Hvordan man underviser mennesker med god vilje
„Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, . . . idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20, NW.
1. (a) Hvad er den største mangel ved den gamle verdens undervisningssystem? (b) Hvilke skridt tager mennesker med god vilje nu, for at undgå ødelæggelse sammen med den gamle verden?
FORKERT undervisning vil komme til at koste denne verden livet i slaget ved Harmagedon. Det der truer dens varige sikkerhed og som bliver dens undergang, er ikke skolernes manglende evne til at uddanne tilstrækkelig mange videnskabsmænd og teknikere, men deres undladelse af at lære mennesker at frygte Gud. Ordene i Hoseas 4:6 passer lige så godt på vor tids kristenhed som på det gamle Israel: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab, . . . du glemte din Guds åbenbaring [lov, AS], så glemmer og jeg dine sønner.“ Men ved at vende sig til Jehovas nye verdens samfund viser hundreder tusinder mennesker med god vilje at de nærer ønske om at modtage undervisning fra en højere kilde. De siger: „Vi vil gå med Eder; thi vi har hørt, at Gud er med Eder.“ De ønsker at lære. Og det de vil blive undervist i, er ’det som Jesus har befalet’. Og den mest effektive undervisningsmetode er den Jesus og hans apostle anvendte. — Zak. 8:23.
Jesu undervisning
2. Nævn nogle af de vigtigste ting Jesus lærte.
2 Kort fortalt, hvad lærte Jesus? Først og fremmest kom han for at vidne om sandheden angående sin Fader, Jehova, for at herliggøre ham og gøre hans navn kendt. (Joh. 17:4, 26; 18:37) Han understregede kraftigt, at det var Guds rige mennesker skulle bede om og sætte deres lid til. Han lærte sine disciple at søge Riget først. (Matt. 6:10, 33) De blev undervist i Guds frelsesforanstaltning. Nødvendigheden af kærlighed og ydmyghed blev dem indprentet. Han lærte dem at give bevis for deres tro gennem trosgerninger, og at være lærere i sandheden. Han lærte dem at de både selv skulle tro, og hjælpe andre til at tro De hellige Skrifter.
3. Hvad vil blive resultatet hvis vi efterligner Jesu undervisningsmetode?
3 Når vi omhyggeligt studerer Jesu undervisningsmetode vil vi erfare den glæde at vore egne evner til at undervise forbedres og vore frugter i tjenesten forøges. Vi må ikke forvente at alle vil lytte til os; det var heller ikke alle der lyttede til Jesus. Men fårene genkendte hans røst og fulgte ham fordi han er den rette Hyrde. Hvis vi lærer andre det samme som Jesus lærte, og hvis vi gør det på samme måde som han, så vil fårene også gennem os kunne genkende den rette Hyrdes røst og de vil ivrigt vende om og følge, ikke os, men ham. — Joh. 10:16.
4, 5. (a) Hvilken forskel er der mellem at forkynde og at undervise? (b) Hvad lærte Jesus sine disciple angående Faderen?
4 Én ting er at tale til et andet menneske, at forkynde for det; en helt anden ting er at undervise et menneske, at hjælpe det til at forstå og at tro. Jesus underviste tålmodigt sine disciple om Faderen fordi han vidste at det betød livet for dem at tilegne sig kundskab om Gud. „Frygten for Jehova er begyndelsen til visdom, og kundskaben om den Helligste er hvad forstand er.“ (Ordsp. 9:10, NW) Når de kom til kundskab om Jehova og fik den sande frygt for ham, ville de lægge visdom for dagen, de ville vide hvad de skulle gøre med det de havde lært, for visdom er evnen til at anvende kundskab.
5 ikke alene sagde Jesus til dem at de skulle bede til Faderen, men han viste dem også hvordan de skulle gøre det. (Matt. 6:5-15) Han lærte dem at stole på Gud, og at acceptere at de ting der opretholder livet er foranstaltninger fra deres himmelske Fader. (Matt. 6:25-34) Han opbyggede deres tillid til at Skrifterne var Guds ord ved at citere fra dem og forklare dem. Han forklarede en samaritansk kvinde at det ville være forkert at begrænse tilbedelsen af Gud til en bestemt by eller et bestemt bjerg, for „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed“. (Joh. 4:24) Han påpegede rigtigheden i at menneskets gerninger, i betragtning af dets stilling i forhold til Gud, ikke skulle gøres med selvophøjelse i tanke, men for at lovprise Gud. „Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 5:16) Jesus var kommet for at herliggøre sin Fader og for at hjælpe mennesker med god vilje til at forstå deres forhold til Faderen; derfor forvissede han sig om at disciplene fik disse hovedpunkter indprentet dybt i deres sind og hjerter.
