Religiøs forfølgelse blusser op i Den forenede arabiske Republik
LONDON-avisen Daily Telegraph meddelte den 14. april 1967: „Snesevis af Jehovas vidner er blevet arresteret og er nu fængslet indtil de skal for retten eller udvises af landet, oplystes det i Cairo i dag. Arrestationerne blev foretaget efter anmodning af det koptiske patriarkat. . . . Et Cairo-ugeblad har bragt et fotografi af 25 af de arresterede; blandt dem er ni børn, hvoraf de fire er under tre år.“
Sidste forår blussede religiøs forfølgelse således atter op i Den forenede arabiske Republik (tidligere Ægypten), og den fortsætter stadig. Kristne er ustandselig blevet chikaneret, de har mistet deres arbejde, er blevet arresteret, har fået konfiskeret ejendom, er brutalt blevet gennempryglet, er blevet udvist eller anbragt i koncentrationslejre — ja alt dette har oprigtige kristne familier været udsat for i dette land i det år der er gået. Forfølgelsens mægtige flammer er blusset op, og de bliver fortsat næret af en ondsindet bagvaskelse.
Hvem har ansvaret?
„Arrestationerne blev foretaget efter anmodning af det koptiske patriarkat,“ sagde London-avisen. Ja, ansvaret hviler først og fremmest hos kristenhedens kirker. Ondsindet har de givet en forvansket fremstilling af Jehovas vidner og har længe tilskyndet øvrigheden til at skride ind mod dem. Allerede den 17. marts 1955 stod der i New York-avisen Daily News: „Romersk-katolske og græsk-ortodokse biskopper opfordrede i dag den ægyptiske regering til at lukke det amerikanske Watch Tower Bible and Tract Society’s Cairo-kontor, med den begrundelse at det udbreder zionist-propaganda.“
Til sidst fulgte regeringen opfordringen og udstedte den 2. juni 1960 forbud mod Jehovas vidner i Den forenede arabiske Republik. Hvordan reagerede kirkerne? Læg mærke til det svar vi finder i det arabiske ugeblad Sabbah El-Kheir for 6. april 1967:
„Den ægyptiske kirke gav sit synspunkt til kende umiddelbart efter at forbudet mod Jehovas vidner var udstedt. Den sagde: ’Vi gratulerer ministeren for samfundsanliggender . . . og de regeringsembedsmænd som var årvågne og satte en stopper for dette samfund som er religionens fjende og forårsager splittelse og støtter zionismen. Og vi håber de vil forfølge resten af dette samfunds medlemmer til deres huller og hemmelige mødesteder for at udslette dem for evigt.’“
Ugen efter interviewede det arabiske blad Al-Mussawer den koptiske præst Ibrahim Gabra, som var med til at få Jehovas vidner forbudt for otte år siden. Han forklarede: „Både appelretten og højesteret stadfæstede forbudet mod dette samfund. Forbudet var baseret på den rapport jeg dengang forelagde de ansvarlige.“ Præsten hævdede derpå: Jehovas vidner „er agenter som imperialismen bruger til at forsvare Israel . . . og [de] forherliger dr. Charm Weizmanns, Israels første præsidents, virke, og hans bestræbelser for at få Palæstina befolket med jøder“. — 14. april 1967.
Ondsindet bagtalelse
Dette er direkte bagtalelse. Det er en absurd påstand at Jehovas vidner er agenter for imperialistiske magter som søger at forsvare Israel. Der findes ikke det mindste bevis for at de er zionister, eller på nogen måde arbejder til støtte for zionismen. Jehovas vidner siger tværtimod at de forsøg der gøres på at oprette en varig jødisk politisk stat i det mellemste østen, ikke er nogen opfyldelse af Bibelens profetier.
