Menneskehedens millennium under Guds rige — hvorfor bogstaveligt

1. I hvilken forbindelse anvendes ordet „millennium“, og hvilket spørgsmål om opfattelsen af ordet opstår?

ET MILLENNIUMa er en tidsperiode på tusind år. Ordet er dannet af to latinske ord som findes i den latinske oversættelse af Bibelen, i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen 20:2-7, nemlig mille anni, der betyder „tusind år“. Ifølge disse vers i Bibelen skal Jesus Kristus være konge over menneskeheden i et tusind år. Fordi han i flere henseender ligner det første menneske på jorden, Adam, bliver han kaldt „den sidste Adam“. „Det første menneske, Adam,“ syndede mod Gud og levede ikke fulde tusind år men kun 930 år. (1 Mos. 5:1-5; 1 Kor. 15:45-49) Da Åbenbaringsbogen er profetisk og for det meste skrevet i symbolsk sprog, har der været megen diskussion om hvorvidt de tusind år hvori Kristus skal herske som konge skal forstås bogstaveligt eller billedligt, symbolsk.

2. Hvad siger Åbenbaringen 20:4-6 om millenniet?

² For at få svar på dette vigtige spørgsmål vil vi læse versene i Åbenbaringen 20:4-6 med profetien om Kristi rige: „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“

3, 4. (a) Hvorfor er det blevet et spørgsmål om „de tusinde år“ skal forstås symbolsk eller bogstaveligt? (b) Hvor længe mente Johannes selv at millenniet ville vare, og hvilken kristen fra den tid kan oplyse os herom?

³ I de citerede vers er „dyret“ og „dets billede“ symboler. Er „de tusinde år“ derfor ikke også symbolske og hentyder til en længere periode end blot et tusind år? Lad os først spørge om hvordan den der skrev disse ord, den kristne apostel Johannes, selv forstod dem? Vi har ingen direkte udtalelse fra Johannes, men en mand ved navn Papias fra det andet århundrede kendte nogle af dem der havde været knyttet til apostelen Johannes. Om denne Papias siger The Catholic Encyclopedia (1911-udgaven), bind 11, side 308, under overskriften „Millennium“:

⁴ „Papias fra Hierapolis, en discipel af St. Johannes, fremtrådte som forsvarer af læren om tusindårsriget. Han hævdede at have modtaget læren fra apostlenes samtidige, og Irenæus beretter at andre ’presbytere’, som havde set og hørt disciplen Johannes, af ham havde lært troen på tusindårsriget som en del af Herrens lære. Ifølge Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 39) skal Papias i sin bog have påstået at opstandelsen af de døde vil blive efterfulgt af et tusind år med et synligt, herligt jordisk Kristi rige, . . .“b

5, 6. (a) Hvad så Papias og andre kristne ældste frem til på grund af apostelen Johannes’ syn? (b) Før hvilken „dag“ vil Kristi tusindårige regering ikke begynde?

⁵ Apostelen Johannes, som fik det profetiske syn af Jesu Kristi tusindårsrige og af hans menighed bestående af 144.000 løskøbte efterfølgere, accepterede synet som sandt. Johannes troede at millenniet ville være en tidsperiode på bogstaveligt et tusind år. Som bevis herfor har vi martyren Papias’ vidnesbyrd og det vidnesbyrd som er afgivet af andre kristne ældste, „’presbytere’, som havde set og hørt disciplen Johannes“. De så frem til at de 144.000 medlemmer af hans løskøbte menighed skulle opstå, så de kunne leve og regere som konger og tjene som præster i hans tusindårsrige.

⁶ De så frem til „den yderste dag“, da dette skulle ske. Apostelen Johannes havde nedskrevet de af Jesu egne ord der lød: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:53, 54) Og Marta, søster til Jesu elskede ven Lazarus, sagde til Jesus: „Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Joh. 11:24) Kristi tusindårige regering kunne derfor ikke begynde før denne „yderste dag“.

