„Guds ord er levende og virkende“

„PENNEN er mægtigere end sværdet.“ I den ene eller anden form er denne sentens blevet udtrykt af mere end én kendt historisk skikkelse, blandt andre Napoleon og Benjamin Franklin. I den form hvori den er gengivet her, forekommer den i Bulwer-Lyttons skuespil om kardinal Richelieu, en snu og skarpsindig fransk statsmand og en af romerkirkens fyrster i første halvdel af det syttende århundrede.

Imidlertid har vor tids totalitære regeringer gjort et ihærdigt forsøg på at vise at forfølgelsens sværd er mægtigere end pennen. Ved at undertrykke tale-, trykke- og religionsfriheden er det næsten lykkedes dem at bevise at de har ret. Næsten, men ikke helt, for der har været mindst én betydelig undtagelse. Hvilken? Den, inspirerede pen, Bibelen, Guds ord.

Ja, totalitære regeringer har kunnet lægge bånd på mennesker, men Guds inspirerede ord har de ikke kunnet binde. (2 Tim. 2:9) Som Hebræerbrevets inspirerede forfatter så udmærket udtrykte det: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd . . . og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ — Hebr. 4:12.

Hvorfor er dette Guds ord så levende, så virkende? Fordi det er selve essensen af sandheden og fordi de som nedskrev det var fyldt med Skaberens, Jehova Guds, den Almægtiges, ånd eller virkekraft. Dette ord er ånd og liv, sådan som Guds søn, Kristus Jesus, sagde. (Joh. 6:63) De der inddrikker Bibelens sandhedsord med et åbent sind og oprigtigt hjerte vil uvægerlig få noget af Guds virksomme kraft eller ånd. Ydermere vil dette Guds ord avle tro hos dem der tager imod det i et godt og oprigtigt hjerte; en tro der sætter dem i stand til at gøre mange store og vældige gerninger, (Hebræerbrevet, kapitel 11) Desuden vil Guds ord give den sandhedssøgende og fordomsfri læser kraft ved selve den ærlighed og oprigtighed hvormed det er skrevet og ved sin betoning af retfærdige principper. Det vil også give læseren kraft til retfærdighed fordi det åbenbarer den alvise, almægtige og fuldkomment retfærdige Skaber, han som fremfor alle andre må være genstand for menneskers frygt.

En af de mange måder hvorpå Guds ord har vist sig at være levende og virkende, er den at det har givet mennesker styrke og nidkærhed til at udføre en tjeneste for Jehova Gud, til at ’prædike ordet’. Og det har sat dem i stand til at gøre det trods bitter modstand og hjulpet dem til at forblive trofaste til døden. — 2 Tim. 4:2, 7, 8.

Et slående eksempel på denne kraft blev givet for 2500 år siden af den trofaste hebraiske profet Jeremias. Han havde fået et meget upopulært budskab at overbringe, og da han mødte modstand, blev latterliggjort og forfulgt, blev han engang træt og besluttede at han ikke længere ville forkynde dette budskab fra Gud. Men kunne han holde op? Hvad siger beretningen? „I mit hjerte blev det som en brændende ild der var indesluttet i mine ben; og jeg blev træt af at holde igen; jeg kunne ikke udholde det.“ Han måtte simpelt hen fortsætte med at forkynde. Så mægtigt og virkende var det ord som Jehova Gud havde givet ham. — Jer. 20:9, NW.

De første kristnes eksempel

Det samme erfarede de tjenere for Jehova Gud der blev kristne, Kristi efterfølgere. Guds ord gjorde dem til energiske arbejdere, til nidkære forkyndere af evangeliet eller den gode nyhed, og de afgav bevis på at dette ord var mægtigere end forfølgelsens sværd. Da de blev pågrebet, slæbt for retten og fik pålæg om ikke mere at forkynde om Jesus Kristus, svarede de således frygtløst: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ — Ap. G. 4:19, 20.

Kort efter blev apostlene igen pågrebet og denne gang pisket, foruden at de fik befaling til at standse forkyndelsen. Fik det dem til at holde op? Hvad viser beretningen? „Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ (Ap. G. 5:40-42) Ja, selv om de blev pisket og fik påbud om ikke at forkynde, „holdt de ikke op“ med det.

Forfølgelsens sværd viste sig heller ikke mægtigere end den inspirerede pen, Guds ord, da de kristne i Jerusalem nogen tid senere blev grusomt forfulgt og tvunget til at flygte. Nej, „de, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord“. — Ap. G. 8:4.

