Cameroun siger nej til tilbedelsesfrihed — Watchtower ONLINE LIBRARY

Cameroun siger nej til tilbedelsesfrihed

KVINDER er blevet overfaldet og slået. En af dem har lidt så svær overlast at hendes åndedræt standsede fem gange. Nogle af de mishandlede var syge og vil måske ikke overleve det.

Mænd er skånselsløst blevet slået til de har mistet bevidstheden. Én har fået tyve slag, derpå hundrede, og senere er han blevet pryglet for tredje gang.

Hundreder er blevet arresteret på falske anklager. Nogle har siddet over en uge i fængselsceller uden toiletter. Tolv har måttet opholde sig i en celle som kun målte 2×2,5×3 meter — med kun seksten små huller til ventilation. Nogle har i dagevis hverken fået noget at spise eller fået lægehjælp til deres sår.

Disse og mange lignende tilfælde skyldes den officielle politik i et bestemt land. Hvor? Er denne beskrivelse hentet fra de brutale forhold i de nazistiske koncentrationslejre? Eller er det ondartede forbrydere der er blevet udsat for denne behandling?

Nej, denne artikel beskriver noget som for nylig er sket i det afrikanske land Cameroun. Og hvem er blevet ofre for disse frygtelige grusomheder? Ikke forbrydere — hverken mordere, urostiftere, tyve eller revolutionære. Det er derimod de fredeligste og ærligste borgere i landet!

Alt dette nåede et højdepunkt som den 14. maj 1970 blev omtalt med fede overskrifter på forsiden af La Presse du Cameroun: „Præsidentdekret underskrevet i går. JEHOVAS VIDNERS FORENING FORBUDT I CAMEROUN.“

Avisen fortsatte: „Et statsdekret som i går blev underskrevet, har officielt opløst den gruppe der kendes som Jehovas vidner . . . Denne forenings virke er forbudt i hele Forbundsrepublikken Cameroun.“

Hvorfor skred Camerouns regering så drastisk ind over for et religiøst samfund hvis medlemmer i hele verden er kendt for deres fredelige og retskafne adfærd? Jehovas vidner blev anklaget for at være imod regeringen, fordi de holder sig neutrale i politiske anliggender og ikke deltager i politik.

Præsidentvalget

Præsidenten for Forbundsrepublikken Cameroun er muhamedaner og hedder El Hadj Ahmadou Ahidjo. Den 28. marts 1970 blev han genvalgt til sin tredje embedsperiode på fem år, idet han fik 97,65 procent af stemmerne ved en folkeafstemning. Aviserne erklærede enstemmigt at valget havde været en stor succes og at de der afgav deres stemme havde gjort det „samvittighedsfuldt og i fuld frihed“.

Men var der virkelig frihed i Cameroun? Ikke for alle. Jehovas vidner blev udsat for et stort pres fra flere medlemmer af regeringspartiet, C.N.U. — Camerouns nationalunion. At vidnerne ikke deltager i politik vakte fortrydelse hos overnidkære partimedlemmer som gjorde disse kristne til særlig skydeskive i deres valgtaler.

For eksempel blev der den 20. marts i „La Place de l’Indépendance“ i Akonolinga rettet et voldsomt offentligt angreb mod Jehovas vidner af André Fouda, der længe har været medlem af den lovgivende forsamling og er en åbenlys kritiker af Jehovas vidner. Et Jehovas vidne som hørte hele talen oplyser at hr. Fouda sagde: „Hvis der findes nogen ’makaer’ (en tidligere stamme af kannibaler) i Akonolinga, må de gerne æde Jehovas vidner.“

Der lægges pres på vidnerne

Op imod valget lagde man på mange måder pres på Jehovas vidner i et forsøg på at påvirke dem. Følgende beretning stammer fra et Jehovas vidne i Akonolinga:

