Hvordan man overvinder det onde med det gode i vor tid
1, 2. (a) Hvilke former for ondt har Jehovas vidner måttet lide i dette århundrede? (b) Har dette trukket dem bort fra deres kristne arbejde? (c) Hvorfor har Jehovas vidner ført sager for domstolene? (d) Hvilke ord at Jesus har styrket og trøstet dem?
JEHOVAS VIDNER har i dag pligt til at udbrede den gode nyhed om Guds rige og leve efter Guds ord og lov. Som følge af at de oprigtigt tilbeder Jehova Gud, er de ofte blevet udsat for hård forfølgelse. Nogle er blevet slået ihjel på grund af deres tro. Andre er blevet hånet og spottet og har måttet lide mange uretfærdigheder. Man har løjet om dem og nægtet dem deres rettigheder. Deres børn er blevet bortvist fra skoler. Deres huse og ejendele er blevet ødelagt. De er blevet påtvunget blodtransfusioner. Nogle har fået deres virksomhed ødelagt eller har mistet deres arbejde på grund af deres tro. Man kan sandelig sige at der er blevet øvet ondt imod dem. Men under alt dette har den nye verdens samfund af Jehovas vidner ikke glemt hvad dets opgave er — at forkynde den gode nyhed om Riget. Dog har kristne ret til at forsvare sig ved at gå rettens vej når de forfølges, og Jehovas vidner har ofret meget for at ’forsvare og juridisk befæste den gode nyhed’. — Fil. 1:7, NW.
2 Jehovas vidner er taknemmelige for den gode vejledning de får gennem Guds ord, for den har hjulpet dem til at undgå hævnlyst, sådan at de ikke er mødt i retssalene med det formål at få hævn. De har husket Jesu ord i Mattæus 10:18-28: „Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene. Men når man stiller jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer. Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel. Og I skal hades af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst. Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer. En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre. Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester, og tjeneren, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans husfolk? Frygt altså ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt. I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret! Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.“ Jehovas vidner træder frem for herskere og dommere for at aflægge vidnesbyrd, ligesom Jesus selv gjorde.
3. Vis med et eksempel hvorfor man ikke bør angribe sine forfølgere.
3 De kristne stoler helt på Jehova Gud og frygter ikke dem der kan dræbe legemet. De bliver aldrig så kødeligsindede at de begynder at organisere overfald på deres forfølgere. En fremtrædende forfølger af de første kristne var farisæeren Saulus af Benjamins stamme. Men selv om de kristne vidste at Saulus var en fjende og forfølger, prøvede de aldrig på at dræbe ham. Hvis de havde gjort gengæld mod ham og havde angrebet ham og dræbt ham, ville det afgjort have været ondt. Så længe et menneske — selv en forfølger — er i live, kan den kristne leve i det håb at vedkommende en dag erfarer sandheden om dem han forfølger og, hvis han har et godt hjerte, bliver som Saulus, der, da han så lyset, blev kristen og tog den rene tilbedelse op. Vi kan altid nære det håb at mange vil være som han, at de vil vende om og begynde at tilbede den sande Gud, Jehova. — Apostlenes Gerninger, kapitel 9.
4. Hvilket syn bør Guds tjenere have på dem der øver ondt?
4 Hvad angår dem der ikke har et oprigtigt hjerte som Saulus, men virkelig er uforbederligt onde, så er det også i sådanne tilfælde vigtigt for den kristne at bevare den rette holdning og i tro bie på Jehova, der siger: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne. Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm. Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på [Jehova], skal arve landet.“ (Sl. 37:1, 2, 8, 9) Der er ingen tvivl om at Jehova vil gribe ind. Jehova ved hvad der bor i alle menneskers hjerter, og han vil selv vide at tage sig af de onde. Det kan vi være sikre på. Jesus opmuntrede os til at se sådan på sagen: „Skulde Gud da ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, selv naar han er langmodig imod dem? Jeg siger eder, han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskets Søn kommer, mon han da vil finde Troen paa Jorden?“ — Luk. 18:7, 8, Kalkar.
