Arbejdet med at gøre disciple fuldføres
„Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ — 1 Kor. 3:9.
1. (a) Med hvilken følelse ser man et godt stykke arbejde fuldført, og hvilke faktorer skulle ikke have nogen indflydelse herpå? (b) Nævn nogle bibelske eksempler på hverv som blev fuldført og som det må have været en tilfredsstillelse at arbejde med.
DET er en glæde at se et godt stykke arbejde fuldført. Det gælder hvad enten arbejdet er stort eller lille, har beskæftiget mange eller kun en selv, er udført hurtigt eller har strakt sig over en længere tidsperiode. Noa og hans familie må have følt stor tilfredsstillelse over at kunne få arken færdig til tiden og ved at kunne lede dyrene ind i den og til sidst få lukket tæt efter dem før regnen kom. Moses og israelitterne i ørkenen må have følt den samme glæde over at fuldføre tabernaklet i alle dets indviklede detaljer. På samme måde må Salomon og de der arbejdede sammen med ham have frydet sig da det prægtige tempel stod færdigt på Morija bjerg i Jerusalem år 1027 f.v.t. og skyen som tegn på Guds godkendelse fyldte det i den grad at præsterne ikke kunne gå ind i det.
2. Beskriv et arbejde som må give dem der deltager i det den glædelige følelse af virkelig at udrette noget.
2 Hører du til dem der glæder sig over virkelig at udrette noget? Hvis du gør det, hvad ville du så synes om at få det privilegium at være med til at udføre det største arbejde der nogen sinde er gjort af mennesker på denne jord? Du vil komme til at arbejde sammen med tusinder af mænd og kvinder fra alle nationer, mennesker der er helt viet dette arbejde. Du ville derved være med i et arbejde som er til største gavn for retsindige mennesker. Arbejdet begyndte for over nitten hundrede år siden og er nu inde i sin afsluttende og mest storslåede fase. Det vil blive afsluttet i denne generations levetid. Enhver der elsker Gud og ønsker at vise det i gerning vil naturligvis være interesseret i dette arbejde.
3. Hvilke indvendinger har nogle måske imod et religiøst arbejde eller en forkyndergerning?
3 ’Men,’ indvender du måske, ’det drejer sig åbenbart om forkyndelsen, en præstegerning, og så vidt jeg ved er præstegerningen ved at blive mindre populær.’ ’Jeg ved,’ siger du måske, ’at der af den grund er mangel på præster overalt i verden og at mangelen stadig bliver mere følelig. Et sådant religiøst arbejde er åbenbart meget utilfredsstillende.’
4. Hvad skal den som ikke har lyst til at gøre et arbejde som det kristenhedens præsteskab udfører, huske på?
4 Lad os med det samme korrigere en sådan opfattelse af det arbejde vi her taler om, og lad os gøre det uden omsvøb. At være indbudt til dette storslåede arbejde er ikke ensbetydende med en indbydelse til at blive præst i et af vor tids nominelle kirke- eller trossamfund. Det drejer sig ganske vist om en præstegerning, en forkyndelse, men den har ikke den fjerneste lighed med den forkyndelse der lyder i kristenhedens kirker i vor tid, og den har heller ikke nogen tilknytning dertil. Der er heldigvis stor forskel.
5. (a) Hvad bør vi først interessere os for? (b) Hvem står bag arbejdet og hvordan lyder hans ordre?
5 Men først og fremmest må man interessere sig for hvem der står bag dette arbejde og som indbyder os til at deltage i det. At lejlighed til at deltage i dette det mest storslåede af alle forehavender nu står åben for os skyldes den befaling som Kristus Jesus gav sine disciple og som vi kan læse i Mattæus 28:19, 20: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ — NW.
6. (a) Hvad er en discipel ifølge en anerkendt ordbog? (b) Hvad kan man ifølge denne definition være discipel af?
6 Før vi går ind på de interessante detaljer vedrørende dette arbejde og især den glæde det er at være med til at fuldende arbejdet i disse sidste dage, bør vi drøfte hvad det vil sige at være en discipel. En discipel er en elev eller lærling. Det er „en person som modtager undervisning. En person som accepterer en andens lære og hjælper til med at udbrede den og virkeliggøre den.“ Det er „en overbevist tilhænger af en skole (en filosofi, en kunstretning eller en ideologi),“ ifølge Websters internationale ordbog. Denne verdslige autoritet giver os en udmærket forståelse af ordets betydning, men dens definitioner er dog ikke tilstrækkelige. Vi er interesserede i hvilken betydning Bibelen lægger i udtrykket. Ifølge ordbogens definition af ordet som det bruges i vor tid kan et menneske være discipel af et andet menneske eller af en organisation der fører falsk religiøs lære, og man kan endog være discipel af noget som intet har med Bibelen at gøre.