„Præfekten, hr. Louis Mandeng, gav alle Jehovas vidner ordre til at møde på sit kontor klokken 7 på valgdagen, den 28. marts. Vidnerne kom. Sirenen lød, og valglokalerne blev åbnet. Hr. Mandeng kørte foran i sin bil med alle vidnernes identitetspapirer og gav vidnerne tegn til at de skulle følge med hen til valglokalerne, der lå cirka 100 meter borte. Da vidnerne blev klar over at præfekten havde til hensigt at tvinge dem til at stemme, fulgte de ikke med mere men gik hjem.“

Samme aften og dagen efter blev flere Jehovas vidner arresteret. Menighedens forstander skriver: „Klokken ni samme aften blev jeg arresteret af brigadekommandøren og måtte om natten sove nøgen på cementgulvet i sikringscellen.“ Menighedsforstanderen blev holdt fængslet til den 22. april.

Et andet Jehovas vidne i Akonolinga skriver: „Den 23. marts overværede jeg at hr. Nicolas Voundi, den deputerede fra Nyoung og Mfoumou, henvendte sig til præfekten og oplyste at han havde bedt min arbejdsgiver om ikke at beskæftige et andet vidne og mig på sit værksted. Da hr. Mandeng vendte tilbage fra Yaoundé den 25. marts befalede han os begge at møde på sit kontor hver dag, både formiddag og eftermiddag.

’Nu er det alvor,’ sagde han. ’Jeg må have et svar senest i morgen. Vil De stemme, eller vil De ikke? Jeg spørger: Vil De, eller vil De ikke?’

Han slog i bordet med højre hånd. Fire gange spurgte han om jeg ville stemme. Jeg forholdt mig tavs. Han ringede til gendarmeriet [militærpolitiet] og bad dem komme og hente os. Fra den 17. til den 28. marts lagde præfekten pres på os for at få os til at stemme. Men da valget var overstået den 28. marts klokken 18 blev vi ikke længere anklaget for ikke at ville stemme. Præfekten begyndte nu at anklage os for at have forkyndt at man skulle svigte valget. Om natten opholdt jeg mig sammen med elleve andre vidner i en celle der var 2,5 meter lang, 2 meter bred og 3 meter høj, og som kun havde ventilation gennem 16 små huller.“

Anvendelse af brutalitet

En af Jehovas vidners rejsende tilsynsmænd beretter: „Om aftenen den 26. marts, klokken 21.30, bankede det hårdt på døren. Da jeg spurgte hvem det var, lød svaret: ’Det er brigadekommandøren’ (hr. Onguene). Jeg lukkede op, og han spurgte: ’Hvad laver De her? . . . Lad mig se Deres identitetspapirer.’ Alle mine papirer var i orden. ’Hvor er Deres valgkort?’ ’Jeg har ikke noget.’ ’Hvorfor ikke?’ ’Fordi jeg endnu ikke har fået noget.’

Han bad mig følge med til gendarmernes kvarter, hvor han gav mig ordre til at tage alt tøjet af, på nær mine shorts. I cellen hvor jeg kom til at sove, var der otte vidner fra menigheden i Akom. Næste morgen blev jeg, sammen med et andet vidne, udpeget til at vaske kommandørens bil, mens alle de andre fik til opgave at sætte hegn omkring hans jordnødmark.

Klokken 22.30 den 27. marts blev jeg vækket af samme kommandør, som sagde: ’Sig mig om De vil stemme i morgen, for alle som ikke stemmer vil blive straffet hårdt.’ Aldrig så snart havde jeg svaret, før jeg igen blev låst inde i cellen. Ved hjælp af alle sine gendarmer begyndte han at drive jagt på vidnerne og pågribe dem i deres hjem; til sidst var der arresteret femogfyrre.

På valgdagen, den 28. marts, sad vidnerne og sang i deres celle. Da kommandør Onguene hørte at vi sang i cellen, kom han med alle sine gendarmer og den mest ondskabsfulde soldat jeg nogen sinde har set, en der blev kaldt ’Knuseren’. På kommandørens befaling begyndte denne soldat skånselsløst at slå os. Ingen af os var iført andet end shorts. Et slag ramte mig i nakken, og jeg faldt bevidstløs om. Få øjeblikke efter kom jeg til bevidsthed igen, idet han fortsatte med at slå. Vi har alle sammen mærker på ryggen af stokkeslagene.