Fordele ved selvbeherskelse
5. Hvorfor er det godt at kunne beherske sig?
5 Jehova har været yderst langmodig over for de onde, og heri er han et eksempel for os, hans skabninger på jorden. Han ved hvordan mennesket er, svagt og ufuldkomment, men han dømmer enhver efter hvad der bor i hans hjerte. Hvis Jehova kan være langmodig over for ufuldkomne mennesker, må vi også søge at være det. Det er en af åndens frugter og hører sammen med selvbeherskelse. Der er klare fordele ved at lære at finde sig i andres angreb og udvise selvbeherskelse. Selv kristne er ufuldkomne og kan forsynde sig mod andre. En smule selvransagelse kan måske gøre det tydeligere for os. Findes der nogen som kan sige at han aldrig har forløbet sig over for en i hans egen familie? Kan du huske et tilfælde hvor du har forløbet dig? Tænk over det og stil dig selv følgende spørgsmål: Hvad gavnede det? Kom der noget godt ud af at jeg mistede besindelsen? Resulterede det i at vi begyndte at råbe op eller skændes? Kom jeg senere til at betragte hændelsen fra et modent synspunkt?
6. Hvordan bør forældre tugte uartige børn?
6 Det er en kendsgerning at det er skadeligt for helbredet at miste besindelsen. Hvis forældre plejer at forløbe sig inden for familiekredsen vil det i nogen grad gå ud over dem selv og deres eget helbred, men desuden kan det bevirke at børnene bliver nervøse, indesluttede, eller endog alvorligt syge. Dette vil ikke sige at forældre altid skal lade deres børn gå fri når de har gjort noget forkert. Det ville være i strid med Bibelen. Undertiden er det nødvendigt at tugte, og det er bibelsk rigtigt at gøre det. Men kloge forældre vil bevare roen når de tugter deres børn. Nogle som har mistet besindelsen har tilføjet deres børn skade, ja nogle har endog dræbt et barn mens de har tugtet det. Et barn som ikke tugtes vil imidlertid falde uheldigt ud og vil blive en skuffelse for sine forældre når det vokser op; det er derfor værdifuldt at tugte, og det kan undertiden være nødvendigt at give små børn smæk. Lad os tage hensyn til de bibelske råd: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ — Ef. 6:4; 4:31, 32.
7. Hvordan bør man betragte overtrædelser som begås af andre i menigheden?
7 Paulus’ ord som vi citerede fra Efeserbrevet 4:31, 32, gælder også i menigheden. Efterhånden som vi nærmer os afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning må vi lære at bevare et meget nært forhold til hinanden i menigheden, at elske hinanden og være glade for at omgås hinanden. Djævelen er rasende og ved at hans tid er kort; derfor forårsager han mange vanskeligheder for Guds folk, men i menigheden kan vi finde kærlighed og hjælp og blive styrket til at klare de næste dages prøver eller problemer. Peter udtrykte det på denne måde: „Alle tings ende er nær; vær derfor besindige og ædru, så I kan bede. Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’“ (1 Pet. 4:7, 8) Peter så meget modent på sagen og tog i betragtning at der ville forekomme synder eller overtrædelser. Men her spiller den kristne kærlighed ind. Nogle gør fejl, andre er ubetænksomme, men idet vi vokser til modenhed og har Jehovas ånd lærer vi at tilgive hinanden. I første omgang er det måske udelukkende overtræderen, den der gjorde uret, der har gavn af denne tilgivelse, men senere vil den også gavne os selv. Hvis vi gengælder ondt med ondt i stedet for at tilgive, kan vi komme til at stå som overtrædere over for vor himmelske Fader. Derfor gav Jesus dette råd: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15.