Tilbage i 1958 afholdt Jehovas vidner for eksempel mange steder det offentlige bibelske foredrag „Hvorfor zionismen må slå fejl“. Og i The Watchtower for 1. marts 1958 stod der i en artikel med samme titel: „Zionismen må nødvendigvis slå fejl fordi Jehova ikke har noget med den at gøre . . . Zionismen er en del af denne gamle verden eller tingenes ordning, og vil derfor gå til grunde sammen med den.“
I Vagttårnet så sent som den 1. december sidste år stod der ligeledes: „Det er i dag tydeligt at israelerne som helhed hverken bekender at de tror på Jesus Kristus som Herre eller påkalder Guds navn Jehova. Det er ikke en religiøs men en politisk stat. . . . det [er] tydeligt at Gud ikke længere tager sig af jøderne som nation betragtet.“
Hvor tydeligt at Jehovas vidner ikke støtter zionismen! Og hvor tydeligt at religiøse ledere har stemplet dem som zionister i den onde hensigt at sætte arabiske øvrighedspersoner op imod dem! Jehovas vidner blev udsat for store vanskeligheder på grund af denne ondsindede bagtalelse. De blev nøje iagttaget af det hemmelige politi. Af og til blev nogle arresteret, tilbageholdt i et par dage, pryglet og derpå løsladt.
Men så — i løbet af efteråret og vinteren 1966-67 — blev presset imod dem væsentligt hårdere. I Alexandria alene blev cirka fyrre vidner tilsagt til at møde hos øvrighedspersoner og blev advaret om at de skulle holde op med at samles for at studere Bibelen, og de måtte heller ikke tale med andre om Bibelen. Hvis de fortsatte, truede embedsmændene, ville de blive arresteret og sendt i koncentrationslejr.
Voldsom forfølgelse blusser op
Den 25. marts 1967 var femten personer forsamlet i et privat hjem i Cairo for at fejre mindet om Jesu Kristi død. Pludselig trådte fire betjente fra det hemmelige politi og en betjent fra Cairos kriminalpoliti ind og gav ordre til at ingen måtte forlade sin plads. Huset blev gennemsøgt, og bibelske bøger og blade blev konfiskeret. Så blev alle på nær to mindreårige børn arresteret og taget med til politistationen.
Vidnerne bevarede roen under alt dette. De vidste at de gjorde ret i at mødes for at ihukomme Kristi død, i lydighed mod Kristi egen befaling. (Luk. 22:19) Al-Mussawer for 14. april 1967 fortalte: „De anholdte har utroligt stærke nerver. Da anti-zionist-agenterne afbrød deres sidste møde aftenen for den jødiske påske, var ingen af dem bange.“
På politistationen søgte man at få ud af de fængslede hvordan den bibelske litteratur bliver duplikeret og fordelt blandt vidnerne. Da mindehøjtidens taler, Samir Yacoub Mikhail, nægtede at fortælle dette, blev han klædt af, bundet for mund og øjne og på hænder og fødder, og fik ordre til at lægge sig på maven. Så blev han skånselsløst pryglet med en læderrem. Samme brutale behandling blev den 64-årige Nicola George Barghout udsat for, skønt han lider af rystelammelse, hvilket bevirker at han uafbrudt ryster på højre hånd.
Ved disse metoder fik man til sidst oplyst navnene på tre personer som man mente havde hovedansvaret for at organisere vidnernes arbejde. Man besluttede at arrestere dem. Fire betjente blev derfor sendt af sted for at hente dem, kun lidet anende hvilken chokerende overraskelse de ville få.
Artiklen i Al-Mussawer fortæller: „Klokken fem om morgenen tog en politibil af sted for at arrestere nogle andre Jehovas vidner, og i krydset mellem gaderne Elfi og Emad el Din stødte den sammen med en trolleybus.“ Ulykken rystede mændene i den grad at de opgav deres planer, selv om de kun var en husblok fra to af vidnernes hjem. Åbenbart betragtede de denne ulykke som en guddommelig indgriben i deres planer.