6. Hvilke billeder benyttede Jesus for at vise hvad det betyder at ’søge Riget først’?
6 „Søg først Guds rige.“ Det er let nok sagt, men hvordan kan selve kernen heri udtrykkes på en sådan måde at tilhøreren forstår betydningen og lader sig lede af den? Jesus vidste at hvis det der skulle læres kunne beskrives med billeder fra tilhørernes hverdag, fra deres daglige liv og færden, deres ønsker og vaner, kunne de langt lettere fatte det, fordi de kunne forestille sig de ting han talte om. Den inderlige længsel efter dette rige, som enhver burde nære, sammenlignede Jesus med det ønske en mand må have om at sælge alt hvad han ejer for at købe en mark hvori han har fundet en skjult skat. (Matt. 13:44) Evnen til at forstå det tegn der skulle markere Jesu nærværelse i kongemagt, sammenlignede han med evnen til at iagttage årstidernes skiften. Man kunne lære det hvis man ønskede det. (Matt. 24:32, 33) Manglende værdsættelse af indbydelsen til Riget blev skildret ved forskellige mænds holdning da de af kongen blev inviteret til bryllupsfest; alle var så optaget af andre ting at de ikke kunne komme. Det respektløse svar de gav deres hersker førte straf over dem. — Matt. 22:1-14.
7. Hvordan advarede Jesus mod falske lærere? Vis at ikke alle vil arve Riget.
7 Det var åbenbart at ikke alle ville arve Riget. For at klargøre spørgsmålet henviste Jesus til den holdning som to sønner lagde for dagen. Den ene havde udadtil respekt for sin fader, men adlød ham ikke. Den anden var først lidt uvillig til at gøre hvad faderen havde sagt, men han fortrød sin fejltagelse og adlød. „Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?“ spurgte Jesus. „Den sidste,“ svarede de der lyttede. Her lagde Jesus op til en magtfuld argumentation imod de religiøse ledere, der udadtil var retfærdige men som havde undladt at tage imod Johannes Døbers lære, i modsætning til syndere der ikke tidligere havde reageret over for Guds ord men som nu omvendte sig og vandrede på vejen der fører til Riget! (Matt. 21:28-32) Han viste hvor lidet ønskværdigt det ville være at gå til de falske religionslærere for at få åndelig føde, idet han sammenlignede dem med snavsede tallerkener som ingen ville bryde sig om at spise af. Han sagde ganske vist at udvendig så de godt ud, ligesom „kalkede grave“, men ingen ønskede at have del med dem i deres indvortes fordærv. (Matt. 23:25-28) Andre kunne bedre forstå hvad Jesus mente når han ledte tanken hen på fisk der blev kasseret af en fisker; derfor fortalte han lignelsen om voddet. (Matt. 13:47-50) Med sådanne slående illustrationer gjorde han budskabet levende i sine tilhøreres sind.
8. Hvordan fik Jesus folk til at se med de rette øjne på Jehovas frelsesforanstaltning?
8 En anden ting de måtte lære var, at Jesus var den igennem hvem Gud foranstaltede frelse. Den tanke tiltalte ikke alle, og for mange blev Jesus „en anstødssten og en klippe til fald“. (1 Pet. 2:8) Imidlertid redegjorde Jesus for dette forhold på en mesterlig måde, der appellerede til tilhøreren og kunne føre til evig velsignelse for ham. Da Jesus talte med en hårdt arbejdende samaritansk kvinde der hver dag trak vand op af en brønd, forbandt han troens gavnlige virkninger med hendes daglige arbejde. „’Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.’ Kvinden siger til ham: ’Herre! giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at drage vand op.’“ (Joh. 4:14, 15) Hun var interesseret, og han forklarede hende mere om det. For dem der modstod ham, udmalede han et billede de ville have svært ved at glemme. Han sammenlignede deres fornægtelse af ham med en nedrig ugerning øvet af en vingårdsforpagter der nægtede at betale ejeren hans ret, og som endog myrdede ejerens søn da han kom for at undersøge sagen. — Luk. 20:9-18.
