Gengæld ikke nogen ondt med ondt
1. Hvorfor oplever vi nu „strenge tider“?
NÅR vi læser aviser nu om dage er det ikke svært at nå til den konklusion at menneskene er egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner, og at de har gudsfrygts skin men fornægter dens kraft. Der ser ud til at være mange onde mennesker, og de kommer længere og længere ud i det onde. Hvis en bedømmer tilstandene i verden på denne måde, skal han ikke tro at han er ved at få en negativ tankegang. Det er tværtimod et vidnesbyrd om at han ser kendsgerningerne i øjnene. Og han er ikke den første der har givet en sådan bedømmelse. En mand der levede for næsten 2000 år siden blev af Jehova Gud inspireret til at skrive profetisk om den tid hvori vi lever. Denne mand, apostelen Paulus, kaldte denne tid for de sidste dage og sagde: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider“ og derefter beskrev han folks indstilling og væremåde med netop de ord vi har brugt ovenfor. — 2 Tim. 3:1-5, 13.
2. Hvilke tilstande i Noas dage ligner tilstandene nu, og hvad sagde Jesus om dem?
2 Har der været noget andet tidspunkt i historien da menneskets ondskab har taget så stærkt overhånd som nu i tiden? Ja, der siges i beretningen om menneskeslægtens historie, i Første Mosebog 6:5, 11 og 12: „Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. . . . jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.“ Det er betryggende at vide at den almægtige Gud, Jehova, ikke lod disse forhold gå upåagtet hen, men at han greb ind og rensede jorden. Denne og andre udtalelser i Bibelen er en trøst for dem der hader alt ondt, for de viser at Gud griber ind når ondskaben tager overhånd. For os der lever i dag er disse strenge tider et af vidnesbyrdene om at Kristus Jesus er nærværende som konge i himmelen og at han hersker midt iblandt sine fjender. Da Jesus var her på jorden profeterede han som der står i Mattæus 24:37-39: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ I samme kapitel (vers 34) siger Jesus også: „Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ Eftersom afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning er nær, kan vi altså forstå hvorfor apostelen Paulus kaldte denne tid for de sidste dage. — Sl. 110:1, 2.
3. Hvordan reagerer folk på tilstandene i verden i dag?
3 Da nu de forhold råder som apostelen Paulus beskriver, og de bliver værre og værre, er der mange onde kræfter som gør deres indflydelse gældende på jorden og påfører mange mennesker lidelser. Der sker mange uretfærdigheder, og mange har måttet lide under det. I denne urolige voldshandlingernes tid reagerer folk forskelligt efter hvad de føler og tænker. Der er til stadighed krige, strejker, protestmarcher, optøjer, demonstrationer og gengældelseshandlinger for virkelige eller formodede uretfærdigheder. Nationalismen er også årsag til mange vanskeligheder. Nogle slutter sig sammen for at gå voldeligt til værks, mens andre prøver at udtænke andre måder hvorpå de kan reformere verden. Alle stilles over for spørgsmålet om hvordan de vil reagere og hvilken handlemåde de vil vælge.
4. Hvordan er den kristnes reaktion på de nuværende forhold?
4 Der er ingen tvivl om at de begivenheder vi hører om eller måske endog personligt oplever kan give anledning til harme, men den der virkelig er kristen må tænke på at sande kristne befinder sig i verden men ikke er en del af den og ikke er som den. (Joh. 15:17-16:4) Den kristnes reaktion må være at han tænker endnu alvorligere over Bibelens ord mens han iagttager hvordan forholdene udvikler sig i overensstemmelse med Bibelens profetier som de blev nedskrevet for århundreder siden, samtidig med at han ikke lader sig føre ind på et sidespor og afviger fra den handlemåde og det arbejde som er afstukket for sande kristne i denne tid. Hvis vi holder os Kristi Jesu eksempel for øje, vil det hjælpe os til at bevare ligevægten. Han var vidne til mange uretfærdigheder og meget ondt i verden — endog til at den retfærdige Johannes Døber blev uretfærdigt halshugget — men han prøvede ikke at reformere verden. Han gjorde det arbejde Gud havde udsendt ham for at udføre. Han blev ved med at forkynde Rigets budskab. — Joh. 9:4.
