Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w69 1/7 s. 296-301
  • Hvad påvirker de beslutninger du træffer?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad påvirker de beslutninger du træffer?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Verdens skadelige påvirkning
  • Beslutninger kristne må træffe
  • Den rette påvirkning
  • Træf kloge beslutninger baseret på tro
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2017
  • Træf beslutninger der ærer Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
  • Hvordan man kan træffe gode afgørelser
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2001
  • Hvordan træffer De afgørelser?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
w69 1/7 s. 296-301

Hvad påvirker de beslutninger du træffer?

„Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis.“ — Ordsp. 19:20.

1. Hvilken rolle i vort liv spiller dette at træffe beslutninger?

HVAD skal jeg gøre? Sådan har vi alle gang på gang spurgt i forbindelse med visse beslutninger som vi har skullet træffe. Det at træffe beslutninger har været en vigtig side af menneskets liv lige siden skabelsen. Hvor ville tingene have set anderledes ud i dag hvis Adam havde taget den rette beslutning — at han ville tjene Jehova fortsat — i stedet for at lade sig påvirke til at spise af træets frugt i ulydighed mod Jehovas befaling. Vi skal ikke træffe en beslutning som berører hele menneskeslægten, sådan som Adam og Jesus Kristus skulle, men vi må hver især træffe afgørelser som berører vort daglige liv, vore nærmeste og vor omgangskreds, samt vort evige vel. — 1 Mos. 2:16, 17; Rom. 14:13.

2. Hvilke forskellige slags beslutninger må vi træffe?

2 Vi kan ikke komme uden om at træffe beslutninger. Men nogle af dem er så små at vi næppe regner dem for at være beslutninger — som for eksempel når vi afgør hvad vi vil have til morgenmad eller hvilket tøj vi vil have på en bestemt dag. Nogle gange kan det være en glæde at træffe en beslutning. Det gælder for eksempel når vi beslutter os til at overvære et kristent stævne, eller når vi beslutter os til at tage på ferie og skal vælge hvor vi vil hen og hvad vi vil se.

3. Nævn nogle vigtige spørgsmål en kristen kan komme ud for. Hvorfor kræver de nøje overvejelse?

3 Af og til skal vi træffe vanskeligere afgørelser, afgørelser som får temmelig stor indflydelse på vort liv. I nogle tilfælde kan en beslutning endda være bestemmende for hele resten af vor tilværelse. Sådanne beslutninger eller afgørelser kræver megen omtanke og overvejelse. Til tider kan et spørgsmål optage vore tanker i den grad at vi ikke kan sove, eller vi vågner i løbet af natten og spekulerer på hvilken beslutning vi skal træffe. Det kan for eksempel dreje sig om følgende: Hvilken slags arbejde skal jeg tage så jeg kan tjene til livets ophold? Skal jeg gifte mig eller forblive ugift? Skal jeg fortsætte som en god menighedsforkynder, eller tillader mine forhold mig at blive pioner? Skal jeg tilgive min utro ægtefælle og fortsætte ægteskabet, eller skal jeg søge skilsmisse? Hvad skal jeg gøre?

4. Hvorfor bør Guds ord påvirke alle vore afgørelser?

4 Når vi skal træffe en afgørelse — og det gælder uanset om afgørelsen skal træffes på stående fod eller ej, og uanset om den er stor eller lille — er det livsvigtigt at vi følger den kristne rettesnor, Bibelen. Ellers vil vi højst sandsynlig blive påvirket af vare egne kødelige tilbøjeligheder, selviskhed, frygt, stolthed og skinsyge, eller vi vil måske blive påvirket af andre med de samme tilbøjeligheder. Vi bør aldrig lade os påvirke til at træffe beslutninger på grundlag af følelser, eller på grundlag af hvad der synes lettest i øjeblikket. Vi må ikke springe over hvor gærdet er lavest.

5. Hvordan gælder Job 10:9 og Ordsprogene 15:20 de kristne?

5 Vi forstår bedre hvordan vi kan blive påvirket hvis vi husker Jobs ord til Jehova: „Du dannede mig som ler.“ (Job 10:9) Ligesom bogstaveligt ler nemt kan formes, sådan kan vi blive påvirket ved nær kontakt med andre mennesker. Salomon erkendte dette da han sagde: „Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ (Ordsp. 13:20) Hvor er det da vigtigt at vi vælger vor omgangskreds med omhu, sådan at dens indflydelse på vore beslutninger er til det gode!

