Spørgsmål fra læserne
● Hvis en kvinde som har bedrevet hor, angrer og viser dette ved at bekende sin urette adfærd over for det dømmende udvalg i den kristne menighed hun er tilsluttet, er det så nødvendigt at hun over for sin mand bekender sin urette handlemåde? — M. A., U.S.A.
Ja, det er både en nødvendig og forstandig adfærd, hvad enten hendes mand er kristen eller ej.
Kristne ved udmærket at Gud fordømmer ægteskabsbrud. (5 Mos. 5:18; 1 Kor. 6:9, 10) De der med fuldt overlæg fremturer i dette, hører ikke hjemme i Jehovas folks rene menighed. Bibelen giver vejledning om at sådanne moralsk fordærvede mennesker skal udstødes af den kristne menighed, både for at beskytte menighedens medlemmer og for at Guds ånd fortsat kan virke på menigheden uden at hæmmes. — 1 Kor. 5:5, 9-13.
Dette betyder imidlertid ikke at enhver der hævder at være en sand kristen, til enhver tid er i stand til fuldkomment at leve op til Guds retfærdige krav. Man ønsker måske at gøre det, men begår alligevel en alvorlig synd på grund af manglende dømmekraft eller kødets svaghed. (Rom. 7:21-23) Hvis en kvinde i menigheden for eksempel har givet efter for fristelsen og har bedrevet hor, bør hun føle sig sønderknust over denne alvorlige synd. Men hvad skal hun gøre for at få tilgivelse og hjælp?
Det er af allerstørste vigtighed at hun angrer, hvis hun skal opnå Guds tilgivelse. Som apostelen Peter sagde til den tids jøder: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ (Ap. G. 3:19) Hun må træffe den beslutning at hun aldrig vil gentage en sådan synd, og hun bør være besluttet på at undgå alt hvad der kan føre til en gentagelse. Det er også nødvendigt at hun bekender sin synd i bøn til Gud. Vi lærer til vor opmuntring at Jehova tilgiver os hvis vi oprigtigt bekender og angrer vor synd. — 1 Joh. 1:9.
Foruden at man bør bekende sin synd over for Gud, formaner Bibelen den der har begået en alvorlig synd, til at tage endnu et skridt. Dette skridt omtales i Jakobs brev 5:13-16: „Han [skal] kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, . . . og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ I hver menighed af Jehovas vidner findes der i dag et udvalg bestående af tre sådanne modne kristne som har fået overdraget det ansvar at hjælpe oprigtigt angrende syndere, eller at udstøde dem der er en trussel for menighedens moralske renhed fordi de fremturer i synd og ikke angrer og får Guds tilgivelse.
Men er det alt hvad man bør gøre — gå til Gud og til menighedens repræsentanter? Nej, i dette tilfælde er der endnu et skridt der bør tages, endog før vedkommende går til de åndeligt ældste der handler på menighedens vegne. Ægteskabsbruddet berører kvindens mand. Hun har lovet ham troskab. Han er den eneste der har ret til kønslig omgang med hende, og hans ret er blevet krænket. Af Ordsprogene 5:15, 18, der sammenligner det at nyde den ægteskabelige ret med at drikke vand af sin egen cisterne, fremgår det at den ægteskabelige ret som en ægtefælle har krav på, må være ren og ubesmittet. Dette „vand“ bør ikke forurenes ved utroskab, og hvis det er blevet det, bør den uskyldige ægtefælle have det at vide. Dertil kommer også at ægtesengen er blevet besmittet når man har bedrevet hor. — Hebr. 13:4.
Den skyldige ægtefælle tøver måske med at gå til bekendelse fordi hun er ængstelig for hvordan hendes mand vil reagere og spekulerer på om han vil tilgive hende. Men det er noget hun burde have tænkt på før hun kom i den situation der førte til utroskab.
