Hvad er navnet?

Er det rigtigt at kalde Gud ved navn? Hvordan skal navnet i så fald udtales?

„HVORFOR er man holdt op med at anvende Guds navn, ’Jehovah’, i Bibelen?“ Dette spørgsmål blev stillet i et læserbrev til bladet Evening Star (Washington, D.C.) og besvaredes i nummeret for 30. september 1961 af en præst, som blandt andet skrev: „Den vigtigste grund til at dette navn er udeladt i de fleste engelske bibeloversættelser er at det ikke forekommer i den hebraiske grundtekst.“

Den samme begrundelse for at udelade navnet „Jehovah“ anføres i forordet til den engelske reviderede standardoversættelse af 1952 (Revised Standard Version): „Ordet ’Jehovah’ er ikke en nøjagtig gengivelse af nogen af de former hvori navnet i tidens løb har været anvendt på hebraisk.“

Noget lignende skriver det romersk-katolske blad Our Sunday Visitor for 1. oktober 1961: „Formen ’Jehovah’ skyldes en misforståelse fra de kristnes side. Jøderne hverken skrev eller udtalte navnet på den måde.“

I gejstlige kredse i kristenheden er det den gængse opfattelse at det ovenanførte kan bruges som begrundelse for ikke at anvende navnet „Jehovah“ eller „Jehova“; man mener at det ikke er rigtigt at betegne den almægtige Gud ved det navn. Som følge heraf udelades det i mange bibeloversættelser, og man anvender det heller ikke i tale, skrift og liturgi. De større kirker i kristenheden har så godt som opgivet at kalde Skaberen ved navn og hævder at titler som „Herre“ og „Gud“ er alt nok.

Har Gud et navn?

Nu kunne man godt, hvis man ikke kender til hvad der står i Bibelens grundtekst, få det indtryk at Gud ikke har noget navn og at formen „Jehovah“ eller „Jehova“ er et påfund som ikke har bund i virkeligheden. Lad os derfor først undersøge spørgsmålet: Har Gud et navn?

Hvordan kan man få besvaret dette spørgsmål? Hvis nogen var i tvivl om hvorvidt De havde et navn, ville det så ikke være nærliggende at vedkommende gik til Dem for at få det opklaret? De måtte da være den nærmeste til at besvare spørgsmålet, selv om De nok ville synes det var et dumt spørgsmål eftersom De hele livet igennem havde haft et navn.

Ovennævnte skriftsteder er citeret fra den autoriserede danske oversættelse, men vi kunne lige så godt have citeret fra en hvilken som helst anden oversættelse, meningen er nemlig den samme. Vi kunne også have anført mange andre skriftsteder som fortæller det samme, men det skulle ikke være nødvendigt. De citerede skriftsteder viser ud over enhver tvivl at Gud har et navn, det må ethvert fornuftigt menneske indrømme. Men er dette navn „Gud“ eller „Herren“? Nej, for det er ikke navne men titler, svarende til for eksempel „hr.“ eller det engelske „sir“.

Det er af overordentlig stor betydning at kende og anvende Guds navn, hvad Guds ord gør os opmærksom på gennem den udtalelse der forekommer i Romerne 10:13, en udtalelse der for øvrigt stammer fra Joels profeti (3:5): „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“

Det fremgår altså klart af Bibelen at Gud har et navn og at de der ønsker at opnå det evige liv må kende det og anvende det.

Hvordan kan der være tvivl om det?

Der kan ikke være tvivl om at Gud har et navn, men tilbage står spørgsmålet: Hvilket navn?

I den hebraiske del af Bibelen („Det gamle Testamente“) staves Guds navn med fire hebraiske bogstaver, kaldet tetragrammatonet. De svarer til de fire bogstaver JHVH (eller som engelske tekster gerne gengiver dem: YHWH). I ovennævnte artikel i Evening Star stod der at Guds navn „stavedes med hebraiske bogstaver der svarer til YHWH“. Our Sunday Visitor skrev: „Det blev udelukkende skrevet med konsonanter: YHWH.“ I forordet til Revised Standard Version tales der om „de fire konsonanter, YHWH, hvormed navnet . . . blev skrevet“.

Når man udmærket ved hvilke hebraiske bogstaver Guds navn skrives med, hvordan kan der da være nogen vanskeligheder forbundet med at afgøre hvad navnet er? Problemerne melder sig når man skal oversætte fra det gamle hebraiske sprog. I de gamle hebraiske skrifter brugte man kun konsonanter, ingen vokaler. Når man læste op indføjede man selvlydene ud fra sit kendskab til hebraisk udtale.

