Hvorfor vi bør tilgive
Er vi i stand til at tilgive? Hvad medfører det?
AT TILGIVE er ikke altid let. Ofte må man udholde mange sorger, kvaler og ubehageligheder på grund af andres grusomhed, tankeløshed eller ringe dømmekraft. Man kan meget nemt komme til at bære nag til et menneske og føle at det er berettiget, men Bibelen anbefaler at vi tilgiver. Hvorfor?
Der er mange grunde. Én meget vigtig grund er at vi har brug for Guds tilgivelse. Bibelen siger at vi alle har „syndet og mangler herligheden fra Gud“, og at vi til stadighed har brug for Guds tilgivelse. (Rom. 3:23; 6:23) „Tog du vare, [Jehova], på misgerninger, Herre, hvo kunne da bestå?“ spørger salmisten. Men han tilføjer: „Hos dig er der syndsforladelse. — Sl. 130:3, 4; 19:13; 32:1.
Hvordan vi opnår Guds tilgivelse
Skal vi opnå Guds tilgivelse, må vi tilgive andre. Således viste Guds søn, Jesus Kristus, i den mønsterbøn han lærte sine disciple, at Guds tilgivelse af os afhænger af om vi tilgiver andre. Ja, læg mærke til at Jesus ikke sagde at vi skulle bede Gud om at tilgive os vor skyld, sådan som vi har til hensigt at tilgive andre, men „som også vi har forladt vore skyldnere“. — Matt. 6:12, fodnoten; NW.
Jesus vidste udmærket at som ufuldkomne, glemsomme mennesker er vi kun alt for rede til at love at tilgive andre for at opnå tilgivelse selv. Men derefter kunne vi glemme eller nægte at tilgive, fordi det ikke altid er så let at gennemføre. Det var det samme Jesus sagde i Bjergprædikenen med de kendte ord: „Salige [lykkelige] er de barmhjertige,“ de der øver barmhjertighed, „thi dem skal der vises barmhjertighed“ — af Gud, naturligvis, og ofte også af mennesker. — Matt. 5:7; Ef. 4:1, 2, 32; Kol. 3:12, 13.
Vi ville sandelig også være ulykkeligt stillet hvis vor himmelske Fader ikke havde udstrakt sin barmhjertighed til os! Gud har givet sin egen søn som et offer, og på det grundlag kan Han, uden at gøre brud på sin retfærdighed, tilgive angrende syndere der udøver tro. Som der siges: „I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde [ufortjente godhed, NW] er.“ (Ef. 1:7) Men han udstrækker kun denne tilgivelse til os hvis vi gavmildt tilgiver andre deres forsyndelser mod os.
Jesus illustrerede med en lignelse forskellen mellem den gæld vi står i til Gud, og den gæld et andet menneske måtte stå i til os. Denne lignelse fortalte han umiddelbart efter at han havde sagt til apostelen Peter at han ikke blot skulle tilgive indtil syv gange, men „indtil syvoghalvfjerds gange“. — Matt. 18:21, 22, NW.
I denne lignelse fortalte han om en konge der eftergav en af sine trælle en gæld der svarede til et beløb af 60 millioner kroner. Men samme træl ville ikke engang give en stakkels medtræl som skyldte ham 100 kroner tid til at betale sin gæld tilbage, men lod ham straks kaste i fængsel! Da kongen hørte dette, trak han straks den barmhjertighed han havde udstrakt til den hårdhjertede træl tilbage og befalede at han skulle kastes i fængsel indtil han havde betalt alt hvad han skyldte. Den lære der kan uddrages heraf påpegede Jesus med ordene: „Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.“ — Matt. 18:23-25.
Således understregede Jesus med sin lignelse ikke blot hvor nødvendigt det er at vi tilgiver andre, men han gjorde også opmærksom på den store forskel mellem hvad andre skylder os og hvad vi skylder Gud. Ja, hvad andre kan siges at skylde os som følge af at de har forsyndet sig mod os, i forhold til hvad vi skylder Gud som følge af at vi har overtrådt hans bud, er som forholdet mellem 100 kroner og 60 millioner kroner. Hvis Gud kan tilgive så meget, skulle dette da ikke tilskynde os til at tilgive i endnu højere grad end vi før har gjort?
En praktisk grund til at tilgive
En anden grund til at Bibelen anbefaler os at tilgive er at vi nærer kærlighed til os selv. Som apostelen Paulus så udmærket udtrykker det: „Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det,“ en omhu der er et udtryk for menneskets kærlighed til sig selv. — Ef. 5:29; Matt. 22:39.