7. Hvilken slags disciple havde Jesus i tanke da han opmuntrede sine efterfølgere til at gå ud og gøre disciple af folk?
7 Vi tænker imidlertid på hvad ordet dækker sådan som Jesus Kristus brugte det da han fremkom med den udtalelse vi har hentet vort tema fra. Han opmuntrede ikke sine efterfølgere eller tilhængere til at gøre folk til disciple af ’en filosofi, en kunstretning eller en ideologi’ eller til medlemmer af ’deres egen kirke’. Han opmuntrede dem til at gøre folk til hans disciple og lære dem „at holde alt det som jeg har befalet jer“. Vi må også huske at Jesus ikke forkyndte sine egne ideer men, som han sagde: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Matt. 28:20, NW; Joh. 5:30) Vi taler altså om disciple i ordets sande kristne betydning, og ikke i den verdslige betydning. Disciplene er mennesker som forstår og accepterer Kristi Jesu lære og som nøje følger ham i at udbrede læren.
8. (a) Hvordan kan vi bedst finde ud af hvordan man skal gøre disciple af folk? (b) Hvilket eksempel fulgte Jesus ikke, og hvordan ved vi det?
8 Når vi nu forstår hvad en kristen discipel er, kan vi interessere os for hvordan disciple bliver til. Vi kan ikke gøre noget bedre end at gå tilbage til den tid da Kristus Jesus udtalte befalingen og så finde ud af nøjagtig hvordan han bar sig ad med at gøre disciple. Mon han fulgte det eksempel som præsteskabet dengang satte? Næppe! Han sagde til dem: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er.“ (Matt. 23:15) Om dem havde han endvidere sagt: „På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt ’rabbi’ af folk. Men I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre.“ (Matt. 23:2-8) Nej, det var ikke på den måde Jesus fandt fårelignende mennesker og gav dem mulighed for at blive hans disciple.
9. (a) Hvilken slags mennesker søgte han efter og hvem var han ikke interesseret i? (b) Hvordan bar han sig ad med at opsøge dem, og hvordan bar han sig ikke ad?
9 Han brugte en revolutionerende metode, som var beregnet på at føre til et bestemt resultat. Han søgte ikke efter medløbere eller blot tilhørere. Han søgte efter disciple, mennesker som ønskede at lære den „gode nyhed“, som han kaldte sit budskab, som var villige til at tage standpunkt for sandheden når de havde fundet den, og som ville vie deres liv til arbejdet med at gøre andre til disciple når de fik lært hvordan det skulle gøres. Og han søgte ikke efter dem ved at åbne en kirke og vente på at nogen gik ind i den. Nej, han tog initiativet, han gik ud til folk for at tale med dem personligt. Han vidste fra begyndelsen at der ikke var nogen bedre måde at nå folk på med det vigtige budskab han havde.
10. Hvilken opfindsomhed lagde han for dagen under arbejdet med at gøre folk til disciple?
10 Og hvor var han opfindsom under arbejdet! Han forkyndte for en skare på en bjergside, han forkyndte i sin egen bys synagoge og andre synagoger, i templet i Jerusalem, fra en båd på stranden, ude i naturen fjernt fra byen, i folks hjem, og „fra by til by og fra landsby til landsby“. — Matt. 5:1; 12:9; 13:54; 14:13, 14; Luk. 5:3; 8:1; 10:38, 39; 19:2, 5, 6.
11. Hvem forkyndte han for, men hvem gav ham den bedste modtagelse?
11 Hvilke mennesker prædikede han for? Unge og gamle, mænd og kvinder, rige og fattige, syge og raske. Skønt han henvendte sig til alle, var det de jævne mennesker som gav ham den bedste modtagelse. Hans apostle, for eksempel, var for det meste mænd fra arbejderklassen.
12. Hvorfor tror vi at folk fra arbejderklassen kan blive gode forkyndere?
12 Kunne mennesker fra disse forskellige samfundslag blive gode forkyndere? Hvorfor ikke? De skulle kunne fatte læren og principperne lige så godt som andre. Og desuden ville Jesus ikke blot undervise dem i sandheden vedrørende Guds hensigter, men han ville også instruere dem og oplære dem i at forkynde og undervise andre igen. De ville være energiske, begejstrede mennesker, der var villige og i stand til at arbejde.