Verdens skadelige påvirkning

6. Hvilken ånd er fremherskende blandt verdslige mennesker, og hvordan kan vi undgå deres påvirkning?

6 Når vi nøje betragter den ånd der er fremherskende i verden, vil vi se hvor vigtigt det er at vi undgår dens indflydelse. Apostelen Paulus beskrev sandelig nutidens menneskeverden nøjagtigt da han forudsagde at menneskene ville blive „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner“. (2 Tim. 3:2-4) Uanset hvem vi er og hvor vi bor, ser vi disse gudløse egenskaber hos folk omkring os. Hvordan kan vi undgå at blive påvirket i dårlig retning af de verdslige mennesker vi lever iblandt? Paulus’ svar er enkelt og rammende. Han siger: „Dem skal du holde dig fra.“ (2 Tim. 3:5) Med andre ord: Selv om de er vore naboer bør de ikke være vore omgangsfæller. Vi må ikke lade dem påvirke vor tankegang, vore handlinger, vore afgørelser. — 1 Kor. 15:33.

7. Hvordan ser fremtiden ud for mange mennesker, og hvorfor?

7 Som kristne bør vi spørge os selv: „Retter jeg mig efter dette gode råd som Paulus gav Timoteus?“ Lad os betragte nogle få sider af dette bibelske råd. Der stod: „Menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . lystens venner snarere end Guds venner.“ I dag har de fleste mennesker denne indstilling: „Lad os nyde livet! Lad os spise og drikke og være glade, og lad os ikke tage sorgerne på forskud.“ De fleste tænker kun på at have det fornøjeligt og behageligt, på at være materielt velfunderede. De lever for denne verden. De vil have alle deres ønsker opfyldt nu; de tror det er nu eller aldrig. De har ikke noget håb for fremtiden. Deres tankegang er så påvirket af Satan, denne verdens gud, at de er hans trælle uden at vide det. De sætter hele livet ind på at få deres ønsker opfyldt i den nuværende ordning så længe den består. — 2 Kor. 4:4.

8. Hvad fører materialisme til, og hvilke tanker fremsatte Jesus i denne henseende?

8 Har du nogen sinde kørt fast med en bil på en mudret vej? Hvis du har, husker du sikkert at jo mere du lod hjulene snurre rundt, jo dybere sank du i. Mange lader sig i dag lede ind på materialismens vej med dens bundløse morads, og dér synker de i, dybere og dybere, indtil de til sidst sidder hjælpeløst fast. Snart har de bundet sig for så mange månedlige afdrag at de må arbejde to steder for at klare dem, eller må lade andre i familien arbejde i den tid hvor de ellers kunne have forkyndt den gode nyhed om Guds rige. Hvis dette sker for os, påvirker den materialistiske verden omkring os vore afgørelser, og vi glemmer Jesu ord: „Selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.“ (Luk. 12:15) Hvis vi føler at vor lykke afhænger af det vi ejer, er det på tide at vi husker ordene i Ordsprogene 16:20: „Lykkelig den, der stoler på [Jehova],“ ikke den der stoler på det materielle. Jesus spurgte også: „Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?“ (Matt. 16:26) Man kan eje alt hvad verden har at tilbyde, men hvad vil det alt sammen gavne hvis man ikke lever og kan glæde sig over det? Jaget efter materielle ting kan udmærket sammenlignes med hjulene der snurrer rundt på en bil som ikke rører sig af stedet — det bringer ingen sand tilfredshed og fremgang, kun skuffelse og håbløshed.

9. Nævn nogle steder hvor vi møder dårlig påvirkning. Hvilken indvirkning havde denne påvirkning på en kristen forkynder?

9 De vantros påvirkning ses og føles også i andre henseender. Paulus sagde: „I de sidste dage skal der komme strenge tider.“ (2 Tim. 3:1) Vi har alle mærket at den gruppepåvirkning vi udsættes for på arbejdspladsen, i skolen og hos naboerne, er særlig ’streng’. Mange af os har uden tvivl følt det som den kristne forkynder der sagde at det tog ham mindst en time hver dag efter fyraften at befri sit sind for sine verdslige arbejdskammeraters skadelige påvirkning.