Tiden til at regere

7. (a) Hvordan viste Jesus at han var villig til at vente indtil Guds tid var inde til at han skulle regere? (b) Hvilket spørgsmål opstod med hensyn til hans efterfølgere, og hvilken indstilling havde Paulus i denne forbindelse?

⁷ Jesus Kristus var villig til at vente til Guds fastsatte tid var inde til at han skulle begynde at herske som konge i tusind år. Da Satan Djævelen prøvede at friste ham i ørkenen og tilbød ham alle verdens riger, nægtede han at tilbede Satan Djævelen og bøje sig for ham for at få disse jordiske riger. (Luk. 4:1-8; Matt. 4:8-11) Men spørgsmålet var nu om Jesu disciple ville være villige til at vente indtil Guds rette tid var inde til at de skulle herske som konger sammen med hans søn Jesus Kristus, og om de var villige til i mellemtiden at udholde forfølgelse og lidelser? Apostelen Paulus skrev fra fængselet til en medkristen: „Derfor udholder jeg det alt sammen for de udvalgtes skyld, for at også de må få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed. Det er troværdig tale: thi er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham.“ (2 Tim. 2:10-12) Ja, Paulus var villig til at vente, men han måtte skrive følgende til visse ambitiøse kristne i Korint:

8. Hvad skrev Paulus til visse ambitiøse kristne i Korint med hensyn til at vente?

⁸ „I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger! Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden.“ — 1 Kor. 4:8, 9.

9. Døde Paulus som regerende konge? Ud fra hvilke ord af Paulus kan man læse svaret?

⁹ Apostelen Paulus døde ikke som regerende konge på jorden, men han skrev fra fængselet: „Løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst [manifestation, NW].“ — 2 Tim. 4:7, 8.

10. (a) Hvilke ord af apostelen Johannes viser at han ikke regerede som konge da han døde? (b) Hvilket spørgsmål melder sig da vedrørende visse af kristenhedens religiøse ledere?

¹⁰ På samme måde med apostelen Johannes, som også glædede sig til Herren Jesu Kristi fremtidige manifestation. Han døde heller ikke som regerende jordisk konge. Henimod slutningen af sit lange liv på jorden skrev han: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.“ (1 Joh. 2:15-17) Hvordan kan det da være at paver og patriarker, ærkebiskopper og biskopper i århundreder har regeret i kristenheden, siddende på prægtige troner og udstyret med pralende regalier som konger? Hvordan kan det være?

11. Hvad har disse mænd åbenbart forestillet sig, og hvilket spørgsmål vedrørende Roms pave melder sig?

¹¹ Har disse religiøse ledere i kristenheden forestillet sig at Kristi tusindårige regering allerede er begyndt og at de derfor har ret til at regere med ham på jorden, skønt han er oppe i himmelen? Og har den usynlige Kristus regeret på jorden ved hjælp af en synlig menneskelig repræsentant? National Catholic Almanac siger således: „Hans hellighed paven er Roms biskop, Jesu Kristi stedfortræder, St. Peters efterfølger, apostlenes fyrste, . . . ærkebiskop og primas i den romerske provins, Vatikanstatens suveræn.“

12. Hvor længe har disse religiøse ledere i kristenheden regeret, og har de personligt opfyldt ordene i Åbenbaringen 20:4-6?

¹² Disse religiøse ledere har regeret på denne måde i mere end et tusind bogstavelige år, nemlig lige siden den romerske kejser Konstantin den Stores dage eller kort tid derefter,c idet pave Leo I (440-461) sagde følgende: „Jeg vil endnu en gang genoprette regeringen på denne jord, ikke ved at bringe kejserdømmet tilbage, men ved at proklamere et nyt teokrati, idet jeg, ifølge løftet til Peter hvis efterfølger jeg er, erklærer mig selv for at være Kristi stedfortræder, . . . jeg vil bære, ikke et diadem men en tiara, som et symbol på den universelle suverænitet for hvilken barbariet skal fly og lykken endnu en gang blive genoprettet.“d Og dog har ikke én af disse ansete Kristi stedfortrædere eller ærkebiskopper eller biskopper personligt beholdt sin episkopale trone og regeret så længe som Jesus Kristus skulle, i tusind år. Ikke én af dem har derfor opfyldt det som Åbenbaringen 20:4-6 siger om at regere med Kristus.

