Hvor findes sandheden?
Sandheden frigør, men hvor finder man den?
DA JESUS KRISTUS blev forhørt af den romerske landshøvding Pontius Pilatus sammenfattede han sit svar på de falske anklager der var rettet imod ham, i følgende udtalelse: „Dertil er jeg født, . . . at jeg skal vidne om sandheden.“ Landshøvdingen svarede med et spørgsmål: „Hvad er sandhed?“
Pilatus var udnævnt til at styre et område der i århundreder havde været jødedommens center. Og nu havde de jødiske ypperstepræster sat en klemme på ham så han var tvunget til at dødsdømme en mand hvis uskyld han åbenbart var overtydet om. Han havde grund til at spørge: „Hvad er sandhed?“
Men der er ikke noget som tyder på at Pilatus virkelig søgte efter sandheden. Han overgav Jesus til at blive henrettet og vaskede sine hænder — fralagde sig ansvaret. Han var tydeligt nok betænkelig ved situationen, men ikke betænkelig nok. — Joh. 18:37, 38; 19:12-16.
Mange er i dag som Pilatus: tvivlrådige og betænkelige når det gælder sandheden. Når spørgsmålet om sandheden bliver bragt på bane, tænker de måske på deres egen kirke, deres egen tro. Men i de senere år er der sket så meget i den religiøse verden at mange oprigtige mennesker er blevet ganske forvirrede. Når de hører eller læser om hvad der foregår inden for kirkerne, begynder de alvorligt at tvivle på om deres kirke virkelig ejer sandheden. De tror stadig på Gud, men findes Gud i deres kirke? Ja, har han nogen sinde været der? Har sådanne tanker også strejfet Deres sind?
Hvordan man afgør om noget er sandt
Men er sandheden virkelig så svær at få øje på? Måske har De hørt nogen bruge det udtryk at en erklæring eller en opfattelse „bærer sandhedens præg“. Hvad vil det egentlig sige? Det vil sige at udtalelsen eller opfattelsen lyder rigtig. Sandhed er det der „stemmer med kendsgerningerne“. Når man hører noget nyt som man ved er i harmoni med andre ting der bygger på kendsgerninger, kan man med det samme sige: „Det er rigtigt.“ Det lyder fornuftigt. Man har ikke svært ved at acceptere det.
Det kan også godt være at kilden til de oplysninger man får, har betydning for om man kan acceptere dem. Hvis de kommer fra en kilde som man ved altid er pålidelig, fordomsfri og velinformeret, har man ikke vanskeligt ved at erkende at de pågældende oplysninger bærer sandhedens præg.
Hvordan forholder det sig nu med det De hører og læser i forbindelse med Deres egen kirke? Giver det Dem en tillid som ovenfor beskrevet? Har De let ved at få det De lærer, til at stemme med kendsgerningerne? Lyder det fornuftigt? Er De overbevist om at Deres religiøse vejledere er oprigtige? Lever de selv efter det de siger? Flere og flere har vanskeligt ved at svare ja på sådanne spørgsmål.
En sandhedens bog
Men vil det sige at der ingen sandhed findes nogen steder? Nej, slet ikke. De er sandsynligvis medlem af Deres kirke fordi De altid har følt at den tilhørte Gud og gik ud fra hans ord, Bibelen. Muligvis er De først nu begyndt at læse i Bibelen selv og har svært ved at få det De læser til at harmonere med det Deres præst siger.
Måske har De altid betragtet Deres kirke som den rette fordi den er så gammel. Men Bibelen er ældre, og alt det den siger, stemmer stadig med kendsgerningerne. Det den lærer, er stadig fornuftigt. De der skrev den, har ikke mistet noget af den enestående oprigtighed som giver dem ærlighedens stempel. Ingen har virkelig kunnet modsige den, og dag efter dag viser det sig at dens profetier er sande. Det var De hellige Skrifter Jesus talte om da han i en bøn til Gud sagde: „Dit ord er sandhed.“ Og det var det samme ord han anbefalede over for sine tilhørere da han sagde: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Joh. 17:17; 8:32.
Hvem var det Jesus henvendte disse ord til? Det var mennesker som troede at de var frie og at de kendte sandheden. De troede at de stadig dyrkede Gud ligesom deres forfader Abraham havde gjort, og at deres religion måtte være den rette fordi den var så „gammel“. Men i virkeligheden var deres vejledere kommet langt væk fra det Abraham troede på. De havde tillagt sig traditioner og filosofiske ideer hvormed de holdt folk i trældom. Jesus påpegede hvor langt de var kommet ud i vildfarelsen da han irettesatte dem med ordene: „Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Noget sådant har Abraham ikke gjort.“ — Joh. 8:40.