Eftersom vi nærer kærlighed til os selv, ønsker vi ikke at lægge unødige byrder på os selv, vel? Dog er det dét vi gør når vi bærer nag og ikke vil tilgive. Som det er blevet sagt: „Nag er alt for tung en byrde for et menneske at bære.“
Guds ord giver det kloge råd: „Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.“ (Ef. 4:26) Man bør gøre en bevidst indsats for at slå en streg over den uret der er gjort mod en og genoprette det gode forhold så hurtigt som muligt, helst samme dag fortrædigelsen er sket.
Vigtigt for ægtefæller at tilgive
Især er det forstandigt af ægtefæller at tilgive. At udsætte at tilgive eller ikke at ville tilgive kan føre til separation og skilsmisse, ofte efterfulgt af ensomhedsfølelse og skyldfølelse. Stolthed kan få en gift mand eller kvinde til at insistere på at blive skilt eller separeret. Men stolthed kan ikke opveje en ægtefælles selskab.
En kendt forfatter har for nylig sagt at han var rede til at fortælle hvordan det er at blive skilt efter fjorten års ægteskab. „Det er absolut ikke rart!“ siger han. „Ulemperne ved at være blevet befriet for de ægteskabelige bånd, især når man er midaldrende, er langt flere end fordelene. Man bliver for første gang klar over hvor højt stilheden kan lyde i et tomt hus’ tyste larm. Ensomheden og stilheden sænker sig over en når nøglernes raslen i dørlåsen ikke fremkalder nogen lyd til svar. Det er i dette øjeblik man bliver klar over at en hunds gøen, en kats mjaven eller en fugls kvidren ikke kan erstatte en menneskelig stemme. . . . Venner kan ikke udfylde det skrækkelige tomrum der bliver efter en der blev kaldt ens mand eller hustru. Det er simpelt hen ikke det samme.“ Hvis tilgivelse var blevet sat i stedet for stolthed, kunne dette ægteskab måske være blevet reddet.
En skuespillerinde som er fraskilt og bor for sig selv i London havde nået højden af økonomisk succes. Hun var „fri“. Men alligevel siger hun: „Det er når jeg kommer hjem efter teateret og lukker døren bag mig og jeg ved at ikke en sjæl bekymrer sig om hvad jeg gør eller hvad der sker med mig, fysisk eller åndeligt, at jeg forstår at denne såkaldte frihed er en snare.“ Er det muligt at dette ægteskab kunne være blevet reddet hvis tilgivelse var blevet sat i stedet for stolthed?
Uvidenhed kan spille ind
Ofte er uvidenhed skyld i at et menneske kommer til at fornærme et andet menneske, og dette igen kan måske føres tilbage til vedkommendes miljø og opdragelse. Hvis vi tager dette i betragtning kan det hjælpe os til at tilgive.
Et eksempel fra det virkelige liv vil belyse dette. En servitrice havde vanskeligt ved at komme ud af det med en kogejomfru der skældte ud og tog på vej ved den mindste anledning. Kogejomfruens opførsel var en sand prøvelse, men selv var hun fuldstændig uvidende herom. Hun var aldrig blevet opdraget til at opføre sig anderledes. En dag tabte servitricen en skål ærter, og kogejomfruen bragte hende i en pinlig situation for øjnene af alle gæsterne. Hvad skulle servitricen gøre? Sige op? Hun søgte råd hos et af Jehovas vidner som hun læste Bibelen sammen med, for at høre hvilken vejledning Bibelen gav. Hun fik at vide at hun skulle følge det råd der gives i Mattæus 18:15 og tale med kogejomfruen, og at hun skulle være venlig og tilgivende.
Da vidnet den følgende uge gik hen til bibelstudiet var hun meget spændt på hvad resultatet var blevet. „Anne, den bibelske fremgangsmåde virker!“ var den hilsen hun blev mødt med så snart døren blev åbnet. „Lige siden jeg talte med dig om hvad jeg skulle gøre, har kogejomfruen været helt anderledes over for mig. Det er den bedste ven jeg har derovre. Hun inviterer mig ud i køkkenet og giver mig kage, og hun gør alt muligt for at være sød over for mig og er særlig omhyggelig med mine bestillinger. Jeg er så glad fordi jeg fulgte dit råd og ikke gav igen ved at skælde ud på hende.“ Kogejomfruen satte pris på at servitricen venligt var kommet hende i møde og havde tilgivet hende.