De har ikke kunnet vente

13-15. (a) Hvilke spørgsmål opstår derfor angående den ændrede forståelse af Åbenbaringen 20:4-6? (b) Hvordan hjælper The Catholic Encyclopedia’s artikel om Augustin os til at få svar på disse spørgsmål?

¹³ Hvornår ændrede man da forståelse af Åbenbaringen 20:4-6, og hvordan og hvorfor? Hvornår og hvorfor fortolkede de religiøse ledere tusindårsriget som symbolsk tale og rykkede det frem før Kristi genkomst og gjorde det til et herredømme på jorden, i kødet og på materielle menneskegjorte troner? The Catholic Encyclopedia giver os svar på vore spørgsmål. I bind 10 i udgaven af 1911 hedder det på side 309 under overskriften „Millennium“:

¹⁴ „St. Augustin kom til sidst til den overbevisning at der ikke ville blive noget millennium. Kampen mellem Kristus og hans helgener på den ene side og den onde verden og Satan på den anden side, udkæmpes i kirken på jorden; således beskriver den store doktor [Augustin] det i sit værk De Civitate Dei [Om Guds stat]. I samme bog giver han en allegorisk forklaring på kapitel 20 i Apokalypsen. Den første opstandelse, som dette kapitel omhandler, fortæller han os, refererer til den åndelige genfødelse i dåben; den tusindårige sabbat efter historiens seks tusind år er hele det evige liv, eller, med andre ord, tallet tusind skal udtrykke fuldkommenhed, og det sidste tidsrum af et tusind år må forstås som sigtende til verdens ende; under alle omstændigheder kan Kristi rige, som Apokalypsen taler om, kun fortolkes som kirken.e . . .

¹⁵ Denne forklaring af den berømte doktor blev antaget af de efterfølgende vestlige teologer, og læren om tusindårsriget som den oprindelig var, fik ikke længere nogen støtte. . . . Desuden havde kirkens holdning over for den verdslige magt undergået en forandring henimod en nærmere forbindelse mellem kirken og romerriget. Der er ingen tvivl om at denne forandring bidrog meget til at fjerne de kristne fra den gamle tro på tusindårsriget, som i tiden med forfølgelse havde været et udtryk for deres håb om at Kristus snart ville komme igen og sejre over sine udvalgtes fjender. . . . Læren om tusindårsriget kom aldrig til at præge middelalderen; den var fremmed både for teologien og for folkets religiøse forestillinger i den periode. . . . Det sekstende århundredes protestantisme indledte en ny epoke for læren om tusindårsriget.“

16. Hvorfor kom de religiøse ledere til at føle at der ikke længere var behov for et fremtidigt tusindårsrige med Kristus som konge, og hvordan prøvede de at retfærdiggøre at de ikke fulgte hans eksempel?

¹⁶ Der er forklaringen! Da de religiøse ledere i det fjerde århundrede blev officielt anerkendt af romerriget og lod sig udnævne til at beklæde religiøse stillinger som gav dem magt og myndighed således at deres kirke blev den politiske stats allierede, hvad skete der så? Der skete det at de religiøse ledere ikke længere følte behovet for et fremtidigt bogstaveligt tusindårsrige med Jesus Kristus og hans herliggjorte menighed i himmelen som konger. De regerede allerede som prominente religiøse fyrster og med romerrigets støtte. Og for at retfærdiggøre at de ikke fulgte Kristi eksempel men havde taget imod herskermagt før opstandelsen af de døde havde fundet sted og mens de stadig var i kødet på jorden sammen med politikerne, fortolkede de endvidere Åbenbaringen 20:4-6 som ord der var opfyldt på dem selv. De fik deres religiøse hjorde til at antage den samme ændrede opfattelse af Kristi tusindårige regering over menneskeheden. At det forholder sig sådan bekræftes af M’Clintock og Strongs religionsleksikon, Cyclopædia, bind 6, side 265, spalte 2, hvor der siges:

