Spørgsmål fra læserne
● Zakarias 8:19 nævner fire forskellige faster som jøderne holdt. Hvad skulle de minde jøderne om? — K. A., U.S.A.
Profeten Zakarias blev inspireret af Gud til at skrive det der står i Zakarias 8:19: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende måned skal blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage. Elsk sandhed og fred!“ Alle fire faster, som ikke var påbudt af Gud, var tegn på sorg, og mindede jøderne om sørgelige og ulykkelige begivenheder i forbindelse med Jerusalem og babyloniernes erobring af byen og Juda rige i det syvende århundrede før vor tidsregning.
„Fasten i den fjerde [måned]“ blev sandsynligvis holdt til minde om den dag da Jerusalems mur blev gennembrudt af babylonierne. Det skete den 9. tammuz i 607 f.v.t. Kort efter blev Judas konge, Zedekias, taget til fange. — 2 Kong. 25:2-7; Jer. 52:6, 7.
Ifølge Zakarias 8:19 holdt jøderne også faste i den femte måned. Det var i den femte måned, ab, i år 607 f.v.t. at Nebuzar’adan, øversten for kong Nebukadnezars livvagt, drog ind i Jerusalem og „satte ild på [Jehovas] hus og kongens palads og alle husene i Jerusalem“. (Jer. 52:12-14; 2 Kong. 25:8-10) Fasten i den femte måned blev derfor sandsynligvis holdt til minde om templets ødelæggelse.
Da jøderne blev ført i fangenskab af babylonierne i 607 f.v.t. lod øversten for livvagten „nogle af de fattigste af folket fra landet . . . blive tilbage som vingårdsmænd og agerdyrkere“. Gedalja blev udnævnt til statholder over dem. Imidlertid blev han snigmyrdet, og hele resten af befolkningen forlod Juda og drog til Ægypten. (2 Kong. 25:12, 22-26) På den måde gik det til at Juda og Jerusalem kom til at ligge fuldstændig øde hen i den syvende måned i år 607 f.v.t. Fasten i den syvende måned, tisjri, blev derfor sandsynligvis holdt til minde om Gedaljas død eller at landet fra da af lå fuldstændig øde hen.
Men hvad med fasten i den tiende måned, som også nævnes i Zakarias 8:19? Det ser ud til at den blev holdt til minde om en begivenhed der gik forud for dem vi allerede har nævnt. Det var på den tiende dag i tebet måned, det posteksilske navn på den tiende jødiske måned i det hellige år, at kong Nebukadnezar begyndte at belejre Jerusalem. (2 Kong. 25:1; Jer. 39:1; 52:4) Det var i år 609 f.v.t. I belejringens tredje år, i 607 f.v.t., blev Jerusalem erobret af babylonierne. Begyndelsen til Nebukadnezars heldigt gennemførte belejring af Jerusalem kan derfor være blevet markeret af jøderne med fasten i den tiende måned. Det var imidlertid også i den tiende måned at Ezekiel og andre fanger i Babylon hørte nyheden om byens fald. (Ez. 33:21) Denne faste kan derfor også have haft forbindelse med modtagelsen af denne sørgelige nyhed.
Jøderne vendte tilbage fra deres halvfjerds års fangenskab i Babylon i 537 f.v.t. Da Zakarias profeterede (521-519 f.v.t.) havde de altså allerede været i Juda og Jerusalem i nogen tid. Imidlertid var det meget vigtige arbejde med at opbygge templet gået i stå. Alligevel ville templet blive fuldført, og Jehova ville velsigne jøderne rigt. De fire faste- og sørgetider der nævnes i Zakarias 8:19 ville blive „til fryd og glæde og gode højtidsdage“. Gennem sin profet Zakarias lovede Jehova jøderne fremgang, velstand og lykke. Derfor skulle de ikke blive ved med at leve i fortiden. De skulle se fremtiden i møde med optimisme og tillid til Gud. Tilskyndet af Haggajs og Zakarias’ profetiske virksomhed genoptog de hjemvendte jøder under Zerubbabel byggearbejdet på templet, og dette center for sand tilbedelse stod lykkeligt fuldført i 516 f.v.t. (Ezra 6:14, 15) Nu var den sorg som havde været forbundet med fasterne der skulle minde jøderne om Jerusalems fald, Judas øde tilstand og ødelæggelsen af Salomons tempel, ikke længere på sin plads. Fra da af havde jøderne grund til at glæde og fryde sig.
I vor tid, og især i årene fra 1917-1919, har salvede kristne været bedrøvede i ånden. Imidlertid oplevede de en udfrielse fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, i 1919, og derefter havde disse åndeligt genrejste tjenere for Jehova ikke længere nogen grund til at sørge og til med græmmelse at betragte fortiden. Nogle gjorde ikke fremskridt og så ikke begivenhederne i det rette lys. Men det gjaldt ikke de salvede som helhed. De trofaste havde god grund til at se optimistisk på fremtiden, til at fryde og glæde sig. Det gjorde de, og indtil denne dag har de erfaret stor lykke og mærket Jehovas rige velsignelse i arbejdet med at fremme den sande tilbedelses interesser og med at forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele jorden.
● Betyder profetien i Jeremias 22:30 at kong Jojakin, eller Konja, ingen børn fik? — J. L., U.S.A.
Nej, Jojakin var ikke barnløs. Læg mærke til hvad der står i profetien: „Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda.“ Selv om Jojakin, også kaldet Konja eller Jekonja, skulle optegnes som „barnløs“, viser sidste halvdel af verset at han ville få efterkommere. I Første Krønikebog 3:17, 18 er syv af hans børn opført. Skriftstedet må altså forstås i forbindelse med Davids trone i Jerusalem.
Ved sin faders død blev Jojakin konge. Han var da atten år gammel og sandsynligvis barnløs. (2 Kong. 24:8) Efter at Jojakin havde hersket i blot tre måneder tog Nebukadnezar ham med sig som fange til Babylon og indsatte Zedekias som konge på tronen. I sit fangenskabs syvogtredivte år blev Jojakin ophøjet til en hædersplads i Babylon, men hverken han eller hans sønner kom nogen sinde til at herske på Davids trone i Jerusalem. (2 Kong. 25:27-30) Da jøderne vendte tilbage fra Babylon fik de en statholder, men ikke nogen konge. Som Jeremias havde profeteret var Jojakin som „barnløs“ i den forstand at han ingen efterfølgere fik, for ingen af hans efterkommere kom til at herske som konge på Davids trone i Juda.