Til tider kan folk af uvidenhed begå handlinger som er direkte onde. Uvidenhed var medvirkende til mordet på Jesus Kristus. Apostelen Peter sagde derfor til sine jødiske tilhørere, hos hvem han så at der var mulighed for en sindsændring: „Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer.“ (Ap. G. 3:17) Han opfordrede dem til at angre og omvende sig og få tilgivelse for deres synder. Mange af dem gjorde det. Og de der gjorde det, blev brødre og søstre i den kristne menighed, ja de blev Kristi åndelige brødre!
Forståelse og kærlighed løsningen
Forståelse og kærlighed vil hjælpe os til at tilgive dem der krænker os. Når vi har forståelse for et andet menneske vil vi kunne sætte os ind i vedkommendes tankegang og følelser; vi vil kunne sætte os i vedkommendes sted.
Når vi sætter os i den andens sted vil det hjælpe os til at tilgive. Det hjælper os til bedre at kunne se hvordan vi kan følge princippet: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!“ (Luk. 6:31) Ønsker vi at nogen skal bære nag til os fordi vi har gjort noget forkert? Naturligvis ikke. Vi vil gerne at andre tilgiver os, og vi sætter pris på at de gør det.
Udviser man en uselvisk kærlighed som er ledet af principper, vil man klart kunne se visdommen i at være tilgivende. For det første vil kærlighed tilskynde os til at tilgive en anden, og for det andet vil tilgivelsen resultere i at den der har fået tilgivelse vil nære kærlighed til os. Som en viis konge har sagt: „Den der dækker over en overtrædelse søger kærlighed.“ (Ordsp. 17:9, NW) Salomon tænkte her på de mindre overtrædelser som mennesker fra dag til dag er tilbøjelige til at begå mod hinanden.
Apostlene Peter og Paulus henleder også vor opmærksomhed på forholdet mellem kærlighed og tilgivelse. Peter gav sine medkristne det gode råd: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’“ Og Paulus skrev: [I skal] iføre jer kærligheden.“ „Ligesom Jehova gavmildt har tilgivet jer, således skal I også tilgive.“ (1 Pet. 4:8; Kol. 3:12-14, NW) I den udstrækning der er kærlighed til stede vil en ægtemand eller en hustru tilgive sin ægtefælle de fejl som Jehova gavmildt tilgiver os; en ven vil tilgive en kammerat der foruretter ham, og en kristen forkynder vil tilgive dem der behandler ham uhøfligt.
Hvorfor er kærligheden rede til at tilgive? Hvorfor holder kærligheden ikke regnskab med forurettelser? Fordi kærligheden, som Paulus viser i sin beskrivelse af den, „er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, den . . . ser ikke på sine egne interesser, . . . Den . . . håber alt, udholder alt“. Alle disse sider af kærligheden forklarer hvorfor kærligheden er rede til at tilgive. — 1 Kor. 13:4-7, NW.
Det må imidlertid ikke glemmes at det er en barmhjertighedsgerning at tilgive. Tilgivelse kan ikke kræves som en ret af den der har begået en fejl, lige så lidt som menneskene kan kræve barmhjertighed af Gud.
„Af hjertet“ og „gavmildt“
Når vi tilgiver andre, skal det ikke være en rent mekanisk, overfladisk tilgivelse. Da det er kærlighed der skal tilskynde os, må vor tilgivelse være oprigtig, ægte og dybfølt. Med den rette forståelse herfor sagde Jesus at man skulle tilgive „af hjertet“. (Matt. 18:35) På lignende måde understregede apostelen Paulus at når man tilgav nogen, måtte det ikke ske modstræbende; man måtte ikke være karrig med sin tilgivelse. „Tilgiv gavmildt hinanden,“ sagde han. — Ef. 4:32, NW; Kol. 3:13, NW.
Ja, når vi tilgiver andre, er det noget vi bør gøre med glæde, for der siges at „den, som øver barmhjertighed,“ — og det gør man når man tilgiver — „skal gøre det med glæde“. (Rom. 12:8) Ligesom „Gud elsker en glad giver“, således værdsætter den der får tilgivelse også at tilgivelsen er givet med glæde. — 2 Kor. 9:7.
Der er altså gode grunde til at vi bør tilgive. Selv om den der har gjort en anden uret ikke kan gøre krav på tilgivelse som en ret, kan han ydmygt bede om tilgivelse, ligesom vi beder Gud tilgive os. Og selv om det ikke altid er let at tilgive, er det klogt at gøre det. Det giver fred i sindet og medvirker til et godt helbred, både for den der tilgiver og for den der bliver tilgivet. Det er kærligt at gøre det; det vil føre til et godt forhold og til at der vises én kærlighed til gengæld. Men fremfor alt bør man huske på at det gode forhold til vor skaber, Jehova Gud, afhænger af at vi tilgiver andre!