10. Hvilken indflydelse kan en dårlig omgangskreds have?

10 Hele verden er på vej mod udslettelse. De kristne kan ikke tillade sig at vende om og følge den i dens vanvittige kurs mod oprør, had og til sidst død. De kan ikke tillade sig at standse op, at bruge tid på at køre ind på sideveje, eller følges med nogle som ikke ved hvor de skal hen. Det er dog nøjagtig hvad de ville gøre hvis de deltog i firmafester, firmakongresser eller firmaskovture hvor de andre deltagere kunne få dem til at slække på deres moralske agtpågivenhed. Har vore kolleger fået os til at være med på et sportshold som stjæler den tid vi skulle have brugt til at studere Bibelen og til at forkynde den gode nyhed om Guds rige? En sådan unødig omgang med verdslige mennesker kan påvirke os til at træffe forkerte afgørelser og kan let føre til umoralske handlinger. Vagttårnets selskab har i sine arkiver beretninger om sådanne tilfælde.

11. (a) Hvilken påvirkning må kristne skoleelever være på vagt over for? (b) Hvordan vil andre unge muligvis reagere hvis man holder fast ved det der er ret?

11 Uanset om vi er unge eller gamle er ingen af os fri for denne verdens skadelige påvirkning. De der går i skole er omgivet af den, og deres stilling er på ingen måde let — med den grove umoralitet der i dag findes blandt de unge, foruden eksamenssnyderi, tyveri, udbredt brug af euforiserende stoffer, og oprørskhed mod forældres og andres myndighed. Det er et naturligt ønske hos de unge at de gerne vil accepteres af deres kammerater. Vil man accepteres i dag må man imidlertid sænke normen, og man bliver påvirket til at tænke og handle på en måde som strider mod Bibelens principper. Når du holder fast ved det der er rigtigt og opfører dig som en kristen, vil dine klassekammerater måske ikke have med dig at gøre, og de vil til tider give deres mishag til kende ved ondskabsfulde bemærkninger. De siger måske hånligt at du er „gammeldags“ eller „hellig“, eller de bruger andre ord som er endnu mere uvenlige. Fordi du ikke vil give efter for dem, bliver du ikke inviteret med til forskellige fester i skolen eller i nabolaget, og du får lov til mere eller mindre at passe dig selv. Men det skal du kun være glad for; det er nemlig en beskyttelse for dig. Vær fornuftig og hold dig fortsat til det der er ret. Husk på ordene i Anden Mosebog 23:2: „Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt.“ Du ved hvilke onde ting der bliver øvet. Lad ikke disse ting eller de der øver dem, påvirke dine afgørelser. Ønsker du at være en forkynder af Guds ord? Så vælg den rette vej!

12. Hvordan betragter verden en højere uddannelse, og hvordan bør vort syn være?

12 Denne verdens ånd tilskynder de unge til at „blive til noget“ og skabe sig et navn. I mange skoler findes der rådgivere som opfordrer dem til at søge en højere uddannelse, en karriere med en fremtid i denne tingenes ordning. Lad dig ikke påvirke af dem. Lad dem ikke „hjernevaske“ dig med Djævelens propaganda om at „blive til noget“ og komme frem i denne verden. Denne verden har meget kort tid igen! En „fremtid“ i denne verden er ikke nogen fremtid! Lad i stedet Guds ord påvirke dig til at vælge en viis handlemåde som vil bringe dig beskyttelse og velsignelse. Gør pionertjenesten, med muligheden for at komme på Betel eller ud som missionær, til dit mål. Det er en gerning med en evig fremtid!

Beslutninger kristne må træffe

13. Hvorfor bør vi aldrig tage let på det at træffe små beslutninger?

13 Nu da vi har drøftet den indflydelse vi må være på vagt over for når vi træffer beslutninger, vil vi rette vor opmærksomhed mod nogle af de beslutninger vi må træffe og mod de ting der vil påvirke vore beslutninger i en god retning. Det er vigtigt at vi øver os i at træffe rette beslutninger i vort daglige liv. Nogle af de afgørelser vi må træffe til daglig kan synes små og ubetydelige og har tilsyneladende ikke meget at gøre med om vi kan opnå evigt liv. Men siger Guds ord ikke: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store“? (Luk. 16:10) Hvis vi kan blive påvirket til at se bort fra Bibelens principper når vi træffer små og dagligdags beslutninger, hvilken sikkerhed har vi da for at vi pludselig vil følge Bibelens principper når vi skal træffe beslutninger der berører vort evige vel?