De der var godt inde i det hebraiske sprog, og det har Jesus og de gamle hebræere før hans tid været, har afgjort kendt navnet og udtalt det korrekt, eftersom det forekommer 6962 gange i Bibelens hebraiske skrifter. Men især efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.v.t. fordunkledes den korrekte udtale gradvis. Bidraget hertil har de frafaldne jøders overtroiske forestilling om at det var syndigt at udtale Guds navn, en forestilling som Jesus, de første kristne og fortidens trofaste hebræere naturligvis aldrig har haft. Efterhånden gik den korrekte udtale af JHVH helt ad glemme.

Det var først i det syvende århundrede efter vor tidsregning man begyndte at indføje vokaltegn i de hebraiske bibeludgaver. Disse tegn angav hvilke selvlyde der skulle anvendes ved oplæsning af den hebraiske konsonant-tekst. På grund af den overtroiske forestilling om at Guds navn ikke måtte udtales, indføjede man i tetragrammatonet vokaltegnene for Elohim (Gud) og Adonaj (Herre) for at minde læseren om at han skulle anvende disse ord i stedet for det guddommelige navn. Ved en kombination af de advarende vokaltegn og de fire konsonanter JHVH opstod udtalen Jehovih’ og Jehovah’. Navnet indførtes i engelske bibeloversættelser, heriblandt King James-oversættelsen, for cirka 350 år siden, i formen „Jehovah“.

Har man nogen anelse om hvordan navnet oprindelig er blevet udtalt? En nyere romersk-katolsk oversættelse, The Holy Bible, der er udgivet af monsignor T. O’Connell, siger i en kommentar til 2 Mosebog 3:14: „Jeg er den jeg er: dette udtryk er tilsyneladende kilden til ordet Yahweh, det rette navn på Israels Gud.“ Revised Standard Version siger i sit forord: „[Det er] næsten, hvis ikke ganske sikkert, at navnet oprindelig blev udtalt ’Yahweh’.“ Artiklen i Evening Star sagde: „Hvis navnet skulle skrives helt ud ville det være mere korrekt at stave det ’Yahweh’.“a

Mange bibelkyndige mener at udtalen „Yahweh“ (dansk omskrivning: Jahve) kommer nærmere den hebraiske udtale af Guds navn; men det undskylder ikke at kristenhedens kirker udelader Guds navn i deres bibeloversættelser og i gudstjenesten. Hvis man mener at udtalen „Jahve“ eller en anden udtale er mere korrekt, hvorfor bruger man den så ikke? Hvilken rimelighed er der i at påpege at én af navnets former er mere korrekt end en anden og så fortsat lade være med at bruge nogen af formerne?

Udtal navnet på Deres eget sprog

Hvilken udtale anser Jehovas vidner for at være den mest korrekte? På side 25 i forordet til New World Translation of the Christian Greek Scriptures, en oversættelse af „Det nye Testamente“ som blev udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society i 1950, skriver oversættelseskomiteen: „Vi er tilbøjelige til at anse udtalen ’Yah·weh’ for at være mere korrekt.“

Men hvis det er tilfældet, hvorfor anvender man så formen „Jehovah“ i oversættelsen, og hvorfor bruger Jehovas vidner så denne form af navnet i deres forkyndelse og i deres gudsdyrkelse i det hele taget? Fordi folk har været vant til formen „Jehovah“ i mange hundrede år og fordi denne form af navnet fastholder de fire konsonanter som svarer til tetragrammatonet.b Desuden taler vi jo ikke hebraisk i dag! På dansk udtaler vi navnet „Jehova“ på én måde, på andre sprog måske både staves og udtales det på andre måder, selv om forskellene for det meste ikke er særlig store.

De der afviser den danske form „Jehova“ og insisterer på at bruge den hebraiske udtale, skulle spørge sig selv hvorfor de siger „Jesus Kristus“ når dette navn ikke blev udtalt sådan på hebraisk. Det er på dansk man udtaler det på den måde, og den danske form er en variation af den græske, ligesom den mere ændrede engelske form „Jesus Christ“. Skulle navnet Jesus udtales på hebraisk måtte det nærmest udtales „Jehóshua“, og „Kristus“ måtte hedde „Mashíahh“. Ligesom vi siger „Jesus Kristus“ kan vi også sige „Jehova“, for begge dele er korrekt når det er dansk vi taler.