13. Hvordan begyndte oplæringen af forkyndere, og ved vi noget om hvorvidt de fik grundig instruktion?
13 Først sendte Jesus de tolv apostle ud, idet han „bød dem“ eller gav dem ordrer. (Matt. 10:5) Jesus gav dem detaljeret vejledning angående det hus-til-hus- og by-til-by-arbejde som de skulle tage del i. Det er berettet for os i det tiende kapitel hos Mattæus, og derpå siges der i Mattæus 11:1: „Og det skete, da Jesus havde pålagt sine tolv disciple alt dette, gik han derfra videre for at lære og prædike i deres byer.“
14. Hvordan blev arbejdet senere udvidet, og hvordan ved vi at arbejdet lykkedes?
14 Denne virksomhed blev senere udvidet da „Herren også [udpegede] halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme. Og han sagde til dem: ’Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ (Luk. 10:1, 2) Blev denne turné i Guds tjeneste dengang velsignet? Lukas 10:17 svarer: „Og de halvfjerds vendte glade tilbage.“ Og Lu 10 vers enogtyve tilføjer: „I den samme stund frydede Jesus sig i Helligånden og sagde: ’Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.’“ Jesu måde at gøre disciple på var fornuftig i princippet og viste sig overordentlig effektiv i udførelsen!
15. (a) Hvordan ved vi at Jesu måde at gøre disciple på virkede efter hensigten, selv efter hans død? (b) Havde Jesu disciple overbevisning og mod under udførelsen af deres arbejde?
15 Dette skulle vise sig endnu tydeligere kort efter Jesu død. At apostlene og andre af hans disciple klart forstod hvad der forventedes af dem ses af den virksomhed de udfoldede og de resultater de nåede. Peters tale som er refereret i det andet kapitel af Apostlenes Gerninger, resulterede i at 3000 blev døbt, og kort tid efter voksede antallet til 5000. (Ap. G. 2:41; 4:4) Ypperstepræsten kom til at aflægge vidnesbyrd om deres succes dengang nogle af apostlene blev ført for rådet i sanhedrinets sal. „Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: ’Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære.’“ (Ap. G. 5:27, 28) Guds tjenere lod sig ikke skræmme men ville fortsætte arbejdet med at gøre disciple af folk; det fremgår af deres svar til ypperstepræsten: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Forkyndelsen bredte sig og disciplene blev flere og flere!
En pause i arbejdet
16. Er det religiøse arbejde der udføres i kristenheden i dag en fortsættelse af de første kristnes arbejde på at gøre disciple af folk? Begrund svaret.
16 Hvordan er arbejdet skredet frem siden? Har det bredt sig og resulteret i de såkaldt „kristne“ kirker og trossamfund der kan tælles i hundreder og som har millioner af medlemmer rundt om i verden? Hvor ville det have været vidunderligt om man kunne svare bekræftende på det spørgsmål. Men uheldigvis er det ikke muligt at svare på den måde. Nej, det vi ser i kristenheden i dag er ikke et resultat af den rene kristendom fra Jesu tid. De bibelske og historiske kendsgerninger viser hvordan det forholder sig. Der blev en pause i det arbejde som Jesus og apostlene begyndte, og denne pause var tydeligt forudsagt af Jesus og nogle af hans apostle. Det burde derfor ikke have overrasket nogen da pausen begyndte og det bør heller ikke undre os at der har været en sådan pause.
17. Hvad forklarede Jesus med lignelsen om sædemanden?
17 I lignelsen om sædemanden, som vi finder i Mattæus 13:24-30, 36-43, forklarer Jesus at den oprindelige kristendom ville blive fordærvet, og det både med hensyn til organisation og lære. Satan ville så falske kristne som „ukrudt“ eller „giftigt rajgræs“ blandt de sande kristne, der blev skildret som „hvede“. Som forholdene udviklede sig ville der komme en tid hvor det ville blive vanskeligt eller umuligt at skelne mellem sande og falske kristne, og derfor måtte sædemanden tillade ukrudtet at vokse sammen med afgrøden indtil „høsten“. Så ville „ukrudtet“ klart kunne skelnes, og et adskillelsesarbejde kunne finde sted.
18. Hvornår begyndte frafaldet fra sand kristendom, og hvad sagde apostlene Paulus og Peter herom?
18 Frafaldet fra sand kristendom fandt sted kort tid efter de tolv apostles død, men begyndelsen til det var allerede gjort før de gik bort i døden. Læg mærke til Paulus’ advarsel: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ (Ap. G. 20:29, 30) Han sagde også: „Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ (2 Tim. 4:3, 4) Peter advarede: „Men der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv.“ — 2 Pet. 2:1, 2; 2 Tess. 2:7.