Hvis hun giver udtryk for anger over for menighedens dømmende udvalg, vil udvalget spejde efter tegn på anger. Hvis hun virkelig har angret vil hun for eksempel ikke dække over den som hun begik synden sammen med. Hvis vedkommende er et af menighedens medlemmer, kan udvalget ligeledes undersøge sagen for hans vedkommende, så menighedens gode omdømme hos Gud kan bevares. I det foreliggende tilfælde vil et andet vidnesbyrd om kvindens oprigtige anger være at hun bekender sin urette adfærd over for sin uskyldige ægtefælle, og beder om hans tilgivelse og hjælp. Hvis den skyldige ikke på denne måde er villig til at vise ydmyghed og tage ansvaret for sin synd, kan det næppe siges at hun virkelig har angret.
Hvis en indviet kristen er kommet i en situation der har ført til utroskab, har hun dermed bevist at hun har brug for hjælp og tilsyn. De modne tjenere i menigheden vil sørge for åndelig hjælp til hende, idet de vil arbejde på at styrke hendes åndelighed og hendes evne til at leve som kristen. (Gal. 6:1) Men hendes mand er ét kød med hende, og som den der omgås hende mest, er han den der bedst kan hjælpe og opmuntre hende og føre det tilsyn med hende som hun øjensynlig behøver, idet han om muligt kan hjælpe hende til ikke at komme sammen med den mand hun bedrev hor med. (1 Mos. 2:24) Selv om ægtemanden ikke er troende, kan han sandsynligvis hjælpe hende til at modstå yderligere fristelser og at holde sig borte fra situationer der kunne føre til en gentagelse af synden.
Det er derfor både forstandigt og et udtryk for anger at man søger sin ægtefælles tilgivelse og hjælp, og dette gælder hvad enten det er hustruen eller manden der har syndet. Dette er også et nødvendigt skridt til atter at opnå et godt forhold til Gud og til den kristne menighed.
● Havde Jesus Kristus skæg da han levede her på jorden? — K. A., U.S.A.
De pålideligste vidnesbyrd i forbindelse med dette spørgsmål findes i Bibelen, og en ny omhyggelig undersøgelse af hvad den siger, viser at Jesus virkelig havde skæg.
Jesus, der var født jøde, var „født under loven“, og han opfyldte Loven. (Gal. 4:4; Matt. 5:17) Dette skete for at han kunne bane vejen for Lovens afskaffelse og løskøbe jøderne fra Lovens forbandelse, den dødens fordømmelse den bragte over dem. (Ef. 2:15; Gal. 3:13) Ligesom alle andre jøder var Jesus forpligtet til at holde hele Loven. Et af Lovens bud lød: „I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg.“ (3 Mos. 19:27) Gud gav uden tvivl Israel denne lov fordi det blandt nogle hedninger var skik at de i forbindelse med tilbedelsen af deres guder klippede deres skæg på en bestemt måde. (Jer. 9:26; 25:23) Denne lov betød imidlertid ikke at et skæg ikke skulle være velplejet, for i det nære østen blev et velplejet skæg betragtet som et tegn på værdighed. — 2 Sam. 19:24.
Under dyb sorg, skam eller ydmygelse rev man hår af sit skæg eller lod skægget uplejet. (Ezra 9:3) I adskillige profetiske udtalelser blev det at afrage skægget brugt billedligt til at skildre stor sorg som skyldtes ulykke. (Es. 7:20; 15:2; Jer. 48:37; Ez. 5:1) I en profeti om Jesu lidelse hedder det således meget betegnende: „Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives.“ (Es. 50:6) Ammons konge Hanun fornærmede groft de sendebud som David i venlighed sendte til ham, ved at lade det halve af deres skæg afrage. På grund af den store ydmygelse disse mænd havde været udsat for, befalede David dem at forblive i Jeriko indtil deres skæg var vokset ud. Hanuns handlemåde var naturligvis også en fornærmelse mod David, og den førte til krig. — 2 Sam. 10:1-8; 1 Krøn. 19:1-7.