The Catholic Encyclopedia (bind 8, udgaven af 1910, side 329) understreger at det er korrekt at bruge formen „Jehovah“ på engelsk: „Jehovah, Guds egennavn i Det gamle Testamente.“ Værket siger endvidere: „I de senere år har nogle lærde hævdet at ordet Jehovah først er dukket op i året 1520. . . . Men såvel katolske som protestantiske forfattere fra det sekstende århundrede kender udmærket dette ord. . . . Endvidere fandt Drusius det hos Porchetus, en teolog fra det fjortende århundrede. Endelig forekommer det i ’Pugio fidei’ af Raymundus Martini, et værk skrevet omkring 1270.c Sandsynligvis er navnet Jehovah endog ældre end Raymundus Martinis værk.“

Det er derfor fuldt ud korrekt når King James-oversættelsen gengiver Salme 83:18 (vers 19 i den danske bibel) som følger: „That men may know that thou, whose name alone is JEHOVAH, art the most high over all the earth.“ Det er også korrekt når andre engelske oversættelser, såsom American Standard Version, Moultons Modern Reader’s Bible, Robert Youngs oversættelse og New World Translation of the Holy Scriptures anvender formen „Jehovah“. Oversættelser på mange andre sprog bruger navnet i den form hvorunder man kender det på de pågældende sprog.d

En god begrundelse for at anvende Guds navn fremføres i den tyske oversættelse af Det gamle Testamente ved Johann David Michaelis (det attende århundrede). I sin kommentar til Første Mosebog skriver oversætteren blandt andet: „På den anden side anvendes navnet Jehova [sådan staves det også på tysk] med jævnlige mellemrum, og det højeste Væsen kaldes bestandig Jehova Gud, sandsynligvis for at læseren kan forstå at den Gud Moses taler om er den ene Gud som havde åbenbaret sig for ham under navnet Jehova og som adskilte sig fra alle andre guder ved dette særlige navn. . . . så jeg mente at det måtte være et spørgsmål om korrekt oversættelse og besluttede at bruge navnet, selv om det ikke altid tiltaler en tyskers øre.“

I sin indledning til Jobs bog skriver Michaelis: „Under oversættelsesarbejdet er der intet der så ofte har rejst tvivl i mit sind som Guds navn, Jehova, der forekommer så hyppigt i De hebraiske Skrifter. Flere af mine venner holdt på at jeg overhovedet ikke skulle anvende dette fremmedartede ord. . . . Jehova er et nomen proprium [egennavn], og når det er korrekt at bibeholde andre nomina propria, såsom Abraham, Isak og Jakob, eller, for at nævne navnene på nogle guder, Ba’al, Astarte, Dagon — de kan lyde så fremmedartede de vil — må det også være korrekt at skrive Jehova. Når man oversætter et værk af en klassisk forfatter benytter man uden mindste tøven navnene Jupiter, Apollon [og] Diana; og hvorfor skulle navnet på den eneste sande Gud lyde mere stødende? Jeg kan derfor ikke se hvorfor jeg ikke skulle bruge navnet Jehova i en tysk bibeloversættelse.“

Som denne oversætter så tydeligt giver udtryk for, forekommer Guds navn, Jehova, så mange gange i Bibelen at gudfrygtige mænd føler sig forpligtet af deres samvittighed til at gengive Guds navn i deres oversættelser og bruge det i deres gudsdyrkelse i den form det findes i på deres eget sprog.

Vi behøver ikke at synes der er noget mærkeligt i at udtale Guds navn på det sprog vi nu taler. Sådan gør vi jo med andre navne. Til det danske (og tyske) „Johannes“ svarer det engelske „John“, på spansk hedder det „Juan“, på fransk „Jean“ og på hebraisk „Johhanán“. På andre sprog udtales dette navn på andre måder. Men man opgiver da ikke at bruge sit eget navn på sit eget sprog blot fordi det udtales anderledes på andre sprog, vel? Hvorfor så holde op med at bruge Guds navn fordi det udtales forskelligt på de forskellige sprog?

Det væsentlige spørgsmål

Det afgørende er ikke om „Jahve“ eller en anden form af Guds navn er mere korrekt på hebraisk. Det afgørende er at man bruger den udtale som er den gængse på ens eget sprog. Et trossamfund som undlader at bruge Guds navn kan ikke have den sande religion, for Gud har udtalt: „Derfor skal mit folk kende mit navn.“ Og Guds folk ikke alene kender navnet, men betragter det også som navnet over alle navne og omfatter det med respekt. — Es. 52:6.

De som ønsker at tjene Gud trofast og blive velsignet af ham, bruger hans navn. De udtaler navnet på deres eget sprog og ophøjer det i den udstrækning de formår. De har personlig erfaret at følgende ord er sande: „Gud . . . drog omsorg for ud af hedninger [d.v.s. ud af alle nationer] at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn,“ og de er stærkt interesseret i at være sammen med dette folk. — Ap. G. 15:14.

Hvad er altså Guds navn, navnet over alle navne? Bibelen giver os svaret med følgende ord, der er en pålidelig dansk gengivelse af ordene i den hebraiske grundtekst: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ — Es. 42:8, på grundlag af den engelske New World Translation.

[Fodnoter]