Missionærer rådes til at følge ’vejen’

BLANDT de gladeste mennesker i New York om formiddagen den 8. marts 1970 var henved 2000 kristne vidner for Jehova. Hvorfor? Fordi de havde lejlighed til at overvære afslutningshøjtideligheden for den otteogfyrretyvende klasse på Vagttårnets bibelskole Gilead, en højtidelighed som blev holdt i Jehovas vidners stævnesal.

Skolens præsident, N. H. Knorr, der også er præsident for Vagttårnets selskab, var ordstyrer for programmet, som begyndte kl. 10. Efter at N. H. Knorr havde budt velkommen forenedes alle i sang og bøn og lyttede derpå opmærksomt til en række korte foredrag som blev holdt af dem der havde ført tilsyn med missionærerne som lærere og i andre egenskaber i de foregående seks måneder. T. Galfas sagde at ligesom Jesu komme til jorden var et udtryk for stor kærlighed, sådan kunne missionærerne nu vise deres kærlighed ved at tjene i fremmede og fjerne lande. U. Glass fortalte missionærerne at de skulle følge kong Davids eksempel når de kom ud for alvorlige problemer; de skulle hente styrke hos Jehova og søge råd hos dem der havde mulighed for at hjælpe dem, for eksempel hos afdelingstjenere.

E. Dunlap understregede at de måtte være loyale over for deres opgave, mens M. Larson foretog flere velvalgte sammenligninger mellem missionærerne og en bygmester som arbejder efter sine tegninger og altså er nødt til at følge en vejledning omhyggeligt. Derefter mindede G. Couch missionærerne om at de som følge af deres oplæring nu havde en god kundskabsnøgle som de skulle bruge tålmodigt i undervisningen af andre. Derpå læste M. Henschel mange af de hilsener op som var sendt fra forskellige dele af jorden.

Herefter fulgte et indlæg af vicepræsidenten for Vagttårnets selskab, F. W. Franz. Han belyste en række punkter vedrørende bibelprofetier som nærmer sig deres opfyldelse. Især understregede han betydningen af at hjælpe sandhedselskende mennesker til nu at flygte fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, fordi Åbenbaringen 18:4 viser at det vil være for sent at flygte når Guds ødelæggende plager rammer det.

N. H. Knorr holdt formiddagens hovedtale, der var bygget over emnet „Vejen.“ Han sagde at folk i dag kan vælge mellem to veje. Der er verdens vej, som er Djævelens vej. Indviede kristne har imidlertid valgt at følge den rette vej, Jehovas vej. Det er muligt at nyde livet helt og fuldt når man følger denne vej. For at opnå evigt liv må man blive ved med at vandre ad denne vej.

Taleren bemærkede derpå at Jesus Kristus havde åbnet vejen. Han gik den vej hans himmelske Fader ønskede han skulle gå, og det var en vej der var grundlagt på kærlighed. Gennem sit ord og ved hjælp af publikationer som Vagttårnet hjælper Gud vore dages kristne til at vandre på sin vej, sådan som han selv siger: „Dine ører skal høre det ord bag ved dig: ’Her er vejen, I skal gå!’ hver gang I er ved at vige til højre eller venstre.“ — Es. 30:21.

Jehova Gud er interesseret i mennesker; han elsker mennesker, understregede Selskabets præsident dernæst. Det er grunden til at han har givet menneskene sandheden og vist dem hvilken vej de skal gå. Hvis de kristne ofrer denne sag mere end almindelig opmærksomhed, vil de ikke vige til højre eller venstre.

Kristne bør have samme indstilling som de salmister der gentagne gange henviser til Jehovas vej. Taleren kommenterede især den bøn der findes i Salme 119:37: „Få mine øjne til at vende sig bort, så de ikke ser det der er værdiløst; bevar mig i live på din vej.“ (NW) Han spurgte: „Gør vi det? Eller ser vi efter alt det der er værdiløst, det dårlige i fjernsynet,“ og så videre? Det er let at vige bort fra vejen, advarede han, og det kan især være tilfældet i fremmede lande. Han forsikrede missionærerne om at hele Jehovas organisation altid stod parat til at hjælpe dem, og han sluttede med opfordringen: „Gør som Jesus. I er i verden, men ikke af den . . . Husk: ’Dette er vejen. Følg den.’“

Efter disse bemærkninger overrakte N. H. Knorr hver missionær en kuvert som indeholdt klassebilledet, en gave fra Selskabet samt et diplom hvis missionæren havde gjort sig fortjent til et sådant. Derpå blev der oplæst en resolution hvori eleverne gav udtryk for deres værdsættelse af den undervisning de havde fået, og udtalte at de var besluttede på at varetage deres opgave trofast.

Efter en pause fortsatte programmet. Det bestod af et smukt musikprogram med sange på seks sprog, et gribende bibelsk skuespil, rapporter om den gode fremgang der gøres i nogle af de lande som missionærerne skulle sendes til, samt en sang som de havde lavet specielt til lejligheden. Derpå var der fællessang, og skolens præsident afsluttede programmet med en bøn til Gud.