„Glem det ikke!“
„Når derfor [Jehova] din Gud giver dig ro for alle dine fjender . . . Glem det ikke!“ — 5 Mos. 25:19.
1. Hvilken alvorlig begivenhed blev israelitterne opfordret til ikke at glemme?
DER hændte Israels tolv stammer noget meget alvorligt efter at de havde forladt Ægypten i 1513 f.v.t. Det var amalekitternes angreb på dem. Angrebet var ganske uforskyldt fra israelitternes side og både meget uvenligt og også unødvendigt fra amalekitternes side. Derfor sagde profeten Moses til Israel: „Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede efternølere ned, da du var træt og mødig. Når derfor [Jehova] din Gud giver dig ro for alle dine fjender rundt om i det land, [Jehova] din Gud vil give dig i arv og eje, da skal du udrydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!“ — 5 Mos. 25:17-19.
2. Hvem var amalekitterne, og hvorfor var det ikke så mærkeligt at de hadede Israels folk?
2 Hvem var disse amalekitter der havde hugget de udmattede og trætte ned? Hvem var dette folk som ikke frygtede Gud? Amalek var en sønnesøn af Esau. Så var det altså ikke så mærkeligt! Det var jo Esau der solgte førstefødselsretten til sin broder Jakob. Amaleks efterkommere var altså, endog mere end tre hundrede år efter dette, besluttede på at fortsætte det had som Esau havde vist sin broder Jakob. Derfor rettede de dette uprovokerede angreb mod Jakobs efterkommere. På grund af denne feje handling besluttede Jehova Gud at de skulle udryddes, at amalekitterne fuldstændig skulle udslettes.
3, 4. (a) Hvad sagde Guds profet Samuel til Israels kong Saul at han skulle gøre ved Amalek? (b) Hvad gjorde Saul? (c) Hvem ellers kæmpede mod amalekitterne og hvornår fik Jehovas befaling sin endelige opfyldelse?
3 I den periode hvori Israels folk styredes af dommere var amalekitterne stadig Israels modstandere og deltog sammen med andre folkeslag i angreb på Israel. (Dom. 3:12, 13; 6:1-3, 33; 7:12; 10:12) Omkring fire hundrede år efter at israelitterne havde forladt Ægypten sagde Guds profet Samuel til kong Saul: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i vejen for det på vandringen op fra Ægypten. Drag derfor hen og slå Amalek og læg band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende, okser og får, kameler og æsler!“ (1 Sam. 15:2, 3) Jehova glemte ikke.
4 Kong Saul slog amalekitterne „fra Havila til Sjur“. Imidlertid rettede Saul sig ikke efter Jehovas ordre men lod kong Agag blive i live. Beretningen fortæller at „Saul og folket skånede Agag“. Men Gud lod sig ikke spotte, for Samuel „sønderhuggede . . . Agag for [Jehovas] åsyn i Gilgal“. (1 Sam. 15:2-33) Hermed var amalekitterne dog ikke udryddet endnu. På kong Davids tid blev der gjort udfald mod amalekitterne. Det var, først flere hundrede år senere, under Ezekias’ styre, at nogle af simeonitterne nedhuggede de sidste amalekitter. (1 Krøn. 4:42, 43) Endelig blev i det femte århundrede f.v.t. agagitten Haman og hans familie udryddet fordi han havde forsøgt at udslette jøden Mordokaj og hans folk. På denne måde fik befalingen „Glem det ikke!“, i forbindelse med hvad amalekitterne havde gjort mod Jakobs sønner og døtre, sin fuldstændige opfyldelse.
Hør
5. (a) Var det kun befalingen angående amalekitterne israelitterne ikke skulle glemme? (b) Kan nogen i dag glemme Jehovas befalinger og stadig have hans velsignelse?
5 Denne beretning fra Bibelen er kun et eksempel på hvor vigtigt det er ikke at glemme hvad Gud har sagt. Der var mange flere ting som Israels børn ikke skulle glemme, i særdeleshed måtte de ikke glemme at de var Jehovas folk, hans arvelod. (Sl. 33:12) Til sidst glemte de det, og hele Israels folk blev forkastet og mistede Guds gunst. I betragtning af hvad der skete med israelitterne for århundreder siden, er det da ikke endnu vigtigere for folk i dag ikke at glemme hvad Gud har sagt og befalet, hvis de vil „arve jorden“? (Matt. 5:5) Moses sagde: „Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i live og komme ind og tage det land i besiddelse, som [Jehova], eders fædres Gud, vil give eder. I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder, men I skal holde [Jehova] eders Guds bud, som jeg pålægger eder.“ (5 Mos. 4:1, 2) Ingen, heller ikke kristenhedens præster, har nogen ret til at pille ved Guds ord, at forkaste dele af det eller føje noget til, i den formening at de sidder inde med større visdom og kundskab end Bibelens forfatter selv. Hvis israelitterne ville forblive i live som enkeltpersoner og som folk betragtet, måtte de holde Jehova deres Guds bud. Det forholder sig ikke anderledes med de kristne i dag. Når Gud taler, bør de kristne høre efter! De fleste mennesker vil dog gerne glemme Gud, ignorere hans ord og lære, og leve efter deres egne lyster.