Ikke desto mindre blev de tretten vidner som allerede var arresteret, tilbageholdt i næsten to uger. I denne periode fik de kun lidt at spise og måtte opholde sig i et lille rum uden senge eller andre almindelige bekvemmeligheder. Efter tretten dages forløb bukkede ni af dem under for det hårde pres og underskrev en erklæring om at de ville holde op med at overvære bibelstudiemøder og tale med andre om Bibelen. Det drejede sig om kvinder, unge og nyinteresserede. De blev løsladt mens de fire andre blev tilbageholdt.
Disse fire blev udsat for en yderst hård behandling. De blev gentagne gange pisket, fik kun meget lidt at spise, og måtte ikke modtage besøg. Den 10. maj blev der holdt et retsmøde, men de fire anklagede var ikke til stede! Det ser ud til at de var blevet pryglet så brutalt at myndighederne ikke ønskede dem fremstillet i retten på grund af deres fysiske tilstand. Deres advokat protesterede kraftigt og fremførte at enten måtte de føres ind, eller også var hele retsmødet ulovligt, men til ingen nytte. Et nyt retsmøde blev berammet til den 21. juni 1967, men blev aldrig afholdt. De anklagede kom i koncentrationslejr!
Forfølgelsen bliver stærkere
I mellemtiden blev andre vidner arresteret, pryglet og fængslet. I Cairo blev Hanna Gad og hans søster en formiddag taget af politiet. Han blev gennempryglet og mishandlet i tre timer fordi han nægtede at underskrive en erklæring om at han ville holde op med at være et vidne for Jehova. Klokken 13 blev de løsladt så de kunne få en sidste chance til at tænke sagen igennem. Samme aften blev broderen arresteret igen. Men selv om han blev klædt af og pryglet næsten uafbrudt i seks timer, afsvor han ikke sin tro.
Om aftenen den 25. april brød politiet i Alexandria ind i dr. Amin Mikhail Fanous og hans hustrus hjem, konfiskerede bibelske skrifter og førte ægteparret med på politistationen. Samme aften blev Alfons Michel Takla, hans hustru og hans attenårige søn også taget. Mændene og en af kvinderne blev pryglet voldsomt fordi de nægtede at underskrive en erklæring om at de ikke mere ville mødes for at studere Bibelen og ikke mere tale med andre om Bibelen. Dagen efter blev de alle løsladt.
Men ugen efter blev disse to ægtepar arresteret og ført til Hadara-fængselet i Alexandria. Her sad de indtil den 16. juni 1967, da kvinderne endelig blev løsladt og mændene blev overført til koncentrationslejren uden for Cairo. I denne lejr befandt sig over en snes af vidnerne.
En årsag til at mange vidner blev arresteret og fængslet var den israelsk-arabiske krig, som brød ud i den første uge i juni. Efter krigens udbrud blev der foretaget husundersøgelse hos Jehovas vidner i det ene hjem efter det andet, og mændene blev arresteret og sendt til koncentrationslejren.
Mishandling — en prøve på troen
I denne lejr blev Jehovas vidner udsat for en grusom behandling, først og fremmest fordi de ikke ville råbe patriotiske slagord som: „Længe leve præsident Gamal Abdel Nasser,“ „længe leve Den forenede arabiske Republik,“ „måtte Israel falde“ og så videre, noget som betjentene gav dem ordre til at råbe. Vidnerne viste ud fra Bibelen hvorfor de måtte holde sig neutrale og ikke blande sig i politiske anliggender. De forklarede at det ville være et brud på deres kristne neutralitet hvis de råbte disse politiske slagord. — Joh. 17:16.
Samme aften som de ankom til lejren blev Amin Mikhail Fanous og Alphonse Michel Takla gennempryglet fordi de ikke råbte de patriotiske slagord når de fik ordre til det. Amin, der er en ældre mand, blev ramt så hårdt i hovedet at hans syn blev sløret. Men en sådan brutal og umenneskelig behandling af vidnerne blev efterhånden en almindelig foreteelse.