Efter at de havde slået og tilredt os på denne måde, ville de ikke lade os komme på hospitalet. I otte dage fik vi ikke engang vand at vaske os i. Vi fik ingen mad i to dage. Derefter skulle vi slå græs og gøre rent i byen. Efter tre og en halv uge blev vi anbragt i en lastbil og kørt til præfekten i Dja og Lobo. Undervejs regnede det stærkt, og det blev koldt. En af de kristne søstre iblandt os var gravid i ottende måned. Søndag den 19. april kaldte præfekten os ind i sit konferenceværelse og løslod os derefter.“

Værst blev vidnerne måske behandlet i byen Sangmélima, hvor der til sidst var blevet arresteret og fængslet tooghalvfems Jehovas vidner. En af de arresterede beretter: „Den 23. marts, fem dage før præsidentvalget den 28., blev to vidner fra Messock-menigheden ført til B.M.M. (Den blandede mobile Brigade, det mest frygtede politikorps i Cameroun) i Sangmélima, under anklage for at have organiseret et møde med det formål at propagandere imod valget. Det ene af vidnerne blev løsladt på grund af sin alder, men specialpioneren F. . . blev tilbageholdt af B.M.M.

Dagen efter valget blev der iværksat en frygtelig kampagne med det mål at arrestere alle Jehovas vidner. Hver dag blev der sendt lister over vidnerne til B.M.M., og vidnerne, både mænd og kvinder, fyldte B.M.M.s fem celler i Sangmélima.

I Djoum blev nogle Jehovas vidner slæbt nøgne hen ad et cementgulv efter at de var blevet slået til blods. De var nødt til at forrette deres nødtørft i cellerne (hvor der ingen toiletter fandtes) i otte dage, før de med lastvogn blev overført til Sangmélima. Over femogfyrre vidner, nogle med børn, andre ældre mennesker som næppe var i stand til at gå, blev overført. Deres tilstand var så dårlig at selv embedsmændene på præfektkontoret i Sangmélima fik medynk med dem og løslod dem den følgende dag. Disse Jehovas vidner fandt at over firs af deres kristne brødre og søstre fra Sangmélima, Bengbis og Zoetélé allerede sad i fængsel.

B.M.M.s fem celler i Sangmélima var stuvende fulde af Jehovas vidner som blev forhørt én ad gangen, indtil den 21. april. Den dag blev de alle ført ind i det store konferencelokale på præfektkontoret for at høre et foredrag af præfekten, hr. Biscène. Han anbefalede os alle at stemme den 7. juni, ellers ville vi alle blive arresteret igen.“

Et Jehovas vidne som er heltidsforkynder beretter hvad der skete i Bertoua umiddelbart efter valget. Her blev over tredive vidner arresteret: „Hele dagen igennem torsdag den 2. april blev nogle, én efter én, ført til afhøring hos politiet. Tidligt om morgenen indledte brigadekommandøren forhørene. Da han indså at han ikke kunne diktere den første af vore kristne brødre sine meninger, tilkaldte han den næstkommanderende. Denne mand, der optrådte på den mest brutale måde man kan tænke sig, gav en gendarm ordre til at prygle vidnerne under afhøringen. Det gik værst ud over et ungt vidne fra Belabo (han er kun 19 år gammel og for ung til at stemme) og et andet vidne som kommer fra Diang. Hensigten med alle deres spørgsmål var at få os til at sige at Selskabet eller en af dets repræsentanter havde lært os at vi ikke skulle stemme.

Efter at vi var blevet behandlet sådan hele dagen blev vi låst inde i en celle hvor vi, efter ordre fra den næstkommanderende, skulle opholde os to døgn uden at få hverken vådt eller tørt. Om natten led de to føromtalte unge mænd så stærkt at de ikke kunne røre sig.