6. Hvordan ved vi at Jehova er meget interesseret i menneskene?
6 Uanset hvad nogle tror, er universets store Gud stadig meget interesseret i sit skaberværk: Ja, ’Gud elskede menneskene så højt at han gav sin enbårne søn for at frelse dem (ikke for at ødelægge dem) og for at de skulle have evigt liv’. (Joh. 3:16) Da Guds søn Jesus Kristus kom her til jorden, læste han De hellige Skrifter. Han citerede skriftsteder som støtte for sin lære. Med hensyn til de ord han talte sagde han: „De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv.“ (Joh. 14:10) Han læste Guds ord, troede på det og talte ud fra det. Jehova prøvede at indprente israelitterne hvor stor betydning hans ord har, længe før han sendte sin søn til verden. Men det var ikke alle der hørte efter. Derfor sagde Gud: „Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage vare på dig selv [din sjæl, NW], at du ikke glemmer, hvad du med egne øjne har set, og at det ikke viger fra dit hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine sønner og dine sønners sønner derom.“ — 5 Mos. 4:9.
7. (a) Hvordan kan man tage vare på sit liv og sine børns liv? (b) Hvordan tog israelitterne skridt til at bevare livet mens de var i Ægypten?
7 Hvis man skal tage vare på sin sjæl betyder det at man må tage vare på sit liv. Sjælen, det er en selv. Ingen af os bør glemme det vore øjne har set, og vi bør lytte til det Jehova siger i sit skrevne ord. På den måde tager vi vare på vort liv. Hvis vi hører og ikke glemmer, og aldrig lader Guds ord vige fra vort hjerte en eneste dag i vort liv, har vi mulighed for at hjælpe vore børn og børnebørn. De har også brug for at vide hvad Gud har sagt og gjort. Hvad havde Gud gjort for israelitterne? Dette: Israel var blevet et talrigt folk. Efter Josefs død var de blevet trælle i Ægypten. Ved sin magt udfriede Jehova dem fra Faraos undertrykkelse. Men før friheden kom, sendte Gud sine plager, den ene efter den anden, over Ægypten. Før den tiende plage sagde Moses til alle Israels børn at de skulle forberede sig på deres udfrielse, de skulle forberede sig på at marchere ud af Ægypten. Der krævedes ikke megen forberedelse fra israelitternes side for at vinde denne gudgivne frihed, men der krævedes tro. Hver israelitisk familie skulle slagte et lam, tage dets blod og stænke det på husets dørstolper og overliggerne og derefter stege lammet, holde sig inden døre og spise det. Dette ville ikke være så vanskeligt at gøre, vel? Som følge af denne trosgerning, blot fordi de gjorde hvad Jehova havde sagt de skulle gøre, gik Jehovas engel Israels børn forbi, mens den bragte død over Ægyptens førstefødte, både af mennesker og dyr. Hvilken nat med jammer og klageskrig for ægypterne! Men hvilken nat for israelitterne! De kunne være glade. De var alle i live og påbegyndte hurtigt derefter deres vandring til og gennem Det røde Hav, ledet af Moses, som førte dem ud af Ægypten og videre til det forjættede land. Var denne begivenhed ikke værd at huske og gøre kendt for deres børn og børnebørn generation efter generation?
8. Hvordan skulle børnene og børnebørnene, generation efter generation, få at vide hvordan Jehova havde udfriet israelitterne fra Ægypten, og hvilket personligt spørgsmål giver dette anledning til at stille?
8 Om denne spændende befrielsesdag skulle forældre fortælle deres børn og børnebørn i de kommende generationer. ’Glem ikke hvad I med egne øjne har set,’ sagde Gud. År efter år, påskeaften og også på andre tidspunkter, skulle de fortælle om denne store begivenhed. Deres udfrielse fra trældommen var ikke et sagn. Det var ikke blot en historie man kunne underholde børnene med. Det var Jehovas værk! Det var noget der virkelig var sket! Det var en sandfærdig beretning! Mænd og kvinder havde oplevet det, og for at vogte på sig selv og tage vare på deres sjæle måtte de ikke glemme at fortælle disse sandheder til deres børn og børnebørn. Fortæller du dine børn om Bibelens historiske begivenheder?