19. Nævn nogle af beviserne for at kristenheden nu og ned gennem tiden ikke er og ikke har været kristen?
19 Fra da af og ned gennem århundrederne, også gennem den mørke middelalder, har kristenheden med sine korstog, krige og inkvisitioner været alt andet end kristen. Hvordan skulle kristenheden der har antaget sådanne hedenske dogmer som læren om helvedesilden, om skærsilden, menneskesjælens udødelighed, treenigheden, og så videre, kunne være virkelig kristen? Og hvad med kristenhedens udnyttelse af hasardspil, dens politiske og kommercielle interesser og forbindelser og dens medansvar for krigene? Og ser man kristenhedens præster eller kirkemedlemmer travlt optaget af Kristi Jesu og apostlenes arbejde med at gøre disciple af folk, og udfører de det på den måde som Bibelen beskriver og som vi ovenfor har berørt? Nej, kristenheden i dag er ikke kristen og adlyder ikke Jesu bud om at gøre sande disciple af folk. Mange kendte kirkefolk har indrømmet at det forholder sig således.
20. (a) Hvem udfører i dag arbejdet med at gøre disciple af folk, og hvordan har de forberedt sig til hvervet? (b) Hvilken befaling som især gælder vor tid, er givet i tilknytning til Mattæus 28:19?
20 Hvem er det der i vor tid udfører arbejdet med at gøre folk til disciple? Det kan der ikke være nogen tvivl om. Det er Jehovas kristne vidner. Det er blandt dem man i disse sidste dage ser dette arbejde genindført og genoplivet. De har frigjort sig fra de navnkristne kirkers kvælende trosbekendelser og besmittende falske dogmer. De har befriet sig for alle ubibelske former for kirkeorganisation, hvad enten den er hierarkisk eller bygger på de enkelte menigheders selvstyre, og i stedet ledes de teokratisk. Og endelig har de antaget den måde at udføre arbejdet på som Kristus Jesus indførte og som apostlene og de første disciple fulgte. Og denne metode har de ikke antaget alene for at følge et bibelsk forbillede som måske nu var utidssvarende. Nej, de holder sig nøje til denne fremgangsmåde fordi det stadig er den mest effektive og grundige måde at gøre arbejdet på. Ja, det er Jehovas vidner som i vor tid adlyder Herrens befaling (i Mattæus 28:19): „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ (NW) Men desuden adlyder de den befaling som gælder vor tid og som findes i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; også skal enden komme.“ (NW) Arbejdet med at gøre disciple af folk er igen i fuldt sving!
Arbejdet fuldføres
21. (a) Er arbejdet med at gøre disciple af presserende karakter? Begrund svaret. (b) Hvad kan vi lære af Noas erfaringer med hensyn til arbejdets presserende art?
21 Selv ved en overfladisk betragtning af Jehovas vidners virksomhed får man det indtryk at deres arbejde er af en presserende karakter og at det haster med at få det gjort. Men hvorfor? Man skulle da tro at arbejdet med at gøre disciple kunne fortsætte lige så længe det skulle være! Her er vi ved sagens kerne. Arbejdet kan ikke fortsætte. Det begyndte engang, og det vil komme til en afslutning. Skriftstedet vi lige citerede siger jo at når arbejdet med at forkynde er fuldført, „så skal enden komme“. „De sidste dage“, som Bibelen så ofte advarer om, oplever vi nu. (2 Tim. 3:1; Jak. 5:3; 2 Pet. 3:3) Disse dage er forud beskrevet og en klar skildring af dem kan læses i Mattæus 24:37-39 og Første Mosebog, det sjette og syvende kapitel 1Mo 6, 7. Jesus sagde at disse dage ville være som „Noas dage“. Noa blev kaldt „retfærdighedens forkynder“, og da hans arbejde med at advare var fuldført og døren til arken lukket, blev der ikke gjort flere disciple af folk af den generation. Der var ikke længere mulighed for frelse. Tiden var gået.
22. Kan man hurtigt gøre disciple af folk? Hvad kræves der?
22 Hvis vi lever på den tid hvor det haster så meget og hvor enden på denne tingenes ordning er nær, er der måske brug for hastigt „at erklære sig for Kristus“ på Billy Grahams facon, vil nogen måske mene. Nej, så let er det ikke. Jesu befaling gik ud på at vi skulle ’gøre’ folk til disciple. Dette udtryk i sig selv antyder at der er en hel del arbejde forbundet med det. Det antyder at disciplen skal dannes og formes efter nye principper og tanker. Og det er nøjagtig det der er brug for ifølge apostelens ord i Romerbrevet 12:2: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ En sådan forvandling tager tid; den opnås ikke ved hjælp af en hurtig omvendelse.