14. (a) Hvilket spørgsmål kunne opstå som ville kræve at vi traf en beslutning på stående fod? (b) Hvad bør vi overveje nu?

14 Det kan ske at vi meget uventet må træffe livsvigtige afgørelser. Vi kunne blive impliceret i en ulykke og blive stillet over for spørgsmålet om vi vil modtage en blodtransfusion eller tillade at et af vore familiemedlemmer får en. Er vi i vort hjerte overbevist om at vi kan modstå presset fra læger og ikke-troende venner og slægtninge? Er vi parate til at indtage et fast og urokkeligt standpunkt fordi vi ved hvad Guds ord siger, selv om det kan betyde døden for os? Mange af vore kristne brødre og søstre har stået over for dette alvorlige spørgsmål.

15. Hvilket spørgsmål stiller nationalismens indflydelse os alle over for, og i hvor høj grad kan dette spørgsmål komme til at berøre os?

15 Der er også neutralitetsspørgsmålet. Den følelsesbetonede nationalisme vokser og forstærker sine krav til de indviede tjenere af den eneste suveræne hersker, Jehova. Er du parat til at forsvare din beslutning om at forblive neutral med hensyn til denne verdens politiske anliggender, selv om det kan betyde at du bliver sat i fængsel eller mister livet, som det er sket for kristne i nogle lande? Det er et spørgsmål som hver eneste kristen kan blive stillet over for, og den afgørelse man træffer vil med sikkerhed berøre ens evige vel.

16. Hvordan kan vi være sikre på at vi vil træffe den rette afgørelse i en uventet situation?

16 Er vi i tvivl om hvorvidt vi under disse prøvende omstændigheder vil have tilstrækkelig styrke og beslutsomhed til at træffe en klog og bibelsk afgørelse? Kun ved omhyggeligt at studere Guds ord nu, og ved at finde ud af hvilke bibelske principper der kan komme på tale, kan vi være sikre på at vi vil træffe den rette afgørelse når sådanne kritiske situationer opstår. Bibelen er Jehovas visdom der lidt efter lidt er hobet op, og den fremholder et fuldkomment eksempel for os, nemlig Jesus Kristus, der kan påvirke os i god retning fordi han altid traf de rette beslutninger. Den giver også opmuntrende eksempler på at de første kristne klarede de problemer de mødte dengang, og var i stand til at modstå påvirkningen fra Jehova Guds modstandere. De var i stand til at træffe de rette afgørelser med hensyn til ren tilbedelse fordi de, ligesom Kristus Jesus, i forvejen havde undersøgt Guds love og krav. Når der opstod problemer og der skulle træffes afgørelser, vidste de hvad de skulle gøre og havde tro og mod til at gøre det ved Jehovas ånds hjælp. — Luk. 4:1-12.

17. (a) Hvordan har vi næsten de samme problemer i dag som de første kristne havde, og hvorfor er dette så opmuntrende? (b) Hvordan sikrer man sig den rette indflydelse når man på forhånd forbereder sig på de situationer man kan komme ud for?

17 I dag står vi stort set over for de samme problemer som de første kristne gjorde — familieproblemer, neutralitetsspørgsmål, spørgsmålet om blodet og om at vi ligesom de må bruge vor tid i Guds arbejde med at hjælpe andre til at forstå hans skrevne ord. Løsningerne er derfor også de samme. Guds ord ændrer sig aldrig, og dets principper er de samme nu som dengang. Hvis vi har tilegnet os nøjagtig og fuldstændig kundskab om Jehovas vilje som den findes i Bibelen, og har analyseret den omhyggeligt og på forhånd bestemt hvad vi vil gøre under forskellige omstændigheder som kan indtræffe, er vor tro værnet mod den trosødelæggende indflydelse vi kommer ud for. Det er det Jehova fortæller os med ordene: „Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis.“ — Ordsp. 19:20; Mark. 1:17-21; Joh. 18:36; Ap. G. 15:28, 29.