Søndag den 5. april blev alle vidnerne fra Bertoua løsladt. I de tretten dage vi opholdt os i gendarmernes kvarter fik vi ikke andet at spise end to små måltider som kaptajnen sendte os. Vi glæder os over at alle er besluttede på at holde ud.“

Forbudet kommer!

Efter valget og den grusomme behandling af Jehovas vidner forsøgte repræsentanter for disse mange gange at komme til at tale med regeringsembedsmænd for at forklare dem deres bibelske standpunkt. Det lykkedes ikke.

I betragtning af situationens alvor skrev tre fremtrædende medlemmer af Jehovas vidners lovformeligt indregistrerede selskab i Douala den 13. april direkte til præsident El Hadj Ahmadou Ahidjo og anmodede ham respektfuldt om at benytte sit høje embedes myndighed til at standse forfølgelsen af Jehovas vidner. Vidnerne tilbød at sende en delegation til hovedstaden Yaoundé som kunne forelægge sagen for præsidenten og give oplysninger om deres arbejde og hensigt.

Den 21. april var de fleste af de arresterede kristne blevet løsladt, til stor glæde for alle vidnerne. Men få dage senere blev der igen foretaget arrestationer, skønt ikke så mange som før. En faretruende ro herskede til den 13. maj.

Så kom det som et lyn fra en klar himmel! I hele landet kunne man over radioen høre at Jehovas vidner var blevet forbudt i Cameroun! Dagen efter denne bekendtgørelse mødte politiet op på Vagttårnsselskabets nyopførte afdelingskontor i Douala. Kontorerne, litteraturlageret og vidnernes mødelokale blev forseglet.

Tidligt fredag morgen, den 15. maj, tog afdelingskontorets tilsynsførende fra Douala til Yaoundé for at forelægge en appelskrivelse for præsidenten og anmode om foretræde hos ham. Den tilsynsførende var ikke klar over at lederen af Camerouns sikkerhedstjeneste netop havde underskrevet en udvisningsordre som krævede at alle Jehovas vidners missionærer skulle forlade landet senest den 20. maj. Da den tilsynsførende kom tilbage til Douala lørdag den 16. maj fandt han afdelingskontoret bevogtet af to bevæbnede politibetjente. Alle de ansatte var sat under husarrest til søndag aften den 17. maj. Ingen fik lov til at forlade bygningen eller gå ind i den. Stort set blev missionærerne dog behandlet med venlighed og respekt af politiet.

I hele denne tid havde vidnerne ikke en eneste gang fået nogen bekræftelse på at regeringens embedsmænd havde modtaget de breve der var sendt til dem. Disse kristne modtog intet skriftligt. Det hele skete i hemmelighed, uden at Jehovas vidners repræsentanter fik nogen som helst mulighed for at tale deres sag.

Den 20. maj blev seks missionærer, fem canadiere og en nigerianer, udvist af landet. På dette tidspunkt havde afdelingskontoret fået meddelelse om over 335 arrestationer af Jehovas vidner.

Valg til den lovgivende forsamling og flere grusomheder

Arrestationer og pryglinger fandt ikke kun sted i forbindelse med præsidentvalget den 28. marts. Valget til den lovgivende forsamling den 7. juni blev ligeledes benyttet som en lejlighed til at angribe Jehovas vidner, og flere arrestationer fandt sted. Et vidne fra Manjo beretter:

„Lørdag den 6. juni blev arrestationskampagnen indledt af underpræfekten, hr. Moussa Mbello. Ét vidne blev arresteret dagen før valget. Femoghalvfjerdsårige kvinder blev ført til gendarmernes kvarter og udsat for hård behandling. Nogle af dem var syge, og vi ved ikke om de vil overleve.

