Kristent mådehold ved festlige lejligheder

BRYLLUPSFESTER i det gamle Israel var anledning til fest og glæde, musik og dans, spisen og drikken. Af Johannes-evangeliet, kapitel to, ser vi at Jesus Kristus og hans disciple deltog i en sådan fest i Kana i Galilæa. Mens Bibelen ikke direkte siger at Jesus tog del i alle de ovennævnte festligheder, bidrog han i hvert fald til festen ved mirakuløst at frembringe vin, en drik der „glæder menneskets hjerte“. — Sl. 104:15; Joh. 2:1-11.

Betyder dette at Jesus mente at „man skal slå sig løs“ ved festlige lejligheder? Nej. Første Timoteusbrev 3:2 siger at kristne tilsynsmænd, som skal være et godt eksempel for den øvrige menighed, bør være ’mådeholdne i deres vaner’. (NW) Og Jesus fordømte farisæerne for deres „umættelighed“. — Matt. 23:25.

Kristne er lykkelige mennesker som tjener den „lykkelige Gud“. (1 Tim. 1:11, NW) De glæder sig over opbyggende samvær med hinanden. Når de en gang imellem i deres travle liv mødes ved en festlig sammenkomst, nyder de hinandens selskab. De ved naturligvis at sådanne sammenkomster på grund af den menneskelige ufuldkommenhed kan udvikle sig i en usømmelig retning; de søger derfor at undgå det urette ved at være mådeholdne.

På hvilke måder bør selskaber og fester afspejle kristent mådehold? Vi kan illustrere den rigtige holdning ved som eksempel at betragte de festligheder der ofte knytter sig til bryllupper.

Receptioner og bryllupsfester

Den omstændighed at Jesus deltog i en bryllupsfest viser at det ikke er forkert af en kristen brud og brudgom at invitere deres nærmeste venner og slægtninge til en fest hvor man sammen glæder sig over brylluppet. I hele tre af Jesu lignelser udspiller handlingen sig ved bryllupsfester. — Matt. 22:1-13; 25:1-13; Luk. 14:7-11 (NW).

Imidlertid bør vi ikke mene at en bryllupsfest er en nødvendighed. Det er den ikke. Dersom et brudepar ønsker en reception eller en bryllupsfest, og deres forhold tillader det, kan de arrangere det. Men mange kristne er blevet lykkeligt gift uden at have en bryllupsfest efter vielsen. Og de der planlægger forskellige festligheder, bør i hvert fald gøre det med megen omtanke, således at alt afspejler kristent mådehold.

Verdslige receptioner og bryllupsfester præges hyppigt af én bestemt ting — overdrivelse! For det første omkostningerne; en New York-avis skriver: „Fra juni 1968 til juni 1969 vil [amerikanerne] have brugt omkring 7,2 milliarder dollars på cirka 1.800.000 bryllupper som ret mange af dem ikke virkelig har råd til. . . . Hovedsagelig går pengene til en færdigkøbt festmiddag med betjening.“ Dertil kommer overdreven underholdning og overdreven nydelse af mad og drikke. Det er betimeligt at kristne undgår en sådan umådeholdenhed.

Hvor stor bør en bryllupsfest være? Det er noget brudeparret selv må bestemme. Nogle forældre i Nordamerika brugte så meget på deres datters bryllup at de måtte skifte bopæl for at finde ekstra arbejde så de kunne betale festen. Er det et udtryk for kristent mådehold? Er det ikke snarere „pral med jordisk gods“, som ikke er „af Faderen, men af verden“? — 1 Joh. 2:16.

En tilsynsmand i den vestlige del af Afrika nævner en faktor som yderligere øger dette problem: „Så snart det er kendt at brylluppet skal finde sted, føler hele menigheden og nogle fra nabomenighederne at de absolut må være med ved bryllupsfesten, enten de så er inviteret eller ej. Nogle mener at de der bliver gift er forpligtede til at holde en fest og sørge for rigeligt med mad og drikke til alle der kommer.“ Et sådant synspunkt er imidlertid ikke i harmoni mad Jesu lære. I to af de lignelser hvis handling foregår ved en bryllupsfest, nævner han ’indbudte’ gæster. (Matt. 22:3; Luk. 14:8) Han taler endog om nogle der blev afvist fra festen fordi der ikke var plads til dem. — Matt. 25:11, 12.