5. Hvad er begrundelsen for at elske sine fjender?
5 Jesus praktiserede det han prædikede. På et tidligt tidspunkt i sin lærergerning, nemlig da han holdt Bjergprædikenen, påpegede han gode grunde til at Guds børn endog skal elske deres fjender. „I har hørt at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Matt. 5:43-48) Det er indlysende at dette kræver både en moden tankegang og selvbeherskelse, foruden langmodighed, men det kan lade sig gøre med Guds ånds hjælp; som apostelen Paulus viser i Galaterbrevets femte kapitel er selvbeherskelse og langmodighed netop en frugt af Guds ånd.
6, 7. Nævn nogle af de tilfælde hvor Jesus udviste selvbeherskelse under lidelse.
6 Kristus Jesus havde evnen til at tænke besindigt og at beherske sine handlinger; han gengældte ikke ondt med ondt, heller ikke når han blev mishandlet og forfulgt. Da man uretfærdigt ville arrestere ham og en af dem der var sammen med ham huggede øret af ypperstepræstens træl, sagde Jesus til ham: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle?“ (Matt. 26:52, 53) Selv om Jesus altså havde mulighed for at kalde i hvert fald 60.000 engle til hjælp, udviste han selvbeherskelse.
7 Endnu senere, efter at han havde gennemgået megen ydmygelse og lidelse og hang døende på marterpælen, viste han heller intet tegn på had. „Jesus sagde: ’Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke hvad de gør.’ Og de delte hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem. Folket stod og så til; og rådsherrerne hånede ham også og sagde: ’Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.’ Også soldaterne spottede ham; de gik hen og rakte ham eddike og sagde: ’Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!’ Der var nemlig oven over ham sat en indskrift: Denne er jødernes konge. Og en af forbryderne, som hang der, spottede ham: ’Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!’ Da tog den anden til orde og irettesatte ham og sagde: ’Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.’ Og han sagde: ’Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!’ Og han sagde til ham: ’Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.’“ — Luk. 23:34-43, vers 43 efter New World Translation.
8. Hvad kan Jesu Kristi efterfølgere forvente?
8 I det kapitel hvori Paulus skrev om de sidste dage, sagde han om de kristne: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Det hører altså med til at være en sand kristen at man kommer ud for forsmædelse, forfølgelse og lidelse, og det er grunden til at det er så vigtigt for os at holde os Jesu eksempel for øje — hans selvbeherskelse og forstandighed. Peter siger: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, ’han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig’ han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:21-23.
9. Hvilket råd gives der i Romerbrevets tolvte kapitel til dem der lever i onde dage?
9 De der gik i Kristi fodspor som Guds tjenere i det første århundrede blev mange gange dårligt behandlet af onde mennesker. Det er en kendt sag at de kristne blev forfulgt i romerriget. De voksede i antal, men når de blev forfulgt gjorde de ikke det som syndige mennesker ville synes var „naturligt“, nemlig at gengælde ondt med ondt. De måtte overvinde trangen til at reagere på den måde, forny deres sind, sådan som den ofte forfulgte apostel Paulus havde forklaret: „Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne. . . . vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen! Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke! Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer. Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’ Men ’dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ — Rom. 12:1, 2, 12, 14, 17-21.
10. Hvordan kan vi undgå at ville gengælde ondt med ondt?
10 Den eneste måde hvorpå man kan undgå at gøre sig skyldig i den alvorlige synd at gengælde ondt med ondt, er at opelske samme sindsindstilling som den Jesus havde. Den vil tjene som en beskyttende rustning. Peters råd lyder: „Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind (thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden).“ — 1 Pet. 4:1.
11. (a) Hvad skete der med Dina, og hvorfor kom hun i vanskeligheder? (b) Hvilken synd gjorde Simeon og Levi sig skyldige i efter at deres søster var blevet krænket? (c) Hvad blev følgen for Simeon og Levi fordi de gengældte ondt med ondt?