17. Hvad siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia til støtte for det som er sagt ovenfor?

¹⁷ „En vigtig årsag til denne bemærkelsesværdige ændring i opfattelsen finder vi i kirkens forandrede tilstand og fremtidsudsigter. I begyndelsen længtes de kristne efter Herrens genkomst. Desuden var det umuligt for dem at hæve deres tro og håb så højt som til at forvente en sejr over romerriget ved hjælp af korsets moralske kraft alene og uafhængigt af Kristi personlige og overnaturlige mellemkomst. Men efterhånden som evangeliet vandt frem, fik den tro fodfæste i gode menneskers overbevisning at det var muligt og sandsynligt at den kristne sag fredeligt ville sejre over alle sine fjender ved hjælp af åndens og sandhedens magt. Man mener at Origenes (født 180, død 254) er den første af de gamle kirkelige forfattere som udtrykte tro på at en sådan sejr for evangeliet kunne nås ved dets egen iboende kraft.“

18, 19. (a) I hvilken tidsperiode troede kristenhedens kirke at den befandt sig som følge af det forhold den havde til den politiske stat? (b) Hvilken latinsk kirkefader havde fremmet en sådan opfattelse, og hvordan havde han gjort det?

¹⁸ Da kristenhedens religiøse organisation nu havde opnået den politiske stats beskyttelse og et godt forhold til den politiske stat, samt magt og indflydelse over den, ja endog kunne bruge dens pansrede næve til at gennemtvinge hedningernes omvendelse til kristenhedens religion, hævdede man at kristenhedens kirke allerede befandt sig i det millennium som apostelen Johannes havde forudsagt. Den lærde Augustins behandling af emnet gav folks religiøse opfattelse et kraftigt skub i den retning. Førnævnte religionsleksikon siger herom:

¹⁹ „Augustins behandling af emnet markerer en ny epoke. Han siger (De Civitate Dei, XX, 7) at han engang troede på en tusindårig sabbat; han har heller ikke noget at indvende imod læren, forudsat at de retfærdiges glæder skildres som åndelige. Men under den videre behandling af emnet forsvarer han den opfattelse at Kristi jordiske rige er kirken, som allerede på det tidspunkt befandt sig i millenniets æra og på vej til en herlig sejr over alle sine fjender. Det synes som om denne modificerede fortolkning af profetien, skattet som den var af den førende latinske kirkefaders autoritet [Augustin], farvede de middelalderlige spekulationer i forbindelse med dette emne.“ — Bind 6, 1890-udgaven, side 265.

20. (a) I hvilken periode mente man at det romersk-katolske pavedømme oplevede et bogstaveligt millennium? (b) Hvordan blev de vanskeligheder der fulgte, bagefter opfattet, men hvorfor kan denne opfattelse ikke være rigtig?

²⁰ Denne latinske kirkefader, Aurelius Augustin, som udbredte denne fortolkning af Åbenbaringen 20:4-6, levede fra 354-430. I overensstemmelse med hans opfattelse, som gik ud på at Kristi tusindårige regering blev opfyldt på den romersk-katolske kirke på jorden, fik man senere den tanke at det romersk-katolske pavedømmes tusindårige regering bogstaveligt begyndte i år 800, da pave Leo III kronede Karl den Store i Rom som konge over Det hellige romerske Rige, og endte i 1799, da pave Pius VI, som Napoleon Bonaparte allerede på det tidspunkt havde afsat, blev taget til fange den 20. februar og ført fra Vatikanet til Valence i Frankrig, hvor han døde den 29. august 1799.f De vanskeligheder som den romersk-katolske kirke herefter kom ud for, mente man markerede den „lille tid“ i hvilken Satan Djævelen skulle løses når de tusind år var omme. (Åb. 20:1-3, 7) Nu er der imidlertid gået 168 år siden året 1799. Det er ikke nogen „lille tid“, og vanskelighederne for det romersk-katolske pavedømme ser ikke ud til at være forbi; tværtimod. Hertil kommer at Babylon den Store, det religiøse verdensimperium, hvis stærkeste del er pavedømmet, venter sin ødelæggelse i den nærmeste fremtid.

