Spørgsmål fra læserne
● Kan en kvinde som har fået et dødfødt barn med rimelighed forvente at barnet vil få en opstandelse hvis hun forbliver trofast mod Gud? — J. R., England.
Lad os med det samme sige at vi oprigtigt føler med de kvinder som har oplevet dette. Vi erkender at det er en meget sørgelig oplevelse, og det understreger endnu en gang vort behov for Guds nye orden, hvor „der . . . ingen død [skal] være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. (Åb. 21:4) Først da vil sådanne tragiske følger af menneskets ufuldkommenhed være udelukket.
Når en kvinde undfanger, idet et æg befrugtes af en mandlig sædcelle, gives livet videre. I Guds øjne er det levende foster i livmoderen en sjæl, og under normale omstændigheder vil det med tiden blive et selvstændigt individ over for Gud. Ifølge Moseloven skulle en mand, hvis han kom til at støde til en frugtsommelig kvinde og hun mistede barnet, bøde „sjæl for sjæl“. (2 Mos. 21:22, 23, NW) Det er af den grund svangerskabsafbrydelse set fra et bibelsk standpunkt må betragtes som mord. — 2 Mos. 20:13; 1 Pet. 4:15.
I nogle tilfælde sker det at fosteret, som følge af sygdom eller en ulykke, dør før det er fuldt udviklet. Mens de umiddelbare årsager til sådanne aborter og dødfødsler er mange, er den egentlige årsag dog den menneskelige ufuldkommenhed, og med hensyn til ufuldkommenhedens endelige ophør må vi se hen til Gud.
Hvordan forholder det sig med muligheden for en opstandelse i disse tilfælde? Opstandelse vil sige en oprejsning til liv igen. De tilfælde der nævnes i Bibelen hvor mennesker er blevet oprejst til jordisk liv igen, tyder på at personen vender tilbage til livet på samme fysiske og mentale stade som da døden indtraf. (2 Kong. 4:17-36; Ap. G. 20:9-12) Overfører vi dette på en abort eller dødfødsel, er det da rimeligt at slutte at Jehova engang i fremtiden vil indføre et delvis udviklet foster, eller måske flere fostre, i en kvindes moderskød? Nej, det synes ikke at være rimeligt, og det er heller ikke sandsynligt at de kvinder som har haft denne sørgelige erfaring forventer dette.
Endvidere kan anføres at opstandelsen er for mennesker der har levet som enkeltpersoner for Jehovas åsyn. Selv et barn som kun har levet ganske kort tid efter fødselen har eksisteret som et selvstændigt individ. Men et uudviklet foster eller et dødfødt barn har aldrig levet som et særskilt og selvstændigt individ, selv om det fra et bibelsk standpunkt blev betragtet som en „sjæl“ mens det var under udvikling. Det ser derfor ud til at disse tilfælde ikke falder ind under den opstandelse som Bibelen giver løfte om. — Ap. G. 24:15.
Vi forstår fuldt ud at denne opfattelse måske vil være en skuffelse for nogle. Men vi kan forsikre alle om at den ikke er udtryk for ufølsomhed eller dogmatisme. Vi giver simpelt hen et ærligt og oprigtigt svar på grundlag af det vi læser i Guds ord. Vi understreger at vi ikke er i stand til at sige hvordan det vil gå i de enkelte tilfælde. Alle slags grænsetilfælde kunne anføres, men om dem må vi sige: Det er Gud der dømmer og ham der afgør sagen da han kender alle omstændighederne.
Vi ved at Jehova er fuldkommen i visdom, barmhjertighed og retfærdighed. Han er „en trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru“. (5 Mos. 32:4) De kristne bør nære stadig større tillid til ham og hans løfte: „Du lærer mig livets vej; man mættes af glæde for dit åsyn, livsalighed er i din højre for evigt.“ (Sl. 16:11) Vi opfordrer derfor indtrængende alle som har haft den sørgelige oplevelse som vi her har talt om, at overlade sagen i Jehovas hånd, i tillid til at han vil gøre det der er rigtigt og retfærdigt. — Job 34:10, NW; 1 Mos. 18:25.
● Hvad mente Paulus da han i Første Korinterbrev 13:8 skrev at ’kundskaben skal forsvinde’? — R. M., U.S.A.