8. Hvordan skal man bilægge en uoverensstemmelse med en broder eller en søster?
8 Selv når det drejer sig om en alvorlig forsyndelse — når en i menigheden har gjort noget som du måske synes er meget groft eller ondt — må dette problem løses efter den regel Jesus opstillede: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at ’enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.’ Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden.“ (Matt. 18:15-17) Dette råd er godt, såvel for den kristne familie som for menigheden. Både i menigheden og i familien får man bedst en overtrædelse ud af verden ved at tale om problemerne. Gengælder man ondt med ondt eller fornærmelse med fornærmelse, kan menighedens enhed komme i fare, eller familien kan splittes. Så hvis nogen begår en forseelse som man ikke kan tilgive (og dermed glemme), er det bedst at tale om tingene og få sagen bilagt så den ikke berøver en den glæde som skulle findes i enhver indviet familie og menighed. Vi kan bede Jehova om mod og styrke til at følge hans råd; på dette grundlag kan vi derpå gå i gang med at løse problemet, og resultatet vil blive godt.
Tilsynsmænd
9. Hvilken vejledning må tilsynsmanden følge når han skal behandle problemer, selv om han måske udsættes for et hårdt pres i forbindelse med sit arbejde?
9 Undertiden må menighedens tilsynsmand tage sig af en som har en forkert opfattelse af et lærespørgsmål. Nogle betvivler meget tåbeligt eller uforstandigt sandheden eller har en anden mening end Bibelen og er derved årsag til vanskeligheder i menigheden. Men også her siger Jehovas vejledning at man må udvise selvbeherskelse og bevare roen. Der er ingen grund til at indlede en strid. Det vil der ikke komme noget godt ud af. Under inspiration af Guds ånd gav Paulus dette råd til Timoteus: „Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred [behøver ikke at strides, NW], men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt [må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, NW]. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje.“ (2 Tim. 2:23-26) Ved at følge dette råd lægger tilsynsmanden kristen modenhed for dagen.
10. Hvordan er Paulus et eksempel i sin adfærd over for dem der voldte skade?
10 Selv når nogle går så vidt at de mister troen og forsøger at volde skade, må tilsynsmanden lægge bånd på sig selv og bevare mildheden. Apostelen Paulus kom ud for sådanne mennesker, og beretningen viser at han bevarede fatningen. Han siger i Første Timoteusbrev 1:18-20 og Andet Timoteusbrev 4:14: „Du . . . skal stride . . . med tro og en god samvittighed. Den har nogle kastet over bord, og derved har de lidt skibbrud på troen; blandt dem er Hymenæus og Aleksander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud.“ „Aleksander Smed har voldet mig meget ondt, Herren vil gengælde ham hans gerninger.“ Paulus varetog altså sine pligter som tilsynsmand på rette måde, uden at tilføje overtræderne skade.
11. Hvordan bør tilsynsmanden reagere over for brødrene hvis de ikke støtter ham i det han gør?
11 Undertiden får en tilsynsmand ikke den støtte han kunne forvente fra andre i menigheden. Det kan være en temmelig hård prøve på hans selvbeherskelse og langmodighed. Også her er Paulus et eksempel. Engang da han led ondt under forfølgelse, undlod andre indviede kristne at hjælpe eller støtte ham. Ønskede han da ondt over dem? Nej, han udviste atter kristen modenhed og hentede styrke og hjælp fra en himmelsk kilde. Han siger selv om dette tilfælde: „Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. Gid det ikke må blive dem tilregnet! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab.“ (2 Tim. 4:16, 17) Han var tilgivende og ønskede ikke at Jehova skulle tilregne dem det.
12. Hvilken ånd bør tilsynsmanden hele tiden søge at fremelske i menigheden?
12 Ikke alene må tilsynsmanden selv eje denne besindige, modne indstilling og ikke ønske at gøre gengæld, men han må også prøve at vise andre i menigheden hvordan de kan følge denne adfærd. Tilsynsmanden sætter meget pris på at menigheden samarbejder med ham i alle åndelige spørgsmål. Som tilsynsmand tilskyndede Paulus brødrene til at have den rette ånd. Han skrev: „Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld. Hold fred med hverandre! Og vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ — 1 Tess. 5:12-15.
