Tale og frelse
1. Hvilken betydningsfuld lejlighed har mennesker nu, som vist i Romerne 10:8-10?
ETHVERT normalt menneske søger at bevare livet, for Jehova har i mennesket nedlagt et ønske om at leve. Gennem sit ord åbenbarer Jehova at han vil skænke evigt liv til alle der rækker efter det og tager imod det på hans betingelser. Mennesker har lejlighed til at lære hvad Guds ord indeholder, fylde deres sind og hjerte dermed, og derefter forkynde det, til frelse for sig selv og andre. „’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).’ Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man [offentligt, NW] til frelse.“ — Rom. 10:8-10.
2. Hvilke progressive skridt må tages af dem der stræber efter at opnå frelse?
2 Her vises at der er en nøje forbindelse mellem vor opnåelse af frelse og anvendelsen af vor taleevne. Jehova frembragte skaberværket til glæde for sig selv og for at det skulle ære hans navn, og han skabte menneskene for at de skulle tilbede ham. Når de er travlt beskæftiget dermed, vinder de hans gunst. Skønt de fleste mennesker ikke er i harmoni med Jehova, ikke lovpriser ham, har han dog barmhjertigt givet mennesker mulighed for at få kundskab om hans hensigter og vælge livet. Efterhånden som et menneske opnår mere og mere nøjagtig kundskab fra Gud, forstår det bedre sit forhold til Skaberen. Det bliver klar over at det er en forret at lovprise Jehova ved at bruge sin taleevne til offentligt at bekende sin tro. Det bliver et Jehovas vidne, som ved enhver lejlighed taler til sin Guds ære. Det indvier sit liv og alt hvad det ejer, sin taleevne indbefattet, til lovprisningen af Jehova. Det træffer samme beslutning som salmisten: „Også min tunge skal dagen igennem forkynde din retfærd.“ (Sl. 71:24) Sådanne indviede mennesker bruger Gud nu som sine vidner og lader dem bringe sine meddelelser til menneskeslægten. Mange modtager frelsen gennem det verden måske betragter som dårskab, nemlig forkyndelsen. — Es. 43:8-12; 1 Kor. 1:21; 2 Pet. 3:9.
3. (a) Hvor skal Jesu efterfølgere, ifølge Jesu eget udsagn, bekende offentligt til frelse? (b) Hvordan viser Mattæus 10:32, 33 at tavshed kan føre til tab af liv?
3 Den form for offentlig bekendelse til frelse som Paulus taler om i Romerbrevet, kapitel 10, er offentlig tale baseret på ens stærke tro. Kundskaben fra Guds ord er blevet givet i tillid til at den vil blive anvendt uden tanke for personlig vinding. I Mattæus 10:8 mindede Jesus apostlene om at de havde modtaget den for intet og derfor også måtte give den videre for intet. Han befalede dem at gå ud at forkynde, at gå ind i husene og tale med beboerne, aflægge besøg fra hus til hus og fra by til by, og han lod dem ikke i tvivl om at dette ville føre til deres frelse. Nogle synes måske at det er en vanskelig opgave at gå ud på offentlige steder og tale til folk om Guds rige og Guds hensigter, men det er en af betingelserne for at vinde frelse eller evigt liv. Der findes kun ét middel til opnåelse af frelse, nemlig det som Gud har tilvejebragt ved Kristus Jesus. Mellemmanden mellem Gud og mennesker, Kristus Jesus, viste hvorledes den offentlige bekendelse fra hus til hus og fra by til by bevirkede at forkynderen blev anbefalet til frelse hos Faderen. Jesus sagde: „Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 10:32, 33) Hvis man ikke bekender offentligt fra hus til hus og for menneskene, fornægter man i realiteten sin tro på Kristus Jesus og Jehova Gud. Ved sin tavshed ’fornægter’ man altså Kristus Jesus og fornægtes følgelig af ham over for Faderen, som er i Himlene, hvilket vil sige at man ikke bliver frelst.
4. (a) Hvem må nu være lærere? (b) Hvordan kvalificerer man sig som en god lærer, som vist ved Jesu eksempel?
4 Ens daglige brug af taleevnen i tjenesten for Gud omfatter mange ting. Den indviede Guds tjener forkynder og underviser ved hjælp af sin tunge. Før Jesus steg til himmelen gav han en tydelig befaling: „Gå derfor . . . idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Det betød at der skulle iværksættes en stor undervisningskampagne. Grundlaget for denne undervisning findes i Bibelen. De der skal undervise må være godt kendt med deres lærebog for at kunne være sande lærere. Den store Mester eller Lærer, Kristus Jesus, var grundigt inde i Lærebogen på sin tid. Som det fremgår af beretningen i Lukas 4:17 stod han op i synagogen og kunne straks åbne bogrullen på det sted vi nu kalder Esajas det 61. kapitel. Under hele sin tjeneste citerede han fra profeterne, fra Moses’ skrifter, og fra Salmerne; og inden han steg til himmelen udlagde han, som Lukas 24:27 viser, alt hvad der i Skrifterne handlede om ham, idet han gik ud fra Moses og alle profeterne. Lu 24 Vers 45 viser at han åbnede sine disciples sind så de forstod Skrifterne. Således satte Jesus eksemplet for hvordan undervisning bør foregå: han forvissede sig om at hans elever forstod det han lærte dem ud fra Guds ord. Dette ærede Jehova Gud og åbnede tilhørerne vejen til frelse.
