Kristendommens oprindelse og Dødehavsrullerne
I FORÅRET 1947 gik tre beduiner rundt i byen Betlehem og prøvede at sælge syv gamle manuskripter. Det var læderruller, indeholdende dels bibelske dels sekteriske skrifter, som beduinerne havde fundet i stenkrukker i en hule. Da hulen lå i Judas ørken ikke langt fra Det døde Hav, blev rullerne kendt som Dødehavsrullerne. Det tog beduinerne flere måneder at komme af med deres ruller; fire af dem solgte de til Skt. Markus klosteret og tre til Det hebraiske Universitet i Jerusalem. Syv år senere købte universitetet de fire andre ruller, som i mellemtiden forgæves var blevet budt til salg i De forenede Stater for 250.000 dollars. Blandt disse fire var den som man vurderede allerhøjest, en rulle der var skrevet på det gamle hebraiske sprog og indeholdt hele Esajas’ bog, alle seksogtres kapitler.
Med god grund er disse ruller blevet beskrevet som det „største manuskriptfund i nyere tid“. Eksperter inden for arkæologi og palæografi (læren om og tydningen af gamle håndskrifter) og kulstof-14-processen har endeligt fastslået at de stammer fra det andet århundrede før Kristus. Tidligere havde Nash Papyrusen været det ældste hebraiske vidnesbyrd om Guds ord som man havde kendskab til; men denne papyrus går ikke nær så langt tilbage og består kun af en lille side i fire fragmenter, og den har aldrig været en del af en rulle. I øvrigt indeholder Nash Papyrusen de ti bud, og to vers af Shemá eller den jødiske trosbekendelse, nemlig versene 5 og 6 i Femte Mosebog det sjette kapitel.
Siden 1951 er der blevet gjort mange lignende fund, heriblandt fund af titusinder af fragmenter af gamle bibelmanuskripter. Da de alle er fundet i samme egn kaldes de også Dødehavsruller.
Dødehavsrullernes historie fuldstændiggjordes med afdækningen af Khirbet („ruiner“) Qumran, der ligger et par kilometer fra den hule hvor de første ruller blev fundet. Disse ruiner er resterne af et kloster, hovedsædet for den sekt som har frembragt Dødehavsrullerne, i hvert fald dem der blev fundet først. Med hensyn til hvor vi skal placere denne sekt fortæller den „mest fremtrædende autoritet på Dødehavsrullernes område i dag“ os at „der nu foreligger tilstrækkelige beviser . . . til at man med bestemthed kan identificere rullefolket med essæerne“, en jødisk munkesekt som bestod fra omkring det andet århundrede f. Kr. til Jerusalems ødelæggelse år 70 e. Kr.
Overalt i verden har der været og er der stadig stor interesse for Dødehavsrullerne. Hvorfor? Hovedsagelig fordi nogle påstår at Dødehavsrullerne tydeligt viser at kristendommen er af menneskelig oprindelse.
Hvad siger kendsgerningerne? Kan man virkelig „finde både evangeliernes og epistlernes ritualer og forskrifter på hver anden side hos den sekt“ som frembragte Dødehavsrullerne? Er Qumranklosteret „måske mere end Betlehem eller Nazaret kristendommens vugge“? Måtte vi nødvendigvis vente indtil disse ruller blev fundet for, langt om længe, at „forstå noget af det drama som kulminerede med kristendommen“?
Tilsyneladende paralleller
Lad det først og fremmest være sagt at når lærde ikke kan skelne mellem vor tids kristenhed og Bibelens kristendom som den lærtes og praktiseredes på Jesu tid, så skal de tage fejl. Og for det andet er der kun en overfladisk lighed mellem det Bibelen siger om kristendommen og det Josefus, Plinius, Filon og forfatterne af Dødehavsrullerne har at sige om essæernes lære. Der er lige så stor forskel som på dag og nat.
For eksempel har man påstået at både de første kristne og essæerne havde alle ejendele fælles. Når en mand blev medlem af Dødehavssekten måtte han aflevere alt hvad han ejede til ordenen, lige til sidste hvid. Dette er blevet sammenlignet med hvad der fandt sted i den første kristne menighed lige efter Pinsedagen, og man har især lagt vægt på det som skete med Ananias og Safira da de holdt en del af salgssummen tilbage. Hvad med denne påstand? — Ap. G. 4:32 til 5:11.