9. Hvad blev folkets lod kort efter at det havde forladt Ægypten, fordi det så hurtigt havde glemt hvad Gud havde gjort?
9 Men hvor mennesker dog glemmer hurtigt. Ikke længe efter, mens israelitterne befandt sig i Parans ørken, sendte Moses tolv spejdere ind i det forjættede land. Ti spejdere vendte bange tilbage og sagde: Vend tilbage til Ægypten! Dér kunne de igen få hvidløg og vandmeloner. (4 Mos. 11:5) To af de tolv spejdere, Josua og Kaleb, var tilfredse med hvad de havde set, og de rådede folket: „Lad os kun drage op og underlægge os“ landet der flyder med mælk og honning. (4 Mos. 13:27-30) Men folket lyttede til de ti frygtsomme spejdere og glemte den storslåede udfrielse Gud havde udvirket for dem i Ægypten. På grund af manglende tro måtte de vandre om i ørken i fyrretyve lange år, indtil de der tilhørte den ældre generation var døde. Børnene i den nye generation, som havde hørt om deres forældres og bedsteforældres udfrielse, var nu rede til under Jehovas ledelse at drage ind i det forjættede land.
10. Hvordan handlede Jehova med Israels folk trods dets glemsomhed, og hvorfor?
10 Skønt mange af slægterne i Israel hurtigt glemte den frelse som Jehova havde skænket dem, glemte Jehova ikke. „Thi en barmhjertig Gud er [Jehova] din Gud; han slipper dig ikke og lader dig ikke gå til grunde og glemmer ikke pagten med dine fædre, som han tilsvor dem.“ (5 Mos. 4:31) Århundreder før havde Jehova sagt til Abraham, Isak og Jakob at han ville give dem dette land og at alle jordens slægter ville blive velsignet i eller igennem Abrahams sæd. Denne nye generation havde tro, og Jehova skænkede den talrige sejre. Men igen advarede Gud israelitterne om ikke at glemme.
11. Hvilke velsignelser ville Israels folk få på grund af Guds løfte, og hvilke problemer ville det frembyde?
11 Jehova Gud førte israelitterne til det land som Bibelen siger var som Edens have. De skulle få huse at bo i som de ikke selv havde bygget. De skulle drikke frisk vand af brønde som de ikke selv havde udhugget. De skulle spise vindruer fra vingårde og oliven fra olivenhaver som de ikke selv havde plantet. Hvordan ville denne velstand og overflod indvirke på dem? Ville denne nye generation som modtog alt dette i det forjættede land, også glemme Jehova? Ville den spise sig mæt og glemme Gud?
12. Hvordan advarede Jehova Israel om faren ved at få det forjættede land og alle dets gode ting?
12 Lyt til den advarsel som Jehova gav Israels børn: „Og når [Jehova] din Gud fører dig ind i det land han tilsvor dine fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke byer, som du ikke har bygget, huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede cisterner, som du ikke har udhugget, vingårde og olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, vogt dig da for at glemme [Jehova], som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.“ (5 Mos. 6:10-12) Hvor mange mennesker i dag glemmer ikke netop af denne grund? De bliver rige, har alt hvad de kan ønske sig i materiel retning, men mister deres åndelighed og interessen for Jehova, deres Gud!
Mennesker glemmer
13. Hvad glemmer mange mennesker selv nu, med hensyn til det Gud skænker dem?
13 Jehova vidste at mennesker kunne glemme. Det er grunden til at han gav advarselen. Men hvor mange gav agt på Jehovas advarsler? Mange mennesker tænker aldrig på at det er Jehova Gud der lader solen skinne både på gode og onde, at han lader det regne på retfærdige og uretfærdige; at det er Gud der har givet os den luft vi indånder, har sørget for de urter vi spiser; at han har skabt jorden og havet, bjergene og dalene med ferskvandsbækkene. Det var her alt sammen da du kom til verden, men hvor ofte har du takket Skaberen for det? Vi har mange forskellige fødemidler at vælge imellem, vi kan bygge os huse af sten, træ og andre materialer taget fra jorden. Vi kan lave os klæder af bomuld, uld og silke. Der er ingen ende på alt det Jehova har tilvejebragt. Han har skænket det alt sammen til menneskene. Har du også spist dig mæt? Så pas på at du ikke glemmer Jehova!
14, 15. Hvilken betydning ligger der i ordet „glemme“ i de skriftsteder vi har citeret, og hvilke spørgsmål rejser sig vedrørende folks glemsomhed i dag?
14 Nogle vil måske sige: ’Man kan da uforvarende komme til at glemme!’ Men er det alt hvad ordet „glemme“ betyder? Ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder „glemme“: „Med eller uden forsæt at undlade eller forsømme at tage vare på, at tage hensyn til, at gøre noget, som man burde gøre; lade være upåagtet; ikke tage sig af; negligere; tilsidesætte.“ Endvidere: „At tabe erindringen om noget; ikke kunne eller ville erindre, huske.“ Man kan altså med forsæt „glemme“. Og det er netop den betydning ordet har i de ovenfor citerede skriftsteder, det vil sige, helt at give slip på noget som før tydeligt stod prentet i ens hukommelse.