Et billedligt millennium modbevist

21. Hvordan viser det sig i dag at Augustins forestilling om en strålende sejr for kristenhedens kirke over alle dens fjender, var forkert?

²¹ Den romersk-katolske „sankt“ Augustin havde uret, og det ses nu klart. Kristenhedens kirke har aldrig befundet sig i en „millenniets æra“, og har ikke knust sine fjenders politiske riger. I dag kan ingen med rette sige som Augustin, at kristenhedens kirke er „på vej til en herlig sejr over alle sine fjender“. Den hedenske verden vokser hurtigere end kristenhedens kirkesystem, og den ateistiske kommune breder sig endog i romersk-katolske områder. Augustins billedlige eller allegoriske fortolkning af Åbenbaringen 20:4-6 om Kristi tusindårsrige har på slående måde vist sig at være forkert. Menneskeheden har aldrig under kristenhedens kirkesystem oplevet tusindårsrigets lovede velsignelser.

22, 23. (a) Hvad er der sket med de forhåbninger som de religiøse ledere gjorde sig om at den kristne sag fredeligt ville sejre over sine fjender? (b) Hvilken indvending har de rejst mod troen på at Kristi genkomst må finde sted før tusindårsriget?

²² Hvordan forholder det sig nu med de religiøse ledere som afviste behovet for Kristi himmelske riges herredømme i et tusind bogstavelige år? Knust ligger deres håb om „at den kristne sag fredeligt ville sejre over alle sine fjender ved hjælp af åndens og sandhedens magt“. Det var deres opfattelse at verden fredeligt kunne omvendes af kristenhedens missionærer, og at der ikke ville blive brug for at den herliggjorte Jesus Kristus skulle gribe ind og med magt fra himmelen indføre millenniet. Denne fortolkning af Bibelen har vist sig at være forkert. Den indvending som disse religiøse ledere har rejst imod at det skulle være nødvendigt for Kristus at vende tilbage i Rigets magt før det bogstavelige tusindårsrige, er nu afsløret som grundløs. Om denne indvending siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bind 6, side 266):

²³ „Den tendens som teorien om tusindårsriget har til at svække håbet og hæmme kristnes missionærvirksomhed, ved at fremstille verden som værende i forfald og de kristnes bestræbelser på at omvende menneskeheden som frugtesløse, før Kristi komme, udgør ikke den mindst alvorlige indvending mod sådanne opfattelser.“ — Udgaven af 1890.

24. (a) Hvilke spørgsmål stilles angående denne religiøse indvending på baggrund af begivenhederne i verden siden 1914? (b) Hvordan viser Watch Tower Society’s historie at dets missionærvirksomhed ikke er blevet hæmmet og dets håb ikke svækket?