Allerede før Lovpagten blev indstiftet var det almindelig skik at mænd havde skæg. Hebræerne lavede ikke monumenter med billeder af sig selv, men der er i Ægypten, Mesopotamien og andre lande i det nære østen fundet mange monumenter og inskriptioner hvorpå assyrere, babyloniere og kana’anæere er afbildet med skæg, og nogle billeder fra så langt tilbage som det tredje årtusind f.v.t. viser forskellige slags skæg. Blandt de ovennævnte folkeslag er gildingerne eller eunukkerne de eneste der er afbildet som skægløse. Drenge blev ofte gildet så de senere kunne bruges til at vogte kongens harem. (Matt. 19:12) I Israel var det imidlertid ikke skik at gøre mænd til gildinger, for Loven udelukkede gildinger fra Israels menighed. (5 Mos. 23:1) På Jesu tid var det en romersk skik at være glatraget. Hvis Jesus havde været skægløs kunne han derfor være blevet anklaget for at være enten eunuk eller romer.
Gamle monumenter viser altså at mændene i fortidens semitiske folkeslag havde skæg allerede før Moselovens tid. Eftersom de fleste mænd af naturen har skæg, er det rimeligt at slutte at deres forfædre også havde det. Noa, Enok, Set og Sets fader Adam har derfor sikkert også haft skæg.
Det vil imidlertid være på sin plads at undersøge de argumenter der har været fremført som støtte for den tanke at Jesus var skægløs. Denne tanke skyldtes hovedsagelig teorier som visse arkæologer havde fremsat på grundlag af den såkaldte „sølvkalk fra Antiokia“. Det er et stort sølvbæger prydet med et sølvfletværk af vinranker der omgiver nogle mandsfigurer. På den ene side af bægeret er der en dreng, omgivet af fem mænd, og på den anden side en ung, men mere moden og skægløs mand, omgivet af fem andre mænd. Alle er fremstillet siddende. Man har hævdet at bægeret, som siges at være fundet af nogle indbyggere i Antiokia i Syrien, var fra anden halvdel af det første århundrede, og at dets prydelse derfor var den tidligste billedlige fremstilling af Kristus.
En nærmere undersøgelse af kendsgerningerne viser imidlertid at denne tydning af figurerne på bægeret er et produkt af menneskers fantasi. Drengen skulle være Jesus i en alder af tolv år, og den anden centrale figur skulle også være Jesus, muligvis efter hans opstandelse, eller måske Johannes Døber. De andre ti figurer har man tydet som ti af apostlene, eller af apostlene og evangelisterne, eller på bægerets ene side, de fire evangelister og Jakob, Zebedæus’ søn, og på den anden side Peter, Saulus, Jakob, Judas og Andreas.
Mange arkæologer har alvorlige indvendinger mod disse fortolkninger, som i virkeligheden er gætteri, da det er umuligt at sige hvem figurerne forestiller. Nogle betvivler endog bægerets ægthed og mener at det er et falsum. De fleste anerkender imidlertid fundet som autentisk, men mener at bægeret er af yngre dato, nemlig fra tiden fra det fjerde til det sjette århundrede. Det er derfor meget tvivlsomt om billedet på bægeret er en tidlig fremstilling af Kristus, hvis det da overhovedet skal forestille Kristus. — Se The Biblical Archaeologist, december 1941 og februar 1942.
Et tydeligere vidnesbyrd har vi fra de første kristne forfattere, Justinus Martyr, Origenes, Clemens fra Alexandria og andre, der klart viser at der ikke på deres tid fandtes nogen tilfredsstillende beretning om Jesu og apostlenes udseende. Augustinus, der skrev omkring år 400 (De Trinitate, VIII, 4), sagde at hver mand havde sin egen opfattelse af Jesu udseende, og at der fandtes uendelig mange meninger.
