Befrieren kommer til Zion

1. (a) Hvilke ord af Jehova viste sig at være en trøst for jøderne da de befandt sig i fangenskab i Babylon? (b) Hvilke lignende ord blev udtalt efter at Zions fangenskab var forbi, og hvem udtalte dem?

DET VAR et budskab der var værd at nedskrive og bevare, og det var værd at forkynde til jordens fjerneste egne. Det viste sig at være til uvurderlig trøst for jøderne da de var i fangenskab. Det var et budskab der blev udtalt af ingen anden end Jehova Gud selv: „Sig til Zions datter: ’Se, din frelse kommer, se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham!’“ (Es. 62:11) Nogle år efter at jøderne var begyndt at genopbygge Zion i 537 f.v.t. — efter at Babylon var faldet som den tredje verdensmagt og ikke længere kunne holde jøderne i fangenskab — inspirerede Jehova sin profet Zakarias til at sige noget lignende: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.“ — Zak. 9:9.

2. (a) Hvilken forståelse havde jøderne af Zakarias’ profeti? (b) Hvad skulle jøder og andre i vor tid være opmærksomme på og tage i betragtning?

² Jøderne forstod at den sidstnævnte profeti gjaldt Messias’ komme og de så frem til dens opfyldelse. I vor tid er der imidlertid mange jøder som ikke har denne tro. Disse Abrahams efterkommere skulle lægge mærke til at den der stod bag denne profeti omstyrtede en mægtig verdensmagt for at befri deres forfædre fra fangenskab. De skulle lægge nøje mærke til deres Guds løfte om at Zion ville blive beæret med et besøg af den forudsagte Messias, ham som Jehova ville salve med hellig ånd til at være konge over sit rige og til evigt at sidde på „Jehovas trone“. Det er endnu ikke for sent for dem at undersøge om Messias har aflagt sit besøg uden at de har genkendt ham.

Kendsgerninger der må overvejes

3. (a) Hvem var det der først anerkendte Messias og forkyndte om ham? (b) Hvem bærer ansvaret for at det jødiske folk som helhed forkastede Jesus som Messias? (c) Hvorledes havde de jødiske religiøse ledere vildledt folket dengang, og hvordan kunne man forvente at deres indstilling over for Jesus ville være? (d) Hvorfor ville det, hvis Messias kom i vor tid, være umuligt for ham at bevise sin identitet?

³ De jøder der ønsker at undersøge denne sag bør alvorligt overveje følgende kendsgerninger: Det var folk af deres egen nation, jøderne, der først anerkendte Jesus som Messias og forkyndte om ham. Sandt nok var de i mindretal og for det meste fattige mennesker. Det var de religiøse ledere der forkastede Jesus og forledte mange jøder til også at forkaste ham. Men var det ikke også de jødiske ledere der forkastede Esajas’ og Jeremias’ profetier og som blev årsag til at folket i 607 f.v.t. måtte drage i fangenskab i Babylon? De troede ikke de profeter Gud sendte til dem og som fortalte om fangenskabet og grunden til det, og som også beskrev tilbagekomsten fra fangenskabet i 537 f.v.t. Profetierne blev ikke desto mindre opfyldt til sidste bogstav. At sådanne mænd forkastede Messias skulle ikke ryste vor tro, for Jehova havde forudsagt at nationen ville befinde sig i et babylonisk fangenskab i religiøs henseende når Messias kom, og at den ville forkaste ham. (Es. 53:3-9, 12) Man må også tænke på at jøderne på Jesu tid havde adgang til folkets slægtstavler og historiske optegnelser og at de ville kunne bevise Messias’ identitet på grundlag af dem, hvilket ikke ville være muligt på noget senere tidspunkt. Hvis der kom nogen i dag som ville hævde at han var Messias, kunne han ikke bevise sin identitet, for jødernes slægtstavler og historiske optegnelser blev tilintetgjort af romerne i år 70 e.v.t.

