Findes der virkelig en Djævel?

Er der grundlag for at tro at der findes en ond åndeskabning? Eller er denne tro ubegrundet?

DEN meget læste redaktør David Lawrence sagde engang: „’Fred på jorden’ — det ønsker så godt som alle: ’God vilje over for menneskene’ — sådan føler næsten alle verdens folkeslag over for hinanden. Hvad er der da galt? Hvorfor hænger krigen, trods folkeslagenes iboende ønske, som en trussel over dem?“

Disse spørgsmål får en til at tænke. Når det er alle normale menneskers ønske at leve i fred, hvorfor er det da så almindeligt at folk hader og ligefrem dræber hinanden? Det er sandelig paradoksalt, hvilket dr. Hugh Keenleyside, en tidligere canadisk diplomat, også gjorde opmærksom på for nogle år siden: „Vi accepterer uden skrupler tanken om at ødelægge hundredtusinder eller millioner af kvinder og børn som vi under normale forhold med glæde ville værne om og fryde os over.“

Forholdene er de samme i dag. Der bliver stadig såret og lemlæstet mange i krig. Hvordan kan civiliserede mennesker behandle hinanden på denne måde? Hvilke kræfter driver dem til sådanne grusomme handlinger eller leder dem ind i en situation hvor de føler sig tvunget til at begå dem? Det er sandelig ikke af vejen i fuld alvor at spørge: Findes der en ond, usynlig magt der øver sin indflydelse på menneskene og får dem til at begå disse voldshandlinger? Findes der virkelig en Djævel?

Det er ikke klogt at affærdige disse spørgsmål med at svare at sådan er menneskene nu engang; det normale er tværtimod at menneskene ønsker fred. Hele dette spørgsmål fortjener derfor en alvorlig overvejelse.

Det moderne syn

Den popularitet som materialistiske ideer fik i slutningen af det forrige århundrede, har i høj grad påvirket mange menneskers opfattelse af Djævelen i vor tid. Under overskriften „Materialisme“ siger The Encyclopedia Americana (1955): „Den yderliggående materialisme hævder at der ikke eksisterer andet end fysiske legemer og fysiske processer.“

Denne materialistiske tankegang har vundet indpas i mange kredse og har endog påvirket mange religiøse lederes opfattelse af Djævelen. Det religiøse tidsskrift Eternity siger i sit nummer for august 1964: „I mere end et hundrede år har det nu syntes som om troen på en djævel har været på retur. . . . Protestantiske teologer har i det store og hele forvist Bibelens personlige djævel til pulterkammeret for kasserede myter.“

I Dictionary of All Scriptures and Myths (1960) af G. A. Gaskell, hedder det om det moderne syn på Djævelen: „Den virkelige djævel som vi må være årvågne og på vagt over for, er inden i mennesket, inden i det menneskelige hjerte. Han er den dyriske del af menneskets natur.“

I The Encyclopædia Britannica (1966) læser vi under overskriften „Djævelen“: „Den moderne liberale protestantisme er tilbøjelig til at fornægte nødvendigheden af at tro på en personlig djævel og foretrækker at forstå Bibelens og andre værkers omtale af ham som personifikationen af det ondes princip.“

Det er således blevet moderne at tro på en ’dyrisk del af menneskets natur’ eller på „det ondes princip“, i stedet for på en virkelig Djævel. Den engang så almindelige opfattelse at Djævelen er en levende, usynlig person, bliver derfor ikke længere taget alvorligt af mange. Hvad er årsagen til denne ændrede opfattelse? Er den berettiget?

Hvorfor man benægter Djævelens eksistens

I sin bog Satan, A Portrait, tegner Edward Langton et billede af hvordan troen på Djævelen har ytret sig i tidens løb. Om det syn på Djævelen man finder i den litteratur der stammer fra middelalderens munke, har han følgende interessante kommentar: „Den religiøse forestillingsevne løber løbsk, og falske forestillinger og hallucinationer, som er et resultat af et sygt eller overspændt sind, fremholdes som objektive virkeligheder.“

Med tiden var der mange religiøse mennesker der anerkendte disse fejlagtige, overtroiske og latterlige opfattelser af Djævelen. Selv i dag bliver Djævelen traditionelt opfattet som en skabning i en stramtsiddende rød dragt, med horn, lang hale og en høtyv i hånden. Sådanne latterlige, urigtige opfattelser bærer uden tvivl en stor del af skylden for at mange benægter Djævelens eksistens.