5. Hvem får gavn af den kristne undervisning, og hvordan skal den gives?
5 Det er denne livfrelsende undervisningsmetode Jehova Guds sande tjenere benytter. Apostlene anvendte den, og sande kristne bruger den den dag i dag. Paulus gav den unge tilsynsmand Timoteus følgende råd: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:16) Timoteus havde lært gennem studiet af Guds ord og den undervisning hans moder og apostelen Paulus havde givet ham. I sin sidste formaning til Timoteus sagde Paulus: „En Herrens træl . . . må være taktfuld mod alle, egnet til at undervise, og må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandhed, og de igen må komme til deres fulde fornuft.“ (2 Tim. 2:24-26, NW) „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.“ (2 Tim. 4:2) Til en anden tilsynsmand, Titus, sendte han en lignende vejledning angående sund forkyndelse. (Tit. 2:1, 6-8) Det er den gerning der fører til frelse både for lærer og elev.
6. Hvordan var apostelen Paulus et eksempel på en der talte til frelse?
6 Paulus nøjedes ikke med at give vejledning; han var selv et eksempel på en der trofast underviste, ikke for selvisk vindings skyld, heller ikke for at opnå en personlig fordel ved at have en skare tilhængere, men for at opbygge andre i kundskab om Gud så også de kunne forkynde til deres egen og andres frelse ved at lovprise Jehova og tilbede ham i ånd og sandhed. Apostelen Paulus og hans medarbejdere brugte altid tungen i tjenesten til gavn for andre, og beretningen derom er bevaret i Skrifterne, hvor de for os er et eksempel på hvordan kristne efterligner Jesus Kristus i undervisningsarbejdet til Guds ære. Ikke alene skal vi selv bekende offentligt når vi går fra hus til hus og når vi underviser ved genbesøg, men vi kan også være travlt beskæftiget med at lære andre at forkynde og til med overbevisning at fremholde budskabet om Guds rige ved dørene. Det hører med til arbejdet med at opbygge og hjælpe andre som ønsker at tjene Jehova og opnå frelse. — 2 Tim. 2:2.
Anden offentlig bekendelse
7, 8. (a) Hvor må man også bekende offentligt, og hvilke motiver tilskynder en til at tale dér? (b) Hvordan må man forberede sig til denne form for offentlig bekendelse, og hvem får gavn deraf?
7 Kærlighed bevæger en til at tale offentligt ved menighedens studiemøder. Den kristne tænker ikke bare på sig selv men også på de andre mødedeltagere. Han vil gerne opbygge dem. Det er attråværdigt at gavne andre. Paulus skrev om sådan tale: „Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter at tale profetisk. . . . den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst. . . . den, der taler profetisk, opbygger en menighed.“ — 1 Kor. 14:1, 3, 4.
8 Den ordning der eksisterer blandt de sande kristne kræver ikke at man altid skal sidde stille og lytte, nej, de kristne deler også de gode ting med hinanden. Den samme apostel skrev til hebræerne: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; . . . og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling.“ (Hebr. 10:23-25) Ved den offentlige sammenkomst må alle tilstedeværende give agt på de åndelige ting, og alle må være med til at dele med andre hvad de har lært af Gud. Det håb Gud har opbygget i sine tjenere styrkes når de udtaler sig offentligt ved menighedens møder, og andre får samtidig gavn deraf. De opflammes til kærlighed og gode gerninger. Ingen skulle lade hånt om den forret det er at tale gode ting i menigheden, for det ville være meget ukærligt og hensynsløst over for andre at forholde sig tavs. Bevidstheden om dette indskærper nødvendigheden af at forberede sig så man kan deltage i drøftelsen af de åndelige emner. Den kristne forventer ikke at inspirationen pludselig skal komme over ham, men gennem studium forbereder han sit sind og hjerte, idet han følger det bekendtgjorte program over menighedens virksomhed. Han lærer at slå op i Bibelen og at vise andre hvad der står i den, så han kan give dem åndelig styrke. Al denne drøftelse i menigheden har til formål at udvirke frelse. — Gal. 6:6.