Beviser for at Befrieren besøgte Zion

4. Hvad skal vi undersøge ved dette studium?

⁴ Til gavn for dem som har tro på Gud og som er villige til med et åbent sind at undersøge spørgsmålet om Messias’, Befrierens, komme til Zion, skal vi her fremføre fem beviser for at Messias virkelig kom til Zion i det første århundrede efter vor tidsregning.

5. Forklar hvordan slægtstavlerne beviser at Jesus kunne være Messias.

⁵ (1) Slægtstavlernes vidnesbyrd. Omkring tre hundrede år før Messias kom, havde de græsktalende jøder i Alexandria i Ægypten udarbejdet en oversættelse af de inspirerede hebraiske skrifter. Denne oversættelse blev kendt som den græske Septuaginta-oversættelse. Den brugte den græske titel „Kristus“, der, ligesom den hebraiske titel „Messias“, betyder den Salvede. Messias eller Kristus ville opfylde visse krav med hensyn til sin afstamning. Han ville være en søn eller efterkommer af patriarken Abraham. Desuden ville han være en søn af David. Dette ville give ham en naturlig ret til kongedømmet i Zion, og han kunne således være den lovede Abrahams sæd der skulle velsigne jordens slægter. (2 Sam. 7:8-17; 1 Mos. 12:3; 22:18) Jesus opfyldte disse krav. Apostelen Mattæus opdelte slægtslinjen i tre dele, fra Abraham til David, fra David til bortførelsen af jøderne til Babylon, og fra bortførelsen til Jesus. — Matt. 1:17.

6. (a) Hvem skulle føde Messias, og hvordan blev denne profeti opfyldt? (b) Hvorfor blev Jesus ikke kaldt Immanuel af sine forældre, og hvorfor havde han ret til dette navn? (c) Hvad betyder navnet Jesus?

⁶ (2) Jesu mirakuløse fødsel. Profetien i Esajas 7:14 forudsagde nøjagtigt hvordan den kommende Messias skulle fødes. Mattæus beretter om opfyldelsen heraf: „Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Hans moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden. . . . Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!’ (det betyder: Gud med os).“ (Matt. 1:18-23) Han havde ret til navnet Immanuel, men engelen befalede Maria at kalde ham Jesus fordi han skulle frelse sit folk fra dets synder. Navnet Jesus betyder „Jehova er frelse“. Af dette navn fremgår det ikke alene at han skulle være den repræsentant som Gud ville sende til sit folk, men også at han skulle være den store Befrier som Jehova havde lovet. Josef, der også var af Davids slægt, adopterede, som Mattæus antyder, Jesus. Imidlertid var Jesus ikke Josefs søn men Guds søn.

7. Hvordan blev profetien om hvor Messias skulle fødes opfyldt, og havde jøderne kendskab til denne profeti?

⁷ (3) Fødested. Guds profet Mika havde forudsagt hvor denne repræsentant for Jehova skulle fødes. Ypperstepræsterne og de skriftkloge på Jesu tid var udmærket klar over dette, for da kong Herodes udspurgte dem om hvor Kristus skulle fødes, svarede de: „I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten: ’Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel!’“ Jesus blev virkelig født i Betlehem. — Matt. 2:4-6; Mika 5:1; Luk. 2:1-7.

8. (a) Ved hvilken lejlighed og i hvilken alder blev Jesus Messias? (b) (Med fodnoten) Forklar hvordan vi ved i hvilket år dette fandt sted.

⁸ (4) Tidspunktet for Messias’ fremståen. Da Jesus var omkring tredive år gammel fremstillede han sig for Johannes for at blive døbt. (Luk. 3:23) Efter sin dåb i vand blev han salvet med hellig ånd, og Johannes Døber fik et synligt tegn herpå. (Joh. 1:32-34) Jesus blev derved den Salvede eller Messias, Kristus. Dette skete i år 29 e.v.t. Johannes påbegyndte sin tjeneste, omkring seks måneder før Jesu dåb, og Lukas giver os tidspunktet for hvornår det skete: „I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsfyrste i Galilæa, og hans broder Filip landsfyrste i Ituræa og Trakonitis’ land, og Lysanias landsfyrste i Abilene, mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“a — Luk. 3:1, 2.

