Den gode nyhed forkyndes på Grønland
● Om missionærernes virksomhed på Grønland skriver Jehovas vidners årbog for 1959:
● Resultatet af at blive mange måneder i samme landsby ses af at pionererne kunne rapportere op til 14 bibelstudier der var godt i gang i egnen omkring Egedesminde, og mange af de mennesker der blev studeret med kunne kun tale og læse grønlandsk. Ved mindehøjtiden mødtes to unge grønlændere med vore to brødre for at fejre den i forening med Jehovas vidner jorden over. Efter mindehøjtidsforedraget fortalte disse to unge mænd nogle af de erfaringer de havde haft når de fortalte andre hvad de vidste om sandheden, hvilket de havde gjort selv på isolerede steder. I mange timer drøftede de deres problemer med pionererne og tog ivrigt imod råd og vejledning om hvordan de kunne vokse til modenhed og blive produktive tjenere. Klokken var over elleve da de to gik hjem, men aftenen havde været en stor kilde til glæde for disse brødre, som holdt mindehøjtid nord for polarkredsen.
● En af disse unge grønlændere har været særdeles aktiv i forkyndelsen. Helt på eget initiativ gik han en dag til lederen for hospitalet og fik tilladelse til at læse uddrag fra brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ op for nogle af patienterne. Siden har mange af disse patienter givet udtryk for deres taknemmelighed, for de fandt at budskabet var en kilde til glæde og opmuntring.
● En dag henvendte præsten i den danske kirke sig til denne samme unge mand og spurgte ham vredt: „Er det sandt at du er blevet et af Jehovas vidner?“ Den unge mand svarede: „Det håber jeg at blive en skønne dag, men jeg må lære noget mere og jeg må være døbt før jeg virkelig kan blive et af Jehovas vidner.“ Arrigt sagde præsten: „Der er allerede halvfjerds der er blevet Jehovas vidner. (Et langt overdrevent tal). Hvis du også gør det bliver du afskåret fra at nyde alle sakramenter.“ Senere hånede præsten den unge mand og sagde: „Den nye verden som Jehovas vidner fortæller om kommer aldrig.“