Sandhedens mænd
Men ikke alle som hørte Jesus sige sandheden, modstod ham. Måske er De som dem der blev hans disciple. De tilhørte en gammel traditionsrig religion hvis rødder gik mange hundrede år tilbage. Men de kunne se at deres religiøse vejledere var veget bort fra Skrifterne og ikke handlede ærligt. De kunne se deres pengebegær, deres ambitioner, deres indblanding i politik og deres tilbøjelighed til at benytte vold.
Der er blevet sagt meget om disse Jesu disciples åndsevner. De jødiske rådsherrer omtalte dem som „ulærde mænd og lægfolk“, selv om de ved samme lejlighed måtte undre sig over den frimodighed og enkelhed hvormed disciplene talte. Da huskede de at disciplene „havde været sammen med Jesus“. Hvorfor? Uden tvivl fordi det disse mænd sagde, og den ligefremme måde de ræsonnerede på bar samme „præg“ som det Jesus havde sagt. — Ap. G. 4:13.
Det er interessant at lægge mærke til at nogle religiøse ledere i dag har samme mening som de jødiske rådsherrer og præster. I sin bog Whereon to Stand: What Catholics Believe and Why omtaler den romersk-katolske skribent John Gilland Brunini Jesu apostle og siger: „Før Kristi død lod Peter og hans fæller sig i langt højere grad lede af tro end af kundskab og forståelse. Uanset hvor meget Jesus vejledte dem, snublede de over lektioner som kristne skolebørn i dag kun har ringe besvær med at forstå.“ Men hvor rigtig er denne vurdering af situationen?
Forfatteren går straks videre og belyser sin påstand med følgende eksempel: „Det gik kun langsomt op for dem at de færdedes sammen med et Menneske der var enestående og som var sandt Menneske og sand Gud.“ Med andre ord, de var langsomme i opfattelsen fordi de åbenbart ikke troede på en treenighed. Ifølge forfatteren overvandt de denne brist da ’Helligånden senere gav dem nåden’. Er dette i harmoni med kendsgerningerne? Læs selv hvad disciplene skrev under inspiration efter at de havde modtaget den hellige ånd fra Gud, og se om De kan finde det mindste vidnesbyrd om at de nu anerkendte treenighedslæren. De vil ikke finde nogen antydning heraf.
Hvordan ser De selv på denne lære? Tror De på en mystisk Gud der består af tre personer som alle er ligestillede? Hvordan stemmer denne opfattelse med fornuften og kendsgerningerne? Eller vigtigere: Stemmer den med Bibelen? Peter sagde ikke at Jesus var Gud, men „den levende Guds Søn“. Den elskede apostel Johannes omtaler ham som Guds ’enbårne Søn’ og „Guds Skabnings Begyndelse“. Apostelen Paulus viser at Jesus indtager stillingen som „mellemmand imellem Gud og mennesker“. Alt dette bærer sandhedens præg. Det lyder fornuftigt. Og fremfor alt stemmer det med hvad Jesus selv sagde. Det er ikke spor svært at forstå hans enkle udtalelse: „Faderen er større end jeg.“ — Matt. 16:16; Joh. 3:16; Åb. 3:14, 1907-oversættelsen; 1 Tim. 2:5; Joh. 14:28.
Egenskaber som er beslægtet med sandheden
Lagde De også mærke til — i ordstriden mellem Jesus og de jøder der troede at de havde sandheden — at disse mænd var tilbøjelige til at benytte sig af vold? Deres vrede mod Jesus der talte ’sandheden som han havde hørt af Gud’, bevirkede at de ønskede at slå ham ihjel. Derfor fortalte han dem at de var børn af den første løgner og morder, Satan. Bibelen lærer at de der har den virkelige sandhed fra Gud, vil være fredelige. „Visdommen ovenfra er . . . fredelskende,“ siger disciplen Jakob. (Jak. 3:17) Fremmer Deres kirke freden? Hvis De er katolik, hvad føler De så når De læser rapporter fra Brasilien (der regnes for at være det største katolske land i verden) som fortæller at præster, munke og præstestuderende er blevet arresteret fordi de efter sigende har deltaget i samfundsnedbrydende virksomhed? Undrer De Dem når en af de ledende inden for Brasiliens sikkerhedstjeneste erklærer at han har „afgørende beviser“ for at mindst tre af de arresterede gejstlige har nær tilknytning til landets kommunistiske terrororganisation? (El Universo, Guayaquil, Ecuador, 9. november 1969) Og med hensyn til kristenhedens kirkesamfund i almindelighed, har folk inden for samme tro da ikke dræbt hinanden i krigstid? Dog sagde Jesus at hans sande disciple kunne kendes på deres kærlighed og fredsommelighed. — Joh. 13:35; Matt. 5:9.