Den rette påvirkning

18. Hvilke skridt bør vi først tage når vi skal træffe en beslutning?

18 Som regel har man tid til at tænke tingene godt igennem før man træffer en vigtig beslutning. Når man står over for at skulle træffe en sådan beslutning bør man derfor i sine tanker fremdrage de bibelske principper som vedrører den pågældende sag. Man må anvende dem på sin specielle situation. Man kunne også spørge sig selv: „Hvad ville Kristus Jesus have gjort i samme situation?“ Det vil hjælpe en til at se klart på sagen, uden at den fordunkles af følelser, og ofte bliver løsningen helt indlysende. Ved at ræsonnere på denne måde lader man Guds ord og Guds søns trofaste eksempel påvirke ens beslutninger.

19. Hvordan kan Jehovas organisation være os en hjælp til at træffe beslutninger?

19 Jehovas organisation, ledet af den „tro og kloge tjener“, bør også have indflydelse på hver eneste beslutning vi træffer. Hvordan kan vi drage nytte af denne gode indflydelse? Ved personligt at gennemgå hvad Vagttårnsselskabets bibelske publikationer siger om de emner vore beslutninger berører. Dette vil altid være en virkelig hjælp når vi skal finde ud af hvilke bibelske principper der kommer ind i billedet, og hvordan de gælder i vort tilfælde.

20. Hvilken hjælp har Jehova givet gennem menigheden for at vi skal kunne træffe rette beslutninger?

20 Et andet sted hvor vi kan hente råd og hjælp, er hos vore modne kristne brødre. Tilsynsmanden og andre udnævnte tjenere i menigheden er af Jehova givet til hjælp for os i vor tilbedelse. Skønt vi selv må træffe den endelige afgørelse, kan de hjælpe os til at se hvilke principper sagen berører og give os den opmuntring vi behøver for at følge principperne. De påvirker os i en god retning. — Gal. 6:5.

21. Hvorfor er bøn af afgørende betydning når vi skal træffe beslutninger?

21 Det er også af afgørende betydning at vi henvender os til Jehova Gud i bøn og beder ham velsigne og vejlede os med hensyn til den beslutning vi skal træffe. Paulus giver os denne formaning: „Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ (Fil. 4:6, 7) Bibelen giver os Jehovas syn på tingene og den vejledning vi behøver, men vi kan ikke i alle tilfælde finde et direkte „ja“ eller „nej“, og i nogle tilfælde hvor vi finder et tydeligt svar på vort spørgsmål mangler vi styrke til at følge vejledningen nøjagtigt. Så må vi henvende os til Gud i bøn. Jehova er interesseret i hver eneste af os, og han opfordrer os til at bede til ham. Når vi gør det, ’skal Guds fred bevare vore hjerter og vore tanker’. Ja, gennem bøn kan vi få Jehova Gud til at påvirke os til at træffe den rette afgørelse, og når vi træffer afgørelsen må vi ikke glemme at ransage hans ord. Hans svar vil højst sandsynligt være at finde der.

22. Hvilken skadelig indflydelse må vi vogte os imod, og hvorfor?

22 Vi lever i en farefuld tid hvor vi alle må træffe mange afgørelser, vanskelige afgørelser som berører vor indvielse til Jehova og vor evige fremtid. Uanset om du er ung eller gammel må du sørge for at du ikke kommer unødigt sammen med verdslige mennesker. Lad ikke denne verden og dens ånd påvirke dig i den grad at det vil berøre din beslutning om at gøre Jehovas vilje. Husk hvad Johannes skrev: „Alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:15-17.

23. Hvad bør påvirke de beslutninger vi træffer?

23 Når du står for at skulle træffe en beslutning, så lad dig påvirke af Guds ord ved at studere det, omhyggeligt så du lærer de nødvendige principper at kende. Gennemgå nøje hvilken vejledning Jehova har givet om det pågældende emne gennem sin organisation. Gå til dine modne brødre og lad dem hjælpe og påvirke dig. Søg hjælp hos Jehova selv gennem bøn, og tænk altid på din indvielse til Jehova. Det er det der bør påvirke de beslutninger du træffer!

[Illustration på side 298]

Det materielle jag bringer kun skuffelse og håbløshed — som når hjulene snurrer rundt mens bilen sidder fast i mudderet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del