Sladder kan være dødbringende

HVAD forbinder du med ordet „sladder“? Måske en hyggelig sludder med en gammel ven om hvordan familien har det? Eller en passiar der indeholder en eller anden lækkerbisken i form af små personlige nyheder på andres bekostning?

Sladder har almindeligvis sin rod i vor interesse for andre mennesker og deres gøren og laden. Sladder kan være det at man af ren og skær menneskelig interesse fortæller noget ligegyldigt og uvæsentligt om en anden. Det kan endog indbefatte rosende bemærkninger om vedkommende. Sladder er ofte let og spøgefuld snak uden ønske om at skade den man taler om. På den anden side kan det der siges være tilbøjeligt til at sætte den man taler om i et dårligt lys, selv om det siges i spøg og måske i tankeløshed.

Selv om der ikke behøver at ligge nogen ond bagtanke bag sladder, er der tider hvor det er bedst at noget forbliver usagt. Selv om det man siger er sandt, kan det være ting som den tredje part ikke ønsker at hans venner og naboer skal tale om. Hvis det ikke er noget der vedrører dem, behøver de ikke at kende noget til det. Her spiller behovet for empati, medmenneskelig forståelse, ind. Ville du bryde dig om at dit privatliv var samtaleemne blandt andre?

Sladder som er skadelig

Det er så let fra harmløs snak om andre at glide over i nedbrydende og skadelig snak som skaber uro og splittelse! Det er her man skal passe på. Ved vi hvor vi skal trække grænsen? Kan vi skelne det ene fra det andet? Det er vigtigt at vi kan det hvis vi ønsker at vogte vore læber fra tale der kan volde fortræd. — Ordsp. 24:2.

Det spørgsmål vi må stille os selv er: Skader jeg nogen med denne snak? Det er et meget vigtigt spørgsmål, for Bibelen formaner tydeligt de kristne til „ikke at tale nedsættende om nogen“. (Tit. 3:2, NW) Selv om vi ikke ønsker at gøre nogen fortræd med det vi siger, kan sladder — dersom den skader nogen — bevirke at vi må irettesættes af de mænd der har ansvaret i menigheden. Det er deres opgave at bevare freden og et godt forhold blandt alle medlemmer af Guds hjord.

At sladder skabte vanskeligheder på apostlenes tid fremgår af de ord apostelen Paulus skrev om unge enker: „Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak.“ (1 Tim. 5:13) Sladder er forbundet med en uberettiget interesse for andres privatliv. Den har ofte karakter af kritik og en forhastet dom da man ikke kender alle sider af sagen.

Nedsættende snak om nogen bag vedkommendes ryg kan føre til dårlige resultater. Den der sladrer, taler måske med en som er en nær ven af den man taler om, og der sker ét af to. Enten kølnes venskabet, eller den som den sladrende talte med går hen og siger det til den de talte om. Det kan vække et ønske om at give igen med samme mønt og skaber en dårlig ånd i menigheden. Som det hedder i ordsproget: „Den der bliver ved med at tale om en sag skiller dem der er fortrolige med hinanden.“ (Ordsp. 17:9, NW) Ingen kristen skulle ønske at gøre det!

Bagvaskelse er dødbringende

Mens sladder under visse omstændigheder kan være dødbringende, er al bagvaskelse dødbringende. Bagvaskelse kan defineres som „udtalelser der indeholder falske beskyldninger eller en urigtig fremstilling som vanærer og ødelægger en andens omdømme“. Bagvaskelse er ikke blot sladder, men bevidst skadelig snak. Den søger bevidst at stille nogen i et dårligt lys. Hvor helt anderledes end kærlighedens og fredens ånd! En sådan tale der har til hensigt at skade en anden, skiller venner, skaber splittelser, fremmer partidannelse og gør en menighed af kristne mindre brugbar. Intet under at apostelen Paulus samler alle disse urostiftere under ét idet han siger: „Gud [gav] dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed — hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige, pralende, opfindsomme på ondt.“ (Rom. 1:28-30) Disciplen Jakob sagde om den tunge der taler ondt om andre, at den er „fuld af dødbringende gift“. — Jak. 3:8.

I den lov som Gud gav Israel var der taget hensyn til og advaret imod bagvaskelsens dødbringende virkning. „Du må ikke gå rundt og bagvaske din landsmand eller stå din næste efter livet.“ (3 Mos. 19:16) Bagvaskeren ophidser til had, og „enhver, der hader sin broder, er en morder“. — 1 Joh. 3:15.

Skadelig, bagtalerisk snak er som et tveægget sværd. Det hugger til begge sider. Det er let nok at forstå hvordan bagvaskelse kan ødelægge det menneskes liv som bliver offer for bagvaskelse det skaber vrede, nag, bitterhed, ja endog desperation. Men hvad med bagvaskeren selv? Han bør ikke lade sig bedrage, for visdommen fra himmelen advarer: „En dåres læber bringer ham våde; hans tale begynder med dårskab og ender med den værste galskab. Tåben bruger mange ord.“ (Præd. 10:12-14) Hans dåragtige adfærd forstærker sådanne onde tilbøjeligheder som misundelse, stolthed og ondsindethed, og vil føre til hans ulykke.