9. Hvordan og hvorfor lærte han dem kærlighed og ydmyghed?
9 Jesus vidste at kærlighed og ydmyghed er væsentlige betingelser for at opnå livet i den nye verden. Hjertet må tages i skole hvis vi skal tilegne os disse egenskaber. De kunne bedst læres hvis man så dem demonstreret; derfor henledte han sine tilhøreres opmærksomhed på de utallige tilkendegivelser af kærlighed som Jehova havde udøst over dem. De kunne også iagttage kærlighed og ydmyghed i Jesu indstilling og tjeneste, i den inderlige medynk han følte for dem han underviste, og i de bønner han bad til sin Fader i himmelen. Han gav også udtryk for kærlighed og ydmyghed da han vaskede sine disciples fødder, og da han ofrede sit liv for menneskeheden. Efterhånden som hans tilhørere overvejede de ting de havde set og hørt, ville denne belæring trænge ind i deres hjerte, blødgøre det og få det til at reagere. „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — Matt. 9:36; 1 Joh. 4:19.
10. Hvilke fine eksempler på gendrivelse finder vi i beretningen om Jesu tjeneste?
10 Når Jesus udsendte sine disciple gav han dem grundig vejledning i hvordan de skulle udføre deres arbejde. Han fortalte dem hvad de skulle sige og gøre. Han forberedte dem på at de ville møde modstand, og indprentede dem hvilket stort privilegium de havde. (Matt. 10:1-28) De vidste at deres lærergerning både krævede at de fremholdt sandheden for mennesker med god vilje og at de slog modstandernes falske angreb tilbage. Når de iagttog Jesus, lærte de hvordan han klarede de situationer der opstod. I Mattæus 9:11-13 finder vi et eksempel på den enkelhed og styrke der prægede hans argumentation. Farisæerne prøvede at sætte Jesu disciple i forlegenhed ved at spørge: „Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?“ Jesus besvarede selv spørgsmålet. „De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: ’Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;’ thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.“ Ved en anden lejlighed blev hans helbredelse af en syg på en sabbat diskuteret. De blev ham svar skyldig: „Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbaten.“ (Matt. 12:9-12) Når spørgsmålene ikke blev stillet ud fra ønsket om at lære, var Jesu svar altid meget korte, men han fremsatte dem på en sådan måde at oprigtige tilhørere ville forstå at det var sandheden han lærte.
11. Hvad var det der gjorde Jesu undervisning så overbevisende?
11 Hvad er det der giver Jesu ord en sådan kraft? Hvorfor er hans tale så overbevisende? Først og fremmest fordi han lærte sandheden og fordi han havde Jehovas ånd. Det var også fordi han brugte vendinger som hans tilhørere let kunne fatte. Fiskere kunne let få fat i ideen når han anvendte fisk og vod som illustrationer. Ville ikke enhver der havde kendskab til landbrug forstå hans bemærkninger om høsten, om arbejdere i en vingård, en høne med sine kyllinger, et dyr der var fanget i en fælde, eller om vejret? De der var beskæftiget med husligt arbejde ville bedre forstå budskabet når han illustrerede det med lapper på slidte klæder, surdejs virkning på brød, snavsede tallerkener, og børns opførsel. For andre kunne hentydninger til arbejdsløn, eller til Jerusalems affaldsplads, Gehenna, på en levende måde overføre tanker. Jesus var smidig og kunne tilpasse sin fremholdelse af sandheden. Budskabet i sig selv forandredes ikke det mindste, men han forstod de mennesker han underviste fordi han var interesseret i dem, og han behandlede spørgsmålet fra deres synspunkt. Han var vågen over for sine tilhøreres reaktion og tog den i betragtning i sin videre fremførelse af sagen. Ting som folk havde svært ved at acceptere, forbandt han med andre ting der var velkendte for dem. Hans belæring var klar og letforståelig fordi han stillede tingene op i stærke kontraster. Han er en lærer vi bør efterligne.
Paulus underviste jøder og hedninger
12. Hvordan fremholdt Paulus spørgsmålet om tro på Kristus da han aflagde vidnesbyrd for jøderne, og hvad var det især ved hans argumenter der appellerede til hans tilhørere?
