Bliver der nogen sinde fred på jorden?

Verden oplever den ene krise efter den anden. Vil menneskene nogen sinde opnå frigørelse fra frygt?

PIGEN længtes efter fred, men hun var bange. Hun mærkede sig den ulykkesvarslende kurs begivenhederne i verden har taget, og begyndte at spekulere over om der i det hele taget er en mening med tilværelsen. I et brev til redaktøren af et stort dagblad skrev hun:

„Jeg er en af de sekstenårs piger der sidder og ser på at verden glider lige ud i dødens intethed.

Hver dag håber jeg at jeg ikke skal høre fodtrin der fortæller at mennesker er på vej til at opleve verdens ende, den verden som jeg lige er begyndt at fornemme, høre og se.

Jeg er klar over at når tiden er inde, går ingen af os fri. Enten rammes vi af bombens barmhjertige, hurtige død, eller af den ubarmhjertige radioaktivitets langsomme dødskval. . . .

Jeg venter på det tegn der skal sige mig at jeg en dag vil kunne trække vejret og vil kunne se, uden at frygtens kvælende røgtåge stikker i halsen og svider i øjnene.

Jeg venter på at de mennesker der holder min verdens skæbne i deres hånd skal fortælle mig at jeg har ret til at vokse op, at gifte mig, og at få børn der ikke skal leve under så utrygge forhold som vi gør nu, og som ikke skal leve i ængstelse for endog at miste dette mareridt af en verden før de har lært den at kende.“ — New York Times, 18. september 1961.

Som det vil ses blev ovennævnte brev skrevet i 1961. Har den tid der er gået siden da bragt pigens ønske om fred nærmere sin opfyldelse? Er frihed for frygt ved at være en kendsgerning?

Nu i 1965 fortæller det samme dagblad os i en ledende artikel der stod at læse på samme side som bragte pigens brev:

„Det er en forfærdelig, men uomtvistelig kendsgerning at verden er gået af lave og er blevet mere splittet nu end den var i april 1963 da pave Johannes fremsatte en bemærkelsesværdig appel om ’et samfund grundlagt på sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed’. Vi lever i en tid der ville være en prøvelse for hans vidunderlige, medfødte optimisme og hans tro på menneskeheden.

Historien viser at forskellige elementer på forskellige tidspunkter har forsøgt at tilvejebringe et anker i samfundet, at kalde til sammenslutning og enhed. Der var familiebåndet, store fyrster, verdensriger, og verdensreligionerne, og i vor tid har vi de politiske ideologier. Det ser ikke ud til at nogen af disse faktorer har kunnet bevare enheden i det enkelte samfund, og det ser heller ikke ud til at de har kunnet forene folk og nationer i fred.

Folk i vor tidsalder er slået ud af kurs, vandrer om uden mål som i en ørken hvor de raser højlydt og slår om sig af smerte.“ — New York Times, 18. februar 1965.

Den fjendtlige holdning nationerne imellem bliver mere og mere mærkbar, enkeltpersoner bliver mere stridbare, og verden kommer nærmere og nærmere en katastrofal atomkrig. De forenede Staters forsvarsminister gjorde for nogen tid siden rede for hvilke frygtelige følger en sådan krig kan få. Han forklarede at hvis Sovjetunionen foretog et missilangreb på De forenede Staters byer ville det betyde at 149 millioner mennesker mistede livet! Videre sagde han at en gengældelsesaktion mod Sovjetunionen ville kræve 100 millioner ofre og medføre ødelæggelse af cirka 80 procent af landets industri!

I dag er der imidlertid også andre lande, for eksempel Kommunistkina, der er i besiddelse af atomvåben, og derfor udgør en trussel mod freden. Det kan også tænkes at mange af de mindre nationer inden for et eller to årtier vil være i besiddelse af atomvåben, og når man ikke har nogen samlet kontrol med verdens atomlagre vil mindre uoverensstemmelser mellem nogle få lande gradvis kunne føre til en verdensomspændende atomkrig.

Det er i sandhed en foruroligende verden vi lever i. Freden synes fjernere end nogen sinde, ja i betragtning af de voksende modsætninger mellem enkeltnationer, blokke af nationer, samfundsklasser og racegrupper synes det fuldstændig urealistisk at vente at den nogen sinde skulle komme.

Findes der et svar?

Menneskehedens historie har ikke været præget af fred men af konflikter og blodsudgydelse. Den ene gang efter den anden har nationer oprustet, overfaldet deres naboer og styrtet en del af menneskeheden ud i mørke og lidelse. Da så videnskaben konstruerede kraftige ødelæggelsesvåben kunne krigens skadevirkninger ramme flere mennesker og større landområder, ja, hele jorden kan nu inddrages i en krig. Aldrig har situationen været så faretruende. Nu er det intet mindre end menneskehedens eksistens der står på spil!

Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor er jorden atter og atter blevet badet i blod, for det meste uskyldigt blod? Vil total fred nogen sinde komme til at råde på jorden? Kan der gives sandfærdige og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Ja, det kan der; men vi finder ikke disse svar i historiebøgerne, og menneskelig filosofi kan heller ikke give svaret herpå. Hvis det havde været tilfældet skulle de mange foreslåede og anvendte midler til helbredelse af verdens sygdom have virket. Men det har de ikke. De er alle slået fejl.

Svaret på disse spørgsmål må komme fra en der ikke blot kan se brutaliteten mellem mennesker men også ved hvorfor det er sådan, ved hvad fremtiden vil bringe, og kender den endelige løsning. Denne ene kan kun være menneskets Skaber, Jehova Gud. Ligesom opfinderen af en maskine bedst kan fortælle hvad der vil ske hvis man ikke betjener maskinen rigtigt, og hvad man skal gøre hvis den ikke virker normalt, sådan er det også med menneskets Opfinder eller Skaber, Jehova. Han ved hvad hans skabning må gøre for at fungere rigtigt i det menneskelige samfund. Han ved hvorfor det menneskelige samfund er ved at bryde sammen og hvorfor forholdene bliver værre og værre. Han kan fortælle os hvorfor freden er så fjern fra den nødlidende menneskehed. Ydermere kan han fortælle os hvad fremtiden vil bringe og hvad der kan afhjælpe alle vanskelighederne. Ja, den almægtige Gud Jehova kan besvare spørgsmålet: Vil fred nogen sinde blive en realitet på jorden?

Hvordan er freden gået tabt?

Den menneskelige familie har fået den bedst tænkelige start. Den første mand og den første kvinde var skabt fuldkomne og deres hjem var et paradis hvor der rådede fuldkommen fred; de fik interessant arbejde at udføre og blev betroet den opgave at udbrede disse ønsketilstande til hele jorden. Jorden gav rigelig afgrøde til at dække menneskenes materielle behov, og dyrene levede fredeligt sammen. Det hele kan sammenfattes i ordene: „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ — 1 Mos. 1:31.

Hvis sindet, nøglen til den menneskelige adfærd, virkede korrekt, ville intet kunne bryde freden. Så længe mennesket fyldte sit sind med sunde tanker ved at lytte til Skaberens røst, og så længe det holdt sig inden for de rammer Skaberen havde fastsat, ville alt være godt. Hvilke rammer? Jo, de rammer lydigheden mod Guds lov danner. Så længe mennesket opfyldte Guds retfærdige krav ville det gå det godt. Det ville det derimod ikke hvis det tilsidesatte dem. Vi kan sammenligne dette med vore dages love der tjener til fredens bevarelse. Overtræder man loven er man hjemfalden til straf. Dette tjener hele samfundet. Det er det samme med Guds love. De er givet til gavn for lovlydige mennesker. Men hvis mennesket gjorde oprør imod den guddommelige lov skulle det, fik det at vide, „visselig dø“. — 1 Mos. 2:17.

Bibelen, der for øvrigt er den eneste historiske beretning der er bevaret fra den tid, viser at Adam og Eva, far og mor til hele menneskeslægten, sørgeligt nok gik uden for de fastlagte rammer. De ville have noget der ikke tilkom dem. De ønskede at være fuldstændig uafhængige af Gud og hans love, og det viste de ved at bryde dem. De kunne ikke undslippe straffen, døden ville indhente dem. Deres legemers fuldkommenhed kunne ikke bevares; legemerne begyndte at degenerere og til sidst blev de dødens bytte. Også deres sind begyndte at degenerere. Da de ikke længere lod sig lede af Gud og hans principper, ville de komme ud for konflikter, både med deres eget kød, med andre og med dyreverdenen. De havde vraget Gud, og som følge heraf begyndte de at falde dybt, akkurat som en sten der kastes fra et højt sted kun kan falde. — 1 Mos. 3:17-19.

Tilsidesættelsen af Guds lov betød ikke blot at menneskene degenererede og til sidst døde; også freden var borte. Menneskene begyndte at kæmpe indbyrdes. Had, mistænksomhed, voldshandlinger og blodsudgydelse gennemsyrede det menneskelige samfund, indtil tilstandene mere end 1600 år senere blev som Bibelen beskriver: „Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.“ — 1 Mos. 6:11, 12.

En fredfyldt verden var nu blevet til en verden fuld af ufred. Men det var ikke noget man kunne laste Gud for. Det var noget der opstod fordi mennesket søgte at blive uafhængigt af Gud. Gud havde skabt menneskene med en fri vilje, og Han tillod dem derfor at foretage dette eksperiment for en tid. Men se blot resultaterne! Mener du at det forsøg menneskene nu har foretaget i 6000 år er blevet heldigt gennemført og har skabt en fredelig verden og gjort mennesker lykkelige? Naturligvis ikke! Kun smerte, elendighed, bedrøvelse, tårer og død er blevet menneskene til del ned gennem århundrederne, og tænkende mennesker i dag frygter for om menneskeheden som et hele vil kunne overleve disse tilstande!

Vender freden tilbage?