9. Hvordan var tidspunktet for Messias’ fremståen afmærke i profetien?

⁹ Dette tidspunkt er afmærket i verdenshistorien og var omtalt i profetien flere hundrede år i forvejen. Man kan selv overbevise sig om at profetien gik i opfyldelse nøjagtig til tiden ved at udregne længden af de 69 åruger der er forudsagt i Daniel 9:25: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger [7 + 62 = 69]. Det skal vende tilbage og blive virkelig genopbygget med torv og voldgrav, men i tidernes trængsel.“ (NW; også Kalkar, Lindberg, den norske oversættelse af 1930.) Denne genopbygning begyndte i 455 f.v.t., og fra det tidspunkt skulle der gå 69 × 7 = 483 år, hvilket fører os frem til år 29 e.v.t. som det tidspunkt da Jesus skulle salves som Messias, Fyrsten.b

10. Nævn nogle af de profetier der blev opfyldt i den første del af Jesu liv.

¹⁰ (5) Jesu liv og gerninger bevis for at han var Messias. Mattæus beretter om begivenheder der opfyldte fortidens profetier i forbindelse med Jesus: Hans forældres flugt med ham til Ægypten, deres tilbagevenden og Herodes’ bestræbelser for at slå ham ihjel ved at lade alle drengebørn på to år og derunder dræbe. De profetier der således blev opfyldt er Hoseas 11:1 og Jeremias 31:15. — Matt. 2:15, 17, 18.

11. (a) Hvordan blev Jesu uangribelighed prøvet ved begyndelsen af hans tjeneste? (b) Som hvad udpegede Johannes ham, og opfyldte Jesus som sådan profetien?

¹¹ Det var Johannes Døber der skulle opfylde profetien om at berede Jehova et folk. (Luk. 1:13-17) Dette anerkendte Jesus. Han vidste at han skulle „vokse“ men Johannes „blive mindre“, sådan som Johannes selv senere forkyndte. (Joh. 3:30) Jesus gik til sin forløber Johannes for at blive døbt af ham i Jordanfloden, og umiddelbart derefter drog han ud i Judæas ørken for at tilbringe fyrretyve dage alene. Her blev han udsat for en gennemgribende fristelse fra Satan Djævelens side. Da Jesus havde bevist sin uangribelighed under denne prøve og havde stået den sejrrigt igennem, vendte han tilbage til Johannes, der udpegede ham for nogle af sine disciple som „Guds lam, som bærer verdens synd“. (Matt. 4:1-11; Luk. 4:1-13; Joh. 1:28, 29) Dette ’offerlam’ var århundreder tidligere blevet skildret ved profetiske dramaer. — 1 Mos. 22:9-14; 2 Mos. 12:1-28; 29:38-42; 4 Mos. 28:1-10; 1 Kor. 5:7.

12. Hvordan fik Jesus sine første disciple?

¹² Som det videre fremgår af beretningen udvalgte Jesus sine første disciple blandt dem der havde været Johannes’ disciple: „Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: ’Se Guds lam!’ Og de to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Jesus vendte sig om, og da han så, at de fulgte med, siger han til dem: ’Hvad søger I?’ De svarede ham: ’Rabbi!’ (det betyder: mester) ’hvor bor du?’ Han siger til dem: ’Kom og se!’ Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag. Det var ved den tiende time [klokken 16]. Den ene af de to, som havde hørt Johannes’ ord og var fulgt efter Jesus, var Andreas, Simon Peters broder. Han finder først sin broder Simon og siger til ham: ’Vi har fundet Messias’ (det er det samme som Kristus). Og han førte ham til Jesus. Da så Jesus på ham og sagde: ’Du er Simon, Johannes’ søn; du skal hedde Kefas’ (det er det samme som Peter).“ (Joh. 1:35-42) Senere, i Galilæa, begyndte Peter og Andreas at følge Jesus til stadighed.