Ligheden er kun overfladisk. I betragtning af at skikken med at have „alting fælles“ ikke nævnes senere, hverken i Apostlenes Gerninger eller i den øvrige del af De kristne græske Skrifter, er det indlysende at det kun var en midlertidig ordning på grund af de særlige forhold. De kristne var heller ikke forpligtet til at aflevere deres ejendele, og de blev ikke straffet dersom de undlod det, hvilket var tilfældet hos essæerne. Annanias og hans hustru måtte ikke lide straf fordi de havde holdt noget tilbage, men fordi de opførte sig som hyklere der påstod at de havde afleveret hele udbyttet fra salget af deres ejendom, mens de i virkeligheden selv havde beholdt en del deraf. De troede at de kunne lyve over for Guds talsmand og slippe godt fra det. Det var deri deres synd bestod. At man havde „alting fælles“ i den første kristne menighed var en midlertidig ordning og det stod den kristne frit for om han ville støtte den; Dødehavssektens fælleseje var permanent og obligatorisk, og ulydighed mod denne ordning blev straffet hårdt — der var himmelvid forskel!
Det hævdes ligeledes at der er tale om en lighed deri at både kristne og essæere gjorde brug af symbolske tvætninger eller døbelser. Men her drejer det sig igen om en lighed der kun er overfladisk. Den dåb som Kristus indstiftede for sig selv og sine efterfølgere symboliserer ikke eller medfører ikke syndsforladelse, for Kristus havde ingen synder. Dåben er et symbol på at et menneske har indviet sig til at gøre Guds vilje; den foretages kun én gang i en kristens liv og forrettes af en anden kristen. Hos essæerne foretoges den hver dag, af én selv, og stod i forbindelse med rituel renhed. Kunne der være større forskel? — Matt. 3:13-15.
Lignende argumenter gælder påstanden om at essæernes fællesmåltid danner forbillede for Herrens aftensmåltid. Det er korrekt kun at fejre Herrens aftensmåtid én gang om året, den 14. nisan, til minde om Kristi død; måltidet er af ren symbolsk betydning — apostelen Paulus irettesatte dem der betragtede Herrens aftensmåltid som en lejlighed til at spise sig mætte. Stik herimod var essæernes fællesmåltid en daglig foreteelse og hensigten med det var at man skulle blive mæt. — 1 Kor. 11:20-22.
Endnu en påstand går ud på at der er en lighed mellem kristendommen og Dødehavssekten med hensyn til eskatologiske læresætninger, det er dem som angår afslutningen af en tingenes ordning og dommens dag. Det er hævet over enhver tvivl at essæerne ventede dommens dag og verdens ende i deres tid; det var jo på grund af denne deres tro at de isolerede sig fra alle andre mennesker, således at de bedre kunne fuldkommengøre sig selv, meget lig visse sekter i De forenede Stater som har trukket sig tilbage til en eller anden bjergrig egn for at afvente verdens ende. Mens der var nogle blandt de første kristne som utilbørligt bestræbte sig for at ’fremskynde Jehovas dag’, fremgår det også klart at Jesus og Paulus i særdeleshed lod dem forstå at enden på denne tingenes ordning var langt borte. Sagde Jesus ikke at den gode nyhed om Riget skulle forkyndes over hele verden før enden kom? Og fortalte Paulus dem ikke i sit andet brev til tessalonikerne at de ikke skulle tro at Jehovas dag var umiddelbart forestående, for den skulle først komme når der havde været et frafald og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, var blevet åbenbaret? Jo. — Matt. 24:14; 2 Tess. 2:1-12.
Visse lærde har også opstillet fem hundrede tilsyneladende paralleller mellem De kristne græske Skrifter (Det nye Testamente) og de første Dødehavsruller som beskæftiger sig med essæerne. Man kan imidlertid med rette spørge: Hvor mange ville der blive tilbage hvis parallellerne i De hebraiske Skrifter blev taget fra? Eftersom kristendommen blev bebudet i den gamle lovpagt og essæerne hævdede at de levede op til lovens krav, følger det ganske naturligt at de ville have mange udtryk tilfælles. Som en autoritet på Dødehavsrullernes område udmærket udtrykte det: „Det er i sandhed et spørgsmål om Jesu lære og Qumransamfundets tro har noget tilfælles som ikke også kan findes i andre jødiske kilder.“
Slående forskelle med hensyn til lære
Jehovas navns betydningsfuldhed understreges mere end noget andet i De hebraiske Skrifter. Farao, Goliat, Sankerib og andre stolte mænd kom til at kende at den eneste sande Gud er Jehova. Og Jehova udfriede gentagne gange sit folk for sit navns skyld. (2 Sam. 7:23; Es. 43:10-12; Ez. 36:21-23) Jehovas navns betydningsfuldhed understreges også i De kristne græske Skrifter. (Matt. 6:9; Joh. 12:28; 17:6; Ap. G. 15:14) Men vi finder ikke at der således blev lagt vægt på Jehovas navn i Qumransamfundet. Det som var af altoverskyggende betydning for dem var ikke Jehovas navn, men deres egen frelse.