²⁴ Denne sidste udtalelse blev fremsat i 1890, altså for syvoghalvfjerds år siden; men hvordan har verden set ud siden 1914? Er den ikke „som værende i forfald“, og har kristenhedens bestræbelser på at omvende hele verden før Kristi komme ikke vist sig frugtesløse, forgæves? Situationen og tendensen i verden svarer „jo!“ Men er de kristne som venter at Kristus bogstaveligt vil blive konge i tusind år til velsignelse for menneskeheden, blevet hæmmet i deres forkyndelse og missionærvirksomhed, og er deres håb blevet svækket? De sidste otteogfirs års historie svarer med et tordnende nej! I året 1879 udkom Zions Watch Tower; i 1884 påbegyndte Watch Tower Bible & Tract Society udgivelsen af bogserien „Studier i Skriften“, som i begyndelsen blev kaldt „Millenniets Daggry“ og som bestod af seks bind. I dag har Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania femoghalvfems afdelingskontorer rundt om på jorden, og det til trods for at bevægelsen er blevet forfulgt under to verdenskrige. Dette selskab forkynder den gode nyhed om Kristi kommende tusindårsrige på 164 sprog. Det har missionærer og forkyndere i 199 lande og områder, og antallet af Rigets forkyndere vokser fra år til år.

25. (a) Hvordan omtalte Augustin engang millenniet? (b) Hvad viser nutidige bibelkronologier angående den tid der har været mennesker på jorden?

²⁵ For femten hundrede år siden talte den romersk-katolske „sankt“ Augustin om historiens seks tusind år og om millenniet som en „sabbat“, den syvende dags hvileperiode. Men han fastholdt ikke denne opfattelse. I århundreder har både katolikker og protestanter holdt sig til den bibelkronologi som blev udarbejdet af ærkebiskop James Ussher. Ifølge denne kronologi blev det første menneske, Adam, skabt i året 4004 før Kristus, og de første seks tusind år af menneskets historie skulle derfor udløbe i 1996, lige før det tyvende århundrede udløber. Ifølge en nyere bibelkronologi vil menneskehedens første seks tusind år udløbe i den sidste halvdel af året 1975, et godt stykke tid før dette århundrede udløber. Bibelens millennium ligger foran os, og i henhold til tidsregningen og de verdenshistoriske begivenheder vil det være en realitet om kort tid. Det er ikke ved at udløbe, sådan som romersk-katolske bibelkommentarer vil have os til at tro. I Murphy-udgaven af den engelske katolske Douay-oversættelse af Bibelen, lyder Åbenbaringen 20:1, 2 således:

26, 27. (a) Hvornår blev Satan bundet, ifølge fodnoterne i den katolske Murphy-udgave af Bibelen? (b) Fra hvornår og til hvornår løber tusindårsriget, og hvad foretager de døde helgener sig i denne periode, ifølge samme kommentar?

²⁶ „Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen, med nøglen til den bundløse afgrund, og en stor lænke i hånden. Den greb fat i dragen, den gamle slange, som er djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år.“

²⁷ Fodnoten til udtrykket „bandt ham, osv.“ lyder: „Satans magt er blevet stærkt begrænset på grund af Kristi lidelse.“ Fodnoten til udtrykket „for tusinde år“ lyder: „Det vil sige hele Det nye Testamentes tid, men især fra den tid da Babylon, det vil sige det hedenske Rom, blev ødelagt, indtil de nye angreb mod kirken fra Gogs og Magogs side, henimod verdens ende. I den tid lever og regerer martyrernes og helgenernes sjæle med Kristus i himmelen, i den første opstandelse, hvilket er sjælens opstandelse til liv i herlighed; den anden opstandelse vil være legemets, på dagen for den store dom.“ — Baltimore, Maryland-udgaven.

28. Hvor lang tid er der nu gået siden „det hedenske Rom“ forsvandt, og viser historiens kendsgerninger at Satan har været bundet i afgrunden?

²⁸ Imidlertid er det nu mere end tusind år siden det „hedenske Rom“ veg pladsen for pavens Rom i det femte århundrede. De historiske kendsgerninger i dag modsiger at Satan Djævelen skulle være blevet bundet og kastet i afgrunden, som forudsagt i Apokalypsen eller Åbenbaringen 20:3, hvor det hedder: „Og [engelen fra Himmelen] kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.“

29. Hvad kommer, ifølge Åbenbaringen, efter slaget ved Harmagedon, og hvad beviser i den forbindelse at dragen, Satan Djævelen, endnu ikke er bundet og kastet i afgrunden?