13. Hvordan opfyldte Jesus profetien i Salme 69:10?

¹³ Næste forår, ved påskehøjtiden i Jerusalem, rensede Jesus templet for dem der prøvede at udnytte gudsdyrkelsen kommercielt. Dette var, som apostelen Johannes viser, en opfyldelse af Davids profeti i Salme 69:10: „Da kom hans disciple i hu, at der står skrevet: ’Nidkærhed for dit hus vil fortære mig.’“ — Joh. 2:13-17.

Befrierens opgave

14. (a) Hvor i De hebraiske Skrifter findes den profeti som Jesus oplæste i Nazaret? (b) Hvad viste denne profeti at hans opgave var?

¹⁴ Efter at Johannes var blevet arresteret og kastet i fængsel, forlod Jesus Judæa og drog nordpå gennem Samaria til Galilæa. Beretningen siger at i Nazaret, hvor han var vokset op, „gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas’ bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: ’Herrens [Jehovas, NW] Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren [Jehova, NW].’ . . . Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.’“ — Luk. 4:16-21.

15. Hvad fik jøderne i Nazaret lejlighed til, og hvordan reagerede de?

¹⁵ Her havde jøderne en lejlighed til at anerkende at den Befrier som Jehova havde sendt virkelig befandt sig midt iblandt dem. Men nazaræerne erkendte ikke at denne forhenværende tømrers dygtighed til at forkynde kunne tilskrives Jehovas hellige ånd.

16. (a) Hvorfor sørgede de mennesker som profetien henviste til? (b) Hvad viste Jesus jøderne ved at anvende denne profeti på sig selv?

¹⁶ Læg mærke til at den profeti som Jesus oplæste (Es. 61:1-3), videre omtaler at den Salvede skulle trøste alle som sørgede. Dens videre ordlyd fortæller hvad de sørgede over: „Dem som sørger over Zion.“ (NW) Dette skriftsted hentyder først til de halvfjerds år hvori Zion eller Jerusalem lå øde hen mens jøderne var i fangenskab i Babylon. Under dette fangenskab havde jøderne sørget over Zions og Guds tempels øde tilstand. Ved at Jesus citerede denne profeti og anvendte den på sig selv, gjorde han jøderne klart at det i sandhed var en tid med gode nyheder til dem, for Befrieren var nu kommet for at udfri dem fra et i religiøs henseende babylonisk fangenskab, hvori de befandt sig i en åndelig talt øde tilstand. — Matt. 9:36.

De religiøse ledere forkastet

17. (a) Hindrede de religiøse lederes holdning Jesus i at udføre sin trøstende gerning? (b) Hvad fremgår af den måde hvorpå Jesus talte til de jødiske religiøse ledere? (c) Hvorfor afslørede han de religiøse ledere og advarede sine disciple mod dem?

¹⁷ De religiøse ledere forkastede Jesus og forledte, imod folkets sande interesser, mange til at gøre det samme. Men dette hindrede ikke Jesus i at bringe lægedom for sønderbrudte hjerter og trøste dem der sørgede. Jesus trøstede imidlertid ikke disse babyloniske, religiøse ledere. Hans frygtløse fordømmelse af dem beviste at han i sandhed var den Salvede. Han talte ligesom hans forløber Johannes havde talt, blot endnu strengere. Han henledte opmærksomheden på at de ved deres genstridighed var med til at opfylde profetierne. Han sagde: „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ (Luk. 11:52) Han afslørede offentligt disse religiøse undertrykkere, for at de der var forblindet af dem og som befandt sig i trældom i et religiøst fangenskab, kunne blive befriet. Han viste sig at være den større Kyros med bemyndigelse og myndighed fra Gud til at udfri de jøder der sørgede over deres babyloniske, religiøse fangenskab. Han advarede sine egne disciple om disse religiøse ledere: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ — Matt. 15:14, 1-9; Es. 29:13, 14.

