Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor siger bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ at planeten Pluto blev opdaget på grund af sin indvirkning på planeterne Uranus og Saturn? Ligger Neptun ikke nærmere Pluto end Saturn gør? — L. P., U.S.A.
Bibelen omtaler ikke dette, men ovennævnte bibelhåndbog bruger det som eksempel på at eksistensen af noget der er usynligt for det menneskelige øje, kan påvises ud fra de virkninger det frembringer.
I bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ hedder det på side 11 angående Pluto: „Den blev opdaget i 1930, men så tidligt som i 1905 anede man dens eksistens. Hvordan kunne man det? På grund af den indvirkning den havde på planeterne Uranus og Saturn. Man kaldte den planeten X. Ved at foretage astronomiske beregninger på grundlag af de virkninger man kunne iagttage var det muligt at lokalisere dens position til omkring 6 milliarder kilometer fra solen, og til sidst lykkedes det at indstille et tilstrækkelig kraftigt teleskop på den og fotografere den. På grundlag af en astronoms forudsigelse og efter femogtyve års systematisk søgen var det altså muligt at bevise eksistensen af den gule planet Pluto.“
Nogle har givet udtryk for den tanke at man havde anet Plutos eksistens på grund af dens indvirkning på planeterne Uranus og Neptun, og ikke Uranus og Saturn, der ligger længere borte fra Pluto end Neptun gør. Visse bøger om astronomi giver følgende oplysninger: Nogle astronomer havde forudsagt den bane Uranus bevægede sig i; men det viste sig at planeten ikke holdt sig til den forudsagte bane. Dette førte til yderligere studier og opdagelsen af planeten Neptun. Men så opdagede man at Neptuns tyngdekraft ikke kunne være grund nok til at Uranus ikke blev i den bane man havde beregnet. Dertil kom at Neptun selv bevægede sig lidt uregelmæssigt. Dette gav anledning til yderligere undersøgelser, fotografiske studier af himmelrummet og opdagelsen af Pluto i 1930. — Se The Encyclopædia Britannica, 1959-udgaven, bind 18, side 92; 1001 Questions Answered About Astronomy, af James S. Pickering, siderne 66, 67, 69.
Imidlertid har dr. S. A. Mitchell, der er leder af Leander McCormick-observatoriet under Virginia universitet, udtalt følgende i The Americana Annual for 1932, side 79: „For et kvart århundrede siden blev man klar over at hverken Uranus eller Saturn holdt sig til de baner man havde beregnet de skulle følge, og det kunne ikke skyldes Neptuns perturbationer [uregelmæssigheder i dens bane] alene. Mange forskere prøvede at løse problemet, blandt andre Percival Lowell og W. H. Pickering i Amerika . . .“
På grund af de spørgsmål der er indkommet om dette emne har man rettet en forespørgsel til Americanas forlag i New York angående nøjagtigheden af den udtalelse vi lige har citeret. Chefredaktøren for The Encyclopedia Americana svarede: „En af mine kolleger der har et godt kendskab til moderne astronomiske værker, har fortalt mig at dr. Mitchells udtalelse er korrekt og at mange bøger siger det samme. Han siger endvidere: ’Før Neptun blev opdaget anede man dens eksistens på grund af Saturns og Uranus’ perturbationer. Efter at Neptun var opdaget, fandt man ud af at dens (tiltræknings)-kraft ikke var stor nok til at være årsag til alle Saturns og Uranus’ perturbationer — et andet himmellegeme indvirkede på deres baner. På baggrund af disse data udregnede man positionen for den niende planet, Pluto.’“
I forbigående kan det bemærkes at det som regel er bedst at gå tilbage til en oplysningskilde der tidsmæssigt ligger nær den begivenhed man ønsker oplysning om. Samtidige videnskabsmænd, historikere eller skribenter er i berøring med selve begivenhederne og er almindeligvis bedre i stand til at afgive pålidelige oplysninger om det der har fundet sted i deres egen tid. Derfor fandt vi det rigtigst at gå tilbage til The Americana Annual for 1932 for at få oplysninger om Plutos opdagelse i 1930.
Af ovenstående oplysninger fremgår det altså at bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ har grundlag for udtalelsen på side 11 om planeten Pluto: „Så tidligt som i 1905 anede man dan eksistens. Hvordan kunne man det? På grund af den indvirkning den havde på planeterne Uranus og Saturn.“
● I Første Kongebog 7:23 og Anden Krønikebog 4:2 får vi at vide at det runde kobberhav i Salomons tempels indre forgård målte „ti alen fra rand til rand“ og „tredive alen i omkreds“. Er det ikke forkert, eftersom det er umuligt at lave en cirkel med disse to mål? — H. S., U.S.A.
Der er ikke nogen grund til straks at slutte at skribenterne har gjort sig skyldige i en alvorlig fejl. Jeremias, som skrev Første Kongebog, og Ezra, som skrev Anden Krønikebog, var pålidelige mænd, og de skrev disse beretninger under guddommelig inspiration.
I matematiske beregninger er det i dag almindeligt at bruge pi, som udtrykker forholdet mellem cirkelens omkreds og diameter. I almindelig praksis er det en størrelse der svarer til 3,1416. I oldtiden brugte man imidlertid ikke at angive så mange decimaler. For den, sags skyld er pi heller ikke nøjagtig lig med 3,1416. Hvis man gerne vil være så nøjagtig og nøjeregnende og mener at Bibelen har taget fejl med hensyn til målene på kobberhavet, må man gøre sig klart at det ville være mere nøjagtigt at udregne pi med otte decimaler, altså tallet 3,14159265, og at et tal som 3,1415926535 eller et tal med endnu flere decimaler ville være endnu mere nøjagtigt.
Bibelkommentatoren Christopher Wordsworth citerer en vis Rennie som gør denne interessante iagttagelse vedrørende kobberhavets mål: „I tiden før Arkimedes [det tredje århundrede f.v.t.] blev en cirkels omkreds altid målt med rette linjestykker af radiens længde, og Hiram ville ganske naturligt beskrive havet som tredive alen i omkreds, idet ham, som det dengang var praksis, målte det med dets radius, eller halvdiameter, på fem alen, som anbragt seks gange rundt på perimeteren, eller ’randen’, ville give tredive alen, sådan som der står. Der er ikke noget i afsnittet der giver indtryk af at man har haft anden hensigt end simpelt hen at opgive målene på havet i et almindeligt sprog som enhver ville kunne forstå, idet man målte omkredsen sådan som alle dygtige arbejdere, som for eksempel Hiram, målte cirkler på den tid. Han må naturligvis have vidst at mens den sekskantede polygon, som var tegnet med cirkelens radius, var tredive alen i omkreds, var selve den runde omkreds noget større.“
Ifølge Første Kongebog 7:23 og Anden Krønikebog 4:2 var kobberhavet ti alen (cirka 5 meter) i diameter og tredive alen (cirka 15 meter) hele vejen rundt. Det giver et forhold på 1 til 3, hvilket af praktiske hensyn var fuldt tilstrækkeligt til en beretning som denne. Jeremias og Ezra opgav således omtrentlige tal, hvilket naturligvis tilfredsstiller dem der studerer Bibelen med omtanke.