Del den gode nyhed med andre ved at give personlige bidrag

„Dine udsigter til at give bidrag“ hjælper til at udbrede Riget overalt

I AUGUST 1879 stod der at læse i dette blads moderorgan: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som protektor, og så længe det er tilfældet vil det aldrig tigge om hjælp eller bede om menneskers støtte. Når han som siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi forstå at det er tid til at holde op med at udgive bladet.“ Selskabet har ikke standset udgivelsen, og der har aldrig manglet et eneste nummer af Vagttårnet. Hvorfor? Fordi Selskabet aldrig nogen sinde siden princippet om at stole på Jehova fremsattes for næsten firs år tilbage, har fraveget det.

Hvordan forholder det sig i dag? Stiller Selskabet sig stadig på samme måde til spørgsmålet? Ja. Har Selskabet nogen sinde tigget dig om penge? Nej. Jehovas vidner tigger aldrig om penge. De opkræver heller aldrig nogen, lader aldrig en kollektbøsse gå rundt, tager aldrig entré, udlejer ikke kirkestole, afholder ikke basarer og henvender sig heller ikke til fremtrædende personer med anmodning om bidrag.

Hvad har Selskabet gjort? Givet, ikke anmodet; uddelt, ikke tigget. Jehovas vidner giver af det de har. De har den gode nyhed om Riget og den giver de videre, til velsignelse for andre.

Over hele jorden er Jehovas vidner forenet i tro og i gerning. Denne enhed gør sig gældende både hvad åndelige og materielle ting angår. De ved at Ordsprogene 3:9 siger: „Ær Jehova med dine værdifulde ting, med førstegrøden af al din avl.“ (NW) Fordi hver afdeling, hver menighed og hver eneste forkynder alvorligt søger at bidrage til alles velfærd, har hele den nye verdens samfund opnået åndelig styrke og velstand. Materiel velstand fører ikke til åndelig velstand. Men åndelig velstand bringer en materiel velstand som er stor nok til at udgifterne i forbindelse med Jehovas arbejde kan dækkes.

Måder hvorpå du kan dele med andre

Der er mange måder hvorpå man kan dele den gode nyhed med andre ved at give personlige bidrag. En af måderne har med rigssale at gøre. Der er forskellige ting at tage vare på i forbindelse med rigssale. Alle i menigheden benytter dem. Nogle menigheder har oprettet fonds til bygning eller leje af rigssale, til belysning, opvarmning og vedligeholdelse. Det er nødvendigt at alle menighedens medlemmer yder deres støtte til sådanne foranstaltninger.

Nogle af de penge der sendes som bidrag til Selskabet anvendes til oplæring, udsendelse og opretholdelse af missionærer i dele af verden hvor den gode nyhed ikke tidligere har været forkyndt. Pengebidrag kan sendes til hovedkontoret i Brooklyn og til et hvilket som helst afdelingskontor i verden. Ligegyldigt hvilket afdelingskontor der sendes bidrag til, er disse til gavn for arbejdet i alle lande.

Når man giver et bidrag ved man ikke altid nøjagtigt hvortil det bliver anvendt, men man kan se resultaterne gennem en udvidet forkyndelse af Riget. Ingen kan nægte at der sker en stor udvidelse. Rapporter i Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1959 viser at den gode nyhed om Riget nu prædikes i 175 lande og ø-distrikter af mindst 798.326 kristne ordets tjenere. Alle gaver uanset størrelse, bidrager til at andre lærer den gode nyhed at kende.

Selskabet offentliggør ikke hvem der har givet bidrag, i harmoni med hvad Jesus sagde: „Men når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ (Matt. 6:3, 4) For at giverne kan vide at deres bidrag er modtaget og i høj grad påskønnet, sender Selskabet en anerkendelse af modtagelsen.

Er der noget af større værdi som vi kunne dele med andre end den gode nyhed? Hvad vi end gør, bør den endelige hensigt dermed være den som Paulus gav udtryk for med ordene: „Jeg gør alt for den gode nyheds skyld, for at jeg kan dele den med andre.“ — 1 Kor. 9:23, NW.

Ikke under tvang

For at dele den gode nyhed med andre er det til tider nødvendigt at dele materielle ting. Paulus viser rigtigheden af at give en meddelelse i forvejen når en sådan forret til at dele med andre åbner sig. Intet af det Paulus siger kan tages som en retfærdiggørelse af tiggeri: „Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede brødrene rejse i forvejen til jer og i god tid få indsamlet den rigelige ’velsignelsesgave’, som I tidligere har lovet, for at den kan ligge færdig som en rigelig gave og ikke som en karrig gave. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:5, 7.

