Forstår du pointen?
DET er en kunst at kunne vejlede og retlede andre. Det er også en kunst at kunne tage imod vejledning. En god rådgiver er forstående og venlig; han vælger sine ord med taktfuldhed og bestræber sig for ikke unødigt at såre sin tilhørers følelser. Men hans vigtigste mål er at den der behøver hjælp med sikkerhed forstår pointen i vejledningen. Meget afhænger af om den der bliver vejledt har opøvet evnen til at være en god tilhører.
For at man kan drage den fulde nytte af vejledning er det nødvendigt at man er i den rette sindsstemning. I vor tid er folk meget let tilbøjelige til at „fare op“ så snart nogen begynder at henlede deres opmærksomhed på en eller anden fejl. De hører i virkeligheden ikke efter, endsige tænker over hvad der bliver sagt til dem. De ville gøre klogt i at følge det råd en af Jesu disciple gav: „Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.“ (Jak. 1:19) Hvis du bliver retledt, så bestræb dig straks for at lægge denne indstilling for dage.
Det er ikke svært at fornemme når en eller anden form for vejledning er på trapperne. For det første er vi måske selv klar over at der er sket noget i vort liv som bør rettes. For det andet er det ikke hver dag tilsynsmanden indbyder os til en lille samtale. En god rådgiver vil i regelen indlede sine retledende ord med en velfortjent ros for et eller andet. Hvis det sker for os, bør vi, selv om vi ikke straks skal blive mistænksomme og tro at rosen ikke er oprigtigt ment, tænke på at den muligvis vil blive efterfulgt af nogle værdifulde forslag. Vær indstillet på at tage imod dem i ydmyghed.
Nødvendigt at have dømmekraft
Men der kræves mere end den rette sindsstemning for at forstå pointen i en vejledning. Vi behøver også dømmekraft. Husk at den der vejleder dig sandsynligvis har gennemtænkt denne samtale indgående og har bestræbt sig for at vælge de rette ord og tanker. Han nævner måske ikke engang direkte at der er tale om en vejledning; han siger simpelt hen at han har et „forslag“ at stille dig. Forstår du så pointen? Han vil også prøve på at være taktfuld og taler måske til dig på en indirekte måde, ja bruger måske en illustration. Det vil derfor være nødvendigt for dig at tænke, ikke blot på det der siges, men også på det der lades usagt for at undgå at såre dine følelser eller gøre dig forlegen. Måske du bedre får den fulde forståelse af hans ord ved at tænke på hvordan en der var mindre taktfuld og ikke så kærlig ville sige det til dig.
Lad os tage et eksempel fra virkeligheden. Vi har et godt eksempel i Bibelen, i Anden Samuelsbog 12:1-14. Kong David af Israel havde begået en alvorlig synd ved at begære en anden mands hustru, have kønslig omgang med hende og derpå lade hendes mand myrde. Jehova sendte profeten Natan for at give David den nødvendige irettesættelse. Natan begyndte med en illustration: „Der boede to mænd i samme by, en rig og en fattig.“ Disse indledende ord — og sikkert også Natans tonefald — burde have været nok til at få David til at tænke alvorligt. Men det var øjensynlig ikke tilfældet. Natan fortsatte sin illustration. Der kom en rejsende på besøg hos den rige mand, men i stedet for at tilberede et måltid til ham af sin egen store hjord, tog han den fattige mands eneste lille lam, der, som det var skik blandt fattige israelitter, var vokset op sammen med hans børn og var blevet ham som en datter. David, som tidligere havde været hyrde, blev optændt af harme. „Da blussede Davids vrede heftigt op mod den mand, og han sagde til Natan: ’Så sandt [Jehova] lever: den mand, som gjorde det, er dødsens.’“
Ja han blev optændt af vrede, men han havde ikke forstået pointen. Han havde ikke set sig selv som den rige mand, Urias som den fattige mand og Batseba som det lille lam. Han havde ikke fattet hvad Natan havde ladet være usagt, og derfor kunne det ikke længere være usagt. „Du er manden!“ var Natans næste ord, og hvor de ramte David! Men han tog dem ikke ilde op. Han bekendte ydmygt sin synd og affandt sig med straffen.
En kristen der vejleder en anden bør naturligvis ikke tale i gåder eller gå uden om sagen. Det gjorde Natan heller ikke. Han brugte en illustration for at berede vejen, men da denne viste sig at være utilstrækkelig blev han meget direkte. Læs resten af beretningen i Bibelen og du vil opdage at han på ingen måde bagatelliserede Davids synd. Men der var intet forkert i den måde hvorpå han fremholdt sin vejledning.
Når man bruger sin dømmekraft for helt at forstå en vejledning og drage nytte af den, bør man passe på ikke at gå til den anden yderlighed og lægge mere i ordene end den der vejleder en, gør. Brug din fantasi, men lad den ikke løbe af med dig, Hvis du gør det, kommer du måske til at nære uretfærdige og usande tanker om en som gjorde en oprigtig bestræbelse for at hjælpe dig.
En oprigtig vejledning er et udtryk for kærlighed, og den bør modtages på samme måde. ’Kærligheden holder ikke regnskab med forurettelser. Den tror alt’ — det vil sige alt hvad der er godt og opbyggende om andre. — 1 Kor. 13:4-7, NW; Ordsp. 27:6.
For at undgå misforståelser gør vi klogt i, når vi bliver irettesat, at lade den der vejleder os vide at vi virkelig har forstået pointen. En mere klartseende David ville have standset Natan ved slutningen af hans illustration og have sagt noget i retning af: ’Mener du mig og Urias?’ Havde han gjort det, kunne Natan måske have sparet nogle af sine mere direkte ord. Måske kunne han have ladet David selv afrunde vejledningen og have spurgt ham hvad han mente der skulle gøres ved sagen, før han bekendtgjorde Jehovas straf. Gør det derfor klart at du har forstået. Det vil give den der vejleder dig den tilfredsstillelse at vide at forslagene er blevet godt modtaget. Ellers vil han måske føle at han bør prøve igen og på en mere direkte måde, og dette kunne være til unødvendig irritation for begge.
Der er ingen tvivl om at vi har behov for at blive retledt når vi begår fejl — og fejl begår vi alle. Vejledning er til vort eget bedste, for „vel står det til, hvor mange giver råd“. Når vi ved hvordan vi skal give og tage imod vejledning, er vi med til at skabe gode og harmoniske arbejdsforhold. Det får os til at føle at vi udretter noget, at vi opbygger hinanden og har gensidig tillid til hinanden, så vredesudbrud og sårede følelser helt undgås. — Ordsp. 24:6.