11 Når vi læser Bibelen bliver vi klar over hvorfor dette er et godt råd til onde dage. I Første Mosebog, kapitel 34, har vi beretningen om Dina. Meget uklogt begyndte denne datter af Jakob at omgås dem som ikke tilbad Jehova Gud eller overholdt hans lov. Dette førte til at hun blev krænket af en ung mand ved navn Sikem. Der skete således Dina noget ondt. Hendes fader Jakob viste ikke nogen gengældelsens ånd, men hans sønner blev vrede og planlagde at tage hævn over Sikems indbyggere. Simeon og Levi slog alle mændene ihjel i den by hvor deres søster var blevet krænket, og deres brødre hjalp dem med at plyndre byen. Simeon og Levi pådrog sig især blodskyld, og deres fader billigede ikke deres handling. Senere, da Jakob lå på sit dødsleje og tiden kom da han skulle velsigne sine sønner, sagde han om dem: „Simeon og Levi det broderpar, voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min sjæl ej møde, i deres forsamling tager min ære ej del; thi i vrede dræbte de mænd, egenrådigt lamslog de okser. Forbandet være deres vrede, så vild den er, deres hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!“ (1 Mos. 49:5-7) I Simeons og Levis tilfælde medførte det ikke noget godt at de gengældte ondt med ondt.
12. (a) Hvilken velsignelse fik Josef af Jakob, i modsætning til Simeon og Levi? (b) Hvad havde gjort Josef fortjent til denne velsignelse?
12 Josef lagde derimod en anden ånd for dagen og fik denne velsignelse af sin fader: „Din faders velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre!“ (1 Mos. 49:26) Forud herfor havde Josefs brødre gjort ham meget ondt ved at sælge ham som træl hvorved han var kommet ned til Ægypten. Som følge af Jehovas velsignelse fik Josef efterhånden en fremtrædende stilling og stor magt i dette land. Da der indtraf hungersnød rejste hans brødre til Ægypten for at købe korn. Den mægtige Josef var ikke opfyldt af hævnfølelse mod dem. Han gengældte ikke ondt med ondt, men viste kærlighed og var rede til at tilgive. „Så faldt han grædende sin broder Benjamin om halsen, og Benjamin græd i hans arme. Og han kyssede alle sine brødre og græd ved deres bryst; og nu kunne hans brødre tale med ham.“ (1 Mos. 45:14, 15) Denne handling førte til noget godt. Hele familien blev genforenet og med Josefs hjælp overlevede den hungerperioden.
13. (a) Hvilken skare mennesker kom i Israel til at døje meget ondt? (b) Hvilket eksempel har vi herpå i Davids liv? (c) Hvilket råd giver Jakob på baggrund af disse erfaringer?
13 Ikke alle Jakobs efterkommere fulgte hans eksempel. Nogle var årsag til ondt, mens andre måtte lide ondt. Blandt dem der måtte døje mest ondt var Jehovas profeter som talte i hans navn. Deres lidelser blev hovedsagelig påført dem af deres eget folk som havde mistet Jehovas ånd og givet efter for kødets tilbøjeligheder. En af de mest fremtrædende mænd i folket var Saul, den første konge. Han havde mange muligheder for at gøre godt, men i stedet for handlede han dåragtigt, holdt ikke Guds bud og nød derfor ikke Jehovas gunst. Hans samtidige, David, blev velsignet af Jehova med sejren over Goliat. Derfor blev Saul bange for David, kom til at hade ham og lagde planer om at dræbe ham. Selv prøvede Saul at gennembore David med sit spyd, men David undslap. Atter og atter søgte Saul at gøre David ondt. Alligevel lagde David Guds ånd for dagen og lod sig ikke provokere til at gengælde Saul ondt med ondt. David havde medlidenhed med Saul og var besluttet på at lægge sagen i Jehova Guds hånd. (1 Sam. 18:15, 25; 19:10, 11; 24:4-15) David var kun en af de profeter der led ondt; der findes mange andre som er et godt eksempel for os. Det er tydeligt at de der var langmodige over for dem der gjorde dem ondt, havde Guds gunst. Lad os gøre det samme: „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ — Jak. 5:10, 11.
[Illustration på side 8]
Josefs brødre havde gjort ham meget ondt; men han gengældte ikke ondt med ondt efter at han havde opnået en høj stilling i Ægypten