Jakob sagde også at visdommen ovenfra „først og fremmest [er] ren“. (Jak. 3:17) Nu er det urenhed man finder overalt. Grundene hertil er mange, ikke mindst manglende kendskab til Bibelens morallære. Og de der skulle have undervist folk i disse sandheder, må bære deres del af ansvaret. Værket An Outline-History of Latin America beretter følgende om det religiøse liv i Latinamerika:
„Religionsudøvelsen i de spanske kolonier og i Brasilien var ofte overfladisk, . . . Præsterne kunne i mange tilfælde hverken læse eller skrive . . . og var desuden ofte umoralske. Som følge heraf satte de undertiden et dårligt eksempel for befolkningen, som i nogle tilfælde mistede enhver respekt for gejstligheden . . . I hver eneste by appellerede Kirken til befolkningen ved hjælp af religiøse højtider, processioner og fester af enhver art. Især i indianerbyerne var Kirkens ceremonier tilsyneladende uadskilleligt forbundet med de gamle hedenske former for afgudsdyrkelse. Det kan med sikkerhed siges at katolicismen i mange byer i kolonierne var brudt sammen og havde mistet meget af sin europæiske karakter, idet mange ikke-kristne skikke var blevet indpodet i den.“
Sådan var forholdene i kolonitiden, men de er ikke meget anderledes i dag. De samme religiøse processioner, med deltagere der er klædt ud som dæmoner, engle og dyr og som samtidig bærer billeder og andre kunstgenstande som benyttes i kirken, er stadig et syn som man regelmæssigt møder blandt Sydamerikas indianske befolkning. De religiøse fester kendetegnes stadig af drikkegilder og umoralske orgier der tit ender med blodsudgydelse, og de katolske præster holder stadig messe i forbindelse med disse fester. Mange oprigtige katolikker som ser alt dette for første gang, foruroliges over at sådanne ting foregår inden for „deres“ kirke. Det har de også grund til.
Alle de ting vi her har drøftet, hører sammen: sandfærdighed, fornuft, fred og renhed. Hvis en af tingene mangler, må vi tvivle på om de andre også er til stede. Hvis de mangler i Deres kirke, har De grund til at søge sandheden et andet sted. Men hvor?
Søg sandheden og find den
Jesus sagde at de mennesker Gud søger er dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23, 24) Hvis der findes sådanne mennesker — og det gør der — vil de holde fast ved en lære der er fornuftig og bibelsk. De vil holde fred med hinanden, og de vil føre et liv der anbefaler dem som kristne. Vi vil gerne opfordre Dem til at se lidt nærmere på Jehovas vidner. De kender sikkert et af Jehovas vidner, siden De læser dette blad. Måske kender De vedkommende personligt, eller De kender muligvis andre Jehovas vidner i Deres nabolag. Har De ikke lagt mærke til at disse mennesker som regel svarer til ovennævnte beskrivelse?
Vi forventer naturligvis ikke at De skal acceptere det vi siger uden at De selv har undersøgt sagen. De har måske Deres egen tro og føler stadig at den er den bedste. Hvis De er oprigtig bør De føle dette. Men De bør også ønske at have ret, at eje sandheden. Som det siges: „Ét er at man gerne vil have sandheden på sin side; noget helt andet er om man oprigtigt ønsker at være på sandhedens side.“
Sandheden er nemlig ikke populær. Det var den ikke på Jesu tid. Jøderne ville dræbe ham fordi han talte sandheden. De blev vrede fordi sandheden afveg fra det de ellers havde lært. Det er grunden til at Jehovas vidner som regel ikke er særlig populære. Det De siger er anderledes, fordi sandheden er anderledes. Man ser dem ikke tage del i politik, men man vil se at de betaler deres skat, lever efter Bibelens moralnorm og ikke strides med deres naboer.
Dette er naturligvis ikke alt hvad der er at sige om det at have sandheden i sit liv. Når man ved hvad der er sandhed, bør man ikke være bange for at fortælle det til andre, selv om det måske afviger fra den gængse mening. Det er grunden til at Jehovas vidner kommer til Deres dør så ofte.
Måske vil den der har givet Dem dette blad vende tilbage til Dem, for Jehovas vidner er interesseret i at tale med folk der gerne vil undersøge tingene. Var det ikke en idé at invitere dette vidne indenfor og drøfte sagen yderligere. Husk hvad der er det vigtigste: at man finder frem til sandheden. Og der findes kun én sandhed. Hvis De har den, tilskynder vi Dem til at bruge den til at hjælpe andre fri af falsk lære. Men hvis De ikke kan få Deres religiøse tro til at stemme med fornuften, med det der er rent og det der er fredeligt, da har De grund til at være betænkelig. Fralæg Dem ikke ansvaret sådan som Pilatus gjorde. Bliv ved med at søge svar på spørgsmålet: „Hvad er sandhed?“