Igennem hele Bibelen, fra Første Mosebog til Åbenbaringen, lægges der vægt på behovet for et sonoffer; og der vises at den som skaffer det til veje er Jesus Kristus. (Joh. 1:29; Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5, 6) Men vi kigger forgæves i Qumransamfundets skrifter efter blot en hentydning til frelse på grund af et sådant offer, enten ved Jesus eller en anden. De søgte at opnå frelse gennem rituelle renselser og moralske bestræbelser.
Endvidere tilkendegiver forfatterne af de Dødehavsruller som fremholder essæersektens trossætninger, at de troede på menneskesjælens udødelighed og på evig pine som straf for de onde. Begge læresætninger står i skærende kontrast til Bibelens ligefremme lære om at menneskesjælen er dødelig og at udslettelse, død, er straffen for synd. (Ez. 18:4; Rom. 6:23) Denne sekt troede også på at enkeltpersoners skæbne var forudbestemt, hvorimod Bibelen fortæller at Gud kun forudbestemte visse krav og klasser af mennesker. Hvis de enkelte menneskers skæbne var forudbestemt ville der ikke være nogen mening i at forkynde for dem, eller i at tilskynde dem til at holde ud. — Kol. 1:23; Matt. 24:13.
En kendsgerning som heller ikke må overses er at Dødehavssekten lånte fra den persiske Zoroasterlære. Dette kan ses af dens engle- og soldyrkelse og den vigtige rolle som mysterier spillede hos den. Sand kristendom har absolut intet tilfælles med hedensk religion af nogen art. — 2 Kor. 6:15-17.
Helt andre skikke og sædvaner
Noget andet der tydeligt understreger det uholdbare i teorien om at kristendommen er udgået fra Dødehavssekten er den skærende kontrast mellem de skikke og sædvaner som kendetegnede de to bevægelser. Essæerne holdt sig stolt adskilt fra deres jødiske landsmænd. De så sådan på det at hele den øvrige verden var i færd med at gå over til Djævelen. Alt hvad der betød noget for dem var at de fik deres egne sjæle frelst.
Hvor forskelligt fra Bibelens kristendom? Så langt fra at afsondre sig gik Jesus fra by til by, fra landsby til landsby og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Mere end det, han udsendte tolv og derpå halvfjerds af sine efterfølgere for at de skulle gøre det samme. Og lige før han forlod dem befalede han dem at gøre disciple af folk af alle nationer og at vidne til jordens fjerneste egne. — Luk. 8:1; Matt. 28:19; Ap. G. 1:8, NW.
Ligeledes stod sektens askese i diametral modsætning til Bibelens kristendom. Apostelen Paulus fordømmer askese med ordene: „Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og ’ydmyghed’ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ Præsterne på Jesu tid klagede over at Jesu disciple ikke fastede, og de anklagede Jesus for at være en „frådser og dranker“. Jesus var langtfra asket. — Kol. 2:23; Matt. 11:19; 9:14.
Læg også mærke til den ukristne fornemme tilbagetrukkethed der var kendetegnende for denne munkesekt. Dens medlemmer måtte ikke spise mad som var tillavet af mennesker der ikke tilhørte deres samfund, og sekten ville ikke have noget at gøre med mennesker som på nogen måde var fysisk skæmmet. Den havde nøje opdelte rangklasser som bestandig blev gennemtvunget med stor strenghed; så gennemført var denne ordning at hvis en mand af høj rang rørte ved en af lavere rang måtte han bade sig for at blive ren igen. Ligeledes omgav de deres lære med den største hemmelighedsfuldhed.