Overraskende nok så man underpræfekten gå fra hus til hus og endog gennemsøge vidnernes plantager for at arrestere dem. Denne jagt fortsatte dag og nat. De der førte an i dette, var underpræfekten, hr. Moussa Mbello, og lederen af C.N.U.s underafdeling, hr. Pascal Wansi.“

Umiddelbart efter valget den 7. juni blev et kvindeligt Jehovas vidne i Namba slået så slemt at hendes åndedræt standsede fem gange. En anden besvimede tre gange. Et mandligt vidne blev tildelt tyve slag, og derpå yderligere hundrede slag ved indgangen til rigssalen. Senere blev han slået for tredje gang.

I mange andre byer og landsbyer er vidnerne enten blevet truet eller slået og sat i fængsel. Denne forfølgelse har fundet sted i Abong Mbang, Ayos, Belabo, Diang, Bengbis, Bipindi, Dizangué, Kobdombo, Minta, Ndoum, Songmbengué, Zoetélé og utallige andre steder i landet. Der berettes om over fire hundrede arrestationer i ugerne før og efter de to valg.

Hvorfor er Jehovas vidner blevet udsat for denne skændige behandling?

Hvorfor dette forbud?

Tre uger efter valget til den lovgivende forsamling indviede præsident Ahidjo partiets nye hovedkontor i Douala. Med henvisning til forbudet mod Jehovas vidner sagde han:

„Det er berettiget, i betragtning af at denne sekt er blevet brugt som et dække for en statsfjendtlig bevægelse der ledes fra udlandet og som, ved hjælp af en organiseret bagvaskelses- og injuriekampagne, har haft til hensigt at underminere institutioner som det camerounske folk har antaget i fuld frihed. En sådan bevægelse kan ikke tillades i et land der har lidt så meget under statsfjendtlig virksomhed ved begyndelsen af sin uafhængighed.“ — La Presse du Cameroun, 26. juni 1970.

Men hvor sande er disse anklager? Jehovas vidner er i hele verden kendt for at være strengt neutrale med hensyn til politik. De er også kendt for at være ærlige og lovlydige borgere. Betragt for eksempel deres virke i Cameroun.

I mange år har vidnerne bragt den gode nyhed om Guds himmelske rige ud til Camerouns gæstfrie borgere. I 1962 blev der dannet et lovformeligt selskab, og der blev åbnet et afdelingskontor i Douala som kunne sørge for det voksende samfund. I de følgende otte år forkyndte over 12.000 Jehovas vidner den gode nyhed om Guds rige i næsten hver eneste by og landsby i Cameroun. I hele landet har folk haft lejlighed til at se at vidnerne udelukkende forkynder Guds rige. De blander sig ikke i politik og kan derfor umuligt være statsfjendtlige.

Hvem er da ansvarlig for at Cameroun siger nej til tilbedelsesfrihed? Landets præsident må afgjort bære en stor del af ansvaret, sammen med andre embedsmænd. Men ikke kun politikere har del i ansvaret. Hvordan med de gejstlige inden for de andre trossamfund i Cameroun? Hvad mener De selv når De for eksempel læser en kommentar som den der fandtes i La Presse for 15. maj 1970 under overskriften: „Hvorfor er de blevet forbudt?“ Skribenten bemærkede: „Det er åbenbart at dette påtrængende proselytmageri [som vidnerne udfører] ikke tiltaler mange, og da slet ikke andre kristne trossamfund hvis sognebørn føres på vildspor af ’Jehovas vidner’.“

Men hvad siger Camerouns lov?

Camerouns lov

Loven i Cameroun kræver ikke at man skal stemme, skønt dette blev forlangt af Jehovas vidner. Valglov nr. 69 LF forbyder imidlertid at man påvirker nogen til „at undlade at stemme“, og da Jehovas vidner ikke var med til at stemme, blev de ofte anklaget for at propagandere imod deltagelse i valget. Men der blev ikke rejst tiltale mod noget vidne efter denne lov. I virkeligheden blev der slet ikke bragt nogen sag for retten, hverken før eller umiddelbart efter valgene.