Den samme kraft i Guds ord erfarede apostelen Paulus og den kristne menighed han grundlagde i Tessalonika. Som Paulus selv skriver: „Vort evangelium kom ikke til jer i ord alene, men i kraft og i Helligånd og fuld vished; . . . alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt, så vi ikke behøver at tale derom.“ Der er ingen tvivl om at det Guds ord som Paulus forkyndte, var levende og virkende. — 1 Tess. 1:5-9.

Menneskers overleveringer giver ikke kraft

Som en skærende kontrast til Guds inspirerede og levende ord står de menneskelige overleveringer der er i modstrid med Bibelen. De giver ikke en sådan kraft, de er ikke baseret på sandheden, de er ikke fyldt med Guds hellige ånd. Jesus Kristus sagde engang til de skriftkloge og farisæerne: „I sætter . . . Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk.“ (Mark. 7:13) Det følger heraf at de der næres med overleveringer i stedet for med Guds ord, mangler den kraft og nidkærhed som Guds ord giver.

At dette er sandt også i vore dage, bekræftes af ingen mindre end dem der klynger sig til menneskers overleveringer. Et eksempel kan gives fra et af den produktive og populære romersk-katolske forfatter William J. Whalens arbejder. I en af sine nyeste bøger, Jehovah’s Witnesses (1965), der er forsynet med imprimatur af C. F. O’Donnell, J.C.D., Chicagos ærkebispedømme, siger han blandt andet: „Fr. Omer Degrijse, C.I.C.M., der er øverste tilsynsførende for de af Kongregationen af Marias Ubesmittede hjerte udsendte missionærer, udtalte for nylig at Kirkens største problem overalt er lægfolkets passive indstilling. ’Kun 5 procent af den katolske kirkes medlemmer deltager aktivt i et apostolisk arbejde,’ sagde han. ’Det er præsterne, de religiøse [munke og nonner], og de få lægapostle i Katolsk Aktion’ Sheut Fædrenes overhoved sagde at kirkens egentlige problem i hvert eneste land og hvert eneste sogn består i hvordan man kan gøre de 95 procent vågne for deres ansvar for at sprede Guds ord inden for deres egen indflydelsessfære. De erkender ikke dette ansvar på nuværende tidspunkt. Som et resultat . . . er Kirken blevet en hær som udelukkende består af officerer uden soldater.“ Efter at have kommenteret Jehovas vidners nidkærhed fortsætter mr. Whalen: „Hvis andre katolikker føler som jeg, gyser de tilbage alene ved tanken om med nogle få års mellemrum at skulle bruge blot nogle få timer til at henvende sig til andre katolikker om bidrag til en eller anden indsamling.“

Men dette er ikke overraskende når vi lægger mærke til at denne samme mangel på kraft, nidkærhed, mod og overbevisning kan spores hele vejen op til toppen inden for denne religiøse organisation. En anden romersk-katolsk forfatter, Nerin E. Gun, der omtaler sig selv som „en god katolik, der er opdraget af Brødrene og delvis uddannet ved det katolske universitet i Paris,“ skriver noget herom i sin bog The Day of the Americans (1966), der handler om hans oplevelser i den tyske koncentrationslejr Dachau. Han siger følgende om pave Pius XIIs forhold til Hitler og nazisterne: „Hvad kunne paven gøre? Han kunne i det mindste have afholdt sig fra at have noget med dem at gøre. Han kunne have nægtet at underskrive konkordater med det fascistiske Italien og Hitlers Tyskland. Han kunne have ekskommuniceret begge diktatorer som han før i tiden havde ekskommuniceret kejsere (tænk på Canossa).a

Det er blevet sagt at de katolske gejstlige led umådeligt. Det er sandt — men hvordan er forholdet helt nøjagtigt? Hvor mange var der som samarbejdede med regimet og tolererede det, for hver gang der var en anti-nazistisk præst? . . . Det siges at paven ved utvetydigt at have modstået Hitler, blot ville have fremkaldt en endnu grusommere undertrykkelse. Dette er ikke på nogen måde bevist. Det ville have været vanskeligt for Hitler at have været mere ubarmhjertig end han var. Hvad ville han have gjort? Brændt ligene af jøderne endnu en gang? Desuden har frygten for repressalier aldrig været nogen gyldig grund for ikke at gøre sin pligt. Hvis vi alle havde lagt armene over kors [Gun blev sendt til koncentrationslejren Dachau på grund af sin ærlige og frygtløse reportage] for ikke at udsætte vor familie, vore venner eller vor ejendom for fare, ville der ikke have været nogen modstandsbevægelse, ingen partisaner, ingen modaktion af den ene eller den anden art.“ Og dette siges af en katolsk forfatter der er absolut loyal over for sin kirke, hvilket fremgår af andre udtalelser i hans bog.