Det er imidlertid ikke Bibelen der er kilden til disse forkerte opfattelser. Alligevel rettede mennesker der i den sidste del af det forrige århundrede havde gjort sig til talsmænd for materialistiske ideer, et angreb mod dens lære. Som det fremgår af The Encyclopædia Britannica, ellevte udgave (1910-1911), resulterede dette især i en fornægtelse af Djævelens eksistens. Under overskrifters „Djævelen“ hedder det:

„Det kan med sikkerhed fastslås at troen på Satan nu i det store og hele ikke mere anses for en nødvendig trosartikel i den kristne lære . . . Det moderne syn på Bibelens inspiration nødvendiggør ikke at man anerkender Bibelens lære om dette emne som endelig og absolut autoritativ. Selv Jesu lære angående dette spørgsmål kan skyldes at han tillempede den efter de opfattelser som var fremherskende hos dem han havde med at gøre, eller, mere sandsynligt, at den må tages som et bevis for den begrænsede kundskab der var en nødvendig følge af inkarnationen . . .“

Det „moderne syn“ at Bibelen ikke skal tages bogstaveligt, har således fået mange til at fornægte det den siger om en personlig Djævel. (Matt. 25:41; Luk. 4:1-8; Joh. 8:44) Selv religiøse ledere begyndte at lære at de hentydninger Jesus kom med om Djævelen skyldtes hans begrænsede kundskab om emnet. Eller de påstod at Jesus tilpassede sine udtalelser efter de opfattelser og det sprog der dengang var fremherskende i Judæa, men ikke selv betragtede Djævelen som en virkelig og levende person.

Men var denne opfattelse, at der ikke eksisterer en personlig Djævel, tilfredsstillende? Hvordan forklarede den menneskets grusomme mishandling af dets medmennesker?

Et materialistisk syn utilfredsstillende

Som svar herpå antog man, og det gjaldt endog mange religiøse ledere, den materialistiske teori at mennesket har udviklet sig fra dyrene. Man påstod at mennesket stadig har bevaret en del af sin dyriske fortid og at det er grunden til at det bekæmper, piner og dræber andre skabninger. Man hævdede også at denne ondskab til sidst ville blive fjernet fra mennesket efterhånden som det udviklede sig opad. I slutningen af sin bog om menneskets tro på Djævelen tilføjer Edward Langton denne interessante kommentar:

„De lærde forviste dogmatisk og uformelt [Djævelen] fra deres trossystem. De lukkede døren for ham med et brag, og låste og barrikaderede den. Satan var efter deres opfattelse et levn fra fortidens overtro. I den sunde fornufts stærke, klare lys var han for stedse forsvundet ud af tilværelsen. Den enkle sandhed er, sagde de, at mennesket er født i en dyrisk slægt. . . . Ikke desto mindre vil den tid komme da mennesket, under indflydelse af civilisationens kræfter — af uddannelse, kultur og voksende kundskab — gradvis vil lade aben, tigeren og ulven bag sig, og til sidst vil vi, langt om længe, se det fuldkomne menneske. I mellemtiden bliver hver generation bedre og bedre.“

Men hvor har denne forklaring vist sig at være utilfredsstillende! Menneskene er ikke blevet bedre. Det moralske fordærv er tværtimod sunket til hidtil ukendte dybder. Man begyndte den første verdenskrig, hvori anvendtes djævelske giftgasser der kunne kvæle og brænde folk ihjel, og andre nye våben der kunne såre og lemlæste dem. Men denne konflikt var kun begyndelsen til rædslerne. Tænk på hvordan man efter denne krig har svælget i de forfærdeligste grusomheder. Tænk på flammekasterne, koncentrationslejrene, gaskamrene, massemordene på millioner af jøder; tænk på atombomberne, napalmbomberne og brintbomberne.

Det er hævet over enhver tvivl at hver generation ikke er blevet bedre end den foregående; det har aldrig før stået så sløjt til med moralen og livsførelsen i verden. Skal vi mene at alle disse onder og ulykker simpelt hen skyldes tilfældigheder? Skal vi tro at mennesket, der længes efter fred og lykke, af egen drift er i stand til at gøre sig selv så megen fortræd? Ikke engang dyrene piner og dræber hinanden på den grusomme måde som mennesker har planlagt og udtænkt i forbindelse med deres medmennesker.

Vi må derfor ikke lade os bedrage så vi antager et rent materialistisk synspunkt. Som en af dette århundredes mest fremtrædende videnskabsmænd, afdøde dr. Robert A. Millikan, meget tankevækkende har sagt: „En rent materialistisk filosofi er for mig topmålet af uintelligens.“a Det er simpelt hen ufornuftigt at tro at materielle skabninger er den højeste form for liv der findes. Sund fornuft siger os at der findes usynlige levende skabninger og at disse øver en mægtig indflydelse på menneskene.

Bibelens forklaring

Bibelen viser også at dette er tilfældet. Det er derfor ikke uvidenskabeligt eller latterligt når den taler om usynlige åndeskabninger. „Gud er ånd,“ forklarer Bibelen. (Joh. 4:24) Den siger også at Gud skabte englene som åndeskabninger. (Hebr. 1:7) Disse er virkelige, levende skabninger. Djævelen er derfor også en åndeskabning.