En af torturmetoderne bestod i at man lagde offeret med ansigtet mod jorden og løftede hans fødder op, hvorefter man slog ham på fodbalderne. I et tilfælde blev dette gjort så voldsomt at en af de fanger som overværede det, besvimede. Det var mere end han kunne tage. På grund af denne behandling bukkede endog nogle af vidnerne under for frygt og gik ind på at råbe de patriotiske slagord for at undgå at blive pryglet.
De mange vidner som trofast holdt ud, beviste imidlertid at det med tillid til Jehova er muligt at bevare sin integritet over for Gud, selv under sådanne svære prøver. Det vidne som blev pryglet mens en anden fange besvimede, forklarer på hvilken vidunderlig måde han hentede styrke og trøst:
„Mens jeg lå på jorden og blev slået, bad jeg Jehova hjælpe mig til at udholde denne tortur. Jeg var meget lykkelig fordi Jehova, den almægtige Gud, hjalp mig. Bagefter vædede jeg et lommetørklæde med vand og lagde det på min ryg så det kunne tage heden. Efter tre dage havde jeg det godt igen og kunne ikke mærke at jeg var blevet slået under fødderne eller på ryggen. Det skyldtes Jehovas hjælp og den omsorg mine brødre viste mig.“
Et andet vidne, der jævnlig besøgte menighederne som rejsende tilsynsførende før han kom til koncentrationslejren den 7. juni, sagde ligeledes: „Uanset hvor mange forhånelser vi blev udsat for og hvor mange slag vi fik, så mærkede vi efter nogle få sekunder intet, selv om slagene fortsatte. Vi følte at Jehova Gud altid var med os.“
Ja, Jehova viste sig i sandhed at være med sine trofaste tjenere; hans navn er afgjort som et stærkt tårn hvor man kan løbe hen og blive bjærget. (Ordsp. 18:10) Når hans folk i lejren satte deres lid til ham, styrkede og hjalp han dem så de kunne stå fast. Selv pryglenes voldsomme smerte blev mildnet, og det gjorde det muligt for dem at udholde den grusomme behandling — til betjentenes og de andre fangers store forbløffelse.
Vidnernes udholdenhed var et godt vidnesbyrd for de hundreder af fanger og deres vogtere i koncentrationslejren. En af dem sagde til et vidne: „Jeg er meget lykkelig over at kende folk som minder mig om de første kristne og som er parat til at udholde enhver forfølgelse for troens skyld. Jeg vil lære mine børn at der i koncentrationslejren var sande kristne i ordets fulde betydning, og at disse kristne var Jehovas vidner.“
Vidnerne forstod til fulde at det ikke var ved deres egen styrke at de var i stand til at holde ud, men at det var ved den styrke der kom fra Gud. Derfor forsømte de ikke at studere hans ord, selv om deres bibler var blevet taget fra dem da de kom til lejren. En af dem forklarer hvordan de alligevel fik den styrkende åndelige føde:
„Hver morgen drøftede vi et passende skriftsted, et som ville virke opmuntrende på brødrene. Vi udvalgte også to kapitler fra Bibelen som vi kunne tale om. Hver eneste af os fortalte så det han kunne huske fra de to kapitler. Hver aften samledes vi desuden til et bibelsk foredrag. Disse daglige bibelske samtaler og foredrag virkede i sandhed styrkende på os. Vi plejede også at opmuntre hinanden med Første Petersbrev 5:8, 9 for at vi ikke skulle træde fejl, men fortsat vandre på livets vej.“
Den 14. november 1967, efter at de fleste af vidnerne havde været i fangenskab i godt fem måneder, og nogle i endnu længere tid, blev de endelig løsladt. Men selv efter at de var vendt tilbage til deres byer blev nogle af dem brutalt pryglet af lokale øvrighedspersoner fordi de nægtede at underskrive en erklæring om at de ville holde op med at tjene som vidner for Jehova. Selv om de er løsladt fra koncentrationslejren bliver både de og deres trosfæller stadig udsat for trusler og chikanerier fra øvrighedspersoners side.