Det foregående viser at religiøse overleveringer ikke gør mænd og kvinder, præster og lægfolk, stærke, nidkære og frygtløse. Overleveringer er ikke mægtigere end forfølgelsens sværd.

Guds ord er stadig levende og virkende

At Guds ord er lige så levende og virkende i dag som det var på apostlenes tid, har Jehovas kristne vidner vist. De står urokkeligt fast på Bibelen, og som mr. Whalen bemærker, har vidnerne „sat tid til side til at læse Bibelen“, samt til at læse „Vagttårnet og Vågn op!, traktater og bøger“, som alle er skrevet på grundlag af Bibelen. Han siger videre: „Selv de der er mest kritisk indstillet over for vidnerne kan næppe benægte at et vidne som regel er helt indviet til sin religion; det er en af de ting jeg kan lide ved Jehovas vidner. Der er vidner som er læger og landmænd, husmødre og arkitekter, ufaglærte arbejdere og lærere; men hvis de er indviede vidner, ved de at de først og fremmest må være tro mod Jehova.“ „Jeg kan forsikre Dem om at de fleste vidner må kæmpe for at overvinde den samme generthed, overfølsomhed og ulyst som vi ville stå over for, hvis vi blev bedt om at gå fra dør til dør og prøve at gøre naboer og fremmede interesseret i vor religion. At de fleste vidner fortsætter med dette anstrengende arbejde år efter år, er noget jeg må beundre.“ „Hvert vidne — mand og kvinde, barn og voksen — véd at det må være en aktiv missionær.“ Ja, Guds ord er lige så levende og virkende i vor tid som det var på den tid da Bibelen blev skrevet.

Og disse kristne som lader sig lede af Bibelen, lægger denne nidkærhed for dagen trods modstand og forfølgelse, ligesom de første kristne. Således fortæller mr. Gun om den erfaring han gjorde i Dachau koncentrationslejr: „Jeg ville gerne kunne sige at der kun har været helte i lejren, men det ville, desværre, ikke være sandt. Vi var en heterogen samling mennesker. Blandt os var der nogle af alle slags: kommunister, medlemmer af undergrundsbevægelser, kriminelle personer, anarkister . . . og de beundringsværdige Jehovas vidner . . . det må siges at medlemmerne af Jehovas vidner udviste et sådant mod, en sådan dristighed, moral og stoisk ro i modgangen at de fortjener en særlig hyldest. De var som klipper i et hav af mudder.“

„Som klipper i et hav af mudder“? „Fortjener en særlig hyldest“? Hvorfor? På grund af det levende og virkende Guds ord som var i deres indre.

Og nu, godt og vel tyve år efter, kan man sige nøjagtig det samme om Jehovas vidner i andre lande. Som Jehovas vidners årbog for 1967 beretter, har de i det forløbne år været udsat for forfølgelse i henved tyve lande; værst har den været i Portugal og på Cuba.

Hvordan har vidnernes reaktion nu været? Nøjagtig som apostlenes i fortiden. Årbogen gengiver uddrag af nogle breve fra Jehovas vidner i koncentrationslejrene på Cuba: „Vi har ikke tabt modet. Vi vil svare med Paulus’ ord: ’Intet kan skille os fra Jesu kærlighed.’ Bed for os som vi beder for jer.“ Og en anden skrev til sin kone: „De siger at vi ikke bliver sendt i fængsel. Enten bliver vi soldater eller også kommer vi på kirkegården. Vær derfor trofaste og bed for os.“

Ja, Guds ord er sandelig levende og virkende. Det har vist sig at være mægtigere end forfølgelsens sværd. Det er gavnligt til meget, især til at oplyse et menneske om retfærdighedens vej og derefter give dette menneske kraft til at følge denne vej. (2 Tim. 3:16, 17) Læs derfor Bibelen daglig, læs den i tro, bed Gud om hjælp til at forstå den, og anvend det du læser, i dit daglige liv. Og skulle du ønske yderligere hjælp til at forstå den, er Jehovas vidner, som har haft så stor gavn af den, rede til at hjælpe dig.

[Fodnote]