18. (a) Hvornår udtalte Jesus sin mest svidende fordømmelse af de jødiske religiøse ledere? (b) Hvilke ord af Jesus viser at folket befandt sig i religiøs trældom? (c) Hvad sagde Jesus til de religiøse ledere om deres ansvar og deres skæbne?

¹⁸ Tre dage før ypperstepræsterne Annas og Kajfas og de andre religiøse ledere fik ham dræbt, udtalte han i folkets påhør den mest svidende fordømmelse af dem, idet han sagde:

„De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; . . . Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. . . . thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed. . . . I [giver] jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. Og I — gør kun jeres fædres mål fuldt!

I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [Gehenna]? Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt.“ — Matt. 23:4-36.

19. Hvorledes beskrev Jesus folkets religiøse tilstand og Guds dom der ville ramme det som følge heraf?

¹⁹ Med sine næste ord understregede han hvilken alvorlig religiøs trældom de befandt sig i: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!’“ (Matt. 23:37-39; Sl. 118:26) Dette viste at de befandt sig i en så beklagelig babylonisk tilstand at Gud ville forlade deres tilbedelsessted, akkurat som det tidligere tempel der var bygget af Salomon var blevet forladt af ham og overladt til babylonierne.

Mange tager imod befrielse

20. Hvorledes undslap nogle jøder fra den religiøse trældom, og hvad gjorde Jesus for dem?

²⁰ Ikke alle havde samme indstilling som de jødiske religiøse ledere, og de fulgte heller ikke disse ledere. De fulgte den større Kyros, der ligesom fortidens Kyros tjente som Jehovas hyrde og udfriede mange jøder. Den jødiske rest af trofaste erfarede den sande frihed som Jehova Gud tilvejebragte for dem der oprigtigt studerede hans ord og som sammenlignede de hebraiske profeters udtalelser med de begivenheder der fandt sted i forbindelse med Jesus og de gerninger han gjorde. De anerkendte Jesus som den gode hyrde og fulgte ham ud til den frihed der, som han sagde, var ’en virkelig frihed’. De var ikke blot blevet udfriet fra falsk religion og dens trældom, men også fra syndens magt og fra dens straf døden. — Joh. 8:31-36.

21. (a) Hvilke spørgsmål bør de der i vor tid følger religiøse ledere stille sig selv? (b) Hvorledes viser vor tids religiøse ledere at de befinder sig i babylonisk forvirring? (c) Hvad vil oprigtige mennesker gøre, og hvad bliver resultatet?

²¹ Hvad enten vi er jøder eller bekender os til en af kristenhedens religioner bør vi spørge os selv: „Hvilken frihed har de religiøse ledere givet mig?“ Både jøder og såkaldt kristne er opdelt i mange sekter og samfund. De ledende inden for disse religioner indrømmer at de er i vildrede og at problemerne i forbindelse med kriminalitet, moralsk forfald, verdensfrygt og trusselen om krig vokser. De har ingen tilfredsstillende løsning at foreslå. De ser ikke hen til at Jehova skal udfri dem, men viser i stedet folk hen til regeringen i det land de bor i, og til politiske programmer der gang på gang kommer til kort. De lærer især folk at sætte deres lid til De forenede Nationer. Ved at gøre det handler de nøjagtig som de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid, der vendte folket bort fra den sande Befrier, Messias, og holdt det i trældom under Babylon den Stores religiøse verdensimperium. Uanset den pomp og pragt som de religiøse systemer inden for Babylon den Store kan opbyde, og uanset den store indflydelse som de religiøse ledere har på regeringerne og den hovmodige ånd hvormed de leder deres religiøse hjorde, vil alle oprigtige mennesker være ligesom de ydmyge, gudfrygtige jøder på Messias’ tid. De vil forvisse sig om at Messias, Befrieren, virkelig kom til Zion for nitten hundrede år siden. Som Guds søn og regerende konge i himmelen er han, den større Kyros, i stand til at udfri dem fra Babylon den Store.

[Fodnoter]