²⁹ Åbenbaringens bog viser umiskendeligt at slaget ved Harmagedon finder sted før Satan bliver bundet og kastet i afgrunden. Den bibelske beretning viser at Satan Djævelen har direkte andel i at samle folkeslagene til dette slag, idet den siger at der ud af dragens, Satan Djævelens, mund kommer en uren ånd som slutter sig til de urene ånder der kommer ud af dyrets og den falske profets mund, og disse ånder går ud til kongerne på hele jorden og samler dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, den krig der skal udkæmpes ved Harmagedon. Det er nu at disse tre djævelske ånder går ud til de jordiske herskere. Det er nu at disse herskere og deres hære marcherer af sted mod Harmagedon hvilket kendte mænd ofte har advaret os om. Hvis den urene ånd som kommer ud af dragens, Satan Djævelens, mund, nu er med til at samle de jordiske herskere og deres hære til Harmagedon, kan dragen, Satan Djævelen, altså ikke på nuværende tidspunkt være bundet i afgrunden, ude af stand til at forføre folkeslagene. — Åb. 16:13-16.

30. (a) Hvilke omstændigheder i forbindelse med Satans jordiske politiske redskaber viser at han endnu ikke er kastet i afgrunden? (b) Hvad vil der ske med disse politiske redskaber i Harmagedon, og hvornår vil Satan lide samme skæbne?

³⁰ Nej, Satan Djævelen er endnu ikke bundet og endnu ikke kastet i afgrunden, hvor han skal være i tusind år. Det symbolske „dyr“ og den „falske profet“ befinder sig stadig på jorden. På samme måde er Satan Djævelen stadig i jordens nærhed og bruger „dyret“ og „den falske profet“ som sine redskaber hvormed han samler jordens herskere og deres hære til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, hvor de vil blive tilintetgjort. Åbenbaringen, kapitel nitten, beskriver slaget ved Harmagedon på Guds store dag, og kapitlet viser at det finder sted lige før Satan bindes og kastes i afgrunden. I dette kommende slag vil „dyret“ og „den falske profet“ blive kastet i den symbolske sø der brænder med ild og svovl, hvor de tilintetgøres; og Satan Djævelen vil først lide den samme skæbne efter Kristi tusindårige herredømme over hele menneskeheden. — Åb. 19:11 til 20:3, 7-10.

31. Hvorfor må Kristi tusindårsrige derfor være fremtidigt, og hvilken storslået kendsgerning har vi nu for øje?

³¹ Altså, ligesom slaget ved Harmagedon endnu er fremtidigt, således er det også noget fremtidigt at Satan bliver bundet og kastet i afgrunden, for dette finder først sted efter slaget ved Harmagedon. I betragtning heraf må Kristi tusindårsrige også stadig være noget fremtidigt, for det følger efter at Satan er kastet i afgrunden, og det fortsætter i de tusind år hvor Satan holdes fangen i afgrunden. Igen viser det sig at Augustin og andre af kristenhedens religiøse ledere har uret når de går imod læren om tusindårsriget. Vi kan stadig se frem til et virkeligt tusindårsrige med Kristus som konge. Det er en storslået kendsgerning at det er meget nær, og den tanke virker befriende på os.

[Fodnoter]

I citatet fra The Catholic Encyclopedia kaldes Papias „forsvarer af læren om tusindårsriget“, på engelsk „advocate of millenarianism“. På dansk bruges ofte udtrykket chiliasme om læren om et bogstaveligt tusindårsrige, efter det græske ord for tusind. En tilhænger af læren kaldes en chiliast.

Angående den religiøse strid om millenniet i det foregående århundrede, det tredje århundrede, se Mosheims Institutes of Ecclesiastical History, kapitel III, med overskriften „History of Theology“, afsnit 12, og fodnoten af dr. theol. James Seaton Reid, London-udgaven af 1848.