Der har også været fremført vidnesbyrd fra de romerske katakomber. I katakomber som nogle mener stammer fra det andet århundrede men som andre mener tidligst er fra det tredje århundrede, har man fundet billeder. Den usædvanligt forgrenede katakombe der kaldes Priscillas katakombe, indeholder flere vægmalerier, og man mener at et af disse skildrer Lazarus’ opstandelse. Det er næsten udvisket og meget vanskeligt at tyde, men i midten er der en skikkelse som man har ment var Kristus, afbildet som en ung, skægløs mand. Men i katakomberne findes der også en overflod af udtryk for apokryfiske og falske religiøse opfattelser. I Priscillas katakombe, og fra omkring samme tid, findes der for eksempel et maleri af den apokryfiske historie om Susanna. Et loftsmaleri dateret lidt senere viser madonna med barnet, med en stjerne over hovedet. I Lucinas krypter findes der på et loftsmaleri fra midten af det andet århundrede en lille vinget person, Eros eller Amor, som på hedenske grave symboliserede de bortgangne sjæle. Det er derfor højst tvivlsomt om man kan fæste lid til katakombernes billeder af Jesus.
Det er sandt at de fleste billeder fra og med det fjerde århundrede fremstiller Kristus og hans apostle med skæg og som udtærede, bedrøvede, svage og kvindagtige personer, i regelen med en hedensk glorie eller ring om hovedet. Sådanne billeder giver afgjort ikke et sandt indtryk af mennesket Jesus Kristus, om hvem Pontius Pilatus sagde: „Se, hvilket menneske!“ Eller af ham der væltede vekselerernes borde i templet og drev deres kvæg ud, eller af apostlene der med kraft forkyndte Guds ord indtil det var udbredt i hele det romerske rige. (Joh. 19:1, 5; 2:14-17) Nej, de var stærke, virksomme og lykkelige mænd, den lykkelige Gud Jehovas tjenere. (1 Tim. 1:11; 6:14, 15; Ap. G. 20:35) De triste religiøse billeder er et resultat af frafaldet, som stod i fuldt flor i det fjerde århundrede, da den hedenske kejser Konstantin forenede den frafaldne kristendom med den hedenske statsreligion.
Som allerede vist er det dog mest sandsynligt at Jesus havde skæg, og tegningerne af ham i Vagttårnets bøger og blade vil herefter være i harmoni med de bibelske vidnesbyrd herom.
Med hensyn til at have skæg fulgte de første kristne uden tvivl det der var skik og brug dér hvor de boede. Den romerske skik var skægløshed. De romere som blev omvendt til kristendommen ville højst sandsynligt holde fast ved denne romerske skik, mens de af jøderne der blev omvendt ville holde fast ved den jødiske skik og fortsat have skæg.
I vor tid ønsker kristne forkyndere ligesom de første kristne at være rene og pæne, men de stræber efter at klæde sig på en så lidet iøjnefaldende måde at deres fremtræden ikke på nogen måde afleder opmærksomheden fra det ophøjede budskab de forkynder, eller gør det mindre virkningsfuldt. (2 Kor. 6:3, 4) I de senere år har man i mange lande set hvordan en mands skæg eller lange hår straks tiltrækker sig opmærksomheden, og i de flestes bevidsthed klassificerer et sådant menneske sig på en uheldig måde med yderliggående personer eller dem der gør oprør mod samfundet. Guds tjenere ønsker ikke at gøre et indtryk der kan aflede opmærksomheden fra deres forkyndelse eller hindre nogen i at lytte til sandheden. De ved at folk holder kritisk øje med dem og at de i vid udstrækning bedømmer hele menigheden og den gode nyhed efter hvordan den forkynder der repræsenterer menigheden, ser ud.
I det genoprettede paradis på jorden vil det ikke være upassende om mænd vendte tilbage til at have skæg, ligesom den fuldkomne mand Adam i Eden.