Ganske vist har Gud tolereret menneskenes oprør, men det er kun for en tid. Gud som har interesse for den jord han har skabt, og som nærer kærlighed til de skabninger han har givet liv på den, kan ikke tillade at dette hans værk skændes til evig tid. Det er derfor ondskaben ikke får lov til at fortsætte ret meget længere. Gud har gentagne gange gennem sine profeter og i sit skrevne ord gjort opmærksom på at han vil sætte en stopper for menneskers og nationers ulydighed. — 2 Tess. 1:8; Hebr. 5:9.

Nationernes vanvittige jag mod udslettelse i en atomkrig vil blive standset af Gud. Han har lovet: „Ugerningsmænd skal ryddes ud, . . . En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet [jorden, NW], de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:9-11.

Menneskene har nu haft så lang tid til at vise om de kunne klare problemerne uden Guds hjælp, at ingen kan anklage Gud for manglende langmodighed. Menneskene har haft deres chance og har misbrugt den. Bibelens profetier viser klart at tiden nu er inde til at Gud vil gribe ind, fjerne ondskaben og overtage ledelsen af menneskeheden. Både Jesus Kristus og apostelen Paulus forudsagde at den fortvivlede stilling vore dages nationer befinder sig i ville være et sikkert tegn på at vi befandt os i „de sidste dage“. (Matt. 24:3-14; 2 Tim. 3:1-5) På baggrund af dette kan vi forstå at Gud snart vil nedkalde sin vrede over denne kaotiske verden, samtidig med at han vil lade sin velsignelse hvile over dem som elsker ham. Om vore dage står der skrevet: „Nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.“ — Åb. 11:18.

Freden vender tilbage

Når den nuværende onde tingenes ordning går til grunde vil den fred som Gud oprindelig havde tiltænkt jorden atter blive indført. Så vil jorden ikke længere være fyldt med had og vold. Til den tid vil Guds ret til at herske, for evigt være stadfæstet. Ingen mennesker vil nogen sinde igen få lov til at forstyrre freden i et tåbeligt forsøg på at gøre sig uafhængige af Gud.

De der overlever denne verdens ende vil blive velsignet med fred, for som salmisten forudsagde vil Gud gøre „ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand“. (Sl. 46:10) „Freden skal aldrig få ende.“ — Es. 9:7, NW.

Menneskene skal ikke kun lige nå at leve 70 år for så at dø. I den nye tingenes ordning vil Gud lade menneskene få gavn af sin helbredende kraft så de gradvis vil nå frem til fuldkommenhed, og derfor kunne Jesus omtale tiden og foranstaltningerne i den nye tingenes ordning som „verdensgenfødelsen“. (Matt. 19:28) Også mange af dem der nu ligger i graven vil få gavn heraf, for hvis Gud finder dem værdige til det vil han kalde dem frem i opstandelsen. — Joh. 5:28, 29.

Når menneskene er blevet fuldkomne på sind og legeme vil sygdom og død som følge af Adams synd høre fortiden til. Derfor kunne Salmisten sige: „De retfærdige arver landet [jorden, NW], og skal bo der til evig tid.“ (Sl. 37:29) Apostelen Johannes skrev under inspiration sin beretning om det syn han havde haft af tilstandene i den nye tingenes ordning: „Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ (Åb. 21:3, 4) Eftersom alle fredsforstyrrende elementer vil være fjernet, kan de fredfyldte tilstande bestå for evigt.

Lyder det for godt til at være sandt? Gud fjerner selv enhver tvivl med ordene: „Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.“ (Åb. 21:5) Du kan derfor med fuld tillid se frem til opfyldelsen af Guds løfter om en fredfyldt, retfærdig ny tingenes ordning.

Vil du opleve freden?

Freden vil med sikkerhed blive indført i den nye tingenes ordning. Men vil du være i den nye ordning? Vil du komme til at opleve freden der? Hvis du ønsker at få del i de velsignelser et genoprettet paradis vil medføre, må du lære Guds hensigter og krav at kende, for det er kun de mennesker der gør Guds vilje der vil blive velsignet med fred.

Hvis du skal lære Gud at kende, må du henvende dig dér hvor han åbenbarer sig, nemlig i sit ord, Bibelen. Læs hvad den siger om dit afhængighedsforhold til Ham, din Skaber. Lær hvad der kræves af dig hvis du skal overleve afslutningen på denne onde tingenes ordning, og gør så alt for at opfylde kravene. Kom sammen med Guds folk, for det samles regelmæssigt til studium af Guds ord og vil gerne være dig behjælpelig så du lærer at vise Gud den lydighed som Adam nægtede at vise.

Hvis du lærer at sætte din lid til Gud og gør hans vilje nu, kan du komme til at leve i den fredfyldte nye tingenes ordning der er så nær. Selv om du lever i en verden der er ved at gå sin opløsning i møde, kan du tillidsfuldt spejde mod fremtiden, i bevidstheden om at du skal opleve at se Guds løfter indfriet fordi du nu gør Guds vilje, for „verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. — 1 Joh. 2:17.