13. Hvordan er åndens frugt til gavn for alle i menigheden?
13 Hvis tilsynsmændene og alle i menigheden bærer åndens frugter, vil menigheden være stærk og der vil råde enhed og fred i den. Læg mærke til hvad Paulus omtaler som åndens frugter: „Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, NW]. Mod sligt er loven ikke. Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer. Lever vi i Ånden, da lad os også vandre [vandre sømmeligt, NW] i Ånden.“ (Gal. 5:22-25) Alt dette er godt for den kristne og vil gavne dem han færdes iblandt. En menighed hvori alt foregår sømmeligt er en velsignelse for alle.
14. (a) Hvordan kan kødets gerninger skade andre? (b) Hvad må man gøre hvis nogle i menigheden lægger disse gerninger for dagen?
14 I modsætning hertil vil hver eneste af kødets gerninger skade en selv og andre, og derfor bør man undgå dem. „Og kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ (Gal. 5:19-21) Enhver i menigheden som øver en af disse onde gerninger, begår en overtrædelse, ikke blot mod menigheden men også mod Jehova. Hvis det sker må menigheden skride ind og tugte, ikke hævngerrigt eller ved at gengælde ondt med ondt, men ved at gennemføre Guds retfærdighed og bevare menighedens renhed. Hvis man ejer selvbeherskelse vil man imidlertid ikke øve disse kødets gerninger.
Det rette syn på sagen
15. Hvordan må kristne betragte forfølgelsen og deres forfølgere?
15 Det kan forekomme meget svært at opøve denne selvbeherskelse som Bibelen taler om, men det kan gøres, og Guds tjenere har gjort det i mange århundreder. (Jak. 5:10, 11) Ingen af os synes om at se nogen øve ondt. På en måde ynkes vi over de mange mennesker som ud over hele jorden øver ondt her i „de sidste dage“. De vækker virkelig medynk. Mange som skader Guds folk og tilføjer dem ondt, gør det uden tvivl fordi de er forkert underrettet. Nogle har fået forkerte oplysninger eller en dårlig opdragelse. Andre følger blot kødets tilbøjeligheder uden at tænke på om noget er godt eller ondt, rigtigt eller forkert. Jesus sagde om dem der forfølger Guds folk: „De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig.“ (Joh. 16:2, 3) Vi kan her se hvordan Jesus betragtede forfølgerne. De manglede kundskab om Faderen og Kristus, og det var grunden til at de ville blive mordere. I sådanne tilfælde er det altid klogt af en kristen at bede Jehova om hjælp og ledelse og om at Guds ånd må være med ham. Det gjorde de første kristne da de blev forfulgt. (Ap. G. 4:24-31) Og fordi de forstod hvad det hele drejede sig om, var de i stand til at udholde ondt og alligevel bevare glæden uden at komme bort fra det der var deres opgave. Forfølgerne „kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. — Ap. G. 5:40-42.
16. Hvordan bør man svare i en kritisk situation?
16 Hvis vi øver gengæld på en eller anden måde eller svarer igen med skældsord, sker der måske blot det at sagen kompliceres for os eller at modstanderen volder os fortræd. Det er derfor godt at huske rådet i Ordsprogene 15:1: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ Dette gælder uanset om man står over for forfølgelse eller har vanskeligheder i familien eller menigheden. Fejder gavner ingen; hele familier er undertiden blevet udslettet på grund af fejder og hævnlyst. Andre har det sådan at de ikke vil tale med hinanden. Men dette skaber også splittelse i familien eller menigheden. Husker vi hvad der skete ved Babelstårnet? Så snart folk ikke kunne meddele sig til hinanden, var der sat en stopper for alt hvad de forsøgte at udrette. Det kan vi lære af. Det er gavnligt for os at tale med hinanden når vi søger at udrette noget i fællesskab og omgås hinanden i mildhed. — 1 Mos. 11:7, 8; Mal. 3:16.