Jehovas vidner forkynder ikke politik men Guds ord, Bibelen, og det har de gjort i Cameroun i over femogtyve år. Under valgene gik vidnerne hverken fra dør til dør eller andre steder for at fortælle folk at de ikke skulle stemme. Vidnerne deltog ikke i protestdemonstrationer mod noget politisk parti eller nogen kandidat. Jehovas vidner forkynder hverken for eller imod nogen valgkandidat. De blander sig ikke i sådanne sager, hverken i Cameroun eller andre steder.

Hvorfor stemmer Jehovas vidner ikke selv? Fordi de betragter Guds rige ved Kristus som menneskenes eneste håb. Og som Jesus Kristus sagde til sin himmelske Fader om sine disciple: De er „ikke . . . af verden, ligesom jeg ikke er af verden“. (Joh. 17:14; Jak. 4:4) Vidnerne søger oprigtigt at følge Jesu eksempel og hans ord om ikke at være „af verden“. For dem er det vigtigere at vinde Guds og Jesu Kristi godkendelse end noget andet. Mens de selv følger disse synspunkter, har de samtidig den opfattelse at det ville være forkert af dem at hindre andre i at stemme, eller blande sig i deres forsøg derpå. Ja, vidnerne indrømmer beredvilligt at andre har frihed til at stemme hvis de ønsker at gøre det.

Jehovas vidner har ikke handlet i strid med Camerouns grundlov. I første artikel af denne velskrevne grundlov hedder det:

„Forbundsrepublikken Cameroun er demokratisk, konfessionsløs og social. Den skal sikre alle sine borgere lighed for loven. Den bekræfter sin troskab mod de grundlæggende friheder der omtales i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og De forenede Nationers pagt.“

Det er tydeligt at alle borgere i Cameroun har fået løfte om lovens beskyttelse. Religionsfrihed og forsamlingsfrihed er garanteret i loven. Alligevel har Cameroun i realiteten sagt „nej“ til tilbedelsesfrihed.

Ikke statsfjendtlige

Ingen regering har noget at frygte af Jehovas Vidner. At de holder sig neutrale i Camerouns politiske anliggender betyder ikke at de er agenter for en anden jordisk stat. Vidnerne undgår at blande sig i politik i alle lande i verden, uanset om det er i Amerika, Europa, Afrika eller et andet sted. Altså kan de ikke være „en statsfjendtlig bevægelse der ledes fra udlandet“.

Andre statsmagter, som under indflydelse fra anden side har forbudt Jehovas vidner, har senere indset det forkerte heri og har gengivet vidnerne deres juridiske rettigheder. For eksempel blev Jehovas vidner forbudt i Australien i 1941. Senere blev sagen forelagt højesteretsdommer Starke. Da han havde hørt en redegørelse for sagen besluttede han at den skulle forelægges hele retten. Efter at have behandlet sagen afsagde højesteretten den 14. juni 1943 den kendelse at Jehovas vidner ikke deltog i samfundsundergravende virksomhed og derfor ikke udgjorde nogen fare for staten.a Da domstolen hævede forbudet mod Jehovas vidner omtalte dommer Williams de „fuldstændig uskyldige principper og lærepunkter“ som Jehovas vidner går ind for, og tilføjede:

„Da Jehovas vidners tro er en kristen tro, bevirker den erklæring som har gjort dette samfund til et ulovligt foretagende, at det er blevet ulovligt at gå ind for den kristne tros principper og lærepunkter, og den har gjort hver eneste gudstjeneste som afholdes af mennesker der tror på Kristi fødsel, til en ulovlig forsamling.“

Forbudet mod Jehovas vidner i Cameroun har samme virkning i dette land.

Desuden har Jehovas vidner ikke ført nogen „injuriekampagne“ mod regeringen, sådan som det hed i anklagen. Tværtimod siger deres mest udbredte bibelske lærebog, som nu er udgivet i 30 millioner eksemplarer på 60 sprog, direkte at det er forkert at gøre dette. På side 158 udtaler denne bog, Sandheden der fører til evigt liv, om jordiske regeringer: „Når Gud tillader dem at regere, hvorfor skulle så nogen kristen prøve at hindre dem deri? . . . Det er rigtigt at vise den rette respekt for staten.“ Det kan ikke være i strid med nogen regerings interesser at Jehovas vidner fører en sådan lære.