Efter en vielse i Toronto, Canada, fejrede de nygifte brylluppet ved en festmiddag for deres allernærmeste venner og slægtninge, og senere holdt de så „åbent hus“ for hele menigheden hvor de serverede forskellige „snacks“. Ved et bryllup i Düsseldorf i Tyskland var blot seksten med til festen, som blev holdt på en restaurant. De havde et hyggeligt og fornøjeligt samvær. De penge der blev sparet ved at man ikke var så mange, gjorde de nygifte klog brug af da de skulle etablere sig som specialpionerer i et nyt distrikt. Naturligvis var der andre som også gerne ville have været med ved festen, men de forstod at parret ikke, som brudgommen udtrykte det, „kunne invitere alle“. Men de var glade for at dele de nygiftes lykke ved at høre bryllupsforedraget i rigssalen.

Bruden og brudgommen kan derfor selv afgøre om der skal inviteres mange eller kun få til bryllupsfesten, om man vil afholde en reception hvor der er „åbent hus“, om der skal være både bryllupsfest og reception, kun en af delene, eller slet ingen festligheder i det hele taget. De som har opdyrket kristent mådehold vil „leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden“. — Tit. 2:12.

Mådehold i de planlagte festligheder

Bør man specielt arrangere hvad der skal foregå ved bryllupsfesten og receptionen? Ja. Ved festen i Kana var der en der stod for festarrangementet. (Joh. 2:8, NW) Først og fremmest er brudgommen naturligvis ansvarlig for hele arrangementet, uanset hvem der betaler det. Men han kan godt have nogen der hjælper ham med at sørge for at alt sker „sømmeligt og med orden“. (1 Kor. 14:40) En åndeligt moden kristen i Rhodesia har sagt: „Jo større forsamlingen er, jo mere planlægning kræves der hvis alt skal gå glat. Et fastlagt program er en stor hjælp.“

To kristne som blev gift i Helsingør havde nogle slægtninge som ikke var sande tilbedere af Jehova. De følte at hvis disse verdslige slægtninge blev inviteret med til festen, var det ikke sikkert at den kunne holdes på det rette mådeholdne plan. Og som brudgommen sagde: „Ved den lejlighed ville vi gerne være sammen med vore åndelige brødre.“ Brudgommens fader, som er et af Jehovas vidner, bad under måltidet forskellige som han havde talt med i forvejen, om at sige nogle få ord i dagens anledning. Disse korte taler — morsomme og alvorlige imellem hinanden — syntes alle i selskabet godt om. Senere sagde den nygifte ægtemand glad: „Hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg gøre det på nøjagtig samme måde.“

„I Chile betragtes en bryllupsfest uden dans ikke som en rigtig fiesta,“ har en kristen i Sydamerika sagt. Ville det være forkert at arrangere dans ved en kristen bryllupsfest? Det er ikke forkert at danse. Men det rummer visse farer som man bør være opmærksom på. En tilsynsmand i Nigeria har udtalt at det der i sig selv er rent og sømmeligt kan fortrænges når man begynder at bruge „populær verdslig musik som appellerer til det seksuelle og vækker ønsket om sexet dans. Dette ville være til skade for dem der er til stede“.a

En forkynder på Nova Scotia som forstod at dette kan ske, især hvis man lejer et verdsligt orkester, lavede en optagelse på bånd af den musik der skulle spilles ved hans bryllupsfest. På den måde vidste han at dansen var i overensstemmelse med kristne principper for moral og mådehold. Mange ved den fest havde også stor fornøjelse af at deltage i gruppedanse.

Noget andet som er værd at lægge mærke til ved denne fest, er at der ikke blev serveret alkoholiske drikke. Ikke fordi dette er forbudt for kristne, for Jesus skaffede jo selv vin til veje i Kana. Men i dette tilfælde følte brudgommen at nogle der på stedet ville tage anstød hvis der blev serveret alkoholiske drikke. Han tænkte på ordene: „Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ (Rom. 14:21) Hvis man serverer alkoholiske drikke ved en bryllupsfest, bør man også sørge for alkoholfri drikke til dem der foretrækker dét. Tilsyneladende var det ikke ualmindeligt på Jesu tid at jøderne blev berusede ved bryllupsfester. (Joh. 2:10) Kristne i dag bør derfor udvise stor forsigtighed således at en lykkelig dag ikke ødelægges på grund af umådehold. — Ordsp. 23:20, 21.