I direkte modsætning til alt dette finder vi at Jesus spiste og drak sammen med de foragtede syndere og skatteopkrævere. Han hjalp bestandig dem som var fysisk handicappede. Han lærte sine efterfølgere at de kun havde én mester og at de alle var brødre. Og langt fra at omgive sin lære med hemmelighedskræmmeri forkyndte han den vidt og bredt og befalede sine efterfølgere at udråbe den fra hustagene! — Matt. 10:27; 15:31; 23:8.
Ydermere udstråler de sekteriske Dødehavsruller bittert had mod alle der ikke tilhørte sekten. Hvilken modsætning til den handlemåde Jesus bød sine efterfølgere at følge: „Elsk jeres fjender . . . og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ — Matt. 5:44, 45.
Ung vin i nye lædersække
Skeptikere, som unitarer og agnostikere, anklager kristne for ikke at være objektive i deres bedømmelse af Dødehavsrullernes vidnesbyrd og for at være bange for det. Det der her har været trukket frem tilbageviser denne anklage. Lige det modsatte er tilfældet. De som ønsker at bruge Dødehavsrullerne til at bevise kristendommens menneskelige oprindelse tager deres tilflugt til sensationelle og dogmatiske påstande og er med rette blevet dadlet for at drage „tvivlsomme slutninger ud fra dunkle tekster“. Ja ikke nok med det, med de har flere gange fremsat modsigende udtalelser, hvilket alt sammen afslører deres egen mangel på objektivitet og viser at de i deres iver for at bevise at Bibelen er falsk lader deres følelser løbe af med dem i højere grad end bibelelskere gør i deres iver for at bevise at den er sand. Af interesse i den henseende er denne typiske udtalelse af en jødisk lærd: „Jeg benægter den særlige forbindelse man påstår eksisterer mellem Dødehavsrullerne og kristendommen, ikke fordi den er i modstrid med enhver teologi, men fordi disse påstande er en fornærmelse mod nøgtern, indsigtsfuld viden.“
Mens de fleste oprigtige lærde forkaster den yderliggående påstand at Dødehavssamfundet er forklaringen på kristendommens oprindelse, føler de at de absolut må finde alle mulige spor af essæernes lære og skikke i Johannes Døbers og Jesu Kristi tjenestegerning og lære. Men hvis der var tale om lighedspunkter, hvordan kan man så forklare Bibelens fuldstændige tavshed vedrørende Dødehavssekten? Farisæerne, saddukæerne, herodianerne og zeloterne er nævnt, men der findes ikke et ord om essæerne eller deres Qumrankloster. Hvorfor?
Var Jesus kommet i berøring med dem ville han uden tvivl have revset dem i endnu stærkere vendinger end han gjorde farisæerne, for de overgik farisæerne i at si myggene fra og sluge kamelerne. Hvis et husdyr faldt i en brønd på sabbaten kunne en farisæer trække det op, men ikke en essæer. En essæisk amme kunne ikke engang bære et lille barn på sabbaten. En essæer turde kun spise fisk som var blevet skåret op mens de endnu var levende så blodet kunne løbe af. — Matt. 23:23, 24; Luk. 14:3-6.
Johannes Døber kopierede ikke essæernes dåb. Han fortæller selv at det var Gud som bemyndigede ham til at døbe. (Joh. 1:33) Jesus bragte et nyt budskab, i Bibelen sammenlignet med ung vin; denne vin var helt forskellig fra det jødiske sektvæsens „gamle vin“, hvad enten det nu var essæisk eller farisæisk. Og han vidste bedre end at prøve at hælde sådan „ung vin“ på sekteriske organisationers og metoders tørre gamle lædersække. Denne „vin“ havde han modtaget fra sin Fader hvilket han selv åbent bekendte: „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.“ Vi accepterer dette vidnesbyrd som værende i overensstemmelse med sandheden. Derfor kan vi være forvissede om at kristendommen, uanset alle menneskelige teorier, har sin rod hos Gud og at den på ingen måde skyldes Dødehavsrullerne og sekten. — Luk. 5:37-39; Joh. 5:19.
I stærk modsætning til de ruller som indeholder essæernes filosofi, indeholder de bibelmanuskripter der er fundet til overflod i nærheden af Det døde Hav, Guds ord og står som en forbløffende bekræftelse af at dette ord ikke har forandret sig, for „Herrens ord bliver evindelig“. — 1 Pet. 1:25.