9. På hvilken anden måde kan talen anvendes til gavn for andre?
9 Talen bruges på mange flere måder til andres gavn. Den bruges til at råde og vejlede med. „De vises tunge gør godt med kundskab, men de dummes mund strømmer over med tåbelighed.“ (Ordsp. 15:2, NW) Hvis nogen ikke ved hvordan de skal gribe et problem an, eller hvad det vil være rigtigt at gøre i en bestemt sag, kan de henvende sig til en der er oplært i Guds ord og ved taleevnens hjælp få at vide hvilken fremgangsmåde der vil føre til deres frelse. „Når der ingen dygtig ledelse er, falder folket, men der er frelse i rådgiveres mængde.“ (Ordsp. 11:14, NW) Menighedernes tilsynsmænd må være gode rådgivere. — 1 Tim. 4:6, NW.
10. (a) Hvordan viser 2 Samuel 12:7-13 et eksempel på dygtig brug af talen ved behandling af en overtrædelse af Guds lov? (b) Hvad kan vi lære af Davids reaktion på de ord en udvalgt Guds tjener sagde til ham?
10 Der er tidspunkter hvor indviede Guds tjenere bør vejledes, men det er ikke nødvendigt at udsætte dem for hård kritik, selv når de begår en fejl. Et bibelsk eksempel på dygtig brug af talen ved opklaring af en sag, står berettet i 2 Samuel 12:7-13. Profeten Natan blev af Gud sendt hen for at vejlede kong David og få ham til at indse hvor forkert han havde handlet i forbindelse med Urias’ død. Når et menneske med et godt hjerte vejledes fører det til noget godt; vejledningen udvirker en helbredelse og hjælper overtræderen til at rette sit forhold til Jehova Gud. Da Natan talte til David om det forkerte han havde gjort, fór David ikke op i vrede og forbandede Natan og krævede hans død for den kongelige gardes hånd, tværtimod indrømmede han ydmygt sin synd, for han var klar over at han havde handlet uret. Hans ord viste hvad hans gode hjerte indeholdt. Han prøvede ikke at retfærdiggøre sig. En sådan indstilling er ret og antagelig i Guds øjne og skulle stå som et eksempel for alle der overtræder Guds retfærdige lov og som af Jehova kræves til regnskab gennem hans synlige repræsentanter på jorden. David kunne vende tilbage til Guds gunst før sin død fordi hans hjerte var ret.
11. Hvordan kan man sige at den vises tunge læger og fører til frelse?
11 Vi forstår i sandhed at den vises tunge tilvejebringer en åndelig helbredelse når den bruges i harmoni med Guds ord. Som en modsætning til helbredende tale nævner Bibelen tankeløse menneskers tale. „Der findes den der taler tankeløst som med sværdhug, men den vises tunge er lægende.“ (Ordsp. 12:18, NW) Man bør have andres interesser på sinde. Ved sin tale bør man opmuntre dem og give dem anerkendelse. „Hulde ord er som flydende honning, søde for sjælen og sunde for legemet.“ (Ordsp. 16:24) Guds tjenere taler til stadighed sammen, beriger og opbygger hinanden, og dette er Gud til behag. De som opbygger hinanden ved at tale om de åndelige ting, vil blive husket af Gud og blive frelst, som forudsagt i Malakias 3:16, 17.
Efterlign dem der taler ret
12. (a) Hvilken slags tale er passende? (b) Hvilke eksempler henleder Paulus vor opmærksomhed på?
12 Behovet for flere forkyndere og lærere overalt indskærper os at der ikke er tid til tom snak, overdreven skæmt eller smudsig tale og sladder. Tiden er kostbar; liv står på spil. Paulus formanede derfor: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem.“ (Ef. 4:29) Og efter at Paulus har afsluttet det fjerde kapitel med en drøftelse af talens rette brug, tilføjer han: „I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os.“ (Ef. 5:1, 2) Her henleder han vor opmærksomhed på de mest ophøjede eksempler, den almægtige Gud og Kristus Jesus.
13, 14. (a) Hvad har Jehova altid talt? (b) Nævn eksempler på ting Jehova har talt og som vi også bør tale idet vi efterligner ham.
13 Hvad har Jehova altid talt? Sandhed og visdom. Det Gud har talt og som mennesker har fået indblik i har altid været opbyggende og godt. Han, der er så ophøjet og mægtig, ser vore ufuldkommenheder, men han bliver ikke ved med at kritisere os og finde fejl hos os. Han vejleder os om hvordan kødets syndige tilbøjeligheder kan overvindes, og giver mennesker som stræber efter at tjene ham et vist mål af sin ånd for at hjælpe dem. Han taler i barmhjertighed og godhed og med megen kærlighed og tålmodighed. Hans ord er så gode at de kan sammenlignes med næring for en hungrende sjæl. Mennesket lever i sandhed ikke af brød alene, men af hvert ord der udgår af Guds mund. Kristne er Guds medarbejdere fordi de er offentlige forkyndere af den gode nyhed nu, og de må derfor søge at følge Guds eksempel på enhver måde, navnlig når det gælder anvendelsen af deres taleevne. — Matt. 4:4; 2 Kor. 2:17.