15 Hvor mange tror du der er som har glemt Gud i dag, som ikke kan huske hvem han er og hvad han har gjort? Hvor mange tror du der er som virkelig tilbeder universets store Gud, al god og fuldkommen gaves giver? Hvor mange tror du der er som virkelig tror på at Gud elskede menneskene så højt at han sendte sin enbårne søn til verden for at menneskene kunne få evigt liv? Tror du at de fleste i kristenheden har glemt Gud og hans love og de befalinger han har givet kristne at følge? Har du selv glemt?
16. (a) Anfør en anden, mindre alvorlig betydning af ordet „glemme“. (b) Hvordan vidner den nævnte artikel i New York Times om at folk glemmer?
16 Naturligvis kan man også „glemme“ uforsætligt; man kan uden forsæt undlade eller forsømme at tage vare på at gøre noget som man burde gøre. Den form for glemsomhed træffer vi hver dag. Hustruen beder sin mand om, når han går fra arbejde, at tage et brød med hjem. Han glemmer det. Han gør det ikke med forsæt, for da han kommer hjem må han enten gå i byen efter det igen, eller klare sig uden brød til maden. Sådanne små ting glemmer vi undertiden, men vi kan rette dem, og gør det også. Men hvad har du gjort ved det religiøse spørgsmål? Har du mon samme indstilling, som den man kunne læse om i en artikel på forsiden af New York Times, søndag den 15. september 1968? Den firespaltede overskrift lød: „Offentlig ligegyldighed skaber krise i den anglikanske kirke.“ Som forfatter til artiklen stod anført Edward B. Fiske, og den begyndte således: „LONDON — Kirken er som en pub. Man kommer ind i en by, og der ligger den, og måske går man derind og måske går man ikke derind. Personligt går jeg ikke derind.“ Lidt længere henne i artiklen sagde Edward B. Fiske: „Kirkegangen er faldet til det punkt hvor kun otte af hver 100 døbte kommer i kirken om påsken.“ Skal vi da mene at 92 procent af befolkningen i dette land har glemt Gud? Hvordan forholder det sig i den øvrige del af kristenheden? Er der trængsel i kirkerne? Du ved at svaret er nej, og grunden er at folk har glemt Gud! De har givet slip på det de vidste om Gud, hvis de da nogen sinde har hørt eller læst om ham. Ja, mange får nu at vide at Gud er død, og næsten alle de andre får at vide at det der står i Bibelen kun er sagn og myter. De får ingen tilskyndelse eller hjælp fra præsterne til at huske. Derfor glemmer de Gud.
17. (a) Hvem eller hvad har mange gjort til genstand for deres tilbedelse og sat deres lid til? (b) Hvilke spørgsmål kræver et svar i betragtning af menneskers forvanskede gudsdyrkelse?
17 Religion, en eller anden form for gudsdyrkelse, er noget som alle mennesker i hele verden på en eller anden måde giver sig af med. Mennesket har åbenbart en naturlig tilbøjelighed til at tilbede et eller andet. Mennesker som vi kalder „hedninger“ har guder som de tilbeder. Nogle mennesker tilbeder penge, filmsstjerner, politikere, regenter, ja endog sig selv. De sætter deres forhåbninger til et billede eller en illusion, nirvana, for eksempel. Men lad os igen kaste et blik på kristenheden, mens vi beskæftiger os med den, og lad os alvorligt spørge: Hvad har kristenhedens religion gjort for menneskeheden? Har den forbedret nationerne og højnet deres befolkninger i moralsk og åndelig henseende? Har den gjort dem mere fredsommelige? Elsker de hinanden mere nu end for halvtreds år siden, eller for fem hundrede år siden? Har kristenheden bragt ære til Gud og skabt fred på jorden blandt mennesker der har hans velbehag? (Luk. 2:14) Hvorfor har den ikke gjort det? Fordi menneskene og deres præster har glemt Gud, vraget hans ord og forkastet Jehovas rige ved hans søn Kristus Jesus. Jesus sagde ligeud: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ (Matt. 15:8, 9) De falske religioner lærer ikke folk hvad Guds ord siger, men de lærer folk deres egne dogmer. Lyt til Gud, for han siger nu til dig: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder.“ (Åb. 18:4) Kristenheden og hele den falske religions verdensimperium er dømt til undergang!
[Illustration på side 125]
Moses mindede Israel om at det ikke måtte glemme hvordan amalekitterne trodsede Gud ved at angribe hans folk