23. (a) Hvilket arbejde, som tager tid, må først gøres, og hvilket arbejde, som også tager tid, må udføres bagefter? (b) Hvordan er folks sind og tanker i dag, og hvordan virker det hæmmende på arbejdet med at gøre disciple af folk?
23 Først må de retsindige mennesker findes. Ved at gå fra dør til dør, og også på mange andre måder, finder forkynderne interesserede mennesker og giver dem lejlighed til at høre en kort fremstilling af Bibelens sandhed. De som viser sig at have det sindelag som Jesus sammenlignede med fårets, og som udtrykker interesse for at lære sandheden om Guds hensigter at kende, skrives op og flere besøg aflægges for yderligere at øge deres interesse. Er interessen ægte kan et studium af Bibelen måske påbegyndes, og under dette studium behandles mange forskellige bibelske emner, misforståelser fjernes og talrige spørgsmål besvares. Som nævnt er det noget der tager tid. Evangeliet eller den gode nyhed har længe været skjult under et dække og mange har været blinde for det. Læg mærke til alvoren i Paulus’ beskrivelse af dette forhold i Andet Korinterbrev 4:3, 4: „Selv om der og så ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ Men vedholdende forkyndelse og undervisning gør det dog muligt for lyset at trænge igennem. I året 1965 holdt Jehovas vidner hver uge 770.595 hjemmebibelstudier.
24. Hvordan hjælpes disciplene yderligere ud over at de undervises privat?
24 Ikke blot undervises der privat, men man kan også overvære belærende og interessante menighedsmøder og få megen undervisning der. Vagttårnsstudiet, det offentlige foredrag, tjenestemødet, den teokratiske skole og menighedens bogstudium overværes hver uge af alle som er sig deres åndelige behov bevidst og som ønsker at slukke deres tørst med sandhedens vand. Dette undervisningsarbejde foregår verden over i 24.158 menigheder i 197 lande og områder, som det fremgår af Jehovas vidners årbog for 1966.
25. Hvad gør at vi kan være sikre på at dette vældige arbejde vil blive fuldført?
25 Vil dette kolossale arbejde blive fuldført? Det forsikrer Gud os om at det vil. Alt hvad han påbegynder fuldfører han: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ (Es. 55:11) Og det er virkelig Jehovas hverv vi er i færd med, hvilket ses af Paulus’ ord i Første Korinterbrev 3:9: „Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ Arbejdet ledes af Kristus Jesus og englene. (Åb. 14:6) Vi kan være overbeviste om at med en sådan ledelse vil det blive fuldført. Enhver som i dag virkelig har kærlighed til sandheden vil også på en eller anden måde have mulighed for at høre sandheden.
26. Hvordan kan tiden nu, da arbejdet med at gøre disciple fuldendes, bedst beskrives?
26 Dette er og bør være en glædens tid. Da Jesus udtalte sig om vor tid i almindelighed, sagde han: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ (Luk. 21:28) I Mattæus 18:13 beskrives glæden over et vildfarent får der bliver fundet igen: „Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild.“ Det er en særlig glædelig tid nu da sådanne findes i tusindvis.
27. Hvorfor bør vi især være glade nu da arbejdet med at gøre disciple er ved at være fuldført?
27 Forventningerne kan være store når et arbejde påbegyndes, og det kan være spændende. Men alligevel, hvad er mest glædeligt, at påbegynde eller at afslutte det? Afslutningen, naturligvis. Da ser man frugterne af sit arbejde. Da ser man ikke blot skitsen eller tegningerne men virkeligheden. Det forholder sig på samme måde med det arbejde at gøre disciple af folk. Forkyndelsen af denne gode nyhed om Riget og den dermed forbundne indsamling af disciple af alle nationer og racer er den største opgave nogen overhovedet har påtaget sig på denne jord. Hvor storslået at leve på den tid da dette arbejde fuldføres! Der er i sandhed mange grunde til at glæde sig.
28. Hvad må vi huske på nu da vi ser at det store arbejde er i sin afsluttende fase?
28 Men en af de største glæder består i at have en andel i arbejdet. Man må ikke alene selv være en discipel, men man må være med til at gøre andre til disciple, og det arbejde må man være med til nu. Lejligheden til at være med må ikke forpasses, for en sådan lejlighed kommer ikke igen. Det er sandt at Gud ikke behøver vor hjælp for at få arbejdet gjort, men det er en stor velsignelse at han giver os lov til at være med! Når vi forstår og værdsætter dette vil vi tage arbejdet op og yde alt hvad vore kræfter og evner giver os mulighed for.