Er tilbedelsesfrihed forbudt?
Ud fra denne beretning om religiøs forfølgelse skulle man tro at Den forenede arabiske Republiks grundlov forbyder tilbedelsesfrihed. Men sådan forholder det sig ikke! Læg mærke til hvilke gode garantier grundloven giver:
Artikel 33: Boligen er ukrænkelig, og husundersøgelse må kun finde sted i de tilfælde og på den måde som er fastsat i loven.
Artikel 34: Der er fuldkommen trosfrihed. Staten beskytter friheden til at følge en religion eller trosretning i overensstemmelse med skik og brug, for så vidt dette ikke krænker den offentlige orden eller strider mod sædeligheden.
Artikel 35: Meningsfrihed og frihed til videnskabelig forskning garanteres. Enhver har ret til at udtrykke sine meninger mundtligt, skriftligt, ved fotografier, eller på andre måder inden for lovens begrænsninger.
Artikel 36: Presse- og trykkefrihed garanteres inden for lovens begrænsninger.
Artikel 37: Ægyptere har ret til ubevæbnede at forsamles fredeligt, uden at forudgående meddelelse herom er nødvendig.
Den forenede arabiske Republik er desuden medlem af De forenede Nationer og har tilsluttet sig FNs erklæring om menneskerettighederne, som hævder alle menneskers ret til tanke-, tros- og talefrihed, samt frihed til at forsamles fredeligt.
Står Den forenede arabiske Republik virkelig bag disse garantier som fremsættes i dens egen grundlov og i FNs erklæring om menneskerettighederne? Eller er det blot gyldne løfter? Vil præsident Nasser og hans regeringsembedsmænd søge at forsvare religiøse mindretals forfatningsmæssige rettigheder? Eller vil de fortsat lade sig påvirke af de falske anklager som religiøse ledere retter mod Jehovas vidner, om at de er politisk farlige zionister?
Hvad De kan gøre
Hvis De er rystet over den forfølgelse som Jehovas vidner udsættes for i Den forenede arabiske Republik, kan De fortælle præsident Nasser og andre fremtrædende øvrighedspersoner hvad De mener om sagen. Til tider er de ansvarlige ikke klar over hvilke grove uretfærdigheder og hvilken brutalitet deres underordnede gør sig skyldige i. De kan også fortælle om Jehovas vidners arbejde her i landet, om hvordan det udføres frit og ikke er nogen politisk trussel mod landet. Ved at skrive et brev kan De gøre noget for dem der i Den forenede arabiske Republik er blevet udsat for ondsindet bagtalelse og grusom forfølgelse på grund af deres tro. De kan sende Deres brev til:
Mr. Gamal Abdel Nasser
President of the United Arab Republic
Cairo, U.A.R.
Mr. Hussein El Shaffei
First Vice-President of the United Arab Republic
Cairo, U.A.R.
Mr. Diaeddin Mohamed Daoud
Minister of Social Affairs
Cairo, U.A.R.
Mr. Abdul Mohsen Abul Nur
Minister of Local Administration
Cairo, U.A.R.
Mr. Mahmoud Riad
Minister of Foreign Affairs
Ministry of Foreign Affairs
Cairo, U.A.R.
Mr. Shaarawy Mohamed Gomaa
Minister of the Interior
Ministry of the Interior
Cairo, U.A.R.
Mr. Mohamed Fayek
Minister of National Guidance
Ministry of National Guidance
Cairo, U.A.R.
Mr. Mohamed Abu Nosseir
Minister of Justice
Ministry of Justice
Cairo, U.A.R.
Dr. Sarwat Okasha
Minister of Culture
Ministry of Culture
Cairo, U.A.R.
Den forenede arabiske Republiks ambassadør i Danmark
Nyropsgade 47
1602 København V