fortsatte med at tale. Da pøbelen blev klar over, at vidnerne ikke ville give efter, blev den desperat, stormede lokalet og drev vidnerne, ikke alene ud af salen, men også ud af byen og langt ud i de omliggende bakker. Her strejfede vidnerne rundt i to dage, indtil de til sidst nåede den næste by, Kalibo. Pøbelen ødelagde al litteraturen og trængte endog ind i de lokale forkynderes hjem og ødelagde deres møbler.
En tid til alt
Djævelens hensigt med at bringe forfølgelse over Jehovas tjenere er at få dem til at gå på kompromis og sætte deres retskaffenhed over styr. Ved at vi indtager et fast og frygtløst standpunkt uden hensyn til, hvad vi bliver udsat for, kan vi hindre, at denne Djævelens hensigt bliver til virkelighed. Men det er også hans hensigt at standse vidnearbejdet, og når vi undlader at anvende sund dømmekraft, vil det gå ud over arbejdet, hvilket ikke behøver at ske. Kan man med rette sige, at i de to tilfælde, vi her har nævnt, sørgede Jehova for at beskytte sine tjenere i det første tilfælde, men ikke i det andet? Eller må vi ikke snarere drage den slutning, at Jehova venter, at vi skal bruge et sundt sinds ånd og være snilde som slanger, og at vi kan vente vanskeligheder, hvis vi undlader at gøre dette? Det betyder ikke, at vi kan undgå alle vanskeligheder eller alle forfølgelser. Slet ikke, for som vi allerede har set, må vi regne med at blive udsat for disse ting. Men ved at handle klogt, taktfuldt og forsigtigt kan vi holde vanskelighederne nede på et minimum; vi gør det ikke i den hensigt at slippe for vanskeligheder, men først og fremmest for, at det skal gå så lidt som muligt ud over arbejdet. Vidner, der er døde eller ligger på hospitalet, kan ikke gå omkring og forkynde. Det er derfor, Jesus befalede: „Når de forfølger jer i een by, så flygt til en anden.“ — Matt. 10:16, 23.
I sin egen by, Nazaret, blev Jesus angrebet af en pøbelsværm, der „drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; der ville de styrte ham ned. Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort“. Det var uden tvivl ved hurtigt at trække sig tilbage, at han unddrog sig deres greb. Og da modstanden blev for voldsom i Judæa, holdt Jesus sig borte fra denne egn, indtil pligten kaldte ham derhen, „fordi jøderne søgte at slå ham ihjel“. Han vidste, at hans time endnu ikke var kommet. — Luk. 4:28-31; Joh. 7:1, 8-10.
Da Paulus var ude på sine missionsrejser, forlod han den ene by efter den anden, når forfølgelse gjorde fortsat forkyndelse umulig, og i eet tilfælde måtte han endog flygte ved at lade sig fire ned fra et vindue i en kurv. Under disse forhold ville han ikke have opnået noget ved at påberåbe sig sit romerske borgerskab, som han senere gjorde. (Ap. G. 13:50, 51; 14:5-7, 19, 20; 22:25; 25:10-12; 2 Kor. 11:32, 33) Da forfølgelsen blev for voldsom i Jerusalem, søgte de første kristne ikke martyrdøden ved at blive, men spredtes over hele landet med undtagelse af apostlene, og på den måde blev det gode budskab spredt vidt og bredt. — Ap. G. 8:1.
Der er således en tid til alt, tid til at holde stand og tid til at give efter. (Præd. 3:1-8) Hvis vi bliver angrebet i vore hjem eller rigssale, så er det tid til at holde stand og kæmpe for vore brødre. (Neh. 4:14) Men selv for sådanne tilfælde bør vi ikke forberede os på vanskeligheder ved at udruste os med bogstavelige våben, geværer o.s.v., men hvis vi bliver angrebet, vil vi søge at afværge slagene, så godt vi kan, med hvad der er for hånden. Vi kan ikke påtage os ansvaret for at skyde og måske dræbe en angriber. Jesus understregede dette den nat, han blev forrådt. — Matt. 26:52.
Når vi samles andre steder, på pladser, i parker eller offentlige forsamlingsbygninger, eller når vi er optaget af vidnearbejdet i en gade, og en pøbelsværm truer os, og det viser sig umuligt at tale den til fornuft, så er det tid til at trække sig tilbage og gå et andet sted hen i stedet for at holde fast ved vore lovlige rettigheder, når det har vist sig, at angriberne ikke er modtagelige for fornuft. Når vi angribes, søger vi naturligvis at afværge slagene, og det er altid rigtigt at søge beskyttelse hos politiet, der skal opretholde den offentlige orden. „Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ — Ordsp. 22:3.
Vi må skelne mellem at være forsigtige og snilde og at gå på kompromis. Vi vil under ingen omstændigheder hylde mennesker; vi vil ikke bøje os for skabninger eller symboler af nogen art. Hvis man befaler os at standse forkyndelsen, vil vi adlyde Gud fremfor mennesker, og så længe vi kan komme i forbindelse med andre, vil vi udnytte alle muligheder for at aflægge vidnesbyrd for hørende ører. Når det bliver forbudt Jehovas snilde vidner at gå fra dør til dør, går de fra en dør i een husblok til en dør i en anden husblok; når det forbydes dem at vidne på gaderne, indleder de tilsyneladende tilfældige samtaler med folk, mens de lader, som om de ser på butiksvinduer; hvor det ikke er tilladt at avertere et foredrag offentligt, bliver folk inviteret til det privat. Visse mere offentlige former for forkyndelse kan således ikke anvendes i katolske lande som Irland, Italien, Spanien og Argentina eller byen Quebec. Ved at anvende den største snildhed er Jehovas vidner i stand til at udføre forkynderarbejdet selv bag jerntæppet.
Alle Jehovas kristne tjenere bør derfor grundigt dygtiggøre sig til deres opgave og udføre den med iver og frygtløshed, så godt de formår. Men de bør også huske på, at når vi står ansigt til ansigt med voldelig modstand, som for eksempel pøbeloverfald, må vi være snilde som slanger, så vi undgår unødvendige vanskeligheder. Hvis vi ikke handler sådan, ville vi friste Gud, og det må vi ikke gøre. (Matt. 4:7) Ganske særlig i sådanne tilfælde bør vi efterkomme apostelens råd: „Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind!“ — Fil. 4:5.