17, 18. Hvordan kan sandheden og kristen tålmodighed påvirke vore fjender?
17 Vi må lade os lede af Guds ord og ånd. Vi må hele tiden huske på at sandheden kan ændre folks indstilling. Forfølgere kan begynde at tilbede Gud, forbrydere kan blive lovlydige, slagsbrødre kan blive fredelige — men først må sandheden trænge ind i deres sind og hjerte. Vær altid rede til at gøre godt mod alle. Det kan medføre mange velsignelser, i harmoni med det der siges i Ordsprogene 25:21, 22. Jehovas vidners årbog for 1967 giver dette gode eksempel:
„Ved at vise gæstfrihed har Jehovas vidner undertiden haft lejlighed til at hjælpe nogle til kundskab om sandheden. (Hebr. 13:2) Det fremgår af følgende eksempel: På vejen hjem fra et bibelstudium mødte en søster moderen til en ung kvinde som hun havde studium med. Da hun så at kvinden var bleg og rystede over hele kroppen, tænkte hun at hun var syg og inviterede hende indenfor og var så venlig mod hende som muligt, selv om kvinden var modstander af sandheden.
Pludselig brast damen i gråd og sagde til søsteren: ’Hvorfor gør De alt det for mig? . . . Hvis De bare vidste . . .’ Søsteren svarede at hun som et af Jehovas vidner forsøgte at vise næstekærlighed, og at hun troede at damen var syg og derfor prøvede at vise hende lidt omsorg. Da brast det ud af kvinden: ’Jeg er ikke syg. Jeg kom for at slå Dem ihjel fordi De har stjålet min datters kærlighed så hun nu foretrækker Gud.’ Søsteren forklarede at Bibelen formaner børn til at ære deres forældre og at den ikke skiller moder og datter men snarere knytter dem nærmere sammen. Efter at have tænkt lidt over det svarede kvinden: ’De tager min datter fra mig en gang hver uge, for De tager jo hen og besøger hende.’ Søsteren foreslog da at damen også tog med til studiet, aftalte tidspunktet i den kommende uge og fulgte derpå damen hjem.
Søsteren havde lidt besvær i begyndelsen men fik gode resultater. Kvinden er nu et vidne, og det samme er hendes mand. Denne nye søster er oppe i årene og kan derfor ikke gå så meget ud som hun gerne ville, men hun gør sig nyttig ved at passe sin datters børn, så datteren ofte kan være feriepioner. Og hvad mere er: hendes kærlighed til sandheden har sat hende i stand til at hjælpe en af sine naboer til også at blive en forkynder af Riget.“
18 Hvis søsteren havde undladt at gøre godt mod damen fordi hun var modstander af sandheden, ville hun ikke have fulgt Jesu råd i Mattæus-evangeliets femte kapitel. Men da hun ikke gengældte ondt med ondt men viste kærlighed, selv mod en fjende, blev hun velsignet med gode resultater. Der er gode grunde til at Jehova vil have at vi skal vise at vi er hans børn ved at elske vore fjender.
19. Hvordan viser vi at vi ikke er blevet overvundet af det onde her i „de sidste dage“?
19 Selv om vi som kristne er omgivet af alle former for ondskab her i de sidste dage for Satans styre over denne ordning, må vi blive ved med at overvinde det onde med det gode. Vi må ikke lade det onde trække os bort fra vort tildelte arbejde — at udbrede den gode nyhed om Guds rige — som vi udfører til gavn for vore medmennesker. Tænk på hvad Paulus skrev: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ Ifølge dette vil man kun blive overvundet af det onde hvis man lader sig overvinde. Det er altså noget vi selv er herre over, med Jehovas hjælp, og vi bør hele tiden bede om denne hjælp. Lad dig derfor ikke overvinde af det onde. Gengæld ikke nogen ondt med ondt. — Rom. 12:17-21.