Modne kristne undgår bagvaskeren som pesten. Som apostelen Paulus skrev til sine trosfæller: „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelser og fører mennesker til fald . . . hold jer borte fra dem!“ (Rom. 16:17) Guds tjenere må bo sammen i fred og kærlighed for at få hans velsignelse.

Det græske ord for „bagvasker“ er diaʹbolos, som betyder „anklager“. Det er en af de betegnelser der anvendes for Guds ærkefjende, Djævelen. De der bagvasker andre ligesom han bagvasker den retfærdige Gud, gør sig i virkeligheden til djævle eller Djævelens børn.

Manglende respekt for myndighed

Skadelig sladder om mænd der indtager ansvarsfulde poster i den kristne menighed er ligeledes en alvorlig sag, for den indvirker straks på loyaliteten hos alle som den kommer for øre. Den kan udvikle sig til bagvaskelse og til at ønske ondt over dem hvis pligt det er at vogte Guds hjord. De der giver sig af med denne form for snak betegnes undertiden som „æreskændere“. Jehova selv betragter en sådan mangel på passende respekt som alvorlig. Hans befaling til israelitterne lød: „Gud må du ikke spotte, og dit folks øvrighed må du ikke forbande.“ (2 Mos. 22:28) Vi har et eksempel i Kora og dem der sluttede sig til ham. Deres manglende respekt for Moses og Aron førte til at Jehova hurtigt eksekverede sin dom over dem. — 4 Mos. 16:1-3, 12-14, 31-35.

Den kristne bibelskribent Judas henleder opmærksomheden på disse oprørere og peger på deres endeligt som en advarsel til alle bagvaskere og æreskændere. (Jud. 10, 11, 14-16) Apostlene Peter og Paulus havde begge lejlighed til at fordømme denne onde indstilling. (2 Pet. 2:10; Rom. 3:8) Og apostelen Johannes nævner specielt Diotrefes som en der ikke havde respekt for dem Jehova havde udnævnt, apostlene, for „han bagvasker os med onde ord“. (3 Joh. 9, 10) Mon Gud i vor tid vil se gennem fingre med en lignende mangel på respekt over for dem han har overdraget et særligt ansvar?

Guds tjener Judas minder os om det udmærkede eksempel ærkeengelen Mikael satte. „Ærkeengelen Mikael derimod vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med Djævelen om Moses’ lig; han sagde kun: ’Herren straffe dig!’“ (Jud. 9) Denne ærkeengel nedværdigede sig ikke til at bruge fordømmende ord, end ikke mod Djævelen, men han havde respekt for myndighed og sagde derfor: „Herren straffe dig!“

Undgå skadelig sladder

At blive stemplet i Guds menighed som en der farer med skadelig snak, en der hvisker bag andres ryg, en bagvasker eller æreskænder, kan få forfærdelige følger for den skyldige. Sande kristne vil undgå en sådan person. Menighedens åndelige sundhed kan komme i fare. Nogle har måttet udelukkes fra det opbyggende fællesskab og stødes ud i mørket udenfor, fordi de har ladet munden løbe til skade for andre. I sandhed en situation man aldrig ville ønske at finde sig selv i! Hvordan kan man undgå en sådan fare?

Det vigtigste er at man lader Guds ånd lede sit sind og hjerte. Det kan man gøre ved at studere Bibelens fuldkomne principper og ved at bede Gud om hans hjælp til at efterleve disse principper i sit liv. Det er også nødvendigt at man fjerner enhver ond tanke som man måtte huse mod en åndelig broder eller søster, enten på grund af foragt, misundelse, fjendskab, kappestrid eller en lignende indstilling. Når vi husker at enhver af Guds tjenere skal stå Ham til regnskab, og kun Ham, vil vi højst sandsynligt afholde os fra at skade andres omdømme, for ellers stiller vi os på samme side som Djævelen og hans dæmoner, som fryder sig over at bagvaske alle Guds tjenere og stille dem i et dårligt lys. — Åb. 12:10.

Læg mærke til det gode råd apostelen Paulus gav om hvordan vi kan beherske vores tankegang og således undgå en fare der ligger i skadelig snak og bagvaskelse: „Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Så vil der ikke være rum for skadelige tanker, tanker som har en tilbøjelighed til at afsløres i tale, med vidtrækkende og ødelæggende følger. — Jak. 3:5-10.

Hos dem der elsker Gud og som ser frem til det liv han vil skænke, bør der findes en sund frygt for at blive fundet skyldig i den vane at skade andre med sladder. Kristus Jesus advarede: „Menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ (Matt. 12:36, 37) En bagtalerisk adfærd vil ende i en blindgade, ja med døden.