Paven er ikke ufejlbarlig

FØRST ved Vatikankoncilet i 1870 blev det erklæret at romerkirkens overhoved i Vatikanstaten er ufejlbarlig når han på embeds vegne udtaler sig om tro eller sæder. Men kendsgerningerne viser at han ikke er ufejlbarlig. Selv mange af den katolske kirkes ledere argumenterede imod under den månedlange debat som førtes om ufejlbarligheden ved Vatikankoncilet i 1870.

Newman fra England, som senere blev kardinal, og ærkebiskop Kenrick af St. Louis gik imod pavens ufejlbarlighed. Det samme gjorde biskop Strossmayer fra det ledende kroatiske universitet, og biskop Hefele fra Tyskland, for blot at nævne nogle få. Biskop Hefele udtalte at han i tredive år havde søgt efter beviset på pavens ufejlbarlighed men ikke havde kunnet finde det.

Erklæringen om pavens ufejlbarlighed hviler på den forudsætning at Jesus Kristus udvalgte apostelen Peter til at være den kristne kirkes grundvold, og at paverne er Peters retmæssige efterfølgere. I bogen The Holy See at Work af Peter Canisius Van Lierde, der har været pavelig sakristan og pavens generalvikar for Vatikanstaten, står der på side 55: „Vor Herre fastlagde indholdet af troen og sæderne, den uforlignelige skat som han overgav Kirken til menneskers opløftelse, deres åndelige liv og deres lykke. Denne fædrenearv er af en sådan betydning for menneskeheden at Kristus ønskede at betro dens bevarelse gennem århundrederne til den hellige Ånds hjælp, den Ånd som tildeler Peter og hans efterfølgere ufejlbarlighed.“ Denne grundlæggende forudsætning er forkert, og derfor er den slutning der drages ud fra den, at paven er ufejlbarlig, også forkert. Lad os se på kendsgerningerne.

Peter ikke kirkens overhoved

I stedet for at støtte den antagelse at Jesus Kristus gjorde Peter til overhoved for den kristne kirke, viser Bibelen at Jesus Kristus selv indtog denne stilling og ikke overdrog den til nogen anden. Mange år efter Jesu opstandelse skrev apostelen Paulus, som der står i den autoriserede danske bibeloversættelse, der også bruges af katolikkerne i Danmark: „Kristus er kirkens hoved.“ (Ef. 5:23) Intet i Bibelen viser at Peter var kirkens hoved. At han ikke var det, ses af beretningen om det første kirkemøde som blev holdt i Jerusalem omkring år 49 e.v.t. Peter præsiderede ikke over forsamlingen men talte til den ligesom Barnabas og Paulus gjorde, og det var Jakob der til sidst opsummerede den sag der var under drøftelse og anbefalede hvad rådet skulle gøre. — Ap. G. 15:6-29.

Det var ikke Peter der skrev de fleste af instruktionsbrevene om tro og sæder til oldkirken. Kun to breve blev skrevet af Peter, hvorimod apostelen Paulus skrev fjorten. At apostelen Paulus ikke betragtede Peter som kirkens guddommeligt udnævnte overhoved, ses tydeligt at hans ord i Galaterbrevet 2:9: „[De] gav mig og Barnabas håndslag på fællesskabet, både Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være søjler.“ Paulus, der havde modtaget den hellige ånd, anerkendte således ikke Kefas eller Peter som kirkens grundvold og overhoved, men kun som en af dem der „ansås for at være søjler“ i den. Senere irettesatte han Peter offentligt fordi han øvede handlinger der ikke sømmede sig for en apostel. — Gal. 2:11-14.

Men, siger De måske, hvad så med Jesu udtalelse i Mattæus 16:18: „Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den“? Det er forkert at antage at Peter er den klippe eller grundvold Jesus henviste til. Peter forklarer selv hvem denne grundvold er da han i Første Petersbrev 2:4-8 siger at menigheden består af „levende stene“ som er opbygget „til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab“. Han henviser her til at Jesus Kristus er „den sten, som bygningsmændene vragede“, „en anstødssten og en klippe til fald“ for dem der ’i ulydighed mod ordet tager anstød’. Peter indrømmer altså klart at Kristus er den klippe eller grundvold som kirken er opbygget på.

Da Jesus bekræftede Peters tro sagde han at han ville bygge sin kirke, ikke på Peter, men på sig selv, den som Peter lige havde bekendt var den levende Guds søn. Dette er i harmoni med Efeserbrevet 2:20, hvor Kristus kaldes ’hovedhjørnestenen’. Eftersom Peter ikke var kirkens grundvold og overhoved kunne han ingen efterfølgere få i dette embede. Paven har derfor intet autoritativt grundlag for sin påstand om at være kirkens ufejlbarlige overhoved.

Paver har taget fejl

Ved en officiel proklamation erklærede pave Pius XII det dogme at Marias „legeme og sjæl blev optaget til himmelsk herlighed“ da hun havde fuldendt sit jordiske livsløb. Men denne erklæring er i direkte modstrid med Bibelen og derfor forkert. Bibelen siger rent ud at intet kødeligt legeme kan opnå himmelsk herlighed, og det stemmer også med vor sunde fornuft som siger os at kødelige menneskelegemer er skabt til at leve på jorden, i jordens atmosfære, og ikke i åndeverdenen. Det er derfor med god grund at Bibelen i Første Korinterbrev 15:44, 45, 50 siger følgende om den opstandelse som Kristi kirkes medlemmer vil opnå: „Der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige.“

Pave Plus IX erklærede officielt at Maria „blev bevaret fri for arvesynden“. Dette er også forkert og i strid med Guds sandhedsord. En inspireret udtalelse som blev skrevet over tyve år efter at Jesus var steget til himmelen, lyder: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Der gøres ingen undtagelse for Maria. Efter Jesu fødsel frembar hun endog et syndoffer i forbindelse med sin renselse. (Luk. 2:22-24; 3 Mos. 12:8) Ligesom enhver anden efterkommer af Adam blev Maria født i synd, og ingen bibelskribent modsiger dette. På Kristi efterfølgeres vegne, og derfor også på Marias vegne, siger apostelen Johannes: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:8.

Nu da kendsgerningerne er undersøgt, ses det klart at påstanden om pavens ufejlbarlighed er direkte falsk, beregnet på at føre folk vild. Om religiøse ledere der fører bedragerisk lære, siger Bibelen: „Den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle.“ (2 Kor. 11:13) Som Jesus forud har advaret er de der blindt følger sådanne mennesker i alvorlig fare. — Matt. 15:14.