Overensstemmende med Paulus’ ord gør Selskabet hvert år opmærksom på den forret du har at yde personlige bidrag og oplyse Selskabet om dine udsigter til at give sådanne bidrag i det kommende år. Denne fremgangsmåde fra Selskabets side har ikke til hensigt at binde dig til et løfte. En pengegave der gives på foranledning af en sådan bekendtgørelse er stadig en frivillig gave. Til eksempel sagde Moses da israelitterne stod over for at skulle bygge tabernaklet: „Dette er, hvad HERREN [Jehova] har påbudt: I skal tage en offerydelse til [Jehova] af, hvad I ejer.“ Hvordan blev opfordringen efterkommet? „Enhver mand og kvinde af israelitterne, som i sit hjerte følte sig tilskyndet, . . . bragte det som en frivillig gave til [Jehova].“ — 2 Mos. 35:4, 5, 29.

Da David traf forberedelser til bygningen af templet spurgte han: „Hvem er nu villig til i dag at bringe HERREN [Jehova] gaver?“ Svaret? „Af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver.“ — 1 Krøn. 29:5, 9.

Frivillige bidrag i dag tilkendegiver kristen modenhed. Et barn er ikke modent og må forsørges, men det bliver voksent. Som kristne skulle vi blive voksne så vi kan påtage os et ansvar for at dele den gode nyhed med andre på enhver tænkelig måde. Når man ikke længere er barn kan man ikke alene forsørge sig selv men er også i stand til at drage omsorg for andre. Sådan forholder det sig med de enkelte og med menigheder inden for den nye verdens samfund. Vi når til det stade hvor vi kan hjælpe til med materielle ting. En menighed kan bygge sin egen rigssal og derefter hjælpe en anden menighed med at få en rigssal, og på anden måde fremme Rigets arbejde.

Dersom alle mennesker på jorden havde viet sig til at tjene Riget ville der sådan set ikke være brug for penge. Firmaer kunne skænke Selskabet papir og andre trykkematerialer; andre firmaer kunne vederlagsfrit besørge forsendelsen af bibler og bibelstudiehåndbøger; entreprenører og arbejdere kunne bygge de nødvendige afdelingskontorer og rigssale gratis. Postvæsenet kunne besørge posten uden betaling; fødevareforretninger og konfektionsfirmaer kunne forsyne brødrene på Betel med mad og tøj. Men det er ikke alle der er interesseret i at dele den gode nyhed med andre, og Selskabet ejer ikke papirmøllerne og transportmidlerne. Selskabet må betale alle sådanne udgifter. Hvis mennesker ønsker at støtte os i det arbejde vi udfører, tager vi imod deres hjælp og udtrykker vor værdsættelse af den. Men vi beder ikke om den; de tilbyder den. Vi kan så hjælpe sådanne mennesker ved at sørge for deres åndelige behov.

For at Selskabet kan tilrettelægge det kommende års arbejde er der truffet en foranstaltning som kaldes „Dine udsigter til at give bidrag“. Det er ikke en forpligtelse til at give et bestemt beløb men kun en udtalelse om hvor meget man håber at kunne bidrage med i løbet af det kommende år. Hvad kan du gøre i den henseende? Du kan skrive et kort eller et brev til Selskabets afdelingskontor i det land hvor du bor. De som bor i Danmark adresserer deres kort eller brev til: Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, Virum.

Du kan skrive noget i retning af dette: „Det er mit håb at jeg i de næste tolv måneder vil kunne yde et bidrag på kr. . . . til forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, et bidrag jeg vil indsende i sådanne beløb og til sådanne tidspunkter der er belejlige for mig, og alt efter den velstand Jehova gennem Jesus Kristus lader tilflyde mig i sin ufortjente godhed.“ [Underskrift]

Er det ikke en glæde at stå over for verden som et hårdt arbejdende ny verdens samfund der kan klare sig uden andres hjælp? Er det ikke en inspirerende glæde at dele den gode nyhed med andre? Som forkyndelsen af Riget fortsat udvides og går rask fremad, ser vi endnu en gang bekræftet at Jehova Gud er protektor for sit arbejde og sit folk.