Kendsgerningerne viser altså at forbudet mod Jehovas vidner i Cameroun og de årsager som anføres til det, er uden gyldigt grundlag.

Et tab for Cameroun

Forbudet mod Jehovas vidner i Cameroun er ikke til gavn hverken for landets borgere eller for de styrende. Tværtimod har Cameroun mistet meget. Landet har mistet noget af sit gode omdømme i den øvrige del af verden ved at sige „nej“ til tilbedelsesfriheden.

Politiske ledere har mistet deres værdighed ved at gribe til grusomheder og brutalitet for at tvinge kristne mennesker til at handle mod en samvittighed der er opdraget af Bibelens lære.

Borgerne har mistet megen åndelig trøst og undervisning, for vidnerne har givet dem dette, samtidig med at de har lært nogle af Camerouns indbyggere at læse og skrive.

Forbudet mod Jehovas vidner har berøvet oprigtige mennesker i Cameroun muligheden for indholdsrige bibeldrøftelser. J. P. Bayemi siger om dette tab i L’Effort Camerounais for 14. juni 1970:

„Lad os til deres ros i det mindste indrømme at det på deres egen måde er lykkedes dem at fjerne det monopol som emnerne penge, kvinder, mænd eller drikkevarer havde skabt sig i folks samtaler i hjemmene, på gaderne, de offentlige steder og i transportmidlerne, før Jehovas vidner blev tilladt. Ja! der var engang da det var yderst sjældent at høre kristne drøfte et bibelsk emne.“

Intet kan højne et lands moral mere end Guds ord Bibelens principper. Vidnerne har gjort meget for dem der ønsker større bibelkundskab, for deres moral og åndelige udvikling. Hvilket tab for Cameroun, nu da Jehovas vidner ikke mere frit kan undervise folk i disse høje moralnormer!

De kan give udtryk for Deres mening

Hvad mener De om denne grusomhed mod fredelige kristne? Deres forkyndelsesarbejde er forbudt. Endog private bibeldrøftelser er ikke mere tilladt. Dyrebare personlige friheder er fejet til side. Jehovas vidner og andre rundt om i verden som elsker tilbedelsesfrihed, kan ikke forholde sig tavse som om de billigede denne selvrådige handling.

Hvis De i lighed med mange andre gerne vil give udtryk for at De oprøres over det skridt Camerouns regering har taget over for fredselskende kristne, kan De skrive til Camerouns ambassadør i London eller til en af de embedsmænd i Camerouns regering som er nævnt ovenfor.

Giv udtryk for Deres skuffelse over regeringens selvrådige handling. Forklar at Jehovas vidner ikke deltager i politik nogen steder og at anklagerne er grundløse. Appeller til embedsmændenes respekt for den menneskelige værdighed og den religionsfrihed som Camerouns grundlov garanterer. Appeller til deres ønske om at deres land og Afrika må nyde et godt omdømme. Bør Camerouns præsident og hans højtstående embedsmænd ikke hjælpes til at indse at den øvrige verden lægger mærke til det når uskyldige kristne grusomt mishandles? Bør de ikke have at vide at de ikke har øget deres popularitet, hverken hos deres eget folk eller hos retfærdigt indstillede mennesker andre steder i verden, ved den måde hvorpå de har behandlet fredselskende kristne?

Måtte Deres skriftlige appel hjælpe til at der igen siges „ja“ til tilbedelsesfriheden i Cameroun.

[Fodnote]

a Adelaide Company of Jehovah’s Witnesses Inc., mod The Commonwealth (1943), 67 C. L. R. 116, 124.

[Ramme på side 23]

Regeringsembedsmand i Cameroun

His Excellency El Hadj Ahmadou Ahidjo

President of the Federal Republic af Cameroon

Palace of the President