14 Jehova taler også med styrke når han dadler ondskab og forkynder sine domme over Satan og den onde tingenes ordning. Samtidig bekendtgør han sine hensigter, idet han viser at det vil være til gavn for de lydige mennesker at de der øver det onde udslettes. Han stiller os over for et utvetydigt valg: fortsæt ad verdens veje i samfund med Satan og forgå, eller stil dig på Guds og Kristi side og vind evigt liv. (5 Mos. 30:19, 20) Hvis Satans verden skal udslettes, hvorfor så støtte den? Gud råder os: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4.
15. Hvorledes har Jehova som lærer selv været os et eksempel?
15 Gud underviser andre i hvad der er hans vilje, ligesom han underviste Jesus. Jesus gav agt på Jehovas undervisning, og der var profetisk skrevet om ham: „Den Herre [Jehova] gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord; han vækker hver morgen mit øre, han vækker det til at høre, som lærlinge hører. Den Herre [Jehova] åbned mit øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke.“ (Es. 50:4, 5) Den undervisning Jehova gav Jesus fyldte Jesu sind og hjerte og satte ham i stand til at bruge sin taleevne på smukkeste måde.
16. (a) Hvilken form for tale benyttede Jesus? (b) Hvordan er Jesus vort eksempel ved sine undervisningsmetoder?
16 Jesus var ved sin tale et eksempel på en der kærligt og tålmodigt giver undervisning. Han nøjedes ikke med at tale til sine efterfølgere på jorden, men han forklarede og belærte. Han brugte en mængde lignelser og billeder. I Mattæus-evangeliet det 13. kapitel finder vi lignelser om at så sæd. Disse blev forklaret så at mennesker der var det værd ikke alene hørte ham fortælle noget, men også forstod betydningen. Jesus forvissede sig om at hans tale var til gavn for disciplene, hans lærlinge. Alle hans ord var velbegrundede. Han tænkte først, og talte så. Hans motiv var kærlighed, så han sladrede eller bagtalte aldrig. Han var indviet til at gøre Jehovas gerning og havde et hverv at udføre inden for en kort tid. Han udførte sin Faders gerning, idet han brugte sin taleevne til frelse for dem som ville høre. Hans samtaler opbyggede altid andre til frelse. Han åbenbarede Jehovas domme over de onde og talte frygtløst, endog til sine fjender. Han forstod hvad det vil sige at være taktfuld og vidste hvornår han skulle tale. Han genspejlede det han havde lært af Jehova ved at vise os hvordan Jehova havde lært ham at tale og undervise, og ved at åbenbare sit gode hjertes overflod hver gang han åbnede munden. Han satte det eksempel vi må følge. Bliv Guds og Kristi Jesu efterlignere!
17. (a) Hvad skulle vor tale være optaget af nu? (b) Hvorfor må det være vort mål at beherske vor tale til enhver tid, og hvad lærer vi af Moses’ erfaring ved Meriba?
17 Der er så mange gode ting at sige om Jehova Gud og velsignelserne i hans nye verden. Jehova fortæller os disse gode ting i sit ord og gennem sin synlige organisation. Vi har aldrig tid nok til at lære alt det vi gerne ville. Men hvordan kan nogen kristen så få tid til at lade sig indvikle i verdslig eller tom snak og på den måde spilde tiden? (Kol. 4:5, 6) Vi må udvise selvbeherskelse; Jehova hører os. (Sl. 59:8, 13, 14) Selv når vi er optaget af Jehovas gerning må vi tale med omtanke, til Guds pris. Moses kom ikke ind i det forjættede land og fik ikke lov til at glæde sig over livet der fordi han fejlede med sin mund ved Meriba. — 4 Mos. 20:10-12.
18. Hvad vil vi, med frelsen for øje, bestræbe os for at gøre ved Jehovas hjælp?
18 Det er nu tiden til at vi holder vore tanker under kontrol og behersker vor tale, så vor tunge ikke er som en løbsk hest hvis tømme slæber hen ad jorden. Vi vil ikke beskæftige os med sladder, der er som en brændende tændstik der kastes i en knastør skov. Nej, vi vil passe på ikke at tabe det betydningsfulde forkyndelses- og undervisningsarbejde af syne. Vort mål er at efterligne Jehova og Kristus i brugen af vor tænke- og talevne, til frelse for andre. Hertil beder vi om Jehovas hjælp i ønsket om at behage Livgiveren, for vi kan ikke gennemføre alt i egen kraft. Gør dette til din bøn: „Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, [Jehova], min klippe og min genløser!“ — Sl. 19:15.