Undersøger vi sammenhængen ser vi at apostelen Paulus tænkte på overnaturlig kundskab, som var en af den hellige ånds mirakuløse gaver. Det var denne kundskab der med tiden ville ophøre.
I det foregående kapitel skrev Paulus om åndens „forskellige nådegaver“. De mirakuløse gaver omfattede evnen til at helbrede, at profetere, at tale forskellige tungemål, og at tale med kundskab. (1 Kor. 12:4-11) Det var ikke almindelige evner eller færdigheder. Evnen til at helbrede skyldtes ikke lægevidenskabeligt studium, og evnen til at tale i tunger skyldtes ikke sprogstudium. Nej, disse evner var mirakuløse. I overensstemmelse hermed var den nævnte „kundskab“ ikke almindelig kundskab som man tilegnede sig gennem erfaring, iagttagelse eller studium af bøger, som Bibelen. Det var en overnaturlig kundskab som skyldtes den hellige ånd.
Der findes flere eksempler på at Jehova kunne give mennesker overnaturlig kundskab: Da Lazarus døde var Jesu rejseledsagere ikke klar over at den syge Lazarus var afgået ved døden, men alligevel vidste Kristus det. (Joh. 11:5-14) Ved en tidligere lejlighed forstod en samaritansk kvinde ved en brønd at Jesus var en profet, fordi han på overnaturlig vis havde kundskab om hendes fortid og hendes ægteskabelige status. (Joh. 4:16-19)
Læg også mærke til følgende tilfælde som har at gøre med apostlene efter pinsen år 33: Da Ananias i hemmelighed ’løj imod Helligånden’ havde apostelen Peter mirakuløst kendskab til det. — Ap. G. 5:2-4.
Bibelen beskriver ikke i detaljer hvordan den mirakuløse kundskab kom til udtryk, men det er tænkeligt at denne evne også blev brugt på anden måde. I kristendommens barndom kan Gud have givet menighederne overnaturlig kundskab for at styrke dem. De første kristne var levende interesseret i Skrifterne, men de havde ikke så mange eksemplarer af Guds ord som man har i dag. Menighederne havde heller ikke opslagsbøger og studiebøger hvor de kunne læse hvordan „det styrende råd“ af apostle og ældste i Jerusalem forstod Guds ord. Desuden var samfærdselsmidlerne ikke så gode som nu. Der kunne gå flere måneder før man fik svar på et spørgsmål som pr. brev eller bud blev sendt til en apostel eller „det styrende råd“. — Ap. G. 15:2, 30; 16:4.
Ved et menighedsmøde et eller andet isoleret sted, midt i et hedensk samfund, ville overnaturlig kundskab som kom til udtryk på mirakuløs måde, derfor være til stor opbyggelse og opmuntring for de kristne. Der kunne opstå et spørgsmål eller et problem, og Gud kunne give løsningen eller svaret gennem en der havde gaven til at „tale med kundskab“. Det kunne ske ved at vedkommende genkaldte sig et skriftsted han tidligere havde læst og nu pludselig forstod skriftstedets anvendelse, selv om menigheden ikke havde bogrullen med skriftstedet.
Ville denne overnaturlige kundskab altid være til stede blandt de kristne? Nej. Ikke engang alle de kristne i det første århundrede havde denne kundskab. (1 Kor. 12:28-30) Desuden ville den sande kristne lære med tiden blive fuldstændig fastslået og den kristne menighed organiseret. Så ville behovet for de mirakuløse gaver, deriblandt „kundskab“, ophøre. Derfor skrev Paulus: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ — 1 Kor. 13:8.
I dag er Bibelen tilgængelig i hele verden, på mange hundrede sprog. I modsætning til de første kristne menigheder har vi nu alle De kristne græske Skrifter, med profetier som opfyldes for vore øjne, samt oplysninger om anvendelsen af profetier fra De hebraiske Skrifter. Den „tro og kloge tjener“, som består af salvede kristne, har udarbejdet utallige bibelske bøger og blade de sande tilbedere kan læse. — Matt. 24:45, 47.
Så selv om Gud ikke mere uddeler kundskabens mirakuløse gave, er vi på ingen måde ringere stillet. Vi har meget som kan hjælpe os i vor søgen efter nøjagtig kundskab der fører til livet. (Joh. 17:3, NW) Snart vil vi opleve den tid da „landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.