Behøver festen at fortsætte til langt ud på natten for at være en succes? Nej. En tilsynsmand i et latinamerikansk land siger at af og til „fortsætter fester indtil de tidlige morgentimer. Et komplet måltid serveres omkring klokken halv tolv om natten. Det er velkendt at der ikke møder særlig mange op til samlingen for at gå ud i forkyndelsen den næste formiddag“. Selv om det er almindeligt i ens land at holde så lange fester, behøver kristne ikke at følge skikke der gør dem så trætte næste dag at de ikke på rette måde kan tjene deres Skaber. Det er ikke at vise mådehold. Åndeligt modne kristne vil derimod træffe arrangementer som er i overensstemmelse med rådet: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.

Hvis kristne derfor vil afholde et selskab som for eksempel en bryllupsfest, bør det ikke være efter denne verdens mønster med larmende, overdådige fester som er præget af frådseri og anden overdrivelse. Det bør snarere være en velarrangeret og glad sammenkomst der er et udtryk for kristent mådehold. Den ovennævnte kristne forkynder fra Nova Scotia fortæller: „Tre år senere besøgte vi igen menigheden, og brødrene huskede stadig bryllupsfesten som et godt eksempel.“ Frugten af kristent mådehold er i sandhed velbehagelig!

Om at give gaver

I nogle lande er det almindeligt at brudens og brudgommens venner og slægtninge holder et selskab nogen tid før brylluppet hvor de giver mange gaver til de vordende ægtefolk.

Dette er absolut ikke nødvendigt, og hvor det ikke er almindeligt behøver ingen at mene at det bør indføres. Hvis man imidlertid har planlagt en sådan fest, bør den ligesom andre fester afspejle kristne principper, deriblandt mådehold. Det der her er sagt om mad, drikke og underholdningb bør gælde ved enhver lejlighed.

Det vil også være på sin plads at sige et par ord om at give gaver. Det ville være nedslående om det nogen sinde var sådan at en der blev inviteret til en bryllupsfest eller før-bryllupsfest, ikke syntes at han eller hun kunne tage imod indbydelsen fordi de ikke havde råd til at give en dyr gave eller en gave i det hele taget. Sande kristne vil ikke ønske at sætte nogen i en sådan forlegenhed, vel? En gave forventes at være et spontant udtryk for hengivenhed. Denne følelse kan imidlertid finde udtryk på mange måder, og ingen bør være forpligtet til at give en gave ved en bestemt lejlighed.

Ved bryllupsfester nogle steder lægges gaverne samlet på et bord uden oplysning om givernes navne. Hvorfor? Disse kristne er opmærksomme på Jesu vejledning om at gaver ikke bør gives for at ære giveren. (Matt. 6:1-4) Hvis én ingen gave giver, en anden forærer en lille ting som tegn på hengivenhed, og en tredje kommer med en dyr gave, kan man være tilbøjelig til at drage ukærlige sammenligninger. — Matt. 7:12.

Vil det sige at det er forkert at give sig til kende som den der giver en bestemt gave? Nej. Det væsentlige er at ingen sættes i forlegenhed. Ved bryllupsfester andre steder afleverer gæsterne deres gaver personligt eller vedhæfter små kort med hilsen og navn. Og hvis gaverne åbnes eller vises frem, bliver det ikke udråbt hvem der har givet hvad. På denne måde sættes ingen i forlegenhed.

Mennesker der ikke tilbeder Jehova afholder ofte umådeholdne fester som viser at de er „lystens venner snarere end Guds venner“. (2 Tim. 3:4) Men Jehovas tjenere, ledet af hans inspirerede ord, viser deres modne forståelse af følgende formaning, som vi citerer endnu en gang: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ (1 Kor. 10:31) De kan derfor tænke tilbage på sådanne selskaber ved festlige lejligheder med en god samvittighed og med følelsen af at have haft det fornøjeligt og hyggeligt og samtidig at være blevet åndeligt opbygget.

[Fodnoter]