„Men,“ vil nogen måske spørge, „hvis Gud skabte alle åndeskabningerne, hvorfor skabte han så en af dem som en djævel?“ Det gjorde Gud heller ikke. Han skabte alle åndeskabningerne fuldkomne. Men en af disse gjorde sig selv til en djævel. Han blev fordærvet af sine egne urette ønsker. Bibelen forklarer den proces hvorved selv fuldkomne skabninger kan blive fordærvede, således: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd.“ — Jak. 1:14, 15.

Det urette ønske som denne mægtige åndeskabning nærede, bestod i at han ønskede andre skabningers tilbedelse, noget som kun Skaberen, Jehova Gud, kan gøre krav på. Han fik det første menneskepar til at tjene sig ved at fordreje det som Gud havde sagt til dem med hensyn til at spise af et bestemt træ i Edens have. Han blev således en bagvasker eller „djævel“. I Bibelen kaldes han også „Satan“, „den store drage“ og „den gamle slange“. Efterhånden som tiden gik sluttede andre åndeskabninger sig til Satan i hans oprør mod Gud og blev ligeledes djævle eller dæmoner. — 1 Mos. 3:1-6; Åb. 12:9; Mark. 3:22.

„Men hvorfor tilintetgjorde Gud ikke straks Djævelen og det første menneskepar som han havde forledt til at overtræde Guds lov?“ vil man måske videre spørge. Jehova Gud traf det valg ikke at gøre dette. Oprøret havde rejst flere spørgsmål, blandt andre spørgsmålet om Djævelen ville kunne vende alle skabninger bort fra Gud. Derfor fik Adam og Eva lov at sætte børn i verden, så den retskafne adfærd som de trofaste blandt deres efterkommere ville følge, kunne ophøje Skaberen og bevise at Djævelen var en løgner. Gud satte derfor tilstrækkelig tid til side til at dette spørgsmål kunne afgøres. — Jobs bog, kapitlerne 1 og 2.

I den tid der er forløbet har Satan Djævelen øvet sin usynlige indflydelse på menneskene. Det er ham der er skyld i at menneskene, selv om ’så godt som alle ønsker fred på jorden’, bekæmper og myrder hinanden i millionvis. Ja, det er på grund af hans onde indflydelse at alle bestræbelser for at skabe fred er slået fejl, til trods for at ’næsten alle verdens folkeslag føler god vilje over for hinanden’.

Bibelen siger at Djævelen er „denne verdens fyrste“. Den kalder ham også „denne verdens gud“. (Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4) Er det ikke indlysende at disse bibelske udtalelser er sande? Historien viser ganske tydeligt at der står en vanhellig, ond magt bag de jordiske herskere, en magt som driver dem til at begå ubeskrivelige grusomheder.

Imidlertid kunne endnu et spørgsmål melde sig: „Hvorfor er menneskenes indbyrdes forhold i vor tid, da materialistiske mænd har forudsagt at de enkelte generationer skulle blive bedre og bedre som tiden går, blevet værre end nogen sinde? Hvorfor har lovløsheden i dag antaget epidemiske proportioner, så det i mange byer ikke engang er sikkert at gå på gaden efter mørkets frembrud?“ Bibelen forklarer også dette.

Djævelens tid er kort

Bibelen viser at vi har nået afslutningen på denne tingenes ordning. Dens profetier og deres opfyldelse viser at Guds søn, Jesus Kristus, har taget sin magt og er begyndt at herske midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2) Den viser at han inden for selve denne generation har tilføjet Satan et knusende nederlag. Hvordan? Bibelen forklarer:

„Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, . . . Glæd jer derfor, I Himle, og I, som, bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åb. 12:9, 12.

Dette er grunden til at lovløsheden har fået et så enormt omfang siden den første verdenskrig. Satan Djævelen er blevet kastet ud af himmelen, og han er ude på at ødelægge så meget for menneskene som muligt. Ja, vi lever netop nu i den korte tidsperiode med veer som Bibelen taler om. Hvor vigtigt er det derfor ikke at gøre alt hvad vi kan for at undgå at blive ført af Djævelen ned i tilintetgørelsen!

Det første nødvendige skridt vi må tage er at anerkende at Djævelen virkelig eksisterer — at han og hans dæmoner er virkelige, usynlige fjender. (Ef. 6:12) Det er også vigtigt at vi kender de metoder han anvender for at vildlede folk. Han er listig. „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel,“ siger Bibelen. (2 Kor. 11:14) De midler han anvender for at vildlede folk, kan synes meget uskyldige. Som vi har set bruger han endog religiøse ledere som sine tjenere for at få folk til at tro han ikke eksisterer.

Vend dig derfor bort fra det religiøse præsteskab der mere og mere betragter Bibelen som en myte. Vær væbnet med kundskab. Skaf dig oplysninger. Få hjælp til at studere Bibelen af dem der holder fast ved den. Jehovas vidner er villige til at hjælpe dig. Og giv fremfor alt agt på den bibelske formaning: „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ — 1 Pet. 5:8.

[Fodnote]