12 Paulus, en nidkær Jesu Kristi apostel, gik med liv og sjæl op i arbejdet med at undervise i sandheden; og i beretningen om hans tjeneste kan vi også finde mange belærende enkeltheder. I Apostlenes Gerninger 13:16-41 gengives et vidnesbyrd som han aflagde for jøderne, og dette er et udmærket eksempel at følge. Det er appellerende, overbevisende og rammende. Læg mærke til at Paulus i sin indledning undgår enhver diskussion om jødedommens fortrin ved at tiltale jøderne som et folk der frygter Gud og derefter anerkende at „dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vore fædre“. Men han var ikke så overtaktfuld at han undlod at fremholde sandheden for dem. Han lagde grunden til sit foredrag om Messias ved at fremholde anerkendte historiske fakta der viste nationens egensindighed. Ved at bringe Johannes Døber ind i billedet viste han at en dengang velkendt offentlig skikkelse havde anerkendt Kristus. Han beviste at herskernes fornægtelse af Kristus ikke gjorde ham mindre troværdig, men tværtimod opfyldte profetierne og burde bekræfte deres tro på ham. Taktfuldt knyttede han tro på Jesus sammen med anerkendelse af den elskede kong David, og viste derefter at Jesu stilling var langt højere. Han byggede sin bevisførelse op på ting de kendte og troede på. I en opflammende afslutning tilskyndede han dem til ikke at medvirke til opfyldelsen af profetierne der beskriver dem som ville spotte i vantro. Ingen ærlig jøde kunne ignorere de argumenter som dér fremførtes hvis han var bekendt med sit eget folks historie og oprigtigt troede de ting der var nedskrevet af Guds profeter.
13. Hvad gjorde Paulus’ fremholdelse af sandheden både appellerende og virkningsfuld selv for dem der ikke anerkendte Bibelen?
13 Paulus siger om sig selv at han havde fået den gode nyhed betroet af Herren Gud for at han skulle bringe den ud til nationernes folk. At forkynde for dem frembød problemer der var helt anderledes end dem man stødte på blandt jøderne. I Apostlenes Gerninger 17:22-31 findes et eksempel på hvordan den gode nyhed kan fremholdes for sådanne mennesker, og det er en god rettesnor for dem der i dag har fået tildelt en lignende opgave. Paulus var interesseret i de mennesker han betjente, og han iagttog deres daglige liv. Interesseret begynder han med en bemærkning om deres religiøse iver og lader falde et par ord om et af deres tilbedelsessteder. Han forbinder den sande tilbedelse, ikke med deres afgudsdyrkelse, men med deres retteligt nærede ønske om at tilbede en ukendt gud. Eftersom folket tilbad mange guder forklarede Paulus omhyggeligt hvad han mente når han talte om Gud. Han ræsonnerer, at den der har skabt verden ikke kan være en afgud og ikke kan bo i et menneskegjort tempel. Det er nu tiden, viser Paulus, til at skaffe sig oplysning om Guds hensigt og bringe sit liv i harmoni med den for at vi kan stå på dommens dag. Der kunne ikke herske tvivl om forskellen mellem dette budskab og det de hørte i deres templer. Samtidig med at det var fremført med takt var det også sagt godt og rammende. Det viste klart hvem Gud er, hvilket håb han stiller os i udsigt, og hvad vi bør gøre. Fremholder du din prædiken lige så godt?
Vor tids undervisning i sandheden
14. Vis hvordan man taktfuldt kan hjælpe dem der siger at de lærer det samme i kirken.
14 Derfor besøger Jehovas vidner i dag hjemmene i lydighed mod Jesu befaling om at lære alle nationerne og gøre dem bekendt med „denne gode nyhed om Riget“. De ønsker at forvisse sig om at folk virkelig lærer, at de forstår forskellen mellem det budskab Jehovas vidner bringer fra Bibelen og den lære der bliver fremholdt fra kristenhedens prædikestole i almindelighed. Hvis du fortæller en kirkegænger at vi må have tro, vil han svare at det hører han om i kirken. Siger du til ham at han må tilegne sig kundskab om Gud, forsikrer han dig at det véd han. Ja, han tror også på Guds rige, fortæller han dig. Den forkynder der er egnet til at undervise kan ikke føle at hans arbejde er gjort når han blot har fortalt den han besøger disse ting. Hvis den besøgte er villig til at lytte, ønsker forkynderen at sikre sig at han virkelig forstår budskabet. Derfor giver forkynderen sig til at bevise at den tro der er nødvendig for at behage Gud er mere end det at mene at man tror; tro må være grundlagt på nøjagtig kundskab fra Guds ord. (Hebr. 11:1, 6) Når han taler om Gud kan han vise at Gud har et navn, Jehova, og at vi, for virkelig at kende ham, må forstå hans hensigter som de er fremsat i Bibelen. (Sl. 83:19) Eller han må klargøre at Riget er en virkelig regering der styrer fra himmelen og snart vil fjerne ondskab fra jorden, og at vi nu må bringe vort liv i overensstemmelse med Guds krav hvis vi skal vinde det evige liv under hans rige. — Dan. 2:44.
15. Hvad er det der i dag gør Jehovas vidners undervisning lige så effektiv som de første kristnes?
15 Kirkens medlemmer har Bibelen i dag og mange har hørt hvad der står i den. Der er stor lighed mellem dem og jøderne på Jesu tid; de havde Skrifterne og havde ofte hørt dem oplæst. Men de forstod dem ikke. Folk forbavsedes når Jesus og apostlene underviste, for de lærte ikke som det religiøse præsteskab gjorde. De var oprigtige, de vidste at de underviste i sandheden, og Guds hellige ånd hjalp dem. (Ap. G. 4:13) Når Jehovas vidner i dag udfører deres tjeneste i folks hjem, er de ligeledes dygtige til at benytte Bibelen, idet de læser passende skriftsteder og derefter tager sig tid til at henlede opmærksomheden på enkelthederne i den vejledning der indeholdes i disse skriftsteder, og viser hvordan de tager sigte på vor tid. De nøjes ikke med at forkynde; de underviser også i Guds ord.
16, 17. Hvilket udmærket råd giver Bibelen med hensyn til hvordan vi skal udføre vor tjeneste når vi møder mennesker der ikke er interesserede, og hvilken virkning har dette på vor undervisning?
16 Da Jesus blev ugunstigt modtaget i en samaritansk landsby blev Jakob og Johannes opbragte og sagde: „Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem?“ (Luk. 9:54) Jesus irettesatte dem for det. Vi gør vel i at lægge os denne hændelse på sinde. Der er ingen grund til at blive ophidset fordi vi møder ligegyldighed eller endog åben modstand. Paulus’ råd lyder: „En Herrens træl behøver ikke at strides, men må være taktfuld mod alle, dygtig til at undervise, og må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandheden, og de må komme til deres fulde fornuft og ud af Djævelens snare, idet de ser at de er blevet fanget levende af ham så de gør hans vilje.“ — 2 Tim. 2:24-26, NW.
17 Vi bliver udsendt for at lære dem sandheden. En bidende skarp tunge er sjældent en god lærer. „Den der er viis i hjertet skal kaldes forstandig, og han der er sød på læberne føjer overtalelsesevne til.“ (Ordsp. 16:21, NW) Vi har den dybeste medfølelse med disse mennesker der er „vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. (Matt. 9:36) Skønt de måske køligt afviser budskabet når vi besøger dem, bærer vi ikke nag til dem. „Kærligheden er langmodig, . . . søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.“ (1 Kor. 13:4, 5) Vi ved at det betyder livet for dem hvis de griber sandheden. Vi vil ikke presse dem til at tage imod sandheden, men „med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt“. På grund af denne kærlige holdning fra Jehovas vidners side har tusinder lært sandheden at kende. „Den vises hjerte får hans mund til at udtrykke indsigt, og til hans læber føjer det overtalelsesevne.“ (Ordsp. 16:23, NW) Når han er viis drives hans hjerte, eller sædet for motiverne, af kærlighed. Dette hjælper ham til at holde sig for øje den virkelige stilling som de mennesker han betjener, befinder sig i, og at vise indsigt i sin omgang med dem. Det får nogen til at lytte til det han har at sige, og til at blive overbevist og „komme til deres fulde fornuft og ud af Djævelens snare“.
Hvordan de vokser til modenhed
18. (a) Hvordan giver Jehovas vidner udtryk for sand kærlighed til mennesker med god vilje? (b) Hvilke forslag gives der for at kristne tjenere kan forvisse sig om at den vejledning de giver, virkelig slår rod?
18 Når Jehovas vidner finder et menneske der besvarer den rette Hyrdes røst, føler de så at deres arbejde er gjort? Ingenlunde. De hjælper det til at komme i forbindelse med Hyrdens fårehjord og at vokse til kristen modenhed. Regelmæssigt hver uge vil de vende tilbage for at studere Bibelen sammen med den der viste lydhørhed, så han kan se hvad Guds ord viser han bør gøre. Den der underviser må omhyggeligt forvisse sig om at dette velvillige menneske virkelig lærer, at han forstår hvad der studeres, og skrider frem til modenhed. Ikke alle vil gøre fremskridt i samme tempo, men gennem omhyggelig organisering vil hver enkelts åndelige udvikling blive vist den rette opmærksomhed. De nye må opmuntres til at give udtryk for deres forståelse. „Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.“ (Gal. 6:6) Og hvis den nye har givet sin kommentar, tilsyneladende uden at have den rette forståelse, vis dig så som en rigtig lærer ved at tage punktet op til yderligere drøftelse og lade eleven give flere kommentarer. Lær den du studerer med at ræsonnere over tingene, og at se deres relation til tidligere lærte sandheder; lær ham i sine svar at inkludere de skriftsteder der beviser at svarene er rigtige. Gentag særlig vigtige punkter så de ikke glemmes.
19. Hvad skulle vi foruden at undervise mennesker med god vilje i nøjagtig kundskab også hjælpe dem til?
19 Men der kræves mere hvis et menneske virkelig skal blive en Kristi Jesu discipel. Det må lære at se hen til Jehova efter vejledning og opelske et stærkt ønske om at behage ham. Vi må hjælpe den nye til at værdsætte salmisten Davids synspunkt: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd er god; måtte den lede mig til retskaffenhedens land.“ (Sl. 143:10, NW) At den nye har svarene i hjernen er ikke nok, det er langt vigtigere at vi hjælper ham til at få Guds lov skrevet i hjertet. „Det er hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag, og være fyldt med retfærdig frugt som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris.“ (Fil. 1:9-11, NW) Ja, når sandheden slår rod og udvikler sig i et menneskes hjerte vil det begynde at bære frugt. — Matt. 13:23.
20. Hvordan må nyinteresserede forberedes til at deltage i at undervise andre i sandheden?
20 Sædvanligvis varer det ikke længe før et menneske med god vilje begynder at forstå at kristne har et arbejde at gøre. Men for nogle varer det længere end for andre at føle hjertets tilskyndelse til at gøre det. Det hele kommer ikke på én gang, men en god lærer kan gøre meget for at forberede det. Hver uge kan han bruge nogen tid til at gøre de nye bekendt med Jehovas organisation og hvordan den arbejder. Han bør gøre dem bekendt med møderne og hvorledes de bliver ledet. Han bør indbyde dem til at overvære møderne. Når du fortæller dem om din egen tjeneste fra hus til hus i ugens løb, kan du kort vise dem ud fra Bibelen hvorfor du gør det på den måde. (Ap. G. 20:20) Senere kan du fortælle dem en opmuntrende oplevelse du har haft på et genbesøg, og vise at Jesus befalede sine efterfølgere at give fårene næring. (Joh. 21:15-17, NW) En anden gang kan du forklare oplæringsprogrammet, og fortælle at de nye ikke sendes af sted alene, men kærligt bliver hjulpet skridt for skridt indtil de føler at de selv kan hjælpe andre. Mén ikke at du skal indbyde dem til at tage del i tjenesten første gang du taler med dem om den. Forbered dem til det. Efterhånden som hele ordningen tager form i deres sind og de gennem jeres studier begynder at forstå det presserende behov der er for at andre lærer, vil de få lyst til at være med. Kærlighed der er grundlagt på kundskab vil fjerne al frygt for at fortælle andre hvad de har lært, og erstatte den med et brændende ønske om at vise Jehova deres påskønnelse ved at tjene ham. — 1 Joh. 4:18.
21. Hvilket arbejde er det magtpåliggende at udføre nu?
21 Overalt i verden er der et presserende behov for lærere der kan undervise i den gode nyhed. Er du som kristen egnet til at undervise? Gør du noget for at vokse ud over det kristne barnestadium så du kan være lærer? Er du villig til at bruge de sandheder og de evner du har nu, til at hjælpe andre med at lære sandheden så de kan vinde livet i Guds nye verden? Hvis du er det, så er det nu tiden til at tage del i dette gudgivne tjenesteprivilegium. Og mens du gør det, følg da, hvad enten du er ny eller erfaren i tjenesten, det